Erstatningsansvarslovens § 1

Erstatningsansvarslovens § 1 – erstatning for ”andet tab” og Erstatningsansvarslovens § 2 – erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, nævnets j.

nr. 18-520-00473

Ansøger blev i 2018 tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for indkomstårene 2009-2015.

Forsinkelsen beroede primært på, at Erstatningsnævnet oprindeligt afviste at anerkende hændelsen efter offererstatningsloven, hvorfor sagen blev prøvet først i byretten og efterfølgende i landsretten.

Ansøger ansøgte efterfølgende Skattestyrelsen om skattemæssig tilbagefordeling af den tabte arbejdsfortjeneste og blev i den forbindelse pålagt en renteudgift, som han søgte erstatning for ved Erstatningsnævnet.

Nævnet afslog kravet, idet nævnet fandt, at der ikke i erstatningsansvarsloven er hjemmel til at dække et sådant krav.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kravet ikke kunne henføres under ”andet tab” i erstatningsansvarslovens § 1, da der ikke var tale om en udgift, der havde til formål at sikre eller forbedre skadelidtes funktionsevne.

Nævnet lagde herudover vægt på, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens § 2 tilkendes som forskellen mellem den bruttoindtægt, skadelidte ville have haft, hvis hændelsen ikke var sket, og den bruttoindtægt, som skadelidte havde i uarbejdsdygtighedsperioden, uden hensyntagen til de efterfølgende skattemæssige forhold