Legislator Case Law & Legislation
W20200969025 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - national oprindelse - alder - genoptagelse

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

KEN#LOKDOK23 2020 9690 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - national oprindelse - alder - genoptagelse

KEN#LOKDOK23 2020 9690 Valid

J.nr. 20-9411

En mand anmodede om genoptagelse af en sag, hvor nævnet ikke havde givet ham medhold i, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder og/eller national oprindelse i forbindelse med afslag på ansættelse.

Nævnet havde vurderet, at manden ikke havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han i forbindelse med afslagene på stillingerne havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder og/eller national oprindelse.

Ligebehandlingsnævnet havde truffet afgørelsen den 9. august 2018 under sagsnr.

18-22796.

Nævnet vurderede, at der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og at der heller ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der kunne føre til, at sagen skulle genoptages.

Efter nævnets faste praksis var der derfor ikke grundlag for at genoptage sagen.

Mandens oplysning om, at køn ligeledes spillede en rolle i ansættelsesprocessen, gav herefter heller ikke nævnet anledning til at genoptage sagen.

Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

KEN#LOKDOK23 2020 9690 Valid

Sagen angår, om der efter anmodning fra klager er grundlag for at genoptage sagen om forskelsbehandling på grund af alder og/eller national oprindelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet genoptager ikke sagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

Klager, der er født i 1961, og hvis modersmål er spansk, indgav den 7. marts 2018 en klage til Ligebehandlingsnævnet.

Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af alder og/eller national oprindelse i forbindelse med, at klager havde fået flere afslag på ansættelse hos det indklagede vikar- og rekrutteringsbureau.

Klager havde søgt en række stillinger hos vikar- og rekrutteringsbureauet, herunder stillinger som lufthavnsmedarbejder, lagermedhjælper og eksamensvagt.

Ligebehandlingsnævnet traf den 9. august 2018 afgørelse i sagen.

Nævnet gav klager medhold i den del af klagen, der angik forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med annoncering.

Nævnet gav ikke klager medhold i den del af klagen, der angik forskelsbehandling på grund af alder og/eller national oprindelse i forbindelse med afslag på ansættelse.

Det fremgår af nævnets bemærkninger og konklusion

”Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder og national oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Efter forskelsbehandlingsloven må en arbejdsgiver ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes påstand om afvisning tages derfor ikke til følge.

I forhold til klagen over forskelsbehandling på grund af alder er der ikke noget i stillingsannoncerne, de skriftlige afslag eller i sagens oplysninger i øvrigt, der tyder på, at klagers alder blev tillagt betydning ved indklagedes beslutning om ikke at udvælge ham til stillingerne som lufthavnsmedarbejder, lagermedhjælper og eksamensvagt.

Klager har herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han i forbindelse med afslagene på stillingerne har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

For så vidt angår klagen over forskelsbehandling på grund af national oprindelse fremgår det af indklagedes annonce til stillingen som eksamensvagt, at ansøgerne skulle kunne tale og skrive flydende dansk.

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at der ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer af en bestemt national oprindelse.

Kravet om, at ansøgerne skulle tale og skrive flydende dansk, udelukker ikke i sig selv ansøgere af en anden national oprindelse end dansk.

Et krav om særlige danskkundskaber kan imidlertid være udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af national oprindelse, hvis kravet ikke er berettiget i forhold til stillingens karakter.

En arbejdsgiver har inden for lovens rammer et skøn til at vurdere, i hvilket omfang danskkundskaber er nødvendige for at bestride den opslåede stilling.

Indklagede har imidlertid ikke oplyst, hvorfor det stillede sprogkrav var nødvendigt for at varetage de opslåede stillinger som eksamensvagt.

Efter oplysningerne om stillingerne er det nævnets vurdering, at et sprogkrav om flydende dansk i skrift og tale ikke var et nødvendigt krav i forhold til at varetage arbejdet som eksamensvagt.

Det er indgået i nævnets vurdering, at arbejdet som eksamensvagt efter det oplyste primært indebar opgaver med at sørge for ro og orden samt sikre, at skolens regler og eksamensbetingelser blev overholdt.

Der var desuden mulighed for at få tildelt stillinger som gangvagt, hvor jobbet bestod i at holde ro og orden omkring lokalerne.

Klager får derfor medhold i denne del af klagen.

Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at tilkende godtgørelse eller udstede bøder i anledning af overtrædelse af forbuddet mod annoncering efter personer af bestemt nationalitet eller med dette kendetegn.

Efter indholdet af annoncen til stillingerne som eksamensvagt var det et krav, at ansøgerne kunne tale og skrive flydende dansk.

Klager oplyste ikke i sine ansøgninger til stillingerne som eksamensvagt om sin nationale oprindelse eller om sine sproglige forudsætninger, og indklagede har ikke i afslaget til klager henvist til sprogkravet.

Indklagede har derimod oplyst, at klager blev fravalgt, fordi hans ansøgninger var kortfattede, og fordi han ikke havde udfyldt et CV.

