Erstatningsansvarslovens § 1
Statutory Text (2 Articles)
Erstatningsansvarslovens § 1 – erstatning for helbredelsesudgifter, nævnets j.
nr. 19-520-04458
Ansøger, der var italiensk statsborger, var udsat for grov vold og voldtægt i Danmark, hvorved hun blandt andet fik brud på næsen og venstre øjenhule.
Ansøger rejste efter hændelsen tilbage til Italien, hvor hun havde fast bopæl.
Ansøger fik ca. 1 år efter hændelsen foretaget en ansigtsoperation i Grækenland, hvorefter ansøger fremsatte krav om erstatning for udgifter til ansigtsoperationen over for nævnet.
Nævnet besluttede at tilkende erstatning for udgifter til ansigtsoperationen.
Nævnet lagde vægt på, at der i sagen var fremsendt lægelig dokumentation for, at operationen havde til formål at genoprette såvel funktionelle som kosmetiske gener i ansigtet, som ansøger pådrog sig ved hændelsen.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at operationen kunne anses for at have helbredende og nødvendig karakter samt at prisen for operationen blev vurderet rimelig henset til behandlingens omfang og karakter.
Nævnet lagde endeligt vægt på, at der i den konkrete situation kunne ske en undtagelse til udgangspunktet om, at behandling skal foretages gennem det gratis offentlige danske sundhedssystem, idet ansøger var udlænding, havde fast bopæl i Italien og var hjemrejst, inden operationen kunne foretages.