Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - forskelsbehandling ”by association” - medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - forskelsbehandling ”by association” - medhold
J.nr. 19-27138
En kvinde oplyste i forbindelse med en telefonisk bordbestilling, at hendes datter sad i en specialklapvogn som følge af sit handicap.
Medarbejderen på caféen oplyste, at der ville blive fundet en løsning i relation til datteren i klapvogn.
Moren og datteren blev imidlertid afvist ved indgangen til caféen med henvisning til, at caféen ikke tillod klapvogne indenfor.
Afvisningen skete i strid med caféens egne retningslinjer, hvorefter hjælpemidler for personer med handicap i form af klapvogne og kørestole var tilladt indenfor på caféen.
Der var herefter påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at moren og datteren ved afvisningen blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Navnlig under henvisning til telefonsamtalen om bordbestilling vurderede nævnet, at den forskelsbehandling, som moren og datteren var udsat for ved afvisning ved caféen, ikke var objektivt begrundet i et sagligt formål, men derimod i manglende overholdelse af caféens egne retningslinjer.
Caféen havde derfor ikke godtgjort, at afvisning af moren og datteren ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Klagerne fik derfor medhold i klagen.
De blev begge tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en mor og hendes datter, der har et handicap, blev nægtet adgang til en café .
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at en mor og hendes datter blev nægtet adgang til den indklagede café.
Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager 1 på 5.000 kr.
Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager 2 på 5.000 kr.
Sagsfremstilling
Den 24. maj 2019 bestilte klager 1, der er mor til klager 2 (datter) på 6 år, bord på den indklagede café, der er en del af en cafékæde.
Klager 2 (datter) har tuberøs sklerose og epilepsi.
Hun er lægeligt beskrevet med mental og psykomotorisk retardering.
Klager 2 (datter) har en specialklapvogn med nakke-/rygstøtte og specialseler, da hun ikke kan sidde selv.
Klager 1 (mor) optog telefonsamtalen med A medarbejder på den indklagede café.
Det fremgår af den fremlagte lydoptagelse, at klager 1 ønskede at reservere et bord til den næstkommende torsdag kl.
11.
Det fremgår videre af optagelsen
A: ”Hvor mange personer?
”
Klager 1: ”Vi er fire.
Men det er en pige, og…”
A: ”Hvad navn?
”
Klager 1: ”[klager 1’s navn]”
A: ”Ja.
”
Klager 1: ”Vi er tre voksne og en barn.
Men barnet hun er multihandicappet, så hun kører med specialklapvogn.
”
A: ”Ja.
Det er helt i orden.
Ved du hvad, så ses vi bare der.
”
Klager 1: ”Hvad siger du?
”
A: ”Jeg siger: det er helt i orden.
Det var fire personer, kl.
11 og [klager 1’s navn]?
”
Klager 1: ”Ja.
”
A: ”Det er helt i orden.
Så ses vi bare der.
”
Klager 1: ”Jamen det er én med sådan en kørestol.
”
A: ”Ja.
Jamen det finder vi bare ud af.
”
Klager 1: ”Okay.
Fint.
Tusind tak.
”
Den 30. maj 2019 ankom klager 1 (mor), klager 2 (datter) og morens to veninder til den indklagede café.
Ved ankomst til caféen sad datteren i sin specialklapvogn.
Gruppen blev afvist ved indgangen til caféen.
Den 31. maj 2019 skrev datterens far følgende mail til indklagede med emnet: ”Sagen om min kone og 6 årige datter som blev afvist på [den indklagede café] [storcenter] i [by]”
”Hej
Efter den episode som min kone og datter har været udsat for og havde tilkaldt vagten fra [storcentret] Er vi af den overbevisning at man har prøvet fra [indklagede] at tilsidesætte ligestillings loven ,det er i sig selv en meget alvorlig sag når det angår ligestilling i Danmark, uanset om det er en ny medarbejder eller en som har været der i 20 år så er det ledelsen som nok ikke har informeret godt nok og som [indklagede] presse skriver at det er en fejl og at de beklager det, om der er hold i det eller om det er et markedsføring stunt, det må i selv stå indenfor , man skal ikke lede længe for at finde en lignende sag hvor i må beklage sådan en situation.
Vi mener helt bestemt at jeres unge personale overhovedet ikke aner noget om at servicere og yde en god og ordentlig kundeservice.
Vi har i dag indgivet og valgt at lade ligestillings nævnet (Ankestyrelsen) tage stilling og af sige dom om [indklagede] har tilsidesat ligestillings loven.
Indtil sagen er afgjort har vi valgt ikke at kommentere yderligt på sagen før der er afsagt dom i sagen.
Hilsen
[Navn] og familien”
Hertil svarede den indklagede café ved mail af samme dag
”Hej [navn] og familie
Tusind tak fordi I har sendt os mail.
Vi er oprigtigt kede af episoden på jeres vegne.
Vi har ikke afvist jer af den årsag at jeres datter er handicappet, men simpelthen fordi klapvognen lignede en helt almindelig klapvogn, da I kom ind på caféen, da man kun kan se fronten og ikke ind i den.
Jeg har også været på vores overvågning og kan godt se jeres datter sidder anderledes i vognen, da I triller den ud af caféen, for der er klapvognen blevet vendt om og man kan se ind i den, men vores medarbejder har ikke kigget ind/ned i klapvognen, da det ikke er noget, vi normalt gør.
Det er først da der bliver talt med store bogstaver i baren, at I nævner at jeres datter er handicappet, først der er vores medarbejder klar over det, og det er vi meget kede af først sker der.
Vi har ikke tilkaldt vagten, men han befandt sig, helt tilfældigt, i caféen da I ankom.
Jeg er selvfølgelig også ked af, hvis det har forværret hele situationen.
Jeg kan godt forstå, at I er oprevet og føler jer uretfærdigt behandlet, derfor er jeg også personligt rigtig ked af denne situation, jeg ville meget gerne have talt med jer, men har respekt for, at I ikke har lyst til dette.
Jeg ville også gerne have mødtes med jer og sørget for at vi kunne få lov at være vært, hvis I skulle have lyst til at besøge os, dette tilbud står stadig ved magt, såfremt I skulle få lyst.
Jeg ønsker jer en go’ weekend.
…”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 31. maj 2019.
Klagerne har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Indklagede har for nævnet fremlagt en videooptagelse uden lyd fra et overvågningskamera i caféen.
Dele af episoden, hvor klagerne ankom til caféen og efterfølgende forlod caféen, fremgår af optagelsen.
Indklagede har også fremlagt en kopi af den information, der hænger ved caféens indgangsdøre.
Der er herpå bl.a. under overskriften ”Brandhensyn” piktogrammer med en barnevogn og en indkøbsvogn begge med en streg over.
Indklagede har endvidere fremlagt et billede af caféens pladsfordelingsplan med oplysning om bl.a. flugtveje.
Klager har for nævnet fremlagt et skærmbillede fra indklagedes hjemmeside med følgende tekst
” PRESSEMEDDELELSE
På [cafékæden] er der plads til alle – også handicappede
16 ud af 17 [cafékæden]-caféer er handicapvenlige, så derfor var der tale om en fejl, da en mor med et handicappet barn i klapvogn blev afvist på [den indklagede café] i [by].
Det må ikke ske, og [selskabet bag cafékæden] beklager dybt.
- Vi vil gerne give en uforbeholden undskyldning for vores ageren på [den indklagede café] i [by].
Vi kan og skal selvfølgelig kunne rumme den mangfoldighed af gæster, der besøger os, og selvfølgelig er handicappede velkomne hos os.
Desværre har vi i dette tilfælde lavet en fejl.
Sådan lyder ordene fra udviklingschef, [navn], fra [selskabet bag cafékæden], som står bag samtlige [cafékæden]-caféer i Danmark.
Sagen handler helt konkret om en mor, som for nylig blev afvist, fordi personalet havde misfortolket situationen og set på barnets klapvogn som en helt almindelig klapvogn.
- Det er korrekt, at man ikke må have klap- og barnevogne med ind på vores café, da de kan stå i vejen i tilfælde af en nødsituation, hvor caféen skal evakueres – for eksempel ved brand.
Det gælder selvfølgelig ikke for handicappedes hjælpemidler såsom klapvogne og kørestole, siger [udviklingschefen].
Berørt familie og berørte medarbejdere
Udviklingschefen kan sagtens forstå den berørte families frustration, og [selskabet bag cafékæden] tager sagen meget alvorligt og er i dialog med samtlige medarbejdere på de 17 caféer landet over, så lignende tilfælde ikke sker igen.
- Vores medarbejdere på [den indklagede café] i [by] er ligeledes berørte over sagen, og vi er enige om, at det ikke er godt nok.
Dialog er vejen frem, for den manglende dialog var grunden til afvisningen, som ikke burde have fundet sted.
Vi skal kunne navigere i de forskellige behov, som folk har, og på [den indklagede café] er der plads til alle, konkluderer [udviklingschefen].
”
Den fælles klage fra klager 1 (mor) og klager 2 (datter) er behandlet sammen under sagsnummer 19-27138.
Parternes bemærkninger
Klagerne gør gældende, at afvisningen var i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Hvis forbuddet mod forskelsbehandling blev tilsidesat, ønsker klagerne en godtgørelse.
Der er i Danmark ligestilling, og alle love gælder for alle.
I forbindelse med bordbestilling oplyste klager 1 (mor), at hun ville tage sin datter på seks år med, og at datteren har et handicap.
Klager 1 (mor) havde to gange tidligere været på den indklagede café lige op til påsken 2019 sammen med datteren i samme specialklapvogn uden nogen form for afvisning eller andre problemer.
Klager 1 (mor) blev meget overrasket over afvisningen, idet hun og datteren havde besøgt caféen flere gange tidligere.
En medarbejder spurgte, hvor hun og datteren havde siddet ved tidligere besøg på restauranten.
Hun udpegede to steder.
Medarbejderen gik herefter hen til en anden medarbejder.
Da medarbejderen kom tilbage, oplyste hun, at de ikke var velkomne.
Afvisningen blev begrundet med, at der ikke var plads i restauranten af hensyn til brandsikkerhed.
Medarbejderen og den person, der efter det oplyste var den ansvarlige den pågældende dag, oplyste, at kørestole gerne må medbringes, men ikke datterens specialklapvogn.
Medarbejderen oplyste, at hvis datteren havde siddet i en kørestol, ville hun have været velkommen.
Specialklapvognen, som datteren bruger, er imidlertid ikke så bred og stor som en normal kørestol.
Specialklapvognen har nakke-/rygstøtte og specialseler, idet datteren ikke kan sidde selv.
Klager 1 (mor) gjorde ved afvisningen opmærksom på spørgsmålet om ligestilling.
Det var den ansvarlige og personalet imidlertid ligeglade med.
Klagerne afviser indklagedes påstand om, at det først var til sidst, at personalet blev oplyst om, at der i klapvognen var et barn med multihandicap.
Klagerne afviser, at der var tale om et optrin som anført af indklagede.
Der er heller ikke noget i den fremlagte videooptagelse, der tyder herpå.
Videooptagelsen viser en normal og ordentlig dialog.
Det fremgår tydeligt af videooptagelsen, at afvisningen kom meget bag på klager 1 (mor), og at hun pegede derhen, hvor hun og datteren før havde siddet uden problemer.
Videooptagelsen viser også, hvor meget den unge pige fra personalet var i tvivl.
Endvidere viser videooptagelsen, at indklagede alligevel afviste klagerne.
Vagten ser ud til at have travlt og går målrettet ind på caféen med henblik på at få klagerne ud af døren.
Ved ankomst til en restaurant kigger personalet sædvanligvis i bogen med bordbestillinger.
I denne bog burde stå navnene på de personer, der har bestilt bord.
Klager 1 (mor) oplyste, at de havde bestilt et bord, men medarbejderen kiggede ikke i bestillingsbogen.