På denne baggrund vurderer nævnet, at der - uanset indholdet af stillingsannoncen – ikke er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med afslaget på stillingerne som eksamensvagt har været udsat for forskelsbehandling på grund af national oprindelse.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

”

Klager har ved mail af 12. december 2019 til Ligebehandlingsnævnets sekretariat anført, at han er af den opfattelse, at der er en mangel i afgørelsen.

Ligebehandlingsnævnets sekretariat sendte den 13. januar 2020 et brev til klager, hvori sekretariatet vejledte klager om betingelserne for genoptagelse.

Klager har ved mail af 31. januar 2020 anmodet nævnet om at genoptage sagen.

Ligebehandlingsnævnet har ikke foretaget høring af indklagede i forbindelse med klagers anmodning om genoptagelse af sagen.

Klagers bemærkninger

Klager har anmodet Ligebehandlingsnævnet om at genoptage sagen.

Klager sendte den 4. juni 2018 bemærkninger til Ligebehandlingsnævnet, idet han ønskede at gøre nævnet opmærksom på en mangel i afgørelsen.

Klager ønsker, at sagen genoptages med henblik på, at Ligebehandlingsnævnet behandler hans bemærkninger af 4. juni 2018.

Af de bemærkninger, som klager sendte den 4. juni 2018, fremgår, at det var forholdet mellem alder, køn og nationalitet der spillede en rolle i ansættelsesprocessen.

Af de bemærkninger, som klager sendte den 4. juni 2018, fremgår endvidere, at der kun var to personer af anden national oprindelse end dansk på en liste fremlagt af indklagede over ansatte, og at klager ikke kunne se alderen på en portugisisk kvinde, hvis ansøgning indklagede havde fremlagt til sagen.

Klager ønsker, at Ligebehandlingsnævnet undersøger alderen på den portugisiske kvinde, og grunden til at der kun var to personer af anden national oprindelse end dansk på listen over ansatte.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.

En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.

Det kan i den forbindelse tillægges vægt, hvis disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.

Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.

Nævnet vurderer, at der ikke er fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Da nævnet den 9. august 2018 traf afgørelse i sagen, var nævnet bekendt med de bemærkninger, som klager har henvist til i anmodningen om genoptagelse.

Klager sendte sine supplerende bemærkninger af 4. juni 2018 efter, at Ligebehandlingsnævnets sekretariat havde oplyst parterne om, at sagen var færdighørt.

Ligebehandlingsnævnets sekretariat sendte klagers supplerende bemærkninger til indklagede.

Klagers bemærkninger gav ikke anledning til yderligere bemærkninger fra indklagede.

Det fremgår af nævnets afgørelse af 9. august 2018, at klagers bemærkninger af 4. juni 2018 indgik i nævnets behandling af sagen.

Nævnet bemærker, at det er parterne selv, der oplyser en sag i Ligebehandlingsnævnet.

Nævnet indhenter som udgangspunkt ikke yderligere oplysninger, ligesom nævnet ikke undersøger forhold på egen hånd.

Det følger desuden af forskelsbehandlingsloven, at det er klager, der skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Oplysningerne i sagen giver ikke nævnet anledning til at genoptage sagen med henblik på at indhente oplysninger hos indklagede om alderen på en portugisisk kvinde, der er nævnt i indklagedes bemærkninger, eller om grunden til at der kun var to ansatte med anden national oprindelse end dansk på en liste fremlagt af indklagede.

Nævnet behandlede i sagen spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder og/eller national oprindelse.

Klager oplyste i sine bemærkninger af 4. juni 2018, at køn ligeledes spillede en rolle i ansættelsesprocessen.

Påstanden om forskelsbehandling på grund af køn blev først fremsat af klager efter, at Ligebehandlingsnævnets sekretariat havde oplyst parterne om, at sagen var færdighørt.

Nævnet opfattede på baggrund af oplysningerne i sagen og de synspunkter, klager gjorde gældende, klagen som en klage over alder og/eller national oprindelse.

Nævnet bemærker, at der ikke er oplysninger i sagen, der tyder på forskelsbehandling på grund af køn, hvorfor det efter nævnets faste praksis er åbenbart, at klager ikke kan få medhold i den del af klagen.

Klagers oplysning om, at køn ligeledes spillede en rolle i ansættelsesprocessen, giver herefter heller ikke nævnet anledning til at genoptage sagen.

Der er ikke i forbindelse med klagers anmodning om genoptagelse fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og der foreligger heller ikke i øvrigt særlige grunde, der kan føre til, at sagen skal genoptages.

Efter nævnets faste praksis er der herefter ikke grundlag for at genoptage sagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<20-9411>

KEN#LOKDOK23 2020 9690 Valid

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 10, om genoptagelse

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2020 9690 Valid

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

KEN#LOKDOK23 2020 9690 Valid

-

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

KEN#LOKDOK23 2020 9690 Valid

-

§ 5, stk. 1, om annoncering

-

§ 7 a, om bevisbyrden

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →