Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - ansættelse - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - ansættelse - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 19-51543

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med, at et behandlingshjem ikke ønskede at ansætte hende, efter hun havde oplyst, at hun er islam-konvertit og beder fem gange om dagen.

Forholdet var beskyttet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

På en telefonsvarerbesked havde lederen af behandlingshjemmet oplyst, at de ikke ønskede at ansætte kvinden, da de var nervøse for, at hun ikke kunne være 100 % opmærksom på arbejdet pga.

hendes bøn.

Det var imidlertid uklart, hvad der nærmere blev oplyst og drøftet under en forudgående telefonsamtale, og hvorvidt det var foreneligt med arbejdet hos behandlingsinstitutionen, at kvinden skulle bede.

Nævnet vurderede, at det var nødvendigt for sagens afgørelse, at der blev ført bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaring.

Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med, at indklagede behandlingsinstitution ikke ønskede at ansætte klager, efter at hun oplyste om, at hun er islam-konvertit, og at hun som udgangspunkt beder fem gange om dagen.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af religion eller tro, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager ansøgte om et studiejob hos indklagede virksomhed.

Indklagede driver et behandlingshjem for sårbare unge piger.

Klager har om ansættelsesprocessen oplyst, at hun blev indkaldt til en samtale med lederen hos indklagede, og at hun derefter skulle gå hjem og udfylde en kompetenceprofil.

Klager har videre oplyst, at hun efter udfyldelsen af kompetenceprofilen ringede til lederen og blev ansat.

Klager har desuden oplyst, at indklagede derefter indhentede hendes børne- og straffeattest.

Klager har oplyst, at hun og lederen ved en telefonsamtale af 16. oktober 2019 aftalte, at hun skulle starte hos indklagede den 18. oktober 2019, hvilket indklagede ikke har bestridt.

Klager har oplyst, at hun ved telefonsamtalen af 16. oktober 2019 oplyste lederen hos indklagede om, at hun er dansk islam-konvertit, og at hun er rettroende muslim, der som udgangspunkt beder fem gange om dagen.

Indklagede har ikke bestridt klagers oplysning herom.

Den 17. oktober 2019 kl.

16.13 ringede lederen hos indklagede til klager, og indtalte en besked på hendes telefonsvarer.

Klager har til sagen fremlagt lydfil, hvoraf fremgår

”Hej [klager].

Du taler med [lederen] ovre fra [indklagede].

Tak for snakken i går, og tak fordi du vendte tilbage med de overvejelser, du havde gjort dig i forhold til din tro.

Det, der er, som jeg sagde i går, det er, at jeg [behøver] lige at tænke mig lidt om, og jeg [behøver] også lige at tale med ejeren af stedet, fordi som sagt, det er utrolig vigtigt for os, at hverken religion eller noget som helst andet griber ind i vores opmærksomhed i forhold til de piger og den opgave, vi har her på jobbet.

Det er jo en behandlingsinstitution, og det kræver altså et særligt nærvær, vil jeg sige.

Det kræver særligt fokus, og det er…

Altså vi føler os ikke overbevist om, at du er i stand til at være 100 % opmærksom, når nu det betyder så meget for dig, som det gør, det at bede fem gange om dagen.

Så det vi siger for denne her gang, det er vi siger tak for henvendelsen, men vi ønsker ikke at indgå i et samarbejde, desværre, for denne her gang, men ønsker dig alt muligt held og lykke fremadrettet.

Hav det rigtig godt.

Hej.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 22. oktober 2019.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 10.400 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

At lederen hos indklagede ikke ønskede at indgå et samarbejde med klager alligevel, begrundede hun i telefonsvarerbeskeden med klagers religion og religionsudøvelse.

Lederen understregede her, at man som religiøs gerne må være ansat, så længe man ikke praktiserer sin religion.

Det er påfaldende, at lederen gav klager besked om, at de ønskede at stoppe samarbejdet dagen efter, at klager havde oplyst om sin religiøse overbevisning.

Klager skulle have påbegyndt sin første vagt dagen efter beskeden fra lederen.

Ved den forudgående telefonsamtale af 16. oktober 2019 om ansættelse sagde lederen, at hun var meget interesseret i at indgå i et langt og godt samarbejde, og at hun glædede sig hertil.

Ved telefonsamtalen af 16. oktober 2019 understregede klager, at hun naturligvis ville prioritere sit arbejde og det ansvar, som følger med.

Klager understregede endvidere, at hvis hendes bøn måtte udgå, så var det sådan, det måtte være.

Klager understregede ligeledes, at hun var fleksibel i forhold til, hvornår hun kunne bede.

Klager oplyste, at hun eventuelt kunne bede i de rygepauser, som andre medarbejdere får, hvis de ryger.

Klager foreslog dette, efter at lederen under telefonsamtalen oplyste om, at rygning var tilladt.

