Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0582
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0582
Anmodning om genoptagelse afvist
Pressenævnet udtalte ikke kritik af Sjællandske i en sag, hvor en person havde klaget over omtale i en artikel vedrørende nogle kommunalpolitiske forhold.
Personen anmodede efterfølgende om genoptagelse og uddybede sine synspunkter.
Pressenævnet afviste anmodningen.
[Klager] har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sag nr. 2020-80-0477 [Klager] mod Sjællandske, som nævnet traf afgørelse i den 20. oktober 2020.
Sagen vedrørte [Klager]s klage over artiklen ”Lokal [Partiet]-mand i nyt frontalangreb på partiet: ”Inkompetent ledelse af [Partiet] i [Bynavn B]””, bragt henholdsvis den 18. februar 2020 i den trykte udgave og den 19. februar 2020 på Sjællandskes netavis sn.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Ved kendelsen udtalte Pressenævnet ikke kritik af Sjællandske, idet Pressenævnet fandt, at artiklen ikke var bragt i strid med den vejledende regler for god presseskik.
[Klager] har anmodet Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sagen, fordi han mener, at Pressenævnet har truffet afgørelsen på forkert grundlag.
1 Sagsfremstilling
[Klager] klagede den 19. marts 2020 til Pressenævnet over artiklen ”Lokal [Partiet]-mand i nyt frontalangreb på partiet: ”Inkompetent ledelse af [Partiet] i [Bynavn B]”.
Pressenævnet fandt ved kendelse af 20. oktober 2020 i sag nr. 2020-80-0477 ikke grundlag for at udtale kritik af Sjællandske for tilsidesættelse af god presseskik.
I Pressenævnets kendelse af 20. oktober 2020 hedder det blandt andet
”[.
.
.
]
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Privatlivets fred
[Klager] har anført, at Sjællandske i artiklen har gengivet hans Facebook-opslag af 16. februar 2020, uden at han har givet samtykke hertil.
Korrekt information
- Medlem af [Partiet] i [Bynavn C]
[Klager] har anført, at oplysningen om, at han var medlem af [Partiet] i [Bynavn C], ikke var korrekt.
Den ukorrekte oplysning blev rettet på netavisen, men fastholdt i den trykte avis.
Der er ikke angivet kilde til den oplysning, så hvorvidt journalisten fra Sjællandske blot kom med et gæt uden at oplyse om dette, eller om journalisten har brugt en utroværdig kilde, vides ikke.
Journalisten kunne blot have spurgt [Klager] ad, inden han skrev artiklen.
Af rettelsen fremgår det, at avisen havde skrevet, at [Klager] var medlem af ”[Partiet]s partiforening i [Bynavn C]”.
Det er ikke korrekt.
Sjællandske skrev, at [Klager] var medlem af ”[Partiet] i [Bynavn C]”.
[Partiet] i [Bynavn C] er en af de to vælgerforeninger, som [Partiet] i [Bynavn D] har.
Partiet [Partiet] har hovedkontor og adresse i [Bynavn C], og samtlige medlemmer i partiet [Partiet] er således medlem af [Partiet]s partiforening i [Bynavn C], men altså ikke nødvendigvis medlem af [Partiet] i [Bynavn C].
[Klager] har bemærket, at det havde været rart, hvis han var blevet oplyst direkte om, at den ukorrekte oplysning var blevet rettet i artiklen, og at det ikke fremgår af rettelsen, hvorfor Sjællandske i første omgang bragte den ukorrekte oplysning.
- Citater og påpegning af fejl
[Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han skulle have sagt god for nogle citater, der var forkerte.
[Klager] har tydeligt skrevet og sagt til journalisten fra Sjællandske, at han overså en fejl i et citat.
Der er vel en væsentlig forskel i at overse et fejlagtigt citat eller overse flere fejlagtige citater.
Såfremt journalisten blot havde læst [Klager]s Facebook-opslag, inden har gengav det i artiklen, ville journalisten kunne se, at det kun drejede sig om et citat.
[Klager] har endvidere anført, at det er ukorrekt, at Sjællandske ville have rettet eventuelle fejl, som [Klager] kunne have påpeget over for Sjællandske.
Han påpegede over for journalisten, at artiklens fremstilling af valg af kredsformand var ukorrekt, men han fastholdt dog denne fremstilling.
Sjællandske kunne have spurgt formanden for [Partiet] i [Bynavn A Kommune] eller enhver anden, som deltog i den pågældende generalforsamling, og samtlige kunne have oplyst journalisten om, at fremstillingen ikke var korrekt.
2.2 Sjællandskes synspunkter
Privatlivets fred
Sjællandske har anført, at [Klager] i sit Facebook-opslag har ”tagget” redaktør [Journalisten]s journalistprofil på Facebook.
Sjællandske har opfattet dette som en invitation/pressemeddelelse, som mediet frit kunne citere fra.
Korrekt information
- Medlem af [Partiet] i [Bynavn C]
Sjællandske har anført, at den ukorrekte oplysning om, at [Klager] var medlem af [Partiet] i [Bynavn C], blev rettet på netavisen, straks efter [Klager] gjorde Sjællandske bekendt med fejlen.
Sjællandske burde have rettet samme fejl i den trykte avis, hvilket mediet beklager.
Sjællandske har bragt en rettelse i den trykte avis den 1. april 2020.
Den eventuelle forveksling, som [Klager] har fremhævet, var ikke tilsigtet, og Sjællandske tvivler på, at læserne læser teksten på den led, som [Klager] gør.
Sjællandske er helt med på, at [Partiet]s hovedkvarter ligger i [Bynavn C].
Det ændrer ikke på, at Sjællandske ofte omtaler lokalafdelinger som partiforeninger og lokale partiforeninger.
- Citater og påpegning af fejl
Sjællandske har henvist til en mailkorrespondance fra februar 2019 mellem journalisten og [Klager], hvor journalisten på baggrund af et tidligere Facebook-opslag fra [Klager] samt en pressemeddelelse fra [Partiet] om deres generalforsamling sendte ham fem spørgsmål på skrift og tilbød, at han selv kunne bestemme, om han ville svare skriftligt eller telefonisk.
[Klager] bad journalisten ringe ham op.
Straks efter samtalen sendte journalisten sine notater til [Klager] til citattjek.
[Klager] svarede tilbage, at der kun var en lille rettelse med hensyn til noget med nogle medlemmer.
På baggrund af svaret rettede journalisten dette og konkluderede, at resten af notaterne var godkendt.
Journalisten sendte herefter den færdige artikel ” Valget banker på – men: Kaos og uro truer [Partiet] i [Bynavn B]” til [Klager], så han kunne se udtalelserne i sin sammenhæng, inden de blev offentliggjort.
[Klager] skrev, at et afsnit (ikke et citat) var forkert.
Han blev ikke valgt som kredsformand som ”et plaster på såret”.
Sjællandske rettede det til.
Da [Klager] som svar blot sendte et ”thumbs up”, tænkte journalisten, at det var okay.
[Partiet]s formand bad herefter Sjællandske om at bekræfte, at de ikke havde citeret [Klager] præcist.
Det kunne Sjællandske ikke bekræfte, eftersom [Klager] havde sagt god for sine citater.
Sjællandske spurgte derfor [Klager], om de skulle sende bestyrelsen dokumentation, eller om han selv over for bestyrelsen ville trække sin udtalelse om fejlcitat tilbage.
Sjællandske har bemærket, at det er muligt, at der blev skrevet noget upræcist på baggrund af telefoninterviewet med [Klager] den 8. februar 2019.
Det var dog først nogen tid efter, at han gjorde opmærksom på det.
[Klager] fik citaterne til tjek og havde citaterne hele weekenden.
Der gik fra fredag middag til mandag eftermiddag, uden at han reagerede.
