Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - kommuner - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - kommuner - medhold

J.nr. 19-35893

Den 1. april 2007 tiltrådte en pædagog en fleksjobstilling hos en kommune.

Fleksjobbet var begrundet i et knust knæled.

Den 16. februar 2016 blev pædagogen sygemeldt med livmoderhalskræft.

Som følge af kræftsygdommen og behandlingen herfor blev pædagogen hurtigere træt og havde koncentrationsbesvær.

Fra den 1. januar 2018 var pædagogens arbejdstid 17,5 timer om ugen.

Der skulle tillige tages hensyn til hendes gener som følge af knuste knæled samt til udtrætning.

Den 21. marts 2018 blev pædagogen sygemeldt.

Den 25. juli 2018 blev hun afskediget.

Kommunen oplyste, at de strakte sig så langt som muligt for at tilpasse pædagogens arbejdsvilkår, men at driften var udfordret heraf.

Nævnet vurderede imidlertid, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at pædagogen uanset hensigtsmæssige tilpasninger, herunder nedsat tid, ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentlige funktioner sin stilling som pædagog.

Kommunen undersøgte eller afprøvede således ikke konkret, om pædagogen fortsat kunne varetage arbejdsfunktioner som pædagog med relevante tilpasningsforanstaltninger, inden de afskedigede hende.

Pædagogen fik medhold i sin klage og blev tilkendt en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af en pædagog ansat i fleksjob.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin fleksjobstilling som pædagog.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 350.000 kr. med procesrente fra den 10. august 2019.

Sagsfremstilling

Klager tiltrådte den 1. april 2007 en fleksjobstilling som pædagog på en institution i den indklagede kommune.

Klagers skånehensyn var i fleksjobbevillingen beskrevet som nedsat førlighed på grund af knust knæled, ingen tunge løft, stillesiddende arbejde og nedsat tid.

Arbejdstiden var 20 timer om ugen.

Den 16. februar 2016 blev klager sygemeldt med livmoderhalskræft.

Som følge af klagers sygemelding blev der den 31. januar 2017 afholdt et møde i jobcenteret med deltagelse af klager, indklagede og klagers bopælskommune.

Følgende fremgår af referatet

”[Klager] oplyste, at hun har det bedre fysisk og mentalt har hun evnet, at bevare humøret.

Har hukommelses - og koncentrationsbesvær, men regner med, at det kommer igen over tid.

hun er udfordret af uro og støj, men det går dog fremad.

[Leder] oplyste, at der erfaldende børnetal i forhold til institutionen og der skal spares en million.

[Klager]s stilling kan også komme i spil i en kommende besparelse.

”

Den 16. marts 2017 indgik klager og indklagede en aftale om en optrapningsplan for klagers tilbagevenden til arbejde, hvorefter klager den 27. juni 2017 igen arbejdede 20 timer om ugen.

Efter en periode påpegede klager over for sin leder i sommeren 2017, at hun i arbejdsplanen fik flere timer, end hun var ansat til.

Ved en lovpligtig opfølgning på klagers fleksjob den 28. september 2017 anførte klagers bopælskommune følgende

”Timetallet er 20 timer og dette er i overkanten.

[Klager] mener dog at hun godt kan klare timetallet hvis der sker en ændring af timefordelingen.

Nogle dage arbejder hun op til 9 timer og dette er alt for meget.

Der er ofte møder som hun skal deltage i om aftenen og dette medfører lange dage.

Skånehensynet er nedsat tid og hensyntagen til knust knæled.

…

Men hun er nu mere træt og hendes koncentration er ikke så god længere, dette er en følge af kræftsygdommen og kemoterapi, så dette skal der også tages højde for i fleksjobbet.

Arbejdsopgaverne er pædagogisk arbejde med børnehavebørn

…

Undertegende vurderer at timetallet er i overkanten og de lange arbejdsdage er bestemt ikke er godt for [klager].

[Leder] virkede ikke særlig imødekommende ift at tilgodese [klager]s skånehensyn.

…

Det vurderes at [klager] udnytter sin arbejdsevne bedst muligt i fleksjobbet, men skånehensynet bliver ikke ordentligt tilgodeset.

…”

Indklagede har oplyst, at klagers leder på ovennævnte møde erkendte, at klager i en periode arbejdede mere end de i fleksjobbevillingen angivne timer, men det blev aftalt, at der skulle kigges på vagtplanen.

I efteråret 2017 blev klager sygemeldt.

Der blev den 24. november 2017 afholdt møde mellem klager og indklagede om klagers arbejdsvilkår.

Følgende fremgår af referatet

”…

Jeg opfordrer til at vi ser på bevillingen da der dags dato ikke står specieller hensyn til [klager] i hendes flexjob, udover fysike udfordringer mht.

knæet efter en bilulykke.

