Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - kompetence - ej medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - kompetence - ej medhold
J.nr. 20-26481
En hollandsk statsborger har været bosat i Danmark siden 1987.
Han havde optjent ret til både hollandsk og dansk pension.
Den danske pensionsudbetaling blev modregnet med 55 % i udbetalingen af efterløn, mens den hollandske pensionsudbetaling blev modregnet med 100 % i udbetalingen af efterløn.
Ligebehandlingsnævnet vurderede bl.a. på baggrund af Højesterets dom af 19. januar 2015 i sag 308/2012 (U.
2015.1303H), at medlemskab af en arbejdsløshedskasse og den deraf medfølgende mulighed for udbetaling af ydelser var en social sikringsordning, der faldt uden for forskelsbehandlingslovens og beskæftigelsesdirektivets anvendelsesområde.
Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med modregning af pensioner i udbetalingen af efterløn .
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle sagen.
Sagsfremstilling
Klager, der er hollandsk statsborger, har været bosat i Danmark siden 1987.
I september 2018 gik klager på efterløn.
På samme tid startede klager udbetalingen fra sin pension, der var optjent på baggrund af ansættelsesforhold i Danmark.
Udbetalingerne fra pensionsopsparingen blev modregnet med 55 % i efterlønsudbetalingen.
I februar 2020 startede udbetalingen fra klagers pension, der var optjent på baggrund af et tidligere ansættelsesforhold i Holland.
Udbetalingerne fra den hollandske pensionsopsparing blev modregnet med 100 % i efterlønsudbetalingen.
Klagen over arbejdsløshedskassen angår påstået forskelsbehandling på baggrund af den forskellige modregning i efterlønsudbetalingen.
Det følger af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (LBK nr. 199 af 11/03/2020) § 74 a, at en person har ret til efterløn under nærmere angivne betingelser, herunder at personen er medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse.
Det fremgår videre af § 11 i bekendtgørelse om fradrag i efterløn (BEK nr. 1178 af 26/09/2018), at
”Ydelser fra en udenlandsk social pension, herunder alderspension, der ikke direkte kan sidestilles med ydelser efter lov om social pension, medfører fradrag krone for krone i efterlønnen.
Det samme gælder, hvis den udenlandske pension er mindre end dansk folkepensions grundbeløb.
”
Efter indholdet af klagen til Ligebehandlingsnævnet sammenholdt med oplysningerne i sagen har nævnet ikke fundet anledning til at foretage partshøring af den indklagede arbejdsløshedskasse.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende, at han bliver udsat for forskelsbehandling ved, at
hans udenlandske pension modregnes 100 % i hans udbetalte efterløn, hvorimod hans danske pension alene modregnes 55 % i hans udbetalte efterløn.
Den hollandske og den danske pensionsopsparing blev optjent på samme vilkår og bør derfor modregnes på samme vilkår.
Den indklagede arbejdsløshedskasse modregner med 100 % i efterlønsudbetalingen, fordi der er tale om en udenlandsk pension uden at skele til karakteren af pensionen.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af national oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en lønmodtagerorganisation, og de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.
Forskelsbehandlingsloven implementerer Rådets direktiv 2000/78 (beskæftigelsesdirektivet) og skal fortolkes i overensstemmelse hermed.
Det fremgår af direktivets artikel 3, stk. 1, litra d), at direktivet finder anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår blandt andet medlemskab af og deltagelse i arbejdstagerorganisation, herunder de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.
Videre fremgår det af artikel 3, stk. 3, at direktivet ikke omfatter udbetalinger af enhver art fra offentlige eller lignende ordninger, herunder offentlige ordninger for social sikring og social beskyttelse eller lignende ordninger.
Ved dom af 19. januar 2015 i sag 308/2012 (U.
2015.1303H) tog Højesteret stilling til, om arbejdsløshedsforsikringslovens § 43, hvorefter medlemskab af en arbejdsløshedskasse ophører, når medlemmet når folkepensionsalderen, udgør forskelsbehandling i strid med beskæftigelsesdirektivet sammenholdt med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.
Højesteret fandt, at arbejdsløshedsforsikringslovens § 43 ikke strider mod beskæftigelsesdirektivet.
Højesteret udtalte i den forbindelse, at den danske ordning med arbejdsløshedsdagpenge må anses for en offentlig ordning for social sikring eller lignende ordning, jf. direktivets artikel 3, stk. 3.
Ret til efterløn forudsætter bl.a. medlemskab af en arbejdsløshedskasse.
Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at medlemskab af en arbejdsløshedskasse og den deraf medfølgende mulighed for udbetaling af ydelser, er en social sikringsordning, der falder uden for forskelsbehandlingslovens og beskæftigelsesdirektivets anvendelsesområde.
Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af national oprindelse uden for arbejdsmarkedet.
Nævnet kan derfor ikke behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
Beskæftigelsesdirektivet
<20-26481>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 3 om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
-
§ 2, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 3, stk. 4, om pligtsubjekter efter loven
-
Art.
3, om anvendelsesområde