Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse efter orlov - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse efter orlov - medhold

J.nr. 19-41850

En kvinde var administrativ reservedelssælger hos den indklagede virksomhed.

Inden kvindens afholdelse af orlov fastansatte virksomheden en ny medarbejder til at udføre kvindens arbejde i hendes fravær.

Denne medarbejder blev fastansat, idet virksomheden ønskede at udvide sit reservedelssalg.

Efter afholdelse af orlov og to ugers ferie vendte kvinden retur til virksomheden den 16. januar 2019.

Efterfølgende blev virksomhedens skattepligtige indkomst ændret ved en afgørelse fra Skattestyrelsen, hvilket medførte en ekstra skattebetaling på ca. 12. mio. kr. Virksomheden skulle herefter reducere medarbejderstaben, hvorefter klager blev afskediget.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling, idet den medarbejder, der blev ansat inden kvinden gik på orlov til varetagelse af hendes opgaver, ikke blev udvalgt til afskedigelse.

Nævnet vurderede herefter, at virksomheden ikke havde godtgjort, at der ikke helt eller delvist var lagt vægt på kvindens graviditet og barsel ved beslutningen om at afskedige hende.

Kvinden fik en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

Sagen er endelig afgjort ved Østre Landsrets dom af 9. maj 2022, hvor klager fik medhold.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afskedigelsen af en administrativ reservedelssælger.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som administrativ reservedelssælger

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 270.000 kr. med procesrente fra den 28. august 2019.

Sagsfremstilling

Den 1. november 2015 tiltrådte klager en fuldtidsstilling som administrativ reservedelssælger i den indklagede virksomhed.

Den indklagede virksomhed er en international koncern, der sælger maskiner, der benyttes i mejeriindustrien.

I 2018 beskæftigede virksomheden 624 medarbejdere på koncernniveau, heraf 10 i Danmark.

Den 1. oktober 2016 aftalte klager og indklagede på klagers initiativ, at klagers arbejdstid fremover skulle være 35 ¾ timer om ugen.

I juni 2017 meddelte klager til indklagede, at hun var gravid.

Den 25. september 2017 blev klager sygemeldt på grund af bækkenløsning.

Herefter blev der den 1. november 2017 ansat en ny medarbejder, der skulle udføre klagers arbejde i hendes fravær.

Medarbejderen blev fastansat.

Indklagede har for nævnet oplyst, at medarbejderen blev ansat i en fast stilling og ikke i et barselsvikariat for klager, idet virksomheden i Danmark skulle udvikles med bl.a. et større reservedelssalg.

Den 20. januar 2018 overgik klager til at være på orlov efter barselsloven.

Klager fødte den 13. februar 2018.

Efter klagers orlov efter barselsloven efterfulgt af to ugers ferie vendte klager retur til arbejdet den 16. januar 2019.

Det blev efter klagers ønske aftalt, at klager fremover skulle arbejde 34 timer om ugen, og at hun skulle bruge ferie på at holde fri hver mandag i 5 uger, da hendes barn skulle starte i vuggestue.

Ved afgørelse af 1. februar 2019 ændrede Skattestyrelsen den indklagede virksomheds skattepligtige indkomst med 34.961.639 kr.

Ændringen i virksomhedens skattepligtige indkomst medførte, at virksomheden indtil videre skulle indbetale 11.841.622 kr. til Skattestyrelsen.

Ved brev af 22. februar 2019 blev klager afskediget.

Følgende fremgår om begrundelsen

”Vi har modtaget en afgørelse fra Skattestyrelsen, der er af den opfattelse at vores overskud i Danmark ikke er tilstrækkelig stort.

Det har medført at selskabets skattepligtige indtægt for 2012 til foreløbig 2015 er blevet forhøjet og at selskabet skal betale et meget væsentligt beløb i skat, medens klagesagen kører.

I den forbindelse er jeg blevet pålagt af vores bestyrelse at reducere medarbejder staben med 2 personer.

Desværre er valget faldet på dig, da du med din reducerede arbejdstid og det arbejde du udfører er den af medarbejderne i din afdeling som [indklagede] bedst kan undvære.

Det er meget trist at vi ser os nødsaget til at afskedige dig, men for at hjælpe dig så godt på vej som muligt har vi valgt at fritstille dig i opsigelsesperioden.

Du skal dog afholde din ferie i perioden.

”

Foruden klager blev en ingeniør afskediget.

Den medarbejder, der var blevet ansat den 1. november 2017, blev ikke afskediget.

Ved brev af 5. april 2019 gjorde klagers partsrepræsentant over for den indklagede virksomhed indsigelse mod afskedigelsen.

Der blev fremsat krav om betaling af en godtgørelse.

Ved e-mail af 24. april 2019 blev kravet afvist af indklagedes partsrepræsentant.

Parterne fortsatte herefter korrespondancen om afskedigelsen af klager uden at nå til enighed.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 28. august 2019.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 279.000 kr. svarende til 9 måneders løn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede tilsidesatte ligebehandlingsloven ved afskedigelsen af hende, da afskedigelsen var helt eller delvist begrundet i hendes orlov efter barselsloven.

Indklagedes afvisningspåstand bør ikke tages til følge, idet påstandene må dokumenteres skriftligt.

Der gik kun en måned og seks dage fra klagers tilbagevenden til arbejdet til hendes afskedigelse.

Den nære tidsmæssige sammenhæng taler for, at klagers orlov havde betydning for afskedigelsen af hende.

Der gælder en delt bevisbyrde i sagen.

Der er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager blev direkte eller indirekte forskelsbehandlet.

Indklagede skal herefter løfte bevisbyrden for, at klagers orlov efter barselsloven ikke havde betydning for afskedigelsen af hende.

Det forhold, at indklagede ansatte en ny medarbejder til varetagelsen af klagers arbejde under hendes orlov efter barselsloven medfører, at indklagede ikke kan løfte bevisbyrden for, at der ikke er sket en tilsidesættelse af ligebehandlingsloven.

Klager har henvist til Vestre Landsrets dom af 1. september 2006 i B-1568-05 og Ligebehandlingsnævnets afgørelse i sag 18-3188.

Klager har også henvist til Østre Landsrets afgørelse af 5. april 2004 i B-2548-03.

De faktiske omstændigheder, som landsretten tillagde vægt, er sammenlignelige med nærværende sag.

Klager modtog aldrig en advarsel eller oplysning om, at der var forhold i hendes udførelse af sit arbejde, der skulle forbedres.

Det er en del af en normal arbejdsdag at spørge til råds, og klager blev opfordret hertil.

Den manglende irettesættelse af klager viste, at hun ikke var dårligere til sit arbejde end sine kollegaer.

Klager fik derimod at vide, at hun havde de rette kvalifikationer og den rette personlighed.

At indklagede mente, at en anden medarbejder var bedre end klager udgør således ikke et tilstrækkeligt grundlag til at dokumentere, at klager ikke udførte arbejdet på samme niveau som sine kollegaer.

Klager bestrider indklagedes påstand om, at hun var dårligere til sit arbejde end sine kollegaer, og at hun ikke forsøgte at sætte sig ind i tingene.

Indklagede foretog ikke den fornødne helhedsprægede vurdering af klagers evne til at bestride stillingen som reservedelssælger.

Indklagede billigede ikke, at klager skulle på barsel.

Indklagede påstår frifindelse.

Ligebehandlingsnævnet bør overveje, om den manglende mulighed for at afgive vidneforklaringer skal medføre, at nævnet afviser at behandle sagen.

Indtil Skattestyrelsens afgørelse var det indklagedes ønske, at virksomheden i Danmark skulle udvikles med bl.a. et større reservedelssalg.

Det var derfor, at den nye medarbejder blev ansat i en fast stilling og ikke i et barselsvikariat for klager.

I 2018 havde indklagede en omsætning på 334.924.000 kr. og et overskud før skat på 73.938.000 kr. Indklagede var derfor i stand til at udvikle reservedelssalget i Danmark.

Efter Skattestyrelsens afgørelse kunne det ikke lade sig gøre, hvorfor indklagede herefter ville flytte udviklingen til virksomhedens polske dattervirksomhed.

Skattestyrelsens afgørelse kom som en overraskelse for virksomheden, da indklagede mente, at de fulgte de gældende regler.