[Klager] har været igennem et kræftforløb, så hendes skånehensyn kan have ændret sig.

Hurtigt bliver det konkluderet at [klager] maksimalt skal arbejde 17.5 time pr. uge.

(3,5 time pr dag) fordelt over 5 dage.

Dette ser jeg store udfordringer i.

Vi har i forvejen store udfordringer med at [klager] skal holde de 20 timer pr uge.

Hvorledes det så kan lade sig gøre at løse de samme opgaver på mindre tid er en udfordring.

…

Der var en drøftelse omkring møder om aftenen.

[Klager] kan ikke holde til lange dage, så det blev drøftet om det var nødvendigt at [klager] deltager til møder.

Og det er det.

Hvis [klager] skal kunne udfylde sin rolle som pædagog på en børnegruppe, så kræver det at man er

deltagende på personalemøder og planlægningsmøder.

Jeg spurgte [klager] om hun havde et bud på hvorledes dette kunne strikkes sammen så opgaverne kunne løses inden for tiden.

Dette ville [klager] ikke drøfte.

Hun skal udelukkende forholde sig til hendes skånebehov, så var det min opgave at få tiden til at hænge sammen med opgaverne.

…

[Klager] fortsætter dermed med at være sygemeldt.

Der var en drøftelse omkring hvad dette betyder.

Ref.

[leder]”

I klagers bopælskommunes referat fra samme møde anføres

”[Klager] er sygemeldt idet skånehensynet ikke er overholdt.

[Klager] har arbejdet for mange timer i for lang tid og hun udtrættes efter hendes sidste længere sygdomsforløb.

[Klager]s skånehensyn er nedsat tid, hensyntagen til knæled, hensyntagen til udtrætning, ikke for lange vagter, daglig timetal højest 5 timer og bedst med 3,5, bedst med formiddagsvagter og ikke for mange aftenmøder.

Hendes timetal er på 20 timer i ugen og dette er i overkanten.

Lægen vurderer at et timetal på 15 timer er mere passende.

[Klager] mener dog godt at hun kan klare 17½ time i ugen.

…

[Leder] siger at hun har svært ved at se hvordan [klager] kan fungere som pædagog på det timetal.

…”

Den 14. december 2017 afholdt indklagede og klager en opfølgningssamtale.

Følgende fremgår af referatet

”[Leder] starter med at spørge til, hvordan man kommer frem til 17,5 timer.

[Fastholdelseskonsulenten] forklarer, at det er et skøn, og at lægen anbefaler 15 timer, [klager] ønsker dog at arbejde 17,5 timer.

Der er enighed om, at fleksjobbevillingen bør revideres, da der er sket ændringer [klager] tilstand.

[Leder] redegør for, at der er sket ændringer i forholdene i institutionen i de seneste år, bla andet i forhold til faldende børnetal, så det er svært at dække institutionens driftsmæssige behov ind med færre timer.

[Leder] nævner 2 muligheder for at imødekomme [klager]s behov

1. arbejde med vuggestuebørn

2. overflyttes til [anden institution], hvor [klager] kan arbejde med førskolebørn (mest timer om formiddagen, men med mulighed for at rykke rundt, så der ved behov også kan lægges timer om eftermiddagen.

Enighed om at det daglige timetal ikke må overstige det der er angivet i fleksjobbevillingen.

[Klager]s holdning til mulighederne er, at hun ikke kan holde til at arbejde med vuggestuebørn, så mulighed 1 duer ikke.

[Klager] vil gerne tage imod tilbud nr. 2.

…

Skånehensynene er gennemsnitlig 17,5 timer pr. uge, som udgangspunkt max.

5 timer dagligt.

…”

Den 1. januar 2018 startede klager som pædagog på en anden institution i den indklagede kommune.

Arbejdstiden var fastsat til 17,5 timer pr. uge.

Indklagede har oplyst, at skånehensynene i stillingen i henhold til fleksjobbevillingen af 18. december 2017 var følgende: Nedsat tid og hensyntagen til knæ og udtrætning.

Klager måtte ikke have for lange vagter og det daglige timetal måtte højst være 5 timer, helst 3,5 timer.

Det var bedst med formiddagsvagter og ikke for mange aftenmøder.

Klager blev den 21. marts 2018 sygemeldt.

Klager har oplyst, at sygemeldingen skyldtes udbrændthed som følge af forløbet i sensommeren/efteråret 2017.

Indklagede har oplyst, at sygemeldingen skyldtes, at klager var grådlabil, rystende og psykisk udbrændt.

Ved attest til sygedagpengeopfølgning af 24. april 2018 blev klagers sygemelding begrundet i depression, stress, udbrændthed og en belastningsreaktion efter langvarig kræftsygdom.

Den 31. maj 2018 blev der afholdt en opfølgningssamtale mellem indklagede, klager og klagers bopælskommune.

Følgende fremgår af referatet om klagers tilbagevenden til arbejdet

”…

Mulighedserklæring fra lægen siger mulig tilbagevenden om en måned (juli 2018).

…”

Ved statusattest af 7. juni 2018 anførte klagers læge følgende

”Diagnose : Underlivscancer.

Opereret 2 gange efterfulgt af kemokur.

Følger af kemo: Arvævsdannelse, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær, depression, angst for tilbagefald,

trærhed.

…”

Den 21. juni 2018 udfyldte klagers læge en mulighedserklæring, hvor følgende blev anført

”…

4.

Påvirkede jobfunktioner

…

8.

Lægens uddybende kommentarer til vurderinger […]

P.t.

er […] sygemeldt grundet i pkt. 4 nævnte forholdet.

Man vurderer at tilbagevenden til flexjob skal kræve yderligere nedsættelse af tiden.

Jeg tænker max 14 timer.

Skånehensyn […] […] forbliver uændret i forhold til sidst.

9.

Varighed

Ca. 3. mdr.

fra d.d.

…”

Den 28. juni 2018 blev der afholdt en tjenstlig samtale med klager, hvor det blev besluttet, at indlede en afskedigelsessag.

Ved brev af 25. juli 2018 blev klager afskediget med fratrædelse den 31. januar 2019.

Klager blev fritstillet frem til fratrædelsen.

Følgende fremgår om begrundelsen

”Begrundelsen for den påtænkte afskedigelse er, at du er langtidssygemeldt og prognosen for tilbagevenden er usikker og langsigtet.

Dette er ikke foreneligt med institutionens drift.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. juli 2019.

Klager fremsatte den 10. august 2019 en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Parternes bemærkninger

Klager ønsker at opnå fuld økonomisk kompensation for afskedigelsen af hende.

Klagers ansættelse i den indklagede kommune forløb ukompliceret og uændret, indtil hun vendte retur fra sin kræftsygdom.

Da klager vendte tilbage til arbejdet efter sin kræftsygdom, blev hun tildelt flere timer, end fleksjobbevillingen angav.

Klager kunne ikke holde til dette.

Hvis indklagede havde været positivt indstillet på at foretage simple justeringer i klagers arbejdsforhold, så havde klager fortsat varetaget sit job.

Indklagedes håndtering af forløbet var modvillig og efterlod klager i uvished, utryghed og forvirring.

Klager accepterede alene overflytningen til en anden institution i januar 2018 af frygt for at miste sit arbejde.

Klager var glad i den nye institution, men forløbet med ledelsen over efteråret 2017 påvirkede hende mentalt.

Klager fandt efter afskedigelsen et nyt job som pædagog med nedsat arbejdstid.

Indklagede påstår, at sagen skal afvises fra behandling i nævnet.

Hvis sagen ikke afvises, gøres det gældende, at klager ikke har løftet bevisbyrden for, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand på afskedigelsestidspunktet.

Hvis Ligebehandlingsnævnet finder, at klagers sygdom udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, gør indklagede gældende, at tilpasningsforpligtelsen var opfyldt.

Afvisning

Klager fremsatte først sin påstand om, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven et år efter afskedigelsen, og ikke i forbindelse med høringen eller i umiddelbar forlængelse af afskedigelsen.

Handicap

Klager har ikke i sin klage angivet, hvorfor hun skulle være omfattet af forskelsbehandlingslovens beskyttelse.

Hun har derfor ikke løftet bevisbyrden for, at hun led af en sygdom, der medførte, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klagers kræftsygdom medførte ikke funktionsbegrænsninger af lang varighed.

Klager blev helbredt for sin kræftsygdom.

Der var tre forskellige årsager til, at klager var sygemeldt i flere længerevarende perioder.

Første sygemelding skyldtes kræftsygdommen.

Anden sygemelding skyldtes for mange arbejdstimer og dermed udtrætning.

Tredje sygemelding skyldtes psykisk udbrændthed på et tidspunkt, hvor klager arbejdede det antal timer, der var beskrevet i fleksjobbevillingen.

Klagers berettigelse til fleksjob var ikke begrundet i kræftsygdommen, men i knuste knæled.

Erklæringerne af 24. april 2018 og 7. juni 2018 påviste ikke en direkte sammenhæng mellem kræftsygdommen og klagers psykiske tilstand, og indklagede kan ikke finde holdepunkter for, at tilstanden var langvarig.

Indklagede var i øvrigt ikke bekendt med attesten til sygedagpengeopfølgning af 24. april 2018 og statusattest af 7. juni 2018, idet disse blev brugt i forbindelse med klagers sygedagpengesag.

At klager efterfølgende fik nyt job underbygger, at tilstanden ikke var langvarig.

Der henvises til principperne i Ligebehandlingsnævnets afgørelse med jr.

nr. 2015-6810-44715.

Tilpasning

Hvis Ligebehandlingsnævnet finder, at klagers sygdom udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, gør indklagede gældende, at tilpasningsforpligtelsen var opfyldt.

Indklagede havde to institutioner i området, hvor klager arbejdede.

Under klagers sygemelding i efteråret 2017 var fire medarbejdere blevet afskediget på grund af faldende børnetal, en medarbejder var gået på pension og en medarbejder havde selv sagt sin stilling op, som ikke blev genbesat.

Man gik fra at være 18 til 12 medarbejdere.

Der var færre børn, men antallet af praktiske opgaver forblev uændret.

Klagers timetal blev sat ned, og klager blev flyttet til en anden institution, hvor arbejdet var mindre fysisk krævende.

Flytningen skete i samarbejde med klager og hendes faglige organisation for at tilgodese klagers skånebehov.

Idet hverken klager eller den faglige organisation kommenterede på overflytningen, må det lægges til grund, at de var enige heri.

På afskedigelsestidspunktet var institutionens drift udfordret.

Indklagede forsøgte sig så langt som muligt at finde løsninger for klager.

Klager blev opfordret til at komme med forslag til tilpasningsforanstaltninger, men ønskede ikke dette.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Klager blev afskediget den 25. juli 2018, hvorefter klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. juli 2019.

Nævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at fastslå, at klager har udvist retsfortabende passivitet.

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for handicappet i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

I 2007 blev klager ansat i fleksjob som pædagog i den indklagede kommune på baggrund af, at hun har følger af et knust knæled.

Klager måtte ikke lave tunge løft, skulle have stillesiddende arbejde samt nedsat arbejdstid på 20 timer om ugen.

Under iagttagelse af disse skånehensyn arbejdede klager frem til februar 2016, hvor hun fik konstateret livmoderhalskræft.

Efter operation og behandlinger genoptog klager arbejdet i marts 2017.

Forud for, at klager genoptog arbejdet, gjorde hun den 31. januar 2017 den indklagede kommune samt sin bopælskommune opmærksom på, at hun som følge af forløbet med behandling for kræftsygdommen led af hukommelses- og koncentrationsbesvær.

Det fremgår af bopælskommunens opfølgning på klagers fleksjob af 28. september 2017, at klager udtrættedes som følge af behandlingen for kræftsygdommen, og at man ville overveje om der skulle tages hensyn hertil i fleksjobbevillingen.

I efteråret 2017 blev klager sygemeldt.

Den 18. december 2017 blev klagers fleksjobbevilling ændret således, at arbejdstiden blev nedsat til 17,5 timer om ugen og at der, udover skånehensynene i forhold til klagers knuste knæled, skulle tages hensyn til udtrætning f.eks. ved kortere vagter.

Klager blev samtidig pr. 1. januar 2018 omplaceret til en anden institution i den indklagede kommune, hvor indklagede har oplyst, at kommunen bedre kunne iagttage klagers skånehensyn.

Klager arbejdede i den nye institution frem til 21. marts 2018, hvor hun blev sygemeldt som følge af psykisk udbrændthed.

Det fremgår af en attest til sygedagpengeopfølgning af 24. april 2018, at klagers udbrændthed var en belastningsreaktion efter langvarig kræftsygdom.

På denne baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at hun som følge af sit knuste knæled i kombination med følgerne efter hendes kræftsygdom og -behandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Klager blev afskediget den 25. juli 2018.

Af afskedigelsesbrevet fremgår, at hun blev afskediget som følge af hendes sygemelding samt en usikker og langsigtet prognose for tilbagevenden til arbejde.

Dette var ikke foreneligt med institutionens drift.

Klagers sygemelding skyldtes følgerne efter hendes kræftsygdom.

Klager har derved påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte forskelsbehandling på grund af handicap.

Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket.

Tilpasningsforpligtelsen

Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand.

Klager har bevisbyrden herfor.

Klager var ansat i et fleksjob i den indklagede kommune, som ved bevilling af 18. december 2017 blev ændret til også at tage hensyn til den udtrætning, som klager led af som følge af forløbet med kræftsygdom og behandling.

Nævnet vurderer på denne baggrund og efter sagens øvrige omstændigheder, at indklagede vidste eller burde vide, at klager havde funktionsbegrænsninger af en sådan karakter og varighed, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.

Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden.

Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte.

Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt.

Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der - uanset rimelige tilpasningsforanstaltninger - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen.

Klager var ansat i en fleksjobstilling som pædagog i den indklagede kommune.

Fra den 1. januar 2018 var klagers arbejdstid 17,5 timer om ugen.

Der skulle tillