DK
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse – ej handicap – ej medhold
J.nr. 20-7970
En mand var som produktionsmedarbejder ude for en arbejdsulykke, hvor han fik en alvorlig skade i sit fodled.
Manden blev herefter fuldtidssygemeldt.
Cirka 11 måneder efter arbejdsulykken blev han afskediget som følge af sit sygefravær.
Manden skulle for nævnet godtgøre, at han havde et handicap i lovens forstand.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden på tidspunktet for afskedigelsen ikke havde haft begrænsninger af lang varighed.
Vurderingen af om mandens begrænsninger måtte anses for at have lang varighed måtte herefter bero på en prognose.
Nævnet vurderede, at der på afskedigelsestidspunktet ikke forelå tilstrækkelige lægelige oplysninger til at fastslå, om manden ville få begrænsninger, der måtte anses at have en lang varighed.
Manden havde derfor ikke godtgjort, at han på tidspunktet for afskedigelsen havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Manden fik herefter ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af en produktionsmedarbejder.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som produktionsmedarbejder hos den indklagede virksomhed.
Sagsfremstilling
Den 7. august 2008 tiltrådte klager en stilling som produktionsmedarbejder hos den indklagede virksomhed, der beskæftiger sig med produktion af betonelementer.
Virksomheden har 470 medarbejdere i Danmark.
Den 20. februar 2017 var klager udsat for en arbejdsulykke, hvor han mistede balancen fra ca. 2 meters højde.
Af skadestuerapporten fremgår det, at klager fik en alvorlig skade i sit fodled med åbent benbrud.
Om klagers arbejdsdygtighed fremover ses
”…
13.
Vurdering af arbejdsevnen
Uarbejdsdygtig fra 20.02.2017 , forventes at være uarbejdsdygtig længere end 6 måneder
…”
I den indklagede virksomheds anmeldelse af arbejdsskaden af 26. februar 2017 fremgår følgende om skaden
”Beskrivelse af forløbet
Skadelidte har placeret sig med en fod på stigen og en fod på kanten af et betonelement under afhugning af løftegrejet.
Taber balancen fra ca 2 meters højde og knuser højre fodled.
”
Den 28. juli 2017 anførte klagers tyske læge følgende i en lægeattest, der er fremlagt for nævnet på tysk
”…
Befund
Am rechten Sprunggelenk findet sich eine ca. 6 x 5 cm offene Durchspiessungsverletzung der distalen Tibia mit entsprechend starker Blutung, starker Verunreinigung.
…
Der Patient hat wegen der Schwere der Verletzung und des ausgedehnten Knochendefektes das Bein lange nicht belasten können.
Ab dem 18.05. hat er dann eine Teilbelastung und Fortsetzung der Physiotherapie begonnen.
Am Nachmittag des 08.06. verspürte der Patient beim Aussteigen aus dem Auto ein Knacken im Unterschenkel.
Hierbei zeigte sich in der weiteren Untersuchung ein Bruch der proximal in die Tibia eingebrachten Schrauben.
…
[Klager] hat sich im Rahmen seines Arbeitsunfalls eine schwere Verletzung des rechten Unterschenkels zugezogen.
Es ist nicht damit zu rechnen, dass er in absehbarer Zeit (halbes Jahr) seine Arbeit als Schlosser in der [indklagede] wieder aufnehmen kann.
Ob der Patient in vollem Umfang (37 Stunden/Woche) die Arbeit wieder aufnehmen kann, bleibt abzuwarten.
Es ist zur Zeit nicht möglich, einen genauen Zeitpunkt der zu erwartenden ,,Gesundschreibung" zu nennen.
Ebenso ist es uns zur Zeit nicht möglich, lhnen mitzuteilen, wann und ob der Patient seine Arbeit auch über ein Hamburger Modell wieder aufnehmen kann.
“
Klager har oplyst, at formålet med ”Hamburger Modellen” er at tilrettelægge en plan for arbejdstagerens tilbagevenden til arbejdspladsen via personens læge, f.eks. med nedsat tid.
Klager har tillige oplyst, at indklagedes sikkerhedschef ved en samtale den 29. september 2017 tilkendegav, at man ikke var afvisende over for at bruge ”Hamburger Modellen”.
Indklagede bestrider dette udsagn.
Indklagede har oplyst, at virksomheden ikke har kendskab til modellen.
Den 5. januar 2018 blev klager indkaldt til en samtale hos indklagede.
Klager har oplyst, at indklagede fortalte, at man var nødt til at afskedige klager, da man ikke kunne bruge en handicappet medarbejder, og det ville være for dyrt for virksomheden at have klager ansat.
Indklagede bestrider klagers beskrivelse af samtalen.
Indklagede har oplyst, at virksomheden alene bekræftede, at man ikke kunne opretholde ansættelsesforholdet, hvis klager ikke havde en erhvervsevne.
