Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - kommuner - kompetence - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - kommuner - kompetence - ej medhold

J.nr. 19-46001

En mand, der er født i 1936, var ansat som borgerrelateret personale på et opholdssted.

Manden gjorde gældende, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder af socialtilsynet i den indklagede kommune i forbindelse med angivelse af hans alder i tilsynsrapporter vedrørende opholdsstedet.

Nævnet vurderede indledningsvist, at socialtilsynets virksomhed var omfattet af forskelsbehandlingsloven, da det førte tilsyn, godkendte budgetter m.v. for opholdsstedet, der udgjorde en selvejende institution.

Nævnet fandt, at socialtilsynets angivelse af medarbejderens alder gjorde, at han havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for indirekte forskelsbehandling.

Kommunen oplyste, at årsagen til, at socialtilsynet valgte at nævne alderen i tilsynsrapporten, skyldtes hensynet til, at et anbragt barn skal sikres mulighed for anbringelse barndommen ud.

Nævnet fandt på denne baggrund, at angivelsen af mandens alder i tilsynsrapporten var objektivt begrundet i et sagligt formål.

Angivelsen af alder var begrænset til det fagligt relevante sted i tilsynsrapporten.

Angivelsen var således hensigtsmæssig og gik ikke videre end nødvendigt for at opnå det saglige formål.

Socialtilsynet i den indklagede kommune havde således bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at et kommunalt socialtilsyn i flere tilsynsrapporter havde angivet klagers alder.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at socialtilsynet i den indklagede kommune i flere tilsynsrapporter angav klagers alder.

Sagsfremstilling

Klager, der er født i 1936, var ansat som borgerrelateret personale på et opholdssted.

Klager var i øvrigt gift med lederen af opholdsstedet.

Opholdsstedet blev etableret i forbindelse med oprettelse af en fond i 1979.

Fonden udgør en selvejende institution og har egne vedtægter og egen bestyrelse.

Opholdsstedet husede børn og unge, og var oprindeligt godkendt til seks børn fra førskolealderen til 18 år.

Tilsynet med opholdsstedet overgik i 2016 til socialtilsynet i den indklagede kommune.

Af en tilsynsrapport af 28. november 2017 udarbejdet af socialtilsynet i den indklagede kommune fremgår blandt andet

”Da lederen og dennes ægtefælle er henholdsvis 62 og 81 år, skal bestyrelsen [udfærdige] en plan for et generationsskifte, for at sikre kvaliteten i tilbuddet.

Socialtilsynet vurderer fortsat, at tilbuddet ledes fagligt forsvarligt, understøttet af bestyrelsen i vurderingen er der lagt vægt på, at lederen har den faglige uddannelse samt ledererfaring inden for området.

Socialtilsynet har ved tilsynsbesøget drøftet lederparrets alder og anbefalet bestyrelsen fremadrettet at tage stilling, hvordan fremtiden skal se ud.

…

Lederparret er henholdsvis 62 og 81 år gammel og socialtilsynet skal derfor have en plan fra bestyrelsen, for hvordan generationsskiftet tænkes, for af sikre kvanteten i tilbuddet.

”

Tilsynsrapporten blev lagt ud på Tilbudsportalen, hvor alle sagsbehandlere i kommunerne kunne læse om opholdsstedet.

Klager har oplyst, at han ringede til socialtilsynet i den indklagede kommune og fortalte, at det var ulovligt at skrive om alderen, og at det var udtryk for diskrimination på grund af alder.

Klager har oplyst, at socialtilsynet i 2018 skrev otte gange i en tilsynsrapport, at klager var 83 år, og at hans kone var 64 år.

Af brev af 13. januar 2019 fra klager til afdelingslederen i socialtilsynet i den indklagede kommune fremgår blandt andet

”Inden i skal have en drøftelse af kritikken, og inden i skal tilrette tilsynsrapporten, synes jeg du skal vide, at [tilsynsførende] overtrådte lov nr. 1489 af 23.12.2014.

Der handler om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Dette overtræder [tilsynsførende] flere gange i tilsynsrapporten om [opholdsstedet].

Han skriver, leders mand er 82 år gammel, det er rigtigt, jeg er 82 år, men det er ikke ulovligt.

Men det er ulovligt at skrive, og aldersdiskriminerende.

Og så synes jeg det er bekymrende, at en tilsynsførende ikke kender loven.

”

Klager har oplyst, at socialtilsynet efterfølgende slettede syv af tilfældene i rapporten, og lod et enkelt tilfælde stå i rapporten, som herefter var tilgængelig på Tilbudsportalen.

Indklagede har ligeledes oplyst, at klagers henvendelser medførte en række rettelser og præciseringer i tilsynsrapporten i forhold til blandt andet klagers alder og helbredsmæssige udfordringer med rygproblemer.

Socialtilsynet fjernede således alle på nær én angivelse af klagers alder i tilsynsrapporten .

Af mail af 8. april 2019 fra klager til socialtilsynets afdelingschef fremgår blandt andet

”Side 2, linie 16-29.

Her er sket en række rettelser, i forhold til lignende dokument af 06.11.2018.

Disse var [tilsynsførendes], selvopfundne usandheder om mig.

Er det ikke normalt når indrømmer noget, og retter fejlen, at man giver en undskyldning ?

I klagen over [tilsynsførende], der gentagne gange skriver om min og [klagers kones] alder, er det ikke min vurdering, at formuleringerne overtræder forbuddet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, det står meget tydeligt i loven, hvis i gør jer den ulejlighed at læse den, Loven.

Videre skriver [tilsynsførende], tilsynet har fjernet alle, på nær én reference til min alder.

Om det står én eller ni gange er totalt ligegyldigt.

Det er ulovligt, det samme gælder [klagers kones] alder.

I har skrevet det i tilsynsrapporten side 6.

Og når i skriver (alder) i forbindelse med omtalen af mig, er det ligeså ulovligt, det er formentligt ikke tumper der læser disse papirer, og de ved jo godt hvad i mener, alder = 82 år.

”

Af den endelige tilsynsrapport af 15. maj 2019 fremgår blandt andet

”Lederparret har stor erfaring og er henholdsvis 63 år og 82 år.

Sidstnævnte, der udgør det samlede personale, er præget af nedsat fysisk formåen relativt til den aktuelle målgruppe.

”

Af socialtilsynets svar af 15. maj 2019 på klagers kritik fremgår blandt andet

”For så vidt angår kritikpunktet til angivelsen af lederens og denne mands alder skal det bemærkes at alderen alene nævnes én gang i tilsynsrapporten.

Det er ikke unormalt, at alderen på et lederpar nævnes i en tilsynsrapport.

”

Af mail af 16. juni 2019 fra klager til afdelingslederen hos socialtilsynet fremgår blandt andet

”Jeg spørger om.

Er I i [socialtilsynet]klar over, at det er.

ULOVLIGT.

at aldersdiskriminere ?

?

?

Uanset om det er en, eller mange gange ?

?

?

Når man skriver nogle usandheder i den første rapport, og undlader dem i den næste.

Er det så ikke det mindste man kan gøre, at give en undskyldning, eller både det og give den der har skrevet usandhederne en næse ?

?

?

”

Af brev af 27. juni 2019 fra socialtilsynets afdelingsleder til klager fremgår blandt andet

”I henvendelsen orienterer [du] om din undren og ønsker yderligere svar på spørgsmål om sagsbehandlingen.

…

Jeg kan oplyse, at det efter vores opfattelse er sagligt at lade din alder sammen med dine helbredsmæssige forhold indgå i vurderingen, blandt andet fordi [opholdsstedet] er et familielignende opholdssted.

”

Klager blev herefter opsagt af opholdsstedets bestyrelse med fratrædelse den 30. november 2019.

Opholdsstedet lukkede efterfølgende.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 10. september 2019.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 600.000 kr.

Indklagede har til sagen fremlagt dokumentation for tilsynsforløbet i 2018 og indtil maj 2019.

Indklagede har blandt andet fremlagt omfattende korrespondance mellem klager og socialtilsynet og flere afgørelser om ændring i forhold til en udvidelse af opholdsstedets målgruppe, afvisning og senere godkendelse af opholdsstedets budget.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder af socialtilsynet i den indklagede kommune i forbindelse med angivelse af hans alder i flere tilsynsrapporter.

Da socialtilsynet i den indklagede kommune i 2017 skrev i en tilsynsrapport, at klager var 82 år, og at hans kone var 63 år, gjorde dette, at ingen henvendte sig til opholdsstedet om nye anbringelser.

Da klager ringede til socialtilsynet og fortalte, at det var ulovligt at skrive om alderen, og at det var udtryk for diskrimination på grund af alder, var der ingen der tog sig af det.

Klager bad i øvrigt socialtilsynet om at fortælle ham, hvor der stod noget om generationsskifte på opholdssteder, hvilket de ikke kunne svare ham på, da det ikke står nogen steder.

Klager fortalte herefter socialtilsynet, at det for hans vedkommende ville ske helt naturligt den dag, hvor han ikke orkede mere og gik ned i tid, eller stoppede helt, og så måtte opholdsstedet ansætte en ny medarbejder eller to.

Når klager stoppede en dag, ville han stadig være der, da han boede på opholdsstedet, så for børnene ville der ikke ske nogen forandring.

Da socialtilsynet i 2018 igen skrev alderen på klager og hans kone i tilsynsrapporten, gjorde det, at opholdsstedet fortsat ikke fik nogen henvendelser om nye anbringelser.

Det var på baggrund heraf, at opholdsstedet måtte lukke.

Om forløbet har klager i øvrigt oplyst, at opholdsstedet i mange år havde et godt samarbejde med det amt, som tidligere førte tilsynet.

Den kommune, som tilsynet efterfølgende overgik til, førte et skrapt tilsyn, og der var altid to personer ved et tilsynsbesøg.

Opholdsstedet har altid haft orden i tingene, og klager og hans kone er altid blevet rost for deres arbejde, og har haft mange gode resultater med de børn, der har boet hos dem.

Klager har også haft gode relationer og godt samarbejde med børnenes forældre, som har gjort, at børnene også har været glade og positive for at bo på opholdsstedet.

Opholdsstedet har også haft mange lange anbringelser på mellem 8 og 13 år.

Da tilsynet overgik til socialtilsynet i den indklagede kommune, var det første år uden de store anmærkninger.

Alt var godt, bortset fra at socialtilsynet syntes, at klager var for gammel.

Klager var på dette tidspunkt 80 år, og hans kone var 61 år.

Klager følte dog stadig, at han kunne lave det samme arbejde som han havde gjort de sidste 42 år.

Klagers kompetencer var måske blevet

udvidet en smule gennem mange års supervision, samtaler med sagsbehandlere, psykologer, tilsynsførende, skolelærere og et hav af pædagoger.

Klagers kompetencer var ikke mindst også udvidet efter samværet med børnene i de mange år, hvor der altid var nogen, der skulle hjælpes med lektier, lære at cykle, være med til at lave mad, sætte telt op, tænde et bål, lave mad over bålet, padle kano, svømme, lære at ride, køre med hestevogn og lære at styre slalomskiene.

Det eneste klager ikke er, er uddannet pædagog.

Klager er uddannet tapetserer/møbelpolstrer, anlægsgartner og kloakmester.

Klager har bygget siden han var 24 år, og kan stort set lave alt på et byggeri.

Klager startede i 1974 med at arbejde som pædagog/medhjælper på et opholdssted, og har arbejdet med børn og unge siden.

Klagers kone er uddannet socialpædagog.

Klager har været ansvarlig for pædagogpraktikanter på opholdsstedet, og har blandt andet holdt foredrag på flere seminarier, været til et utal af foredrag om børns måde at lære på, hvordan hjernen fungerer, og hvordan den optager lyde og danner ord.

Klager blev opsagt af fondens bestyrelse, da opholdsstedet kun havde to børn tilbage, og ikke havde økonomi til at aflønne ham.

På grund af diskrimination på grund af alder fik opholdsstedet ikke nogle henvendelserne i tre år, og der var ikke længere arbejde til klager.

Da det sidste barn flyttede, måtte opholdsstedet lukke helt.

Klager kunne sagtens have klaret et par år mere, og senere hen kunne han for eksempel være på flextid i det omfang, opholdsstedet havde brug for det, og hans kræfter var der endnu.

Klager har stadig hans erfaring og lysten til at være sammen med børn.

Klagers nedsatte fysiske formåen består i, at han har et slidt led i rygsøjlen over lænden, der bevirker, at han ikke løber mere.

Klager cykler jævnligt, løber slalomski hvert år i alperne, kører motorcykel, og har været aktiv sammen med børnene i alting, været på teltture, padlet kano, har stadig en stor giftfri køkkenhave, og er blandt andet også selvforsynende hele året.

Socialtilsynet i den indklagede kommune burde have været opholdsstedets samarbejdspartner.

I stedet har socialtilsynet brugt deres magt til at bekæmpe opholdsstedet.

Socialtilsynet burde have støttet klager og hans kone i at lave så godt et arbejde som muligt med de udsatte børn, de havde boende, hvilket de i øvrigt er blevet rost for gennem 40 år af tidligere tilsyn, sagsbehandlere og ikke mindst forældre.

Den tilsynsførende var i øvrigt et utroligt ubehageligt menneske at møde.

Der var intet positivt ved ham, og alt blev drejet til noget negativt.

Han var ikke interesseret i at høre om hvad et almindeligt godt liv var for børn, der boede hele deres barndom og ungdom hos fremmede mennesker.

Den tilsynsførende har sagt og skrevet flere usandheder.

Blandt andet skrev den tilsynsførende i en tilsynsrapport, at der var tvivl om, hvorvidt klager arbejdede 37 timer om ugen.

Den tilsynsførende havde ingen belæg for denne påstand, og desuden er det umuligt at komme ned på 37 timer om ugen, når man arbejder og bor på et opholdssted.

Den tilsynsførende skrev i den første tilsynsrapport, at klager havde nogle aldersbetingede skavanker i form af blandt andet ondt i nakken og nedsat balanceevne.

Dette var frit opfundet af den tilsynsførende.

Klagers skavank består i, at han som 21-årig kørte landevejsløb, og havde et styrt, hvor han landede på ryggen, og fik beskadiget et led i rygsøjlen i lænden.

Det blev aldrig behandlet, da smerten gik over.

Først ca. 30 år senere begyndte klager at mærke ømhed, når han skulle løfte tunge ting, men det har aldrig afholdt ham fra at arbejde videre.

Lægerne har konstateret, at det har givet slidtage i dette led, og det gør, at klager ikke er god til at løbe.

Grunden til, at klagers kone under et dialogmøde sagde, at de ville gå ned fra fire til to pladser, nu hvor de ikke kunne bibeholde tilladelsen til børn fra 6-års alderen, var fordi, at hun ikke orkede at skulle slås med tilsynet.

Den tilsynsførende fortalte stort set under hele et tilsynsbesøg, hvor få kompetencer klager og hans kone havde.

Af tilsynsrapporten kan man læse, at klager og hans kone absolut ikke egnede sig til det arbejde, de havde lavet i de 42 foregående år.

Da opholdsstedet i august 2018 forespurgte tilsynet om, de kunne få en dispensation til at tage en 4-årig ind, var det ikke en generel forespørgsel om at få nedsat alderen fra seks-fire år.

Grunden var, at opholdsstedet havde fået en henvendelse fra en kommune, der havde et 4-årigt barn der akut skulle anbringes, og de havde hørt positivt fra andre kommuner, at opholdsstedet var lige det de søgte.

Når opholdsstedet førhen havde fyldt pladserne op med fire børn, havde de altid haft en eller to medarbejdere mere ansat.

Det ville de også have gjort igen.

Hvis klager stoppede, ville opholdsstedet også have ansat en anden.

Gennem 43 år har opholdsstedet kun været ude for én gang, på en periode på seks måneder i 2008, ikke at have haft henvendelser jævnligt.

Klager havde påtænkt at stoppe med fuldtidsarbejde, når han blev 85 år.

Klager gik reelt glip af 18 måneders løn, hvilket svarer til 600.000 kr.

Indklagede gør gældende, at klager ikke blev udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med angivelse af hans alder i flere tilsynsrapporter.

Det er ikke unormalt, at alderen på et lederpar nævnes i en tilsynsrapport, når tilbuddet er meget lille, i dette tilfælde med to unge indskrevet, og i sin konstruktion er organiseret som et familielignende tilbud, hvortil der kan drages paralleller til en plejefamilie.

Årsagen til, at socialtilsynet valgte at nævne alderen ét sted i tilsynsrapporten skyldes hensynet til, at et anbragt barn skal sikres mulighed for anbringelse barndommen ud.

Barnet skal således sikres et kontinuerligt anbringelsesforløb, som ikke afbrydes grundet alder og de følgevirkninger, der naturligt kan følge med denne, såsom nedsat energiniveau og en rent statistisk højere risiko for helbredsmæssige gener.

Disse socialfaglige hensyn til det anbragte barn eller ung i den konkrete sag skal vægtes meget højt.

Der kan være saglige grunde til at lade alder indgå som et delmoment i tilsynets vurdering af et tilbud eller en plejefamilie, når alder vurderes at have betydning for tilbuddets kvalitet.

Der vil i øvrigt altid være tale om en konkret vurdering ud fra den enkelte sags omstændigheder.

Indklagede har henvist til en afgørelse fra Ankestyrelsen med sagsnr.

2016-3510-00582.

Indklagede er samtidig meget opmærksom på, at alder ikke kan ses alene, men kan indgå i en konkret vurdering og i en sammenhæng med forhold såsom tilbuddets organisering, eventuelle helbredsforhold og samlede kompetencer.

Klager gør gældende, at han led et økonomisk tab.

Afgørelsen om ændring af opholdsstedets godkendelse kan ikke ses at have

en sammenhæng med, at klager blev opsagt af opholdsstedets bestyrelse.

Opsigelsen af klager kan derimod potentielt være en afledt konsekvens af socialtilsynets afgørelse om afvisning af budget 2019.

Socialtilsynet er dog ikke i denne sag eller generelt involveret i afskedigelser af medarbejdere på sociale tilbud.

Indklagede gør om forløbet i øvrigt gældende, at klagers alder og slidbetingede udfordringer ikke er indgået som faktorer i forbindelse med at afvise budgettet for 2019 for opholdsstedet.

Budgettet blev afvist, da socialtilsynet var alvorligt i tvivl om, hvorvidt klager leverede 37 timers borgerrettet arbejde om ugen på trods af, at han oppebar en fuldtidsløn fra tilbuddet.

Sideløbende med forløbet med at ændre opholdsstedets godkendelse samt afvise budgettet for 2019 modtog socialtilsynet en række henvendelser og klager over sagsbehandlingen fra klager.

Den tidligere anvendte beskrivelse i tilsynsrapporten af klagers rygproblemer blev ændret fra ”aldersbetingede udfordringer” til ”slidbetingede udfordringer”.

Socialtilsynet har i forbindelse med klagers udfordringer lagt vægt på, at en pædagog skal kunne løbe efter et barn i affekt, idet børn i den generaliserede målgruppe, som tilbuddet henvender sig til, oftere end andre børn udviser mistillid til voksnes mundtlige instruktioner og oftere går i affekt.

Hvis en omsorgsperson ikke kan løbe, så kan der opstå situationer, hvor omsorgspersonen ikke kan være tæt nok på barnet til at handle fysisk indgribende, eller hvor omsorgspersonen helt mister barnet af syne og dermed ikke løbende kan vurdere, om der er en farlig situation under udvikling.

På opholdsstedet blev ca. halvdelen af den samlede pædagogiske ressource varetaget af klager, der ikke kan løbe.

Dermed bidrog tilbuddets konstruktion til, at tilbuddet ikke i alle pædagogiske situationer kunne organisere sig ud af problematikken.

I gældende lovgivning findes ikke krav om, at en pædagogisk medarbejder skal kunne løbe.

Det må dog alt andet lige anses for at være en forudsætning for arbejdet med børn og unge på et tilbud som opholdsstedet, at personalet (dvs. leder og klager) vil være i stand

til at agere mest rigtigt ud fra et sikkerhedsmæssigt hensyn, hvis et barn løber væk i affekt.

Af denne grund blev klagers slidbetingede udfordringer inddraget i socialtilsynets vurdering af tilbuddets generelle godkendelse.

I den senest godkendte tilsynsrapport af 15. maj 2019 blev der lagt afgørende vægt på væsentligt flere forhold end klagers alder i sammenhæng med tilbuddets målgruppe.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansatte for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.

Det fremgår også af forskelsbehandlingsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling tillige gælder enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.

Nævnet vurderer, at socialtilsynets virksomhed var omfattet af forskelsbehandlingsloven, da det førte tilsyn, godkendte budgetter m.v. for opholdsstedet, der udgjorde en selvejende institution.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Angivelse af alder er en objektiv beskrivelse, der ikke i sig selv kan anses for at være af krænkende karakter.

Det er derfor nævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klager for direkte forskelsbehandling på grund af alder ved at angive hans alder i tilsynsrapporterne.

Nævnet finder derimod, at indklagedes angivelse af klagers alder gør, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for indirekte forskelsbehandling.

Herefter er det op til indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket.

Indklagede har oplyst, at årsagen til at socialtilsynet valgte at nævne alderen ét sted i tilsynsrapporten skyldes hensynet til, at et anbragt barn skal sikres mulighed for anbringelse barndommen ud.

Barnet skal således sikres et kontinuerligt anbringelsesforløb.

Nævnet finder på denne baggrund, at indklagedes angivelse af klagers alder i tilsynsrapporten var objektivt begrundet i et sagligt formål.

Angivelsen af alder var begrænset til det fagligt relevante sted i tilsynsrapporten.

Angivelsen var således hensigtsmæssig og gik ikke videre end nødvendigt for at opnå det saglige formål.

Indklagede har således bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det kan ikke føre til en anden vurdering, at indklagede i sin oprindelige tilsynsrapport af 2019 angav klagers alder otte steder.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<19-46001>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 3, stk. 3, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7 a, om delt bevisbyrde