[Klager] bad ikke om yderligere rettelser.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og Otto Juhl Nielsen.
[.
.
.
]
God presseskik
Privatlives fred
[Klager] har klaget over, at Sjællandske i artiklen har gengivet hans Facebook-opslag af 16. februar 2020, uden at han har givet samtykke hertil.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.
1
Det er Pressenævnets opfattelse, at oplysninger hentet på en ”åben” Facebook-profil er at betragte som offentligt tilgængelige, dog kan der være tale om et brud på de presseetiske regler, hvis en opdatering tages fra en åben profil, men anvendes i en sammenhæng, der kan være krænkende.
Som sagen er oplyst for nævnet, skrev [Klager] Facebook-opslaget på sin åbne Facebook-profil og ”taggede” journalisten fra Sjællandske i opslaget.
Han må derfor antages at have accepteret, at Sjællandske eller andre kunne indsamle hans opslag på Facebook-profilen, og at hans ytringer kunne blive genstand for medieomtale.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere Sjællandske for at bringe omtalen.
Korrekt information
[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han var medlem af [Partiet] i [Bynavn C], og at han havde godkendt citater, som ikke var korrekte, da han alene har godkendt et fejlcitat, som han har overset.
[Klager] har desuden klaget over, at det er ukorrekt, at Sjællandske ville have rettet eventuelle fejl, som [Klager] kunne have påpeget over for Sjællandske, idet mediet fastholdt en ukorrekt fremstilling.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, at de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A1.
Det følger videre, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.
7.
Redaktøren er i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af parterne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Citater og meningstilkendegivelser må ikke bringes i en form, så de forvansker det fremførte synspunkt.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at der tilbage i februar 2019 var korrespondance mellem [Klager] og Sjællandske, hvor [Klager] blandt andet skrev følgende til redaktøren fra Sjællandske
”Kære [Journalisten]
At jeg ikke gjorde dig opmærksom på fejlcitat betyder ikke nødvendigvis at du ikke har bragt et fejlcitat.
I det afsnit, hvor jeg mener at være fejlciteret, henviste jeg dig faktisk til en kilde, som du ikke havde tid til eller ønskede at tale med.
Jeg påtager mig stadig ansvar for fejlcitatet, da jeg ikke gjorde dig opmærksom på det.
Jeg skal fremadrettet nok være mere grundig i mit arbejde.
Det er helt korrekt, at jeg kun kom med to kommentarer, og at du efterkom det ene ønske om ændring.
Jeg beklager at du blandes ind i denne sag.
Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at mailen fra [Partiforeningsformanden] ikke er en henvendelse fra den samlede bestyrelse, da jeg ikke har sagt god for den.
Jeg vil også gerne endnu engang gøre opmærksom på, at [Partiforeningsformanden] var oplyst om, at jeg havde godkendt artiklen før den blev trykt.
Mvh
[Klager]”
Til dette svarede Sjællandske følgende
”Kære [Klager],
Jeg har sagt det, jeg har brug for at sige i denne sag.
Hvis jeg havde citeret dig forkert, kunne du have sagt det.
Det er ikke klædeligt, at du efterfølgende skal beklikke min og avisens troværdighed.
Slut herfra.
Bedste hilsner
[Journalisten]”
Af den påklagede artikel fremgår blandt andet følgende
”Den interne krise i [Partiet] i [Bynavn A Kommune] vil bare ikke forsvinde.
Sidste år var forhenværende borgmester og nuværende gruppeformand, [Den tidligere borgmester], og vælgerforeningens formand, [Partiforeningsformanden], under voldsom beskydning fra deres egne.
En enkelt, fremtrædende kritiker meldte sig ud, en anden valgte at gå op imod formanden og endte med at være tæt på at blive ekskluderet.
Det var partiets tidligere lokale formand, [Klager], som så valgte at skrifte forening, så han nu er medlem af [Partiet] i [Bynavn C].