Ved brev af 5. januar 2018 blev klager afskediget med følgende begrundelse
”Du wirst hiermit als Produktionsmitarbeiter in unserer Firma gekündigt.
Wegen deines krankheitsbedingten Arbeitsausfalles und die Aussicht auf einer andauernden
Krankmeldung erhaltst du diese Entlassung.
Wenn es eine Besserung in deinem Krankheitsverlauf gibt und du wieder eine normale Arbeit ausüben kannst, kannst du dich jederzeit wieder schriftlich um eine Stelle bei
uns bewerben.
Dein letzter Arbeitstag wird der 23.02.2018.
“
Ved brev af 9. januar 2018 modtog klager en skriftlig advarsel for tilsidesættelse af indklagedes sikkerhedsregler
”…
Du har d. 20. feb. 17 tydeligt tilsidesat virksomhedens sikkerhedsregler, og derved kommet alvorligt til skade.
Undersøgelse efter ulykkeshændelsen har vist, at stigen ikke blev anvendt i overensstemmelse med brugsanvisningen og efter de almindeligt kendte retningslinjer for brug af stiger hos [indklagede].
…”
Ved brev af 26. januar 2018 gjorde klagers partsrepræsentant indsigelse mod afskedigelsen.
Ved brev af 13. februar 2018 blev indsigelsen afvist af indklagedes partsrepræsentant.
Ved brev af 23. februar 2018 traf Schleswig-Holstein Landesamt für soziale Dienste afgørelse om, at klager er handicappet i henhold til tysk ret, hvorfor klager har ret til handicapstøtte i trafikken.
Klager har for nævnet fremlagt afgørelsen på tysk og en deloversættelse på dansk.
Klagers funktionsbegrænsning er beskrevet som
”Die oben genannte Entscheidung berücksichtigt folgende Funktionsbeeinträchtigung
Beinfunktionsstörungen”
Den 1. maj 2018 fremsatte klager via et udkast til klage til Ligebehandlingsnævnet på ny krav om godtgørelse over for den indklagede virksomhed.
Dette blev afvist af indklagedes partsrepræsentant ved e-mail af 18. maj 2018.
Den 27. juni 2018 oplyste klagers partsrepræsentant til indklagedes partsrepræsentant, at klager ville gå videre med sagen.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 10. februar 2020.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 348.702,30 kr. svarende til 12 måneders løn.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han blev afskediget, fordi han var handicappet.
Det bestrides, at klagers krav er bortfaldet som følge af passivitet.
Den 27. juni 2018 fik indklagede besked om, at klager ville gå videre med sagen.
Der var tillige forligsforhandlinger i september 2019.
De sager, indklagede har henvist til, kan ikke anvendes i denne situation, idet der i disse sager gik mere end fire år, før der blev rejst krav over for virksomheden.
Der henvises til Ligebehandlingsnævnets afgørelser i sagerne 2017-6810-29821 og 2016-6811-51334.
Indklagede kunne derfor ikke have en berettiget forventning om, at klager ikke ville gå videre med sagen.
Klager gør også gældende, at han har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet direkte forskelsbehandling.
Klager gør videre gældende, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke var begrundet i klagers handicap.
Klager gør endeligt gældende, at indklagede skal betale en godtgørelse svarende til 12 måneders løn, idet klager var ansat i virksomheden i ni år, og fordi virksomheden groft har overtrådt forskelsbehandlingsloven.
Det skal tillige tillægges vægt, at handicappet opstod som følge af en arbejdsulykke begrundet i manglende instruktion i sikkerhedsforanstaltninger.
Klager er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, idet hans helbred medfører, at han er langvarigt begrænset i fuld og effektiv deltagelse i arbejdslivet på samme vilkår som andre.
Det bestrides, at klagers funktionsbegrænsning ikke var af lang varighed.
Det er ikke alene afskedigelsestidspunktet, der er afgørende, men også prognosen for funktionsbegrænsningen.
Der var på kort sigt ikke udsigt til helbredelse, hvorfor det må antages, at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.
Indklagede var bekendt med klagers handicap, da dette fremgik af afskedigelsesbrevet.
Afskedigelsen var ikke begrundet i sygefravær, men direkte i at klager er handicappet og i, at indklagede ikke kunne bruge handicappede medarbejdere.
Det bestrides, at indklagede havde klare retningslinjer for, hvordan arbejde i højden skulle udføres.
Disse retningslinjer blev først udarbejdet efter klagers ulykke.
Indklagede havde mulighed for at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at imødegå klagers handicap.
Der henvises til Ligebehandlingsnævnets afgørelse i j.nr. 2500236-09.
Indklagede har ikke dokumenteret, hvilke undersøgelser og tiltag, der blev iværksat for at opfylde virksomhedens tilpasningsforpligtelse.