Den danske afdeling af koncernen blev udsat for en stor likviditetsmæssig byrde.

Det var således driftsøkonomiske forhold, der beviseligt nødvendiggjorde afskedigelser hos indklagede.

Én ud af tre ingeniører blev afskediget, mens én ud af to og en halv medarbejdere i reservedelsafdelingen blev afskediget.

Skattestyrelsens afgørelse vil få likviditetsmæssig betydning for virksomheden fremover, indtil den eventuelt omgøres i en ankesag.

Da det var nødvendigt at afskedige medarbejdere, tilkom der indklagede som arbejdsgiver et frit skøn over, hvem der var den korrekte at afskedige.

Afskedigelsen af klager var begrundet i, at den nye medarbejder var hurtigere og mere effektiv, oppebar mindre løn og var ansat på fuld tid.

Klagers køn havde ingen betydning.

Indklagedes kunder er professionelle mejerier, der besidder teknisk indsigt.

Når kunderne bestiller reservedele sker det enten via et reservedelsnummer eller via en beskrivelse af den ønskede komponent.

Den nyansatte medarbejder var selv i stand til at slå komponenten op i manualen for at ekspedere ordren, hvilket klager ikke var.

Dette forhold indgik i overvejelserne om, hvem der skulle afskediges.

Klager var i forhold til sine kollegaer mindre tilbøjelig til selv at undersøge ting men satte i stedet sine kollegaer til at foretage disse undersøgelser.

Indklagede påstår ikke, at klager manglede kvalifikationer, men blot at kollegaernes kvalifikationer var bedre.

Indklagede bestrider derfor, at klager har påvist faktiske omstændigheder, hvorfor det ikke påhviler indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Indklagede afviser, at de ikke billigede klagers graviditet og ønske om orlov efter barselsloven.

Østre Landsrets afgørelse af 5. april 2004 i B-2548-03 adskiller sig fra nærværende ved, at der ikke var nogen ydre omstændighed som begrundelse for afskedigelsesrunden.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Såfremt en afskedigelse finder sted under afholdelse af orlov efter barselsloven, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Klager afsluttede sin orlov efter barselsloven og genoptog sit arbejde den 16. januar 2019 efter to ugers ferie.

Ved afgørelse af 1. februar 2019 ændrede Skattestyrelsen den indklagede virksomheds skattepligtige indkomst med 34.961.639 kr. Dette medførte, at virksomheden skulle indbetale 11.841.622 kr. ekstra til Skattestyrelsen.

Den indklagede virksomhed har oplyst, at afgørelsen medførte, at det herefter var nødvendigt at foretage personalereduktioner.

Klager blev afskediget ved brev af 22. februar 2019.

Nævnet lægger til grund, at beslutningen om at afskedige klager blev truffet efter klagers tilbagevenden til arbejdet fra orlov efter barselsloven og ferie.

Den delte bevisbyrde finder derfor anvendelse, og klager skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Klager blev ifølge brevet med afskedigelsen afskediget, fordi indklagede skulle reducere medarbejderstaben som følge af afgørelsen fra Skattestyrelsen.

Indklagede har oplyst, at klager blev udvalgt til afskedigelse, fordi hun arbejdede færre timer end sine kollegaer, oppebar en højere løn og var mindre kvalificeret til at bestride stillingen end sine kollegaer.

Nævnet har vurderet, at det var nødvendigt for indklagede at foretage medarbejderreduktioner, og at indklagede foretog en vurdering af medarbejderne.

Den medarbejder, der blev ansat før klager gik på orlov, og som varetog klagers opgaver under klagers orlov, blev ikke udvalgt til afskedigelse.

Der er en nær tidsmæssig sammenhæng mellem klagers tilbagevenden fra barsel og indklagedes afskedigelse af hende.

Herefter er det nævnets opfattelse, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke, at indklagede har godtgjort, at der ikke helt eller delvist blev lagt vægt på klagers graviditet og barsel ved beslutningen om at udvælge klager til afskedigelse.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 270.000 kr. svarende til omkring 9 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 270.000 kr. til klager med procesrente fra den 28. august 2019, hvor klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

<19-41850>

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 9, om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

-

§ 16, om godtgørelse

-

§ 16 a, om delt bevisbyrde