Siden valgte først kommunalbestyrelsesmedlem [Kommunalbestyrelsesmedlemmet] og førstesuppleant [Første suppleanten] at melde sig ud af partiet, da førstnævnte ikke blev valgt som partiets spidskandidat til kommunalvalget i 2021.
Denne faneflugt har nu fået [Klager] til at gå i krig igen.
I et frontalangreb på formanden, næstformanden, gruppeformanden og partiets nyvalgte spidskandidat, [Kandidaten], fortalte han på Facebook søndag sin side af den sag, som bare ikke vil dø ud.
[KLAGER]S INDLÆG
[Sjællandske har herefter gengivet [Klager]s Facebook-opslag af 16. februar 2020 i sin helhed, Pressenævnet ]
Reaktion fra [Partiet] i [Bynavn A Kommune]
Hos [Partiet] i [Bynavn A Kommune] har man læst [Klager]s udfald på Facebook.
Formand [Partiforeningsformanden] siger til Det Grønne Område.
”I [Partiet] kigger vi fremad - også i [Bynavn A Kommune].
Vi har, modsat [Klager] ikke et behov for offentlig udhængning af gammelt vasketøj, der for længst må være tørt.
”
-I forsøgte at få [Klager] ekskluderet sidste år.
Giver det her anledning til at få rejst en ny eksklusionssag mod ham?
Han er medlem i en anden forening nu, men skal der være så højt til loftet i [Partiet], at der er plads til sådanne personangreb?
Han går også efter [Den tidligere borgmester], jeres næstformand og jeres nye spidskandidat.
”Med hensyn til eksklusion, så ligger det ikke under os, da han ikke er medlem i [Bynavn A Kommune].
Det må være helt op til [Partiet], så dertil har jeg ingen kommentarer," svarer formanden, som ikke finder, at den langvarige sag giver anledning til selvransagelse internt i den lokale partiledelse.
-Giver denne sag jer stof til eftertanke?
Er der noget, I kunne have gjort anderledes fra den lokale partiledelses side?
Er der ting, I nu vil ændre på baggrund af denne sag?
”Nej, vi får stadig utrolig mange indmeldelser og har ikke haft så mange medlemmer, som vi har nu, i rigtig mange år.
Det er vi dybt taknemmelige for, og det viser vel, at vi er på vej i den rigtige retning: Fremad,” siger [Partiforeningsformanden].
Kommentar fra Det Grønne Område
På Det Grønne Område kan vi ikke helt genkende [Klager]s udlægning.
I to omgange har [Klager] sagt god for de citater, som han mener, er forkerte.
Havde han, da han havde tingene til gennemsyn, gjort opmærksom på, hvad han mente var forkert, havde jeg rettet det.
Men det gjorde han ikke.
Det har vi naturligvis skriftlig dokumentation for.
[Journalisten], redaktør, Det Grønne Område”
Sjællandske bragte den 1. april 2020 en rettelse i sektion 1, øverst i højre hjørne på side 2, i den trykte avis.
Af rettelsen fremgår følgende
”Rettelse: I det grønne område 19. februar 2020 skrev vi, at [Klager] havde meldt sig ind i [Partiet]s partiforening i [Bynavn C].
[Klager] oplyser, at dette ikke er rigtigt.
Vi beklager.
”
Sjællandske opdaterede endvidere artiklen på netavisen sn.dk, således at sætningen
”Det var partiets tidligere lokale formand, [Klager], som så valgte at skrifte [skifte, Pressenævnet ] forening, så han nu er medlem af [Partiet] i [Bynavn C]”
blev erstattet med sætningen
”Det var partiets tidligere lokale formand, [Klager], som så valgte at melde sig ud af [Partiet] i [Bynavn A Kommune].
Han ønsker ikke at oplyse, hvilken forening han siden har meldt sig ind i.
”
Pressenævnet har på baggrund af sagens oplysninger lagt til grund, at [Klager] tilbage i 2019 blev interviewet af Sjællandske.
I forbindelse med gennemsyn af journalistens tekst foretog [Klager] visse rettelser, ligesom han anmodede om, at enkelte citater ikke skulle indgå i artiklen.
Sjællandske imødekom disse rettelser og anså herefter citaterne for godkendt.
Pressenævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere, at Sjællandske i den påklagede artikel har bragt oplysningerne om, at [Klager] godkendte citater til artiklen i 2019, og at avisen ville have rettet eventuelle fejl, hvis [Klager] havde gjort opmærksom på, at citaterne var forkerte.
For så vidt angår oplysningen om, at [Klager] var medlem af [Partiet] i [Bynavn C], har nævnet lagt til grund, at dette var ukorrekt.
Pressenævnet finder imidlertid, at den ukorrekte oplysning ikke kan anses for væsentlig i sammenhængen.
Nævnet bemærker i den forbindelse, at Sjællandske efterfølgende berigtigede oplysningen i artiklen.
Pressenævnet udtaler ikke kritik.
”
Den 24. november 2020 anmodede [Klager] Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sagen.
2 [Klager]s synspunkter til anmodningen om genoptagelse
[Klager] har til støtte for anmodningen om genoptagelse henvist til, at grundlaget for afgørelsen er forkert.
[Klager] har nærmere præciseret, at han ikke har haft den artikel, han klagede over, til gennemsyn, og han har derfor ikke haft mulighed for at komme med rettelser.
[Klager] har i den forbindelse henvist til den tekst om sagen, der blev offentliggjort på Pressenævnets hjemmeside, efter der blev afsagt kendelse i sagen, var forkert, før den blev rettet til af nævnet.
[Klager] har endvidere henvist til
”De to usande påstande, som Sjællandske kom med i artiklen ønsker jeg derfor bliver behandlet
1.
Sjællandske skriver, at jeg i en tidligere artikel havde haft citater til godkendelse som jeg nu påstod var forkerte.
Jeg har ikke påstået at der er flere forkerte citater.
Jeg har skrevet at der er et citat, som ikke er korrekt.
Jeg kan af gode grunde ikke bevise at jeg ikke har udtalt mig om flere ukorrekte citater.
Det fremgår imidlertid i den pågældende artikel, at jeg kun påstår, at der er et citat, som jeg mener ikke er korrekt.
Dette fremgår af det, som Sjællandske kopierede fra min facebook side.
2.
Sjællandske skriver at de havde rettet eventuelle fejl i en tidligere artikel, såfremt jeg havde informeret Sjællandske om fejlene.
Jeg havde netop informeret Sjællandske om to fejl, hvoraf Sjællandske kun havde rettet en i den tidligere artikel.
Dokumentation herfor har Sjællandske leveret.
Endelig vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke noget steds har oplyst hvilken politisk forening jeg er medlem af.
Sjællandske skriver om mit medlemskab af en politisk forening, som ifølge GDPR er personfølsom oplysning.
Dette burde Sjællandske respektere og undlade at skrive om.
Sjællandske burde anmelde den kilde, som skulle have oplyst dem om mit medlemskab, til Datatilsynet.
I genbehandling af sagen beder jeg Pressenævnet adskille to artikler.
Den artikel, som jeg klager over, og så den tidligere artikel, som blev bragt i februar 2019.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
[Klager] har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets kendelse af 20. oktober 2020 i sag nr. 2020-80-0477: [Klager] mod Sjællandske.
Nævnets kendelse af 20. oktober 2020 er afsagt af Jesper Rothe, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup, og Otto Juhl Nielsen.
Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de nævnsmedlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmål om eventuel genoptagelse af sagen.
Jesper Rothe, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og Otto Juhl Nielsen træffer derfor også afgørelse vedrørende spørgsmålet om genoptagelse.
