Offererstatningslovens § 6 a

Offererstatningslovens § 6 a – nedsættelse eller bortfald på grund af egen skyld eller accept af risiko, nævnets j.

nr. 19-520-06265 og 19-520-06272

A og B var en sen nat foran en beværtning endt i slagsmål med hinanden og søgte begge erstatning for deres skader i anledning heraf.

A havde befundet sig inde på beværtningen og var meget fuld, hvorfor han var blevet fulgt udenfor for at trække noget frisk luft.

På videoovervågningen foran beværtningen kunne man se A, som virkede rolig og skyggeboksede med en af dørmændene.

På et tidspunkt kom B og hans kæreste ud fra beværtningen.

På videoovervågningen kunne man se, at B gik direkte over mod A og slog ham.

Dette førte til et slagsmål mellem A og B.

Det fremgik af videoovervågningen, at A og B flere gange blev skilt ad, men at de herefter skiftevis angreb hinanden.

På et tidspunkt under slagsmålet lå A og B på jorden, og A bed da det yderste stykke af B’s tunge af og spyttede det ud.

A blev dømt for grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og blev straffet med en tillægsstraf på fængsel i 8 måneder, og B blev dømt for vold efter straffelovens § 244 og blev straffet med en tillægsstraf på fængsel i 3 måneder.

A havde søgt om erstatning for en ødelagt skjorte.

B havde søgt om erstatning for svie og smerte samt krænkelsesgodtgørelse.

Nævnet traf for så vidt angår A afgørelse om, at hans erstatningskrav skulle bortfalde helt efter offererstatningslovens § 6 a.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at selv om det var B, der havde slået først, havde A udøvet grov vold mod B.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at det måtte lægges til grund, at en væsentlig del af volden mod A blev udøvet, efter at A havde bidt en del af B’s tunge af.

Efter de foreliggende oplysninger og karakteren af A’s krav, fandt nævnet endvidere, at der var tale om begrænsede skader for A.

Nævnet traf for så vidt angår B afgørelse om, at der skulle ske nedsættelse af erstatningen med 2/3.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det var B, der uden forudgående hændelsesforløb mellem parterne startede slagsmålet, og at B – til trods for, at parterne var blevet skilt ad flere gange – fortsatte med at angribe A.

Nævnet afslog B’s krav om krænkelsesgodtgørelse.