Klager nævnte også, at hun var villig til at dele sin pause op, således at det forhold, at hun skal bede, ikke ville gå ud over hendes arbejdstid.

Klager forsøgte under telefonsamtalen at forklare lederen, at hendes bøn kunne foregå alle steder, undtagen badeværelser, i et tidsrum der er fleksibelt.

Indklagede udgør en døgninstitution, hvor ansatte overnatter ved døgnvagter, og klager er bekendt med, at der er flere ledige rum væk fra beboere, hvor bønnen ville kunne afvikles.

Der er blandt andet et personalerum med tekøkken og flere kontorer.

Indklagedes påstand om, at klagers bøn ville vække opsigt, har derfor ingen berettigelse.

Efter klager fortalte om sin religiøse overbevisning, meddelte lederen ved telefonsamtalen af 16. oktober 2019, at hun ikke vidste, om hun ville ansætte hende alligevel.

Lederen begrundede blandt andet dette med, at hun var usikker på, hvorvidt klager kunne varetage sit arbejde, når hun beder fem gange om dagen.

Telefonsamtalen endte med, at lederen oplyste, at hun havde brug for at tænke sig om, da hun var kommet i tvivl om ansættelsen.

Klager stiller sig uforstående over for indklagedes fremlægning af sagen.

Begivenhederne er ikke foregået som beskrevet af indklagede.

Klager tager stærkt afstand fra indklagedes måde at iscenesætte hende som værende ufrivillig til at samarbejde.

Klager insisterede ikke på at bede på bestemte tidspunkter i arbejdstiden, som anført af indklagede.

Under telefonsamtalen af 16. oktober 2019, oplyste lederen, at de sårbare unge piger ikke skulle påvirkes af ansattes religiøse overbevisninger.

At indklagede gør gældende, at det er på grund af pauseplanlægning, at det ikke kan lade sig gøre, at klager kan bede, tager klager derfor afstand fra.

Indklagedes personalepolitik beskriver desuden, at religion

gerne må udøves, så længe det ikke vækker opsigt.

Klager har tidligere arbejdet på psykiatriske bo- og

behandlingssteder, og er derfor i særlig høj grad bekendt med de akutte begivenheder, der kan opstå uden varsel og med uforudsigeligt interval, som indklagede har henvist til.

Klager har på arbejdspladser aldrig oplevet, at arbejdsgivere har fundet det problematisk, at hun beder i de

pauser, hvor det lader sig gøre.

Dertil kommer, at man ikke beder fem gange på en vagt, medmindre man er på døgnvagt.

Indklagede har udlagt pauseforholdene på stedet som om, at man som medarbejder aldrig kan regne med, at man kan holde pause.

Indklagede angiver, at man må ryge i arbejdstiden, hvis det er muligt.

Hermed tilkendegiver indklagede således, at rygepauser er en vurderingssag på samme måde som bedepause, frokostpause, tissepause eller lignende ville være det.

Ligesom man kan slukke en cigaret ved akut opståede situationer, kan

man akut afbryde sin bøn og returnere til sit arbejde.

Klager har derfor aldrig efterspurgt pauseplanlægning eller påkrævet særlige privilegier for at udøve sin religion.

Klager gjorde blot ledelsen hos indklagede opmærksom på sin religiøse overbevisning, og at hun praktiserer den, når det er muligt.

Klagers formål med at dele denne oplysning med indklagede var alene at være transparent i forhold til sin religion, ud fra tidligere erfaringer med, at denne informationsdeling har styrket et tillidsfuldt og åbent samarbejde.

Klager forsøgte tre gange efter telefonsvarerbeskeden af 17. oktober 2019 at ringe til lederen for at få uddybet begrundelsen, samt forklare hende, at hendes tro ikke påvirker hendes arbejde, og aldrig har gjort det førhen.

Klager ønsker med klagen at opnå en retfærdig behandling som dansk islam-konvertit.

Klager ønsker, at indklagede skal vide, at deres behandling af hende som menneske og eventuel medarbejder ikke var i orden, da diskrimination på baggrund af religion er i strid med loven.

Klager mener, at hun skal godtgøres for minimum 10.400 kr., på

baggrund af de vagter, som hun telefonisk var blevet lovet af indklagede.

Indklagede afviser at have udsat klager for forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Indklagede stiller sig uforstående over for klagen.

Indklagede kan ikke genkende klagers udlægning af det passerede og tager kraftigt afstand fra enhver form for forskelsbehandling.

Indklagede gør derfor gældende, at sagen bør afvises.

Arbejdet hos indklagede virksomhed med sårbare unge piger indebærer, at en egentlig pauseplanlægning ikke er mulig.

Akutte situationer, der kræver medarbejdernes fulde opmærksomhed og tilstedeværelse, opstår uden varsel og med uforudsigelig interval og intensitet.

Klager oplyste ikke under telefonsamtalen af 16. oktober 2019, at hun naturligvis ville prioritere sit arbejde, som angivet af klager.