Spørgsmålet om genoptagelse
[Klager] har i anmodningen om genoptagelse anført, at Pressenævnet ved kendelsen af 20. oktober 2020 ikke har behandlet klagen på rette grundlag, da det forholder sig sådan, at han ikke havde mulighed for at komme med rettelser til den påklagede artikel, inden den blev trykt, da han ikke havde fået den til gennemsyn.
Pressenævnet bemærker generelt, at nævnet kan genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Efter omstændighederne må det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i forhold til parterne undskyldeligt forhold.
Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl.
Nævnet bemærker videre, at klagesagens behandling i sagen 2020-80-0477 vedrørte artiklen ”Lokal [Partiet]-mand i nyt frontalangreb på partiet: ”Inkompetent ledelse af [Partiet] i [Bynavn B]””, bragt henholdsvis den 18. februar 2020 i den trykte udgave og den 19. februar 2020 på Sjællandskes netavis sn.dk.
I Pressenævnets begrundelse i kendelse af den 20. oktober 2020 hedder det blandt andet
”[…]
Korrekt information
[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han var medlem af [Partiet] i [Bynavn C], og at han havde godkendt citater, som ikke var korrekte, da han alene har godkendt et fejlcitat, som han har overset.
[Klager] har desuden klaget over, at det er ukorrekt, at Sjællandske ville have rettet eventuelle fejl, som [Klager] kunne have påpeget over for Sjællandske, idet mediet fastholdt en ukorrekt fremstilling.
[…]
Pressenævnet har på baggrund af sagens oplysninger lagt til grund, at [Klager] tilbage i 2019 blev interviewet af Sjællandske.
I forbindelse med gennemsyn af journalistens tekst foretog [Klager] visse rettelser, ligesom han anmodede om, at enkelte citater ikke skulle indgå i artiklen.
Sjællandske imødekom disse rettelser og anså herefter citaterne for godkendt.
Pressenævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere, at Sjællandske i den påklagede artikel har bragt oplysningerne om, at [Klager] godkendte citater til artiklen i 2019, og at avisen ville have rettet eventuelle fejl, hvis [Klager] havde gjort opmærksom på, at citaterne var forkerte.
[…]”
Det bemærkes, at for så vidt angår omtalen af Pressenævnets afgørelse i klagesagen 2020-80-0477, der er tilgængelig på nævnets hjemmeside, er der alene tale om et resume af nævnets afgørelse, og at nævnet justerede teksten efter [Klager]s henvendelse til nævnet herom.
Som det fremgår af kendelsen, har Pressenævnet i begrundelsen lagt til grund, at [Klager] tilbage i 2019 blev interviewet af Sjællandske, hvor [Klager] i forbindelse med gennemsyn af journalistens tekst foretog visse rettelser, ligesom han anmodede om, at enkelte citater ikke skulle indgå i en artikel i 2019.
Sjællandske imødekom disse rettelser og anså herefter citaterne for godkendt.
[Klager] skrev den 16. februar 2020 et opslag på sin åbne Facebook-profil, hvor han i sit Facebook-opslag ”taggede” redaktør [Journalisten]s journalistprofil på Facebook.
Sjællandske bragte herefter den påklagede artikel ”Lokal [Partiet]-mand i nyt frontalangreb på partiet: ”Inkompetent ledelse af [Partiet] i [Bynavn B]””, henholdsvis den 18. februar 2020 i den trykte udgave og den 19. februar 2020 på Sjællandskes netavis sn.dk.
Som det fremgår af gengivelsen af [Klager]s synspunkter i kendelsen af 20. oktober 2020, har Pressenævnet i vurderingen medtaget oplysningen fra [Klager] om, at han ikke havde godkendt citater, som ikke var korrekte, da han alene har godkendt et fejlcitat, som han havde overset.
Pressenævnet finder, at [Klager] ikke er fremkommet med nye faktiske oplysninger, der kan anses for at have betydning i forhold til vurderingen af, om god presseskik er tilsidesat.
Da der heller ikke er påvist sagsbehandlingsfejl, afvises anmodningen om genoptagelse.
Afgjort den 22. december 2020