SU - ophold i Danmark med henblik på uddannelse - ukrainsk landbrugspraktikant
Statutory Text (5 Articles)
SU - ophold i Danmark med henblik på uddannelse - ukrainsk landbrugspraktikant
Resumé
En udenlandsk statsborger, som har opholdt sig i Danmark i mindst 5 år, kan have ret til SU i Danmark.
Det er dog en betingelse, såfremt den studerende ikke er EU/EØS-statsborger, at den uddannelsessøgende ikke har taget ophold i Danmark med henblik på uddannelse.
Ved vurderingen heraf indgår den første opholdstilladelse i Danmark.
Landbrugspraktik anses for primært at have et uddannelsesmæssigt formål, jf. lovforarbejder til den tidligere udlændingelov.
I denne sag fik den studerende første gang opholdstilladelse i Danmark i oktober 2012 på baggrund af landbrugspraktik.
Ankenævnet fandt, at hun ikke opfyldte betingelserne for som udenlandsk statsborger at være berettiget til SU på tidspunktet for sin ansøgning.
Ankenævnet lagde til grund, at hun havde haft ophold i Danmark i mere end 5 år forud for ansøgningstidspunktet i september 2019, men at hun oprindeligt tog ophold med henblik på uddannelse.
Reglerne
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse af lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017
Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte, bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2017
Sagsfremstilling
Den studerende, som var ukrainsk statsborger, fik første gang opholdstilladelse i Danmark i 2012 som praktikant inden for landbrug og gartneri.
Hun søgte om ret til SU fra september 2019.
Styrelsen afslog ret til SU med henvisning til, at hun fik sin første opholdstilladelse i Danmark som praktikant.
Ankenævnet fandt, at den studerende ikke opfyldte betingelserne for som udenlandsk statsborger at være berettiget til SU på tidspunktet for sin ansøgning, da hun i første omgang tog ophold i Danmark med henblik på uddannelse
Afgørelse
Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger fandt, at den studerende ikke havde ret til SU på tidspunktet for sin ansøgning i september 2019.
Begrundelse for afgørelsen
Vi vurderer, at du ikke opfyldte nogen af betingelserne for som udenlandsk statsborger at være berettiget til SU på tidspunktet for din ansøgning i september 2019.
Betingelsen om 5 års ophold
Vi vurderer, at du ikke opfyldte betingelsen, hvorefter man er berettiget til SU, hvis man umiddelbart før ansøgningstidspunktet har haft sammenhængende registreret ophold i Danmark i mindst 5 år og ikke har taget ophold med henblik på uddannelse.
Vi har lagt til grund, at du har haft ophold i Danmark i mere end 5 år forud for ansøgningstidspunktet i september 2019, men at du oprindeligt tog ophold med henblik på uddannelse.
Vi har herved lagt vægt på, at det fremgår af udskrift fra integrationsportalen, at du første gang er meddelt opholdstilladelse den 12. oktober 2012, og at tilladelsen er givet efter udlændingelovens § 9 k, stk. 1, idet du skulle i praktik.
Vi har også lagt vægt på, at følgende fremgår af bemærkningerne til forslag til ændring af tidligere gældende udlændingelov, 2001/2 LSF 152
”Det foreslås endelig, at opholdstilladelse som praktikant som efter gældende praksis meddeles efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3 fremover meddeles efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da praktikophold primært har et uddannelsesmæssigt formål og ikke i første række er begrundet i beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn.
”
Betingelsen om integrationslovens § 2, stk. 2, eller stk. 3
Vi vurderer, at du ikke opfyldte betingelsen, hvorefter man er berettiget til SU, hvis man er omfattet af integrationslovens § 2, stk. 2, eller 3.
Vi har lagt vægt på, at du oplyste i din ansøgning, at du ikke var omfattet af nogen af disse bestemmelser i integrationsloven.
Vi har lagt tilsvarende vægt på, at det fremgår af udskrift fra integrationsportalen, at du ikke er omfattet af integrationsloven.
Betingelsen om at have haft sammenhængende registreret ophold i Danmark i mindst 2 år og samtidig have været gift med eller i registreret partnerskab med en dansk statsborger i mindst 2 år umiddelbart før ansøgningstidspunktet
Vi vurderer ligeledes, at du ikke opfylder betingelsen om at have haft sammenhængende registreret ophold i Danmark i mindst 2 år og samtidig have været gift med en dansk statsborger i mindst 2 år umiddelbart før ansøgningstidspunktet.
Vi har lagt vægt på, at du oplyste i din ansøgning, at du ikke er gift med en dansk statsborger.
Betingelsen om mindst 30 timers arbejde ugentligt i mindst 2 år umiddelbart forud for uddannelsesstart
Vi vurderer, at du ikke opfyldte betingelsen, hvorefter man er berettiget til SU, hvis man i mindst 2 år umiddelbart forud for uddannelsesstart har haft mindst 30 timers ordinært arbejde ugentligt.
Vi har lagt vægt på, at du søgte om SU til uddannelse, som du påbegyndte i august 2019.
Vi har videre lagt vægt på, at du i 2019 ikke på noget tidspunkt har haft arbejde i mindst 30 timer pr. uge.
Vi har også lagt vægt på, at der i perioden fra marts 2016 til april 2019 ikke er registreret nogen indkomst for dig i eIndkomstregisteret.
De øvrige bestemmelser
Vi vurderer, at du ikke opfylder de øvrige betingelser for at være berettiget til SU som udenlandsk statsborger.
•
§ 2 b, om udenlandske statsborgeres ret til SU.
•
§ 8, stk. 1, nr. 7, om 5 års ophold, som ikke er med henblik på uddannelse