Her burde det have stået, at selskabet ankom med et barn med et handicap, da det var det, som klager 1 (mor) havde bestilt ved telefonsamtalen med A medarbejder den 24. maj 2019.
Det tyder på, at personalet ikke har tilstrækkelige kompetencer, og at ledelsen ikke har foretaget fornøden oplæring af de ansatte, som burde værdsætte kunderne.
Afvisningen kan ikke begrundes i hensyn til brandsikkerhed, som indklagede henviser til.
Ligebehandlingsnævnet traf den 23. maj 2019 afgørelse i en sag (sag nr. 18-64917), hvor en restaurant brugte samme undskyldning om brandmyndighedernes regler, hvilket blev underkendt.
Indklagede har skrevet på sin hjemmeside, at indklagede undskylder for den fejl, der er begået.
Indklagede erkender derfor, at der er begået en fejl.
Indklagede beklager episoden.
Indklagede oplyser, at indklagede ønsker at gøre alle gæster tilfredse.
Indklagede tager enhver påstand om diskrimination af potentielle gæster uhyre alvorlig, uanset af hvilken grund den påståede diskrimination har fundet sted.
Det er ikke normalt at optage bordbestillinger på sin telefon uden at oplyse herom.
Klager 1 (mor) har angiveligt optaget telefonsamtalen med det formål senere at kunne bruge den.
Ved ankomst til caféen oplyste gæsterne ikke, at barnet i klapvognen har et handicap.
Gæsterne fik oplyst, at de ikke kunne medbringe klapvognen på grund af et påbud fra brandmyndighederne.
Dette fremgår tydeligt af opslag på døren.
Klager 1 (mor) blev meget ophidset over denne oplysning og udpegede to steder, hvor hun tidligere havde siddet sammen med sin datter.
Hun gik herefter hen til baren.
Hun var så ophidset, at centervagten, som var i nærheden, skred ind og bad hende om at tale ordentligt og i øvrigt overholde brandreglerne.
Det var først på dette tidspunkt, at klager 1 (mor) oplyste, at hendes barn har multihandicap.
Den fremlagte optagelse af episoden viser, at det personale, der tog imod klagerne, ikke forud for episoden kunne se, at barnet i klapvognen har multihandicap.
Rutinen i cafékæden er, at bestillinger medfører reservationsskilte på bordene.
Personalet skal bede om navnet på gæsten for at kunne vise gæsten hen til det reserverede bord.
Desværre oplyste klager 1 (mor) først efter optrinnet, at hendes barn i klapvognen har multihandicap.
Der var således tale om en dybt beklagelig misforståelse.
Personalet vidste ikke og kunne ikke vide, at der lå et barn med multihandicap i klapvognen, før situationen var eskaleret så meget, at gæsterne forlod caféen.
Hvis bare klager 1 (mor) med det samme havde oplyst, at hendes datter har et handicap, ville personalet selvfølgelig have fundet en løsning, så gæsterne kunne nyde deres frokost.
Det forhold, at klager 1 (mor) efter det oplyste tidligere har været på caféen, viser også, at indklagede naturligvis tager imod alle gæster, også selvom gæster har et handicap.
Indklagedes politik har altid været, at alle gæster er velkomne.
Det forudsætter blot, at personalet får de nødvendige oplysninger, således at personalet kan byde alle velkomne.
Skilte på caféens indgangsdøre viser bl.a., at der af hensyn til brandvæsenet ikke må være klapvogne og barnevogne inde på caféen.
Skiltene orienterer tillige om flugtveje.
Det er således klart og tydeligt vist, at brandmyndighederne har givet caféen påbud om, at der af hensyn til brandsikkerheden ikke må forefindes klap- eller barnevogne indendørs i caféen.
Det er naturligvis af hensyn til gæsternes mulighed for i en fart at forlade lokalet, hvis der skulle opstå brand.
Det er således alles sikkerhed, brandmyndighederne har for øje.
Allerede dagen efter episoden beklagede indklagede intermezzoet og forklarede, hvorfor situationen var opstået.
Det var ikke personalets hensigt at diskriminere, hvilket heller ikke var sket tidligere.
