Offererstatningslovens § 1

Offererstatningslovens § 1 – direkte og indirekte skadelidte, nævnets j.nr. 18-520-01733

Ansøger var ansat i en bank og var på arbejde, da banken blev udsat for et røveri.

En ukendt gerningsperson var med sin bil kørt igennem dobbeltdørene og ind i midten af banklokalet, hvor ansøgeren sad bagerst i lokalet ved sit skrivebord.

Fra sin plads kunne ansøger se bilen køre ind i banken, hvorefter gerningsmanden forsøgte at få en kasse åben, hvilket ikke lykkedes.

Gerningsmanden gik ud i et baglokale, hvor nogle bankbokse var placeret, men kom hurtigt retur og satte sig ind i bilen og bakkede ud af banken igen.

Ved de øvrige vidneforklaringer kunne det lægges til grund, at gerningsmanden under røveriet havde holdt en pistol, som senere viste sig at være en attrap.

Ansøgeren var ikke i kontakt med gerningsmanden under røveriet.

Nævnet vurderede, at ansøgeren ikke kunne anses for at være direkte skadelidt ved hændelsen, men at ansøger som indirekte skadelidt alligevel var berettiget til erstatning/godtgørelse efter offererstatningsloven.

Nævnet lagde vægt på røveriets voldsomme karakter og ansøgerens skader, herunder at han i arbejdsskadesagen blev tilkendt godtgørelse for varigt mén med en méngrad på 15 % og blev bevilget førtidspension som følge af røveriet.

Omfanget af personskaden kan indgå som moment i vurderingen af, hvorvidt man som indirekte skadelidt kan være berettiget til erstatning efter offererstatningsloven.

I ovenstående sag havde det derfor afgørende betydning for nævnet, at ansøger som følge af hændelsen havde pådraget sig så alvorlige gener, at ansøger ikke længere kunne deltage på arbejdsmarkedet.