Offererstatningslovens § 6 a
Statutory Text (2 Articles)
Offererstatningslovens § 6 a – den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt, nævnets j.
nr. 18-520-00681
Ansøger blev under en fest i 2015 slået i hovedet med en flaske, hvorved han pådrog sig dobbelt kraniebrud i højre side af baghovedet, hvilket blandt andet medførte hjerneblødninger.
Ansøger var efterfølgende uarbejdsdygtig og blev derfor tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
I 2018 blev ansøger som følge af sin samlede helbredsmæssige tilstand tilkendt førtidspension i medfør af reglerne i lov om social pension.
Ansøgers faktiske indkomst bestod herefter af fuld førtidspensionsydelse.
I 2019 flyttede ansøger fra Danmark til et land uden for EU (ansøgers hjemland).
Udbetaling Danmark nedsatte som en konsekvens heraf ansøgers førtidspensionsydelse, hvorved ansøgers faktiske indkomst blev tilsvarende lavere.
For så vidt angik ansøgers efterfølgende krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste besluttede nævnet, at der fortsat var grundlag for at fratrække fuld førtidspensionsydelse i ansøgers forventede indkomst med henvisning til tabsbegrænsningspligten.
Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at nedsættelsen af førtidspensionsydelsen beroede på ansøgers egen beslutning om at flytte til et land uden for EU.