Såfremt indklagede havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse, ville klager være kompetent, egnet og disponibel.
Indklagede påstår, at virksomheden skal frifindes.
Ligebehandlingsnævnet skal først tage stilling til, om klagers krav er bortfaldet som følge af retsfortabende passivitet.
Klager lod tiden passere fra den 2. maj 2018 til den 10. februar 2020, hvor klagen blev indgivet til nævnet.
Klagers udkast til klage til ligebehandlingsnævnet af 2. maj 2018 og den reelle klage af 10. februar 2020 er ens, hvorfor der ikke var retlige eller faktuelle forhold, der kunne begrunde klagers forsinkelse.
Der gik fra den 19. februar 2017 til den 10. februar 2020, før klagen blev indgivet til Ligebehandlingsnævnet.
De mellemstående mailudvekslinger ændrer ikke herpå.
Indklagede havde en berettiget forventning om, at klager ikke ville gå videre med kravet.
Der henvises til Østre Landsrets afgørelse i BS 41B-6022/2010 (U.
2013-3196Ø) og Ligebehandlingsnævnets afgørelse i 2014-6810-24626.
Ligebehandlingsnævnet skal dernæst tage stilling til, om klager på afskedigelsestidspunktet var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.
Bevisbyrden for, at klager havde et handicap på afskedigelsestidspunktet, påhviler klager.
Ligebehandlingsnævnet kan lægge til grund, at klager ikke har dokumenteret sit handicap.
Indklagede er enig med klager i, at arbejdsulykken medførte en begrænsning i form af en funktionsnedsættelse.
Begrænsningen skal dog anses som almindelig sygdom, der af 11 måneders varighed ikke er omfattet af handicapbegrebet.
Der henvises til EU-domstolens sag C-13/05.
Der henvises også til EU-domstolens sag C-395/15, og Ligebehandlingsnævnets afgørelser i 18-56393 og 2014-6810-33302.
Fravær af 11 måneder er ikke lang varighed i forskelsbehandlingslovens forstand.
Klager sendte ikke dokumentation for, at han led af et handicap.
Klager præsenterede heller ikke indklagede med et ønske om at genoptage sit arbejde.
Klager var ikke kompetent, egnet og disponibel.
Klager var 100 % uarbejdsdygtig og var således uden erhvervsevne og mulighed for at genoptage arbejdet helt eller delvist.
Indklagedes tilpasningsforpligtelse gjaldt alene, hvis klager var disponibel.
Det bestrides, at klager kunne have genoptaget sit arbejde med tilpasninger.
Indklagede havde under klagers sygemelding ingen økonomiske udgifter til klager, hvorfor der ikke var et økonomisk incitament til at afskedige klager.
Såfremt afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, skal godtgørelsen alene udmåles til et beløb svarende til 9 måneders løn.
De tyske myndigheders afgørelse ændrer ikke på, at klager på afskedigelsestidspunktet ikke var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.
Klager var bekendt med de arbejdsmiljømæssige sikkerhedsregler om arbejdet i højden og på stiger.
Klager fulgte ikke reglerne, hvorfor klager pådrog sig en arbejdsskade.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Klager blev afskediget den 5. januar 2018.
Den 18. maj 2018 afviste den indklagede virksomhed at betale godtgørelse til klager for en påstået overtrædelse af forskelsbehandlingsloven i forbindelse med afskedigelsen.
Den 27. juni 2018 oplyste klageres partsrepræsentant indklagede om, at klager ville gå videre med sagen.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 10. februar 2020.
Ligebehandlingsnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at fastslå, at klager har udvist retsfortabende passivitet.
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for handicappet i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.
830H og UfR2018.
853H.
Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.
Den 20. februar 2017 var klager udsat for en arbejdsulykke, hvor han faldt ned fra en stige.
Ved faldet knuste klager sit fodled.
Klager var herefter sygemeldt frem til afskedigelsen den 5. januar 2018.
På tidspunktet for afskedigelsen den 5. januar 2018 havde klagers begrænsninger ikke haft en varighed, der kan betegnes som lang.
Vurderingen af om lidelsen på dette tidspunkt medførte en begrænsning af lang varighed, må derfor bero på en prognose.
Der forelå ikke på afskedigelsestidspunktet tilstrækkelige lægelige oplysninger til at fastslå, om klager ville få begrænsninger, der måtte anses at have en lang varighed.
Lægeerklæringen af 28. juli 2017 angav således alene, at klager ikke inden for en overskuelig fremtid på i hvert fald 6 måneder kunne genoptage sit arbejde.
Der er ikke yderligere lægelige oplysninger om klagers prognose.
På denne baggrund vurderer nævnet, at klager ikke har godtgjort, at han på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at han som følge af sine fysiske gener havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Klager får derfor ikke medhold.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
<20-7970>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
-
§ 2 om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 7 a, om delt bevisbyrde