Offererstatningslovens § 1

Offererstatningslovens § 1 – direkte og indirekte skadelidte, nævnets j.nr. 18-520-00368

Skadevolder dræbte sin 7 måneder gamle søn med skud, hvorefter skadevolder satte ild til lejligheden og skød sig selv.

Ansøger (mor til afdøde) havde om morgenen afleveret sønnen til skadevolder, som havde to timers samvær med sønnen.

Ansøger kunne ved samværets ophør ikke få telefonisk kontakt til skadevolder og tog hen til hans bopæl.

Ved ankomsten var lejlighedens vinduer sodet til, og ansøger gik ind i lejligheden og ledte forgæves efter sin søn.

Herefter ringede hun til alarmcentralen, hvorefter brandvæsen og ambulanceredning kom til stede og fandt sønnen og skadevolder afgået ved døden i lejligheden.

Ansøger blev tilkendt efterladtegodtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 a og søgte efterfølgende om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.

Nævnet besluttede at forelægge sagen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og lagde ved sin afgørelse herom vægt på, at der var tale om et forsætligt drab på et mindreårigt barn begået af barnets far, og at ansøgeren var mor til det dræbte barn.

Desuden tillagdes det vægt, at ansøgeren ved at være den første på gerningsstedet havde været meget tæt på begivenhedernes centrum, og at hendes psykiske lidelse rakte ud over den sorg og det savn, der uundgåeligt må antages at opstå som følge af, at en persons barn bliver dræbt.

Ansøger var som følge heraf omfattet af reglerne i offererstatningsloven som indirekte skadelidte.

Nævnet tilkendte herefter i overensstemmelse med Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse godtgørelse for varigt mén, mens der ikke blev tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne, idet Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde vurderet, at erhvervsevnetabet var mindre end 15 %.