Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - repressalier - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - repressalier - ej medhold

J.nr. 19-27211

En kvinde var medlem af den indklagede forening, der var en frivillig forening for handicappede.

Kvinden deltog i en udlandstur gennem den indklagede forening.

Under turen fik kvinden hjælp af to frivillige.

Klager beskrev for nævnet episoder, hvor hun følte sig dårligt behandlet.

Nævnet vurderede, at der ikke var oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at episoderne i udlandet var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap.

Det fremgik videre af klagen, at foreningen efterfølgende ændrede vilkårene for kvindes fremtidige deltagelse i arrangementer.

Kvinden skulle herefter have egen hjælper med og hun blev ikke tilmeldt automatisk.

Nævnet lagde efter oplysningerne fra den indklagede forening til grund, at foreningens retningslinjer var ens for alle medlemmer.

Hvis foreningens frivillige hjælpere ikke kunne levere den hjælp, som et medlem havde behov for, var det således for alle medlemmer en forudsætning for at kunne deltage, at medlemmet selv havde en hjælper med.

Alle medlemmer kunne tilmelde sig foreningens arrangementer og ture enten ved tilmelding til de enkelte arrangementer eller ved en forhåndstilmelding til alle arrangementer.

Efter en samlet vurdering lagde nævnet herefter til grund, at de ændrede vilkår for klager var begrundet i hendes behov hjælp i forbindelse med arrangementer.

Foreningens ændring af klagers vilkår var således ikke begrundet i det forhold, at hun havde fremsat krav om ligebehandling.

Kvinden fik ikke medhold.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med to frivillige hjælperes behandling af klager under en ferie.

Klagen angår også påståede repressalier i forbindelse med det efterfølgende forløb .

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Den indklagede forening har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven.

Sagsfremstilling

Klager er medlem af den indklagede forening, som er en frivillig forening for handicappede.

Det er igennem foreningen muligt at deltage i forskellige arrangementer og ture, hvor foreningen stiller frivillige hjælpere til rådighed for medlemmerne.

Klager har oplyst, at hun er stærkt svagsynet og går med blindestok.

Hun har endvidere oplyst, at hun er medlem af Danske Blindesamfund.

Ifølge ambulantepikrise af henholdsvis 8. marts 2016 og 30. september 2015 er klager diagnosticeret med ”Primær snævervinklet glaukom” og ”Abnorm tilstand i øje eller øjenomgivelser”, og hun er som følge heraf svagsynet.

Klager deltog den 13. - 17. august 2018 i en tur til udlandet gennem den indklagede forening.

Under turen fik klager hjælp af to frivillige i foreningen.

Klager har beskrevet forskellige episoder under turen, hvor hun har følt sig dårligt behandlet.

Klager har blandt andet beskrevet, at den ene af de frivillige hjælpere (hjælper B) i forbindelse med måltiderne under turen sagde til den anden frivillige hjælper (hjælper A): ”…vi skal sørge for, at hun får det rigtige at spise.

.

.

” Klager følte herved, at hun blev talt ned til.

Klager har også beskrevet, at hun en eftermiddag under turen sad fem timer på sit værelse, hvor hun ikke turde gå ud, da hun ikke kunne finde rundt på hotellet.

Den 10. september 2018 skrev klager et brev til hjælper A, som er formand for den indklagede forening.

I brevet beskrev klager de forskellige episoder under turen og oplyste, at hun havde følt sig dårligt behandlet.

Ved brev af 22. september 2018 afviste bestyrelsen i den indklagede forening klagers påstand om dårlig behandling

”Til [klager]

Den 14 september 2018 modtog jeg brev fra dig med mange klager over min person som hjælper for dig ved flere lejligheder,

bl.a. på turen til [by A]

Disse anklager tilbageviser jeg på det kraftigste.

De hjælpere vi har i [den indklagede forening] er mennesker som frivillig og ulønnet stiller sig til rådighed ved vore arrangementer og er derfor ikke en ”personlig eller privat" hjælper.

Hjælperne laver samtidig et stort praktisk arbejde og havde vi ikke dem, kunne det overhovedet ikke lade sig gøre.

Da du også har blandet [hjælper B] ind i dine anklager skal

jeg gøre dig opmærksom på, at [hjælper B] har læst dit brev.

Jeg har søgt råd og vejledning hos [den indklagede forenings hovedkontor] og har valgt at følge deres råd.

På ekstraordinært bestyrelsesmøde d. 19.september 2018 er en

enig bestyrelse kommet til følgende resultat.

Du står ikke længere på listen over medlemmer som automatisk er tilmeldt alle arrangementer, men skal pr. dags dato selv ringe og tilmelde dig, inden fristens udløb.

Samtidig skal du, dersom du ønsker at deltage i et arrangement, rejser eller udflugter selv have en hjælper med, som du også selv skal betale for.

D.v.s ønsker du at deltage i høstfesten d. 6 oktober 2018, skal

du tilmelde dig og din hjælper senest d. 26.september 2018.

På bestyrelsens vegne

[Hjælper A]

[Person A]

[Person B]

[Person C]

[Person D]

[Person E]”

Klager har herefter henvendt sig blandt andet til Institut for Menneskerettigheder, hvor hun er oplyst om muligheden for at klage til Ligebehandlingsnævnet.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 23. maj 2019.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at den indklagede forening har udsat hende for forskelsbehandling og repressalier i strid med handicapdiskriminationsloven.

Hun deltog i en ferie arrangeret af den indklagede forening fra den 13. til 17. august 2018.

Klager har flere gange tidligere deltaget i ferier arrangeret af den indklagede forening.

Forud for ferien udfyldte klager en seddel, hvorpå hun anførte, hvad hun skulle have hjælp til.

Hun oplyste i den forbindelse, at hun havde brug for hjælp til ledsagelse og i forbindelse med måltider.

Klager har også tidligere modtaget hjælp fra hjælpere i indklagede forening i forbindelse med deltagelse i ferier.

Under ferien fik klager en dårlig behandling af de to hjælpere fra den indklagede forening.

Klager har beskrevet forskellige episoder under ferien, hvor hun følte sig dårligt behandlet af de to hjælpere.

Hun har blandt andet beskrevet den første aften under ferien, hvor de spiste i en restaurant.

Alle ved klagers bord beundrede klagers mad, men hjælper B, der var meget dominerende, forsøgte at få fokus væk fra klagers mad og over på sig selv.

Derudover sagde hjælper B til hjælper A, at de skulle sørge for, at klager fik det rigtige at spise.

Det var chikane og ydmygelse af klager.

Klager er velfungerende, og det var derfor ydmygende for hende, at hjælper B talte til hende, som om hun var et barn.

Klager har også beskrevet, at hun en eftermiddag sad fem timer på sit værelse og tænkte på, hvor alle de andre opholdt sig.

Da hun ikke kunne finde rundt på hotellet, turde hun ikke at gå nogen steder.

Klager følte sig under ferien som tredje hjul i forhold til de to hjælpere.

Klager havde det hyggeligt og sjovt med hjælper A under ferien, når hjælper B ikke var der.

Efter ferien fik klager det psykisk dårligt pga.

den behandling, hun havde fået, og hun kunne ikke tænke på andet.

Klager er normalt altid i godt humør og kommer godt ud af det med alle.

Klager skrev herefter et brev til hjælper A, som er formand for den indklagede forening.

I brevet beskrev klager de forskellige episoder under ferien.

Hun oplyste, at hun følte sig dårligt behandlet på grund af sit handicap, og at hun ønskede en forklaring.

Den indklagede forening svarede klager ved brev af 22. september 2018.

Det fremgår af brevet, at det var besluttet, at klager ikke længere kunne stå på listen over medlemmer, som automatisk blev tilmeldt alle arrangementer.

Klager skulle derfor fremover selv ringe og tilmelde sig et arrangement inden fristens udløb.

Samtidig skulle klager selv have en hjælper med.

