Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0494
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0494
NORD Magasinet får kritik for manglende forelæggelse og ensidig retsreportage
NORD Magasinet bragte i januar måned et portræt af en direktør for en kosmetisk klinikkæde, herunder omtale af direktørens samarbejde med en tidligere forretningspartner og en verserende retssag.
Den tidligere forretningspartner klagede blandt andet til Pressenævnet over, at NORD Magasinet ikke havde givet hende mulighed for at forholde sig til de skadelige udsagn, inden artiklen blev bragt, og at NORD Magasinet har bragt en ensidig omtale af retssagen.
Nævnet udtalte kritik af NORD Magasinet for manglende forelæggelse af de skadelige udsagn og ensidig retsreportage, men udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.
[Klager] ved advokat [Advokaten] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Jeg følger altid mit hjerte og drømme 110 %” , som blev bragt af NORD Magasinet i bladets udgave nr. 38/2020 (januar/februar 2020) og på netavisen nord-magasinet.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har navnlig klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, som ikke blev efterprøvet tilstrækkeligt inden offentliggørelsen.
1 Sagsfremstilling
Den påklagede artikel
NORD Magasinet bragte i bladets udgave nr. 38/2020 (januar/februar 2020) artiklen ”Jeg følger altid mit hjerte og drømme 110 %” på side 104-109, og på netavisen nord-magasinet.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”[Person A] er trods sin unge alder, indehaver af fem kosmetiske klinikker, deriblandt også et privat hospital med kosmetisk plastikkirurgi.
Men hvem er den unge, kvindelige direktør, der også kører professionelt parløb med sit livs kærlighed og lige er flyttet til Vedbæk?
”
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”Det er helt bevidst, at NORD tager billederne af [Person A] i Vedbæk Havn.
Ikke bare er stedet smukt, men det er også her, at hun går ture med sin forlovede [Person B] og hunden [Hundenavn].
For 32-årige [Person A] satser på, at hun for første gang i mange år kan tage den lidt mere ro.
Derfor har hun og [Person B] for nyligt købt hus i Vedbæk.
Til hverdag arbejder de sammen på hovedkontoret i København.
Det er også dér, vi mødes for at tale om den rejse, [Person A] har været på med [Klinikkæden], og om hvem hun er.
Og det gør vi på en lørdag, for [Person A] arbejder mere end de fleste
- Det, der har haft størst omkostninger for mig ved at åbne klinikkerne, er, at jeg ikke har set min familie og venner som før.
Det er en omkostning, jeg har været okay
med, men nu er jeg nået dertil, hvor jeg gerne vil og kan prioritere det, siger [Person A].
For når man står i spidsen for Danmarks største kæde af kosmetiske klinikker, holder man aldrig rigtig fri.
En rejse, der begyndte for fire år siden, men som er grundlagt i barndommen.
[…]
Den hårde vej til succes
Når [Person A] taler om [Klinikkæden], er det som sit hjertebarn.
- Min mission og drøm har været at skabe et sted, hvor man ikke går på kompromis med noget overhovedet.
Oplevelsen skal være hyggelig og luksuriøs med en filosofi om, at less is more.
Det må aldrig være et freakshow, men forandringer skabt med små, diskrete behandlinger, siger [Person A], der i dag er arbejdsgiver for 40 ansatte og som gerne ser, at [Klinikkæden] bliver lige så almindeligt som at gå til frisøren eller ind i en Matas.
Men rejsen dertil har ikke været snorlige.
l begyndelsen var der også en forretningspartner: Tv-værten [Klager] som skulle stå for markedsføring.
Men det skete aldrig.
De to havde ikke samme indstilling til det, man på jævnt dansk kalder ”at knokle røven ud af bukserne”.
Så [Person A] valgte at købe hende ud.
[Klager] lagde efterfølgende sag an mod [Person A], men har flere gange udsat den pga.
manglende bevisførelse for sin påstand, som går på det økonomiske.
- Jeg var meget påvirket af det i starten, tabte mig fem kilo, hvilket er meget for en, der allerede er tynd, men i dag tager jeg det ikke personligt.
Jeg har fulgt lovgivningen til punkt og prikke, og lært, at man kan møde mange med store ambitioner, men det er ikke alle, der er villige til at investere, hvad det kræver for at lykkes.
[…]”
Efter offentliggørelsen
[Klager] var efter offentliggørelsen af den påklagede artikel ved advokat [Advokaten] i korrespondance via mail med NORD Magasinet om hendes indsigelser mod omtalen.
NORD Magasinet bragte herefter i bladets udgave nr. 40/2020 (juni/august 2020) følgende beklagelse i kolofonen på side 10
”NORD MAGASINET BEKLAGER
I NORD Magasinet nummer 38 omtales [Klager] i en artikel om klinikkæden [Klinikkæden] uden at have fået mulighed for at udtale sig.
Det vil magasinet gerne beklage.
Man kan læse artiklen i en tilrettet udgave på magasinets hjemmeside.
Redaktionen”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 6. maj 2020.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har indledningsvis oplyst, at [Person A] har overdraget den tidligere med hende ejet virksomhed til sig selv for ca. 2,89 mio. kr., og at en af retten udmeldt upartisk skønsmand har fastslået, at virksomheden havde en markedsværdi af 7.275.000 kr. Retssagen vedrører spørgsmålet, om [Person A] har betalt for lidt for virksomheden.
Artiklen med portrættet af [Person A] var næppe blevet dårligere af, at mediet – i det mindste – havde undladt at nævne [Klager]s navn, og tilbage står spørgsmålet, hvad formålet med dette har været.
Det er [Klager]s opfattelse, at der er tale om en hel unødvendig identifikation af hende og brug af for portrættet irrelevante oplysninger.
Korrekt information og berigtigelse
[Klager] har anført, at det er ukorrekt, at hun ikke har overholdt sine arbejdsforpligtelser, og at det er den halve sandhed, at retssagen ”flere gange er udsat pga.
manglende bevisførelse”.
[Klager] har oplyst, at den store succes fra begyndelsen – ene og alene – skyldtes [Klager]s netværk og PR-arbejde.
Under retssagen har virksomhedens tidligere PR-agent netop afgivet erklæring om [Klager]s PR-arbejde for [Klinikkæden], som hun betegner for ”næsten umulig at værdiansætte”.
I erklæringen hedder det endvidere: ”Det er bestemt ikke alle, der er villige til at gå så langt for sin forretning som [Klager] har gjort det for [Klinikkæden]”.
[Klager] har endvidere anført, at berigtigelse burde have fundet sted på redaktionens eget initiativ, da redaktionen modtog henvendelser fra [Klager]s advokat [Advokaten], hvilket imidlertid ikke skete.
[Klager] har oplyst, at NORD Magasinet efter offentliggørelsen af artiklen er blevet kontaktet af advokat [Advokaten] minimum tre gange, herunder to gange skriftligt med henblik på – i det mindste – at formå mediet til af fjerne oplysningerne om [Klager] i online-artiklen (evt.
blot fjerne [Klager]s navn), alternativt indhente [Klager]s bemærkninger til den rejste kritik, men enhver henvendelse er blevet ignoreret.
[Klager] har henvist til advokat [Advokaten]s mails af 6. februar 2020 og 5. maj 2020 til chefredaktør [Chefredaktøren] og journalist [Journalisten].
Kildekritik
[Klager] har anført, at NORD Magasinet har forsømt at udvise kildekritik over for [Person A] til trods for, at det må have været helt åbenbart, at [Person A]s udsagn kunne være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
Af artiklen fremgår det direkte, at journalisten har været bekendt med, at der verserer en retssag mellem [Person A] og [Klager], og dette burde have skærpet journalistens kritiske håndtering af oplysningerne.
Forelæggelse
[Klager] har anført, at NORD Magasinet ikke har forelagt oplysningerne i artiklen for hende forud for artiklens offentliggørelse, og hun har således ikke haft mulighed for at tage til genmæle, endsige svare på beskyldningerne.
Oplysningerne kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager], og således burde oplysningerne have været efterprøvet i særlig grad, inden de blev bragt, først og fremmest ved forelæggelse for [Klager].
Kommerciel interesse
[Klager] har anført, at artiklen kan betragtes som en forklædt annonce, idet [Person A] sandsynligvis – direkte eller indirekte – har betalt for annoncering i NORD Magasinet, om end formelt set muligvis kun for den en-sides annonce, der er optrykt i magasinet på side 113, hvor det i øvrigt (heller) ikke er angivet, at der er tale om en annonce.
[Klager] har henvist til, at der på NORD Magasinets netavis i forbindelse med den påklagede artikel linkes direkte til [Person A]s virksomhed.
Der synes således at være én stor sammenblanding af annoncering og redaktionelt indhold, og den klare presseetiske regel om, at der skal være opretholdt en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionelt indhold, er dermed overtrådt.
[Klager] har endvidere henvist til, at NORD Magasinet på netavisen også over for kommende annoncører reklamerer med, at annoncørerne ”får større opmærksomhed og bliver husket bedre med redaktionelle annoncer” og annoncørerne ”let kan finde et tema, som passer til [deres] behov”.
Når man betaler NORD Magasinet, får man angiveligt en ”journalist, fotograf og en chefredaktør” ”med i prisen”.
Den presseetiske regel om, at tekst, lyd og billeder foranlediget af direkte eller indirekte kommercielle interesser kun bør bringes, hvis et klart journalistisk kriterium taler for offentliggørelse, er dermed også overtrådt.
Retsreportage
[Klager] har anført, at NORD Magasinet i omtalen af retssagen fuldstændig har ignoreret, at modparten kan have en anden opfattelse af sagen, og mediet har derfor tilsidesat de særligt strenge regler, der gælder for retsreportage, hvor NORD Magasinet i stedet er blevet megafonholder for [Person A].
Genmæle
[Klager] har anmodet Pressenævnet om at vurdere, om der er grundlag for at pålægge redaktøren at offentliggøre et genmæle.
Sletning efter lov om massemediers informationsdatabaser
[Klager] har anmodet Pressenævnet om i henhold til lov om massemediers informationsdatabaser at pålægge Magasinet NORD at afpublicere/slette, alternativt anonymisere og afindeksere, det i sagen omhandlede portræt, subsidiært informationerne, som vedrører [Klager].
2.2 NORD Magasinets synspunkter
NORD Magasinet har indledningsvis oplyst, at magasinet har været i kontakt med [Klager]s advokat [Advokaten], og at der desværre har været en misforståelse vedrørende måden at kontakte magasinet på.
Skriftlige henvendelser til magasinets generelle info-mail og telefoniske henvendelser, hvor der ikke er blevet lagt beskeder, er ikke den bedste vej til direkte kommunikation med magasinet, idet magasinet dagligt modtager mange mails.
Det var således først, da advokat [Advokaten] via chefredaktør [Chefredaktøren]s e-Boks informerede om, at der var indgivet en klage til Pressenævnet, at magasinet overhovedet blev bekendt med det.
NORD Magasinet har efterfølgende taget anklagen alvorligt og forsøgt at imødekomme den forurettede, [Klager], så godt det kunne lade sig gøre.
NORD Magasinet har derfor sendt følgende mail til advokat [Advokaten]
”Kære [Advokaten]
Tak for din mail.
Vi er ikke interesseret i noget postyr, og vil selvfølgelig gerne række hånden frem til dig og [Klager].
Vi ville dog have ønsket, at I havde taget mere direkte kontakt, så vi havde kunnet reagere før.
Det skal dog siges, at du ikke kan få fat i [Journalisten] via magasinet, da hun er freelance, og derfor har sit eget nummer og mail, som i øvrigt er til at finde.
Når det er sagt, har [Journalisten] og jeg talt sammen, og hun beklager meget, at [Klager] er blevet nævnt.
Udover at fjerne tekstdelen fra magasinets hjemmeside, vil vi gerne i det førstkommende nummer af NORD, udkommer 26. maj og varer frem til 31. august 2020, sende en beklagelse i kolofonen.
Vi kan tilbyde at skrive dette
NORD Magasinet beklager
I NORD Magasinet nummer 38 omtales [Klager] i en artikel om klinikkæden [Klinikkæden] uden at have fået mulighed for at udtale sig.
Det vil magasinet gerne beklage.
Man kan læse artiklen i en tilrettet udgave på magasinets hjemmeside.
Redaktionen.
”
NORD Magasinet har anført, at magasinet har fjernet den omtalte tekstdel på netavisen nord-magasinet.dk og bragt en beklagelse i det nuværende nummer af NORD Magasinet i bladets udgave nr. 40/2020 (juni/august 2020).
NORD Magasinet ses ikke at have kommenteret klagepunkterne om korrekt information, berigtigelse, kildekritik, forelæggelse, kommerciel interesse, retsreportage, genmæle og sletning efter lov om massemediers informationsdatabaser.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Anne Louise Bormann, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag, ligesom det er redaktøren, der eventuelt pålægges at offentliggøre en kendelse fra Pressenævnet efter medieansvarslovens § 49.
NORD Magasinets netavis nord-magasinet.dk er ikke anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, jf. § 1, nr. 3.
Da netavisen nord-magasinet.dk ikke kan anses for anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, er der ikke tale om et medie omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3.
Klagen over NORD Magasinets netavis hører således ikke under nævnets kompetence.
Klagen realitetsbehandles herefter alene for så vidt angår artiklen i NORD Magasinets trykte udgave.
Da NORD Magasinets netavis nord-magasinet.dk endvidere ikke er anmeldt til Pressenævnet efter lov om massemediers informationsdatabasers § 6, stk. 1, og til Datatilsynet som en offentlige informationsdatabase, har nævnet ikke mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om sletning efter lov om massemediers informationsdatabaser.
Det bemærkes endvidere, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om genmæle, da [Klager] ej har fremsendt et konkret forslag til NORD Magasinet, som mediet har afvist af bringe.
God presseskik
Korrekt information og berigtigelse
[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at hun ikke har overholdt sine arbejdsforpligtelser, og at det er den halve sandhed, at retssagen ”flere gange er udsat pga.
manglende bevisførelse”.
[Klager] har endvidere klaget over, at berigtigelse burde have fundet sted på redaktionens eget initiativ, da redaktionen modtog henvendelser fra [Klager]s advokat [Advokaten], hvilket imidlertid ikke skete.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.
1 og A.
7.
Pressenævnet finder, at udsagnet om, at [Klager] ikke har overholdt sine arbejdsforpligtelser, fremstår som [Person A]s vurdering af samarbejdet med [Klager].
Nævnet finder endvidere, at udsagnet om, at retssagen ”flere gange er udsat pga.
manglende bevisførelse”, henset til det oplyste om, at der er foretaget syn og skøn i sagen, har dækning.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Kildekritik og forelæggelse
[Klager] har klaget over, at NORD Magasinet har forsømt at udvise kildekritik over for [Person A] til trods for, at det må have været helt åbenbart, at [Person A]s udsagn kunne være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
[Klager] har desuden klaget over, at NORD Magasinet ikke har forelagt oplysningerne i artiklen for hende forud for artiklens offentliggørelse.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.
2 og A.
3.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”[…]
Den hårde vej til succes
Når [Person A] taler om [Klinikkæden], er det som sit hjertebarn.
- Min mission og drøm har været at skabe et sted, hvor man ikke går på kompromis med noget overhovedet.
Oplevelsen skal være hyggelig og luksuriøs med en filosofi om, at less is more.
Det må aldrig være et freakshow, men forandringer skabt med små, diskrete behandlinger, siger [Person A], der i dag er arbejdsgiver for 40 ansatte og som gerne ser, at [Klinikkæden] bliver lige så almindeligt som at gå til frisøren eller ind i en Matas.
Men rejsen dertil har ikke været snorlige.
l begyndelsen var der også en forretningspartner: Tv-værten [Klager] som skulle stå for markedsføring.
Men det skete aldrig.
De to havde ikke samme indstilling til det, man på jævnt dansk kalder ”at knokle røven ud af bukserne”.
Så [Person A] valgte at købe hende ud.
[Klager] lagde efterfølgende sag an mod [Person A], men har flere gange udsat den pga.
manglende bevisførelse for sin påstand, som går på det økonomiske.
- Jeg var meget påvirket af det i starten, tabte mig fem kilo, hvilket er meget for en, der allerede er tynd, men i dag tager jeg det ikke personligt.
Jeg har fulgt lovgivningen til punkt og prikke, og lært, at man kan møde mange med store ambitioner, men det er ikke alle, der er villige til at investere, hvad det kræver for at lykkes.
[…]”
I forhold til NORD Magasinets kildevalg finder Pressenævnet, at [Person A] har udtalt sig kritisk om [Klager] som forretningspartner, herunder om samarbejdet om markedsføringen af den kosmetiske klinikkæde [Klinikkæden].
Nævnet finder, at dette gav NORD Magasinet anledning til at være særligt opmærksom på at kontrollere grundlaget og rigtigheden af kildens oplysninger, da kilden kunne være farvet af personlig interesse og skadevoldende hensigt.
Det fremgår imidlertid klart af artiklen, hvem kilden er, at kilden er kritisk over for [Klager], og at kildens udtalelser derved kan være farvet af personlig interesse.
Nævnet finder dog samtidig, at udsagnene i artiklen kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager].
Udsagnene burde derfor have været forelagt [Klager] forud for artiklens offentliggørelse, således at [Klager] havde haft mulighed for at besvare beskyldningerne i sammenhæng med, at de blev fremsat.
Dette gælder særligt i denne situation, hvor kilden kunne være farvet af personlige interesser.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at NORD Magasinet har bragt en beklagelse.
Nævnet udtaler kritik af NORD Magasinet for den manglende forelæggelse.
Kommerciel interesse
[Klager] har klaget over, at artiklen kan betragtes som en forklædt annonce, idet [Person A] sandsynligvis – direkte eller indirekte – har betalt for annoncering i NORD Magasinet.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at der bør opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionelt indhold.
Tekst, lyd og billeder foranlediget af direkte eller indirekte kommercielle interesser bør kun bringes, hvis et klart journalistisk kriterium taler for offentliggørelse, jf. punkt B.
4.
Artiklen, som er en portrætartikel af [Person A], indeholder blandt andet omtale af den kosmetiske klinikkæde [Klinikkæden], som [Person A] er indehaver af.
Artiklen fremstår i layout som NORD Magasinets øvrige artikler.
Pressenævnet finder på den ene side, at [Person A] har en kommerciel interesse i, at hendes kosmetiske klinikkæde omtales.
På den anden side har artiklen et klart journalistisk kriterium og nærmere [Person A]s konkrete historie, at der var grundlag for at bringe artiklen med omtale af hendes kosmetiske klinikkæde.
Nævnet finder derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at god presseskik er tilsidesat.
Retsreportage
[Klager] har klaget over, at NORD Magasinet i omtalen af retssagen fuldstændig har ignoreret, at modparten kan have en anden opfattelse af sagen, og mediet har derfor tilsidesat de særligt strenge regler, der gælder for retsreportage, hvor NORD Magasinet i stedet er blevet megafonholder for [Person A].
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at retsreportagen bør være objektiv.
På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes – i straffesager anklagemyndighedens og forsvarets – synspunkter, jf. punkt C.
3.
På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at [Klager] har anlagt sag mod [Person A] med påstand om, at [Person A] har overtaget [Klager]s del i den kosmetiske klinik [Klinikkæden] til en værdi fastsat for lavt i forhold til markedsværdien.
Pressenævnet finder, at NORD Magasinet har undladt at bringe [Klager]s synspunkter i forhold til retssagen.
Nævnet finder dermed, at NORD Magasinet ikke har bragt en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes synspunkter i sagen og udtaler kritik af omtalen.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af NORD Magasinet at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration
”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer NORD Magasinet
[underrubrik]
NORD Magasinet får kritik for manglende forelæggelse og ensidig retsreportage
[tekst]
I en artikel fra januar 2020 bragte NORD Magasinet et portræt af en direktør for en kosmetisk klinikkæde, herunder omtale af direktørens samarbejde med hendes tidligere forretningspartner [Klager] og en verserende retssag.
[Klager] har blandt andet klaget til Pressenævnet over, at NORD Magasinet ikke havde givet hende mulighed for at forholde sig til de skadelige udsagn, inden artiklen blev bragt, og at NORD Magasinet har bragt en ensidig omtale af retssagen.
Pressenævnet kritiserer NORD Magasinet for manglende forelæggelse af de skadelige udsagn og ensidig retsreportage.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse.
Offentliggørelse skal ske på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet.
Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i mediet.
Afgjort den 17. november 2020