Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - stillingsopslag - parts- og vidneforklaringer
Table of Provisions (10)
Statutory Text (10 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - stillingsopslag - parts- og vidneforklaringer
J.nr. 20-7742
En 32-årig kvinde søgte i november 2019 en stilling som kontorelev hos en virksomhed.
Kvinden oplyste for nævnet, at der i stillingsopslaget var en aldersbegrænsning, og at ansøgerne skulle være mellem 19-23 år.
Kvinden fremlagde stillingsopslaget for nævnet.
Virksomheden oplyste, at virksomheden ved i fejl i 10-20 minutter havde et jobopslag med en aldersbegrænsning.
Virksomheden oplyste, at fejlen skete i februar 2020, og at der ikke var en aldersbegrænsning på opslaget i november 2019.
Virksomheden fremlagde stillingsopslagene for nævnet.
Der var herefter for nævnet tvivl om, hvorvidt virksomheden i november 2019, hvor kvinden ansøgte om stillingen som elev, ønskede at ansætte en elev, der var yngre end kvinden.
Det var herefter nødvendigt for sagens afgørelse, at der blev ført bevis i form af mundtlig parts- og vidneforklaringer.
Nævnet afviste derfor kvindens klage.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager ikke kom i betragtning til en stilling som kontorelev.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af alder, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Sagsfremstilling
Den 12. november 2019 søgte klager en stilling som kontorelev hos den indklagede virksomhed.
Klager var på ansættelsestidspunktet 32 år.
Indklagede havde ved opslag indrykket den 9. november 2019 søgt efter en kontorelev.
Klager har oplyst, at opslaget havde følgende ordlyd
” Vil du have en alsidig kontorelev med speciale i administration, hvor du får indblik i en lille privat virksomhed med mange berøringsflader.
Vi tilbyder et unikt og varieret uddannelsesforløb, hvor du får bredt kendskab til de forskellige administrative opgaver, der er en del af hverdagen i virksomheden
Som kontorelev kan du se frem til en selvstændig hverdag, hvor du udfører flere forskellige administrative opgaver.
Din profil
Der stilles også krav til dig
Du skal have afsluttet, EUX, EUV, HG, HGV, HGS
Du er villig til at tage ansvar for din egen læring og italesætte hvilke opgaver du motiveres af og hvilke områder du gerne vil vide mere om.
Vi forventer initiativ og resultater samtidig med, at tonen er uformel og humoristisk.
Stillingen er på 37 timer, og ønskes besat snarest muligt
Om os
Vi er et lille firma i rivende vækst, vi afhenter storskrald på hele [region] samt udlejer containere i hele Danmark.
Vi er pt 7 ansatte, men udvider hele tiden.
…”
Indklagede har for nævnet oplyst, at ovenstående jobopslag ikke blev indrykket i november 2019.
Jobopslaget, hvor indklagede søgte efter en elev med en bestemt alder, blev imidlertid ved en fejl indrykket i februar 2020 af indklagedes samarbejdspartner.
Jobopslaget var ifølge indklagede kun aktivt i 10-20 min.
I november 2019 var følgende jobopslag derimod blevet opslået
”Vil du have en alsidig kontoruddannelses med speciale i administration, hvor du får indblik i en lille privat virksomhed med mange berøringsflader.
Vi tilbyder et unikt og varieret uddannelsesforløb, hvor du får bredt kendskab til de forskellige administrative opgaver, der er en del af hverdagen i virksomheden
Som kontorelev kan du se frem til en selvstændig hverdag, hvor du udfører flere forskellige administrative
opgaver.
Din profil
Du skal trives med at arbejde struktureret og effektivt, så du sikrer at få afleveret dine opgaver til tiden og i orden.
At kunne formulere dig skriftligt og mundtligt er et must når du skal arbejde med kunder.
Vi forventer at du tager initiativ og er opsøgende i forhold til nye opgaver.
Vi tager din uddannelse seriøst og forventer at du gør det samme.
Du får en hverdag hvor du både vil komme til at arbejde selvstændigt og i samarbejde med dine kollegaer, på en bred vifte af opgaver.
En alsidig hverdag, hvor to dage sjældent er ens
Som person er du positiv, og engageret.
Du motiveres af direkte kundekontakt.
Du er nysgerrig omkring affald
Du brænder for service
Der stilles også krav til dig
Du skal have afsluttet, EUX, EUV, HG, HGV, HGS
Du er villig til at tage ansvar for din egen læring og italesætte hvilke opgaver du motiveres af og hvilke områder du gerne vil vide mere om
Vi forventer initiativ og resultater samtidig med, at tonen er uformel og humoristisk.
Stillingen er på 37 timer, og ønskes besat snarest muligt
Om os
Vi er et lille firma i rivende vækst, vi afhenter storskrald på hele [region] samt udlejer containere i hele Danmark.
Vi er pt 7 ansatte, men udvider hele tiden.
…”
Indklagede har oplyst, at virksomheden efter annonceringen i november 2019 besluttede sig for at udskyde ansættelsen af en elev til februar 2020 på trods af, at virksomheden modtog mange ansøgninger.
Der blev således ikke afholdt samtaler med ansøgere, og der blev ikke ansat en elev i november 2019.
Ved e-mail af 4. december 2019 efterspurgte klager et svar på sin ansøgning.
Samme dag svarede en assistent i den indklagede virksomhed følgende på e-mail
”Hej [klager]
Vi har valgt at søge igen til februar, desværre.
Har du nogle spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte mig.
…”
Indklagede har oplyst, at ovenstående e-mail var et afslag på ansættelse.
Ved e-mail af 5. december 2019 spurgte klager assistenten om følgende
”Hej [assistent]
Tak for din mail og ja jeg har et spørgsmål.
Jeg forstår det således, at i har valgt en anden men søger igen en til februar hvor jeg så kan søge igen.
DbH
[klager]”
Indklagede svarede ikke på klagers e-mail af 5. december 2019.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 7. februar 2020.
Klager fremsatte den 3. april 2020 en påstand om betaling af en godtgørelse på 25.000 kr.
Under sagens behandling i nævnet har klager den 3. maj 2020 til støtte for sin påstand om, at indklagede i november 2019 annoncerede efter en elev med en bestemt alder, vedlagt et skærmbillede hvoraf fremgår, at annoncen var blevet indrykket 178 dage tidligere.
Ved e-mail af 18. maj 2020 skrev ejeren af den indklagede virksomhed følgende til sin samarbejdspartner
”Hej [navn],
Du sendte d. 10/ 2 nedenstående svar til [assistenten] at vores jobopslag på elevplads var blevet rettet.
Vi er i den uheldige situation, at vi har fået en klage fra en elevansøger fra efteråret 2019, som har set det forkerte jobopslag på [hjemmeside] og nu mener hun er blevet afvist pga.
alder.
Af samme årsag har hun valgt at køre sag mod os som aldersdiskrimination i Ligestillingsnævnet.
Denne klager har i sin seneste dokumentation d. 6/5 refereret til dette jobopslag på [hjemmeside] som der slet ikke burde være adgang til.
Vi vil være noget kede af at dette fejlopslag, som vi har bedt om at få fjernet selv samme dag, og som I bekræftede til os d. 10/2 var rettet, skal være årsag til at klager rent faktisk har en sag.
Vi kan godt se at der gøres opmærksom på at opslaget er udløbet, men når man klikker OK får man fuld adgang til et forkert opslag.
…”
Ved e-mail af 18. maj 2020 skrev indklagedes samarbejdspartner følgende til indklagede
”Hej [ejerens navn]
…
Vi er naturligvis rigtig kede af de problemer, I er stødt på i forbindelse med stillingsopslaget.
Som beskrevet slettede vi opslaget i februar og jeg er meget overrasket over, at du kunne finde det fortsat.
Har derfor tjekket og som du kan se på det vedhæftede skærmprint, så står det som slettet hos mig.
Jeg har nu kontaktet [firmanavn], der driver [hjemmeside] og bedt dem om en forklaring.
For jeg kan ikke gøre mere end det jeg allerede har gjort.
Jeg har endnu ikke hørt fra [firmaet], men har netop testet det tilsendte link, og det er ikke længere aktivt.
Når jeg får en forklaring, vender jeg naturligvis tilbage.
”
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun ikke kom i betragtning til stillingen som kontorelev på grund af sin alder.
I stillingsopslaget angav indklagede en aldersgrænse på 23 år.
Klager var på ansøgningstidspunktet 32 år.
Hvis man som elev er over 25 år, skal man ansættes som voksenlærling med tilsvarende højere løn.
Dette forklarer, hvorfor indklagede ønskede at ansætte en elev mellem 19 og 23 år.
Klager modtog ikke et afslag på sin ansøgning.
Jobopslaget var tilgængeligt på internettet frem til januar 2020.
Det ansøgte opslag den 3. maj 2020 havde været tilgængeligt på nettet i 178 dage.
Det var derfor opslaget med aldersbegrænsningen, som klager søgte stillingen på baggrund af.
Forholdet mellem indklagede og deres samarbejdspartner er irrelevant for klager.
Indklagede gør gældende, at klager ikke blev afvist til stillingen som kontorelev på grund af sin alder.
Indklagede gør gældende, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet forskelsbehandling.
Afslaget til klager på ansættelse henviste ikke til alder, men alene til at ansættelsesprocessen var udskudt.
Indklagede beklager, at virksomheden ikke var bedre til at svare på mails i ansættelsesproceduren.
Beslutningen om ikke at ansætte en elev i november 2019 blev truffet, da indklagede modtog tilbud om at opkøbe et firma.
Den fremtidige organisationsstruktur var derfor svær at forudsige.
Endvidere skulle direktøren for indklagede på udlandsrejse, og indklagede ønskede derfor ikke at ansætte en elev, før han kom tilbage.
Der er ikke krav om, at en voksenlærling skal have mere i løn end en yngre elev.
Indklagede kan derfor ikke se årsagen til, at virksomheden skulle fravælge klager grundet hendes alder.
Assistenten i den indklagede virksomhed opdagede selv fejlen med aldersreferencen i opslaget fra februar 2020, og jobopslaget blev derfor trukket tilbage.
Efterfølgende lagde virksomheden et nyt jobopslag op uden aldersreference.
Indklagede vurderer, at det forkerte opslag var aktivt online i 10 til 20 minutter, inden det blev rettet.
Indklagede havde ikke selv adgang til at redigere eller slette jobopslag.
Det hele skulle derfor foregå via indklagedes samarbejdspartner.
Virksomheden besluttede dog samlet, at det ville være for stort et ansvar at have en elev ansat, og man valgte derfor at udskyde ansættelsen af en elev.
Virksomheden har derfor ingen elever ansat.
Det var strategisk bedre for virksomheden at overveje ansættelsen af en deltidssælger.
Indklagede ansatte ikke en elev på noget tidspunkt, og derfor har indklagede ikke de facto diskrimineret klager.
Det fejlbehæftede jobopslag med en aldersbegrænsning blev slået op i februar 2020.
Klager ansøgte kontorelevstillingen i november 2019.
Der er derfor ingen tidsmæssig sammenhæng mellem ansøgningen fra klager i november 2019 og det fejlbehæftede opslag i februar 2020.
Såfremt nævnet finder, at der er påvist faktiske omstændigheder, gør indklagede gældende, at indklagede har dokumenteret, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket.
Stillingsopslaget i februar med et alderskriterie var således en fejl, der blev rettet med det samme.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at det ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer eller en person med en bestemt alder.
Det fremgår også af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager har oplyst, at hun den 12. november 2019 søgte en opslået stilling som kontorelev i den indklagede virksomhed.
Klager har videre oplyst, at der i opslaget var et krav om, at ansøgeren skulle være mellem 19 og 23 år.
Klager har vedlagt et skærmbillede af et jobopslag, hvor indklagede annoncerede efter en elev med en bestemt alder.
Klager var på ansøgningstidspunktet 32 år.
Indklagede har oplyst, at jobopslaget med aldersbegrænsning var en fejl og alene var tilgængeligt i ca. 20 minutter i februar 2020, og at virksomheden i november 2019 søgte en kontorelev, og at der ingen aldersbegrænsning var i dette jobopslag.
Indklagede har videre oplyst, at virksomheden udskød ansættelsen af en kontorelev til februar 2020, og at man i denne ansættelsesrunde ved en fejl kortvarigt havde et aktivt jobopslag med en aldersbegrænsning svarende til det jobopslag, som klager har fremlagt.
Der er herefter for nævnet tvivl om, hvorvidt indklagede i november 2019, hvor klager ansøgte om stillingen som elev, ønskede at ansætte en elev, der var yngre end klager.
Nævnet vurderer på den baggrund, at det er nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
<20-7742>
-
Administration
-
Salg og service
-
Interne informationsopgaver
-
Affaldssortering
-
En attraktiv elevplads med plads til udvikling, nysgerrighed og ambitioner
-
Du skal trives med at arbejde struktureret og effektivt, så du sikrer at få afleveret dine opgaver til tiden og i orden.
-
At kunne formulere dig skriftligt og mundtligt er et must når du skal arbejde med kunder.
-
Vi forventer at du tager initiativ og er opsøgende i forhold til nye opgaver.
-
Vi tager din uddannelse seriøst og forventer at du gør det samme.
-
Du får en hverdag hvor du både vil komme til at arbejde selvstændigt og i samarbejde med dine kollegaer, på en bred vifte af opgaver.
-
En alsidig hverdag, hvor to dage sjældent er ens
-
Som person er du positiv, og engageret.
-
Du motiveres af direkte kundekontakt.
-
Du er nysgerrig omkring affald
-
Du brænder for service
-
Du skal være 19-23 år
-
Mødestabil
-
Struktureret
-
Har et godt overblik
-
Flair for kundeservice
-
Administration
-
Salg og service
-
Interne informationsopgaver
-
Affaldssortering
-
En attraktiv elevplads med plads til udvikling, nysgerrighed og ambitioner
-
Du må meget gerne have kørekort
-
Mødestabil
-
Struktureret
-
Har et godt overblik
-
Flair for kundeservice
-
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
-
§ 8, nævnets afvisning af klagen
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
-
§ 2 om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 5, om annoncering
-
§ 7 a, om delt bevisbyrde