Legislator Case Law & Legislation
W20201004425 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - hudfarve og race - adgangsbegrænsning - medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2020 10044 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - hudfarve og race - adgangsbegrænsning - medhold

KEN#LOKDOK23 2020 10044 Valid

J.nr. 20-1130

En mand med et tyrkisk klingende navn og hans venner ønskede at besøge en bar.

Gruppen bestod af 10 mænd, hvoraf syv af mændene var af dansk oprindelse, mens tre af mændene var af henholdsvis somalisk, afroamerikansk og tyrkisk oprindelse.

Seks ud af de syv mænd af dansk oprindelse blev først lukket ind på baren, og efter yderligere ventetid blev den syvende mand af dansk oprindelse også lukket ind på baren.

Manden med tyrkisk klingende navn og de to andre mænd med anden etnisk oprindelse end dansk blev afvist ved indgangen til baren med den begrundelse, at dørmændene følte sig utrygge ved mændene på baggrund af en mavefornemmelse.

Manden henviste yderligere til, at der blev lukket gæster ind på baren, der modsat ham selv og hans venner, havde en højtråbende adfærd.

Nævnet vurderede, at manden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse.

Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Manden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.

KEN#LOKDOK23 2020 10044 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev afvist ved indgangen til en bar .

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager blev nægtet adgang til den indklagede bar.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 6. januar 2020, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Lørdag den 14. december 2019 ønskede klager og hans venner at besøge den indklagede bar.

Gruppen af venner bestod af 10 mænd, hvoraf syv af mændene var af dansk oprindelse, mens tre mænd var af henholdsvis somalisk, afroamerikansk og tyrkisk oprindelse.

Klager, der har et tyrkisk klingende navn, har oplyst, at seks af de syv mænd af dansk oprindelse først blev lukket ind på baren.

Efter yderligere ventetid blev den syvende mand af dansk oprindelse også lukket ind på baren, mens klager og de to andre mænd med anden etnisk oprindelse end dansk blev afvist ved indgangen til baren.

Klager har for nævnet fremlagt en video af hændelsesforløbet, hvor den syvende person af dansk oprindelse blev lukket ind på baren, mens klager og de to andre mænd blev afvist.

Af lyden på videoen kan udledes følgende samtale

”[dørmand]: Drenge, det kan vi ikke i aften.

Desværre.

[gæst]: Må jeg ikke engang komme ind med ham?

Eller øh skal man have en bestemt hudfarve for at komme ind?

[dørmand]: Det har overhovedet ikke noget med det at gøre.

Har du noget ID?

[gæst]: Ja, det har jeg.

Jeg har også vist det, men […]

[gæst]: Jeg har også noget ID, må jeg også gerne komme ind?

Undskyld?

[dørmand]: Som jeg sagde til dig lige før, ikke i aften.

[gæst]: Hvorfor?

[gæst]: Men hvorfor ham, og ikke os?

[gæst]: Altså, jeg vil bare gerne vide, hvorfor jeg ikke må komme ind.

[dørmand]: Fordi stedet føler sig [.

.

.

]

[gæst]: Men hvorfor ham, men ikke os?

[gæst]: Ja, de har ikke gjort en skid jo.

[gæst]: Hvorfor ham, men ikke os?

[gæst]: Må hun gerne komme ind?

[dørmand]: Fordi stedet føler sig utryg.

[gæst]: Af hvilken grund?

[dørmand]: Og det er en mavefornemmelse vi har, så derfor så kommer I ikke ind i aften.

Vi vil hellere […], vi gider ikke have den her diskussion med jer.

[gæst]: Okay, så udlændinge ikke tilladt?

[dørmand]: Det har intet med det at gøre.

[dørmand]: Drenge, kom herhen så […]

[gæst]: Prøv og hør, jeg går ind og siger til de andre […]

[gæst]: Altså mener du helt seriøst det der?

[dørmand]: Helt seriøst.

[gæst]: Har I fået at vide, at I ikke må lukke perkere ind?

[dørmand]: Nej, det har vi ikke fået at vide.

[gæst]: Hvad har I så fået at vide?

Hvorfor, hvorfor lige præcis os?

[dørmand]: Vi føler os utrygge, det er det.

[gæst]: [griner].

”

Klager har desuden på baggrund af opfordring fra indklagede fremlagt sin transskribering samtalen.

Person A og person B er af anden etnisk oprindelse end dansk.

Person C er af dansk oprindelse, og er af klager beskrevet som kaukasisk af udseende.

Det fremgår af klagers transskribering

”[dørmand]: Drenge, det kan vi ikke i aften.

Desværre.

[person A]: Må jeg gerne komme ind med ham, eller skal man have en bestemt hudfarve for at komme ind?

”

[dørmand]: Hvad?

Det har overhovedet ikke noget med det at gøre.

[person B]: Må han gerne komme ind?

[dørmand]: Har du noget ID ellers?

[person C]: Ja, det har jeg.

I må gerne se det.

[person A]: Jeg har også noget ID.

Må jeg gerne komme ind?

[dørmand]: Som jeg sagde til dig før, ikke i aften.

[person A]: Hvorfor?

[person B]: Men hvorfor ham, og ikke os?

[person A]: Altså, jeg vil bare gerne vide, hvorfor jeg ikke må komme ind.

[dørmand]: Fordi stedet føler sig…

[person B]: Jamen, hvorfor ham, og ikke os?

[person C]: Ja, de har ikke gjort en skid jo.

[dørmand]: Hop indenfor.

[siges til person C].

[person B]: Hvorfor ham, men ikke os?

[person A]: Må hun gerne komme ind?

[om en pige, der kommer foran i køen]

[dørmand]: Fordi stedet føler sig utrygge.

[person A]: Af hvilken årsag?

[person B]: Hvorfor os?

[dørmand]: Og det er en mavefornemmelse, vi har, så derfor kommer I ikke ind i aften.

Vi vil hellere… vi gider ikke have den her diskussion med jer.

[person B]: Okay, så udlændinge ikke tilladt?

[dørmand]: Det har intet med det at gøre.

[person B]: Så, hvad er det så?

[dørmand]: Drenge, vær søde at gå nu.

[person C]: Prøv og hør, jeg går ind og siger det til de andre, at de skal komme ud.

[person A]: Altså, mener du helt seriøst det der?

[dørmand]: Helt seriøst.

[person A]: Har I fået at vide, at I ikke må lukke perkere ind?

[dørmand]: Nej, det har vi ikke fået at vide.

[person A]: Men hvad har I så fået at vide?

[person B]: Hvorfor lige præcis os tre?

[dørmand]: Vi føler os utrygge ved jer.

[person A]: Hvorfor?

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. januar 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 20.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

Da gruppen havde stået og ventet på at komme ind på baren i en time, blev seks af medlemmerne af gruppen lukket ind på baren.

Disse seks mænd er alle af kaukasisk afstamning.

De fire medlemmer af gruppen, som stod tilbage, var af henholdsvis dansk, somalisk, afroamerikansk og tyrkisk oprindelse.

De fire mænd stod og ventede i yderligere 40 minutter forrest i køen til indgangen til baren.

En dørmand kom hen til de fire mænd og sagde til de tre mænd med anden etnisk oprindelse end dansk, at ”det bliver ikke i aften”.

Mændene spurgte, hvorfor de ikke måtte komme ind på baren efter at have stået i kø i halvanden time.

Dørmanden gentog, at ”det bliver ikke i aften”.

Dørmanden tilføjede også, at de ikke følte sig trygge ved mændene.

Den mand, som var af dansk oprindelse, blev lukket ind på baren efter at have fremvist legitimation.

De tre mænd med henholdsvis somalisk, afroamerikansk og tyrkisk oprindelse blev lukket ud lige foran baren.

Mændene bad om en forklaring fra en anden dørmand, som forklarede, at de havde truffet en beslutning om ikke at lukke de tre mænd ind, fordi han havde en dårlig mavefornemmelse omkring de tre mænd.

Mændene havde ventet i køen i ro og mag.

Heller ikke da de seks første mænd fra gruppen blev lukket ind på baren, reagerede de fire tilbageværende mænd med en adfærd, som kunne give anledning til en dårlig mavefornemmelse.

Dørmændene på den indklagede bar kunne ikke pege på noget i gruppens adfærd, som skulle udelukke dem fra at komme ind på baren.

De fire mænd var heller ikke påfaldende berusede.

Der var flere i køen, som - i modsætning til de fire mænd - var både højtråbende og berusede, og som blev lukket ind.

Det var meget tydeligt, at de tre mænd med anden etnisk oprindelse end dansk blev udsat for forskelsbehandling, da de øvrige gruppemedlemmer med dansk oprindelse blev lukket ind på baren.

Indklagede har efterspurgt en transskribering af videooptagelsen på baggrund af optagelsens lydmæssige kvalitet.

Efter at have modtaget klagers transskribering af optagelsen, er indklagede trods flere opfordringer ikke fremkommet med bemærkninger til sagen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling.

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller tredjemands race eller etniske oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager og de af hans venner, der er af anden etnisk oprindelse end dansk, blev afvist ved indgangen til den indklagede bar, mens klagers venner af dansk oprindelse blev lukket ind på baren.

Klager blev nægtet adgang til baren med den begrundelse, at dørmændene følte sig utrygge ved klager og hans to venner på baggrund af en mavefornemmelse.

Klager har desuden oplyst, at der efter afvisningen blev lukket gæster ind på baren, der modsat klager og hans venner havde en højtråbende adfærd.

Nævnet vurderer, at der på denne baggrund er påvist faktiske omstændigheder, der skaber en formodning for, at klager ved afvisningen den 14. december 2019 blev udsat for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse.

Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket.

Indklagede, der ikke er fremkommet med nærmere oplysninger om, hvorfor klager og hans venner blev afvist, har ikke løftet denne bevisbyrde.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 6. januar 2020, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om etnisk ligebehandling

<20-1130>

KEN#LOKDOK23 2020 10044 Valid

-

§ 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1 og stk. 2, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2020 10044 Valid

-

§ 2, om lovens anvendelsesområde

-

§ 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7, om delt bevisbyrde

-

§ 9, om godtgørelse

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →