Erstatningsansvarslovens § 3

Erstatningsansvarslovens § 3 – godtgørelse for svie og smerte, nævnets j.

nr. 20-520-06557

Ansøger blev i 2003 som frivillig vagt ved en fest udsat for et overfald, hvorved han blandt andet pådrog sig en skade på sit ene knæ.

Nævnet tilkendte i 2004 og 2005 ansøger godtgørelse for den svie og smerte, der blev påført ansøger som følge af overfaldet svarende til en periode på ca. 2 måneder.

I 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) afgørelse om, at ansøger som følge af overfaldet havde pådraget sig et varigt mén på 12 %.

Afgørelsen blev fastholdt i 2007.

Ansøger var i en årrække herefter fortsat aktiv på arbejdsmarkedet, men i årene 2011-2012 blev ansøgers gener i form af smerter i knæet så store, at han blev sygemeldt fra sit job og efterfølgende opsagt ved udgangen af 2012.

På baggrund af den uforudsete ændring i ansøgerens helbredsmæssige tilstand blev arbejdsskadesagen genoptaget, og det blev konstateret, at hans méngrad som følge af overfaldet var blevet forværret, hvorefter méngraden ved afgørelse af 17. september 2015 fra Ankestyrelsen blev forhøjet til 45 %.

Ansøger blev herefter i 2015 tilkendt en omfattende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af uarbejdsdygtighed fra 2012 og frem.

I 2016 anmodede ansøger om genoptagelse af kravet om godtgørelse for svie og smerte, således at der blev tilkendt yderligere godtgørelse for en periode i 2011 og 2012.

Nævnet afslog anmodningen med henvisning til, at ansøgeren allerede var tilkendt godtgørelse for varigt mén i 2005, hvilket afskar ansøgeren fra at blive tilkendt svie og smerte for en efterfølgende periode.

Ansøger stævnede herefter nævnet med påstand om, at nævnet skulle anerkende, at betingelserne for genoptagelse af spørgsmålet om svie- og smertegodtgørelse som følge af den personskade, som ansøger blev påført som følge af overfaldet i 2003, var opfyldt.

Retten skulle herefter tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en skadelidt i en genoptaget sag - i medfør af erstatningsansvarslovens § 11, stk. 3 - har krav på yderligere godtgørelse for svie og smerte i en situation, hvor der tidligere er truffet afgørelse om at tilkende skadelidte godtgørelse for såvel svie og smerte som varigt mén, og hvor skadelidtes tilstand efterfølgende er forværret.

Ved Retten i Roskildes dom af 9. januar 2020 blev nævnet tilpligtet at anerkende, at betingelserne for genoptagelse i sagen med henblik på udmåling af yderligere svie- og smertegodtgørelse til ansøger som følge af overfaldet i 2003, var opfyldt.

Retten lagde blandt andet vægt på, at der i 2011 og 2012, det vil sige efter tilkendelsen af godtgørelse for varigt mén i 2005, var indtrådt en væsentlig og uforudset ændring af ansøgers helbredstilstand, der havde medført en længere sygeperiode, og på, at ansøgers varige mén i 2015 var forhøjet til 45 %.

Nævnet genoptog herefter sagen og tilkendte ansøger yderligere godtgørelse for svie og smerte op til lovens maksimum.