Tværtimod insisterede klager kraftigt på, at det skulle være muligt for hende at bede fem gange om dagen.

Dette understøttes af lederens telefonsvarerbesked om, at de ikke var overbeviste om, at klager var i stand til at være 100 % opmærksom, når det betyder så meget for hende at bede fem gange om dagen.

Klagers oplysning om, at hun under telefonsamtalen af 16. oktober 2019 skulle have sagt, at hvis hendes bøn måtte udgå, så var det sådan, det måtte være, kan indklagede ikke genkende.

Klager har oplyst, at lederen under telefonsamtalen oplyste, at rygning var tilladt.

Klager var imidlertid informeret om, at rygning kun var tilladt, hvis det var muligt.

Klager har angivet, at hun er fleksibel i forhold til, hvornår hun kan bede.

Klager har imidlertid ikke angivet, at hun er fleksibel i forhold til, om det er muligt for hende at bede.

Spørgsmålet om ligebehandling og religiøsitet fremgår af indklagedes personalepolitik for at sikre ligebehandling inden for rammerne af behandlingshjemmets særlige arbejdsområde.

Det fremgår heraf, at alle medarbejdere uanset religiøst tilhørsforhold ansættes på lige vilkår i overensstemmelse med gældende krav og forventninger, og at udøvelse af religion i arbejdstiden skal ske uden, at det vækker opsigt og i øvrigt uden, at den pågældende tildeles særlige privilegier.

Medarbejderes etnicitet, religiøsitet og lignende har aldrig haft indflydelse på en eventuel ansættelse hos indklagede.

På nuværende tidspunkt er ca. 30 % af indklagedes medarbejdere af anden etnisk oprindelse end dansk.

Heraf er indklagede bekendt med, at fem medarbejdere bekender sig til islam.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion eller tro efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro forudsætter, at der efter en konkret vurdering er en tilstrækkelig nær og direkte sammenhæng mellem en persons handling eller praksis og den pågældendes religion eller tro.

Klager har oplyst, at hun er islam-konvertit, og at hun som følge af sin religiøse overbevisning som udgangspunkt beder fem gange om dagen.

Nævnet vurderer, at der er en sådan nær sammenhæng mellem klagers religiøse overbevisning og det forhold, at hun som udgangspunkt beder fem gange om dagen, at forholdet er beskyttet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det fremgår af telefonsvarerbeskeden af 17. oktober 2019, at lederen hos indklagede ikke ønskede at indgå et samarbejde med klager pga., at ledelsen var nervøse for, at klager ikke kunne være 100 % opmærksom over for de unge piger, når det betyder så meget for hende at bede fem gange om dagen.

Klager har herefter påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har oplyst, at hun ved telefonsamtalen af 16. oktober 2019 med lederen hos indklagede understregede, at hun ville prioritere sit arbejde og det ansvar, som følger med, og at hvis hendes bøn måtte udgå, så var det sådan, det måtte være.

Klager har oplyst, at hun ligeledes understregede, at hun var fleksibel i forhold til, hvornår hun kunne bede, og at hun foreslog, at hun kunne bede i de rygepauser, andre medarbejdere får, eller at hun kunne dele sin pause op.

Indklagede har om telefonsamtalen af 16. oktober 2019 derimod oplyst, at klager insisterede på, at det skulle være muligt for hende at bede fem gange om dagen.

Indklagede bestrider, at klager skulle have sagt, at hun ville prioritere sit arbejde, og at hvis hendes bøn måtte udgå, så var det sådan, det måtte være.

Indklagede har oplyst, at arbejdet med sårbare unge piger indebærer, at en egentlig pauseplanlægning ikke er mulig, idet akutte situationer, som kræver medarbejdernes fulde opmærksomhed og tilstedeværelse, opstår uden varsel og med uforudsigelig interval og intensitet.

Klager har oplyst, at hun ville kunne afbryde sin bøn og returnere til sit arbejde, hvis der opstod en akut situation.

Klager har desuden oplyst, at hun ikke efterspurgte pauseplanlægning eller krævede særlige privilegier for at udøve sin religion.

Nævnet vurderer, at det på det foreliggende grundlag er uklart, hvad der nærmere blev oplyst og drøftet under telefonsamtalen af 16. oktober 2019, herunder hvad klager under samtalen oplyste om fleksibilitet.

Nævnet vurderer, at det desuden ud fra sagens oplysninger er uklart, hvorvidt det var foreneligt med arbejdet hos indklagede behandlingsinstitution, at klager skulle bede i sine pauser.

Efter oplysningerne i sagen er det på denne baggrund nævnets vurdering, at det er nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, herunder særligt om indholdet af ovennævnte telefonsamtale.

En sådan bevisførelse kan ikke foregå ved nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet kan derfor ikke behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<19-51543>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 8, nævnets afvisning af klagen

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, stk. 1 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7 a, om delt bevisbyrde