Under den efterfølgende generalforsamling i den indklagede forening oplyste formanden (hjælper A), at foreningen var blevet rådgivet til at ændre retningslinjerne for klager.

Dette tror klager dog ikke på.

Formanden oplyste desuden, at klager ingen hjælp ville få i foreningen, så længe han var formand.

Klager svarede hertil, at foreningen i så fald smed hende ud, og at hun ikke havde råd til at betale for en hjælper, da hun kun var bevilget 15 timers hjælp om måneden fra kommunen.

Formanden havde ikke noget at sige dertil og gik derfra.

Den indklagede forening gør gældende, at foreningen skal frifindes.

Klagers beskyldninger er helt uberettigede og et udtryk for en misforståelse af, hvad den indklagede forening kan tilbyde af hjælp fra

frivillige hjælpere.

Der skal skelnes mellem på den ene side personlig kompensation (som leveres af det offentlige) og på den anden side de frivillige hjælpere til et foreningsarrangement.

Foreningsarrangementer er åbne for alle medlemmer, som måtte ønske at deltage.

I forbindelse med foreningens arrangementer stiller foreningen som en bonus frivillige hjælpere til rådighed, som kan gå til hånde og sørge for, at arrangementer glider, som de skal.

Hjælpen ydes i det omfang, det er muligt og forsvarligt.

Det forudsætter, at hjælperne har tid til at være til stede.

Omfanget af hjælpen er af lettere karakter.

Hvis medlemmerne har behov for hjælp derudover, kan denne hjælp ikke leveres af de frivillige hjælpere, og medlemmet må derfor selv tage en hjælper med.

De frivillige hjælpere er ikke en personlig kompensationsordning som for

eksempel ledsagelse eller anden form for hjælp, som leveres af det offentlige.

Medlemmer, der selv har hjælper med, skal betale på lige fod med medlemmer, der ikke har hjælper med.

Medlemmerne skal tilmelde sig de enkelte angementer, der annonceres i et medlemsblad.

Det er muligt at tilmelde sig kørsel til arrangementerne, hvis medlemmerne ikke kan tranportere sig selv.

Medlemmerne har desuden mulighed for at tilmelde sig til alle arrangementer på én gang.

Medlemmerne står så på ”AA-listen”, som dækker over en forhåndstilmelding og bestilling af kørsel til alle arrangementer.

Foreningens arrangementer er åbne for klager på lige fod med alle andre medlemmer.

Foreningen arrangerer almindeligvis en ferietur én gang om året, hvis ressourcerne er til stede.

På ferieturene deltager der også frivillige hjælpere.

Medlemmerne bliver på forhånd bedt om at oplyse om, hvilken form for hjælp de har behov for.

Hvis de frivillige hjælpere ikke kan levere den hjælp, der er behov for, f.eks. hvis hjælpen er omfattende eller kræver særlig ekspertise, er det en forudsætning for at kunne deltage, at medlemmet selv har en hjælper med.

Klager fik under den omtalte ferietur hjælp til bl.a. ledsagelse til og fra bus, til og fra værelse og spisested samt orientering om, hvor forskellige ting var.

Klager fik også hjælp til at hente mad ved buffet og orientering om, hvor på tallerkenen, maden lå, samt ledsagelse på udflugter osv.

Hjælpen leveres af det team af hjælpere, der er til rådighed.

Hverken klager eller andre medlemmer kan stille krav om, at hjælpen ydes af en bestemt hjælper.

Klager havde tilsyneladende en forventning om, at en bestemt hjælper skulle hjælpe hende.

Det er desværre en fejlagtig opfattelse, da hjælperne har mange gøremål.

Klager har fået den hjælp på ferieturen, som har været nødvendig pga.

hendes synshandicap, og som hun har bedt om hjælp til.

Hjælpen er ydet af hjælperteamet, men ikke af en bestemt hjælper.

På grund af klagers kritik over hjælpens form, som foreningen har taget meget alvorligt, har foreningen konkluderet, at hendes ønske om særlige behov for hjælp ikke kan imødekommes.

Hvis klager ønsker at deltage i foreningens arrangementer, har foreningen derfor bedt hende om selv at tage hjælp med, jf. ovenstående om situationer med særligt hjælperbehov.

Klager har meddelt, at hun ikke altid vil have mulighed for at have egen hjælper med.

Foreningen har opfattet dette som en tilkendegivelse af, at klager ikke længere ønsker at være automatisk tilmeldt alle foreningens arrangementer.

Klager skal derfor fremover på lige fod med alle andre medlemmer, der ikke deltager hver gang, selv tilmelde sig de arrangementer, som hun har mulighed for at deltage i.

Klager er velkommen til foreningens arrangementer.

Foreningen har ikke udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap.

Hun er blevet behandlet og behandles stadig som alle andre medlemmer af foreningen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Handicapdiskriminationsloven gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Klager har oplyst, at hun er stærkt svagsynet og går med blindestok.

Hun har endvidere oplyst, at hun er medlem af Danske Blindesamfund.

Klager har som dokumentation for sit handicap fremlagt ambulantepikrise af henholdsvis 8. marts 2016 og 30. september 2015, hvoraf det fremgår, at hun er diagnosticeret med ”Primær snævervinklet glaukom” og ”Abnorm tilstand i øje eller øjenomgivelser”, og at hun som følge heraf er svagsynet.

På denne baggrund og efter oplysningerne om den hjælp, som klager har behov for, vurderer nævnet, at det er godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Klagen angår den behandling, som klager fik af to hjælpere fra den indklagede forening under en ferie i udlandet i august 2018.

Klagen angår endvidere påståede repressalier i forbindelse med det efterfølgende forløb .

Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

Først når der er påvist sådanne faktiske omstændigheder, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Der er ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der giver anledning til at formode, at de episoder under ferien i udlandet, som klager har beskrevet, var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Det fremgår af klagen, at den indklagede forening ændrede vilkårene for hendes deltagelse i fremtidige arrangementer, efter klager fremsatte krav om ligebehandling.

Klager skulle derefter have egen hjælper med til fremtidige arrangementer, og hun blev ikke længere automatisk tilmeldt alle arrangementer, men skulle selv tilmelde sig de enkelte arrangementer.

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsættes for repressalier i form af ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage eller nogen form for retsforfølgning, der iværksættes med det formål at sikre, at der ikke sker ulovlig forskelsbehandling.

Den indklagede forening har oplyst, at de ændrede vilkår skyldtes, at foreningen – der ved arrangementer og ture alene stiller med frivillige hjælpere – ikke kunne stille den hjælp til rådighed, som klager havde tilkendegivet at have brug for.

Klager havde meddelt, at hun ikke altid havde mulighed for at have egen hjælper med, hvilket foreningen havde opfattet som en tilkendegivelse af, at hun ikke længere ønskede at være automatisk tilmeldt alle arrangementer.

Nævnet lægger efter oplysningerne fra den indklagede forening til grund, at foreningens retningslinjer er ens for alle medlemmer.

Hvis foreningens frivillige hjælpere ikke kan levere den hjælp, som et medlem har behov for, er det således for alle medlemmer en forudsætning for at kunne deltage, at medlemmet selv har en hjælper med.

I forhold til tilmelding kan alle medlemmer tilmelde sig foreningens arrangementer og ture enten ved tilmelding til de enkelte arrangementer eller ved en forhåndstilmelding til alle arrangementer.

Efter en samlet vurdering lægger nævnet herefter til grund, at de ændrede vilkår for klager var begrundet i hendes behov hjælp i forbindelse med arrangementer.

Foreningens ændring af klagers vilkår var således ikke begrundet i det forhold, at hun havde fremsat krav om ligebehandling.

Klager får derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

<19-27211>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 2, om lovens anvendelsesområde

-

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

-

§§ 7 og 8, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

-

§ 9, om forbud mod repressalier

-

§ 10, om delt bevisbyrde