Det er dybt beklageligt, at episoden udviklede sig, som den gjorde.
Dette har indklagede beklaget konkret og generelt.
Der er ingen grund til at sammenligne nærværende situation og episoden, som førte til, at Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse i en anden sag den 23. maj 2019 (sag nr. 18-64917).
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Det fremgår også af handicapdiskriminationsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap også omfatter forskelsbehandling af en person på grund af dennes forhold til en person med handicap, såfremt forskelsbehandlingen sker på grund af den anden persons handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Det fremgår af oplysningerne i sagen, at klager 2 (datter), der på tidspunktet var 6 år, har et multihandicap, og at hun har behov for specialklapvogn med nakke-/rygstøtte og specialseler, da hun ikke kan sidde selv.
Af de fremlagte lægelige oplysninger fremgår, at klager 2 (datter) har tuberøs sklerose og epilepsi med psykomotorisk og mental retardering.
På denne baggrund har klager 2 (datter) et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Klagerne blev afvist ved indgangen til den indklagede café med henvisning til, at caféen ikke tillod klapvogne indenfor.
Det fremgår af indklagedes pressemeddelelse vedrørende episoden, at man ikke må have klap- og barnevogne med ind på indklagedes caféer, da disse kan stå i vejen i tilfælde af en nødsituation, hvor caféen skal evakueres – for eksempel ved brand.
Det fremgår dog også af pressemeddelelsen, at dette selvfølgelig ikke gælder for handicappedes hjælpemidler såsom klapvogne og kørestole.
Klager 1 (mor) oplyste i forbindelse med den telefoniske bordbestilling en medarbejder i caféen om, at datteren som følge af sit handicap sad i en specialklapvogn.
Medarbejderen oplyste moren om, at der ville blive fundet en løsning i relation til datteren i klapvogn.
Den indklagede café vidste derfor, at klager 1 (mor) og hendes gæster ankom med en klapvogn, der tjente som kørestol for hendes datter.
Endvidere havde klager 1 (mor) på baggrund af samtalen med medarbejderen om bordbestilling grund til at forvente, at datterens klapvogn ikke ville give anledning til problemer i forbindelse med besøget på caféen.
Klager 1 (mor) og hendes datter blev imidlertid stillet ringere end andre ved ankomsten til caféen sammen med deres gæster, idet de blev afvist med henvisning til reglerne for brandsikkerhed.
Efter det oplyste i indklagedes pressemeddelelse skete afvisningen i strid med indklagedes egne retningslinjer, hvorefter hjælpemidler for personer med handicap i form af klapvogne og kørestole tillades indenfor på caféerne.
Endvidere skete afvisningen på trods af morens forudgående oplysninger til caféen om datterens handicap.
Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klagerne ved afvisningen blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Indklagede har oplyst, at afvisningen skete som følge af en misforståelse, idet de medarbejdere, der den pågældende dag var involveret i episoden med klager 1 (mor) og hendes datter, ikke blev gjort bekendt med datterens handicap.
Indklagede har som arbejdsgiver et ansvar for at sørge for tilstrækkelig instruktion af sit personale, herunder i relation til særlige oplysninger i forbindelse med bordbestilling og i relation til overholdelse af indklagedes retningslinjer om, at hjælpemidler for personer med handicap i form af klapvogne og kørestole tillades indenfor på caféerne.
Navnlig under henvisning til telefonsamtalen om bordbestilling vurderer nævnet, at den forskelsbehandling, som klagerne var udsat for ved afvisningen fra caféen, ikke var objektivt begrundet i et sagligt formål, men derimod i manglende overholdelse af indklagedes egne retningslinjer.
Indklagede har derfor ikke godtgjort, at afvisningen af klagerne ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Klagerne får derfor medhold i klagen.
Godtgørelse
Klager 1 (mor) tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.
Klager 2 (datter) tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsernes størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.
Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager 1 og 5.000 kr. til klager 2.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
<19-27138>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1-2, om klagebehandling
-
§ 2, om lovens anvendelsesområde
-
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 6, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
-
§ 10, om delt bevisbyrde
-
§ 11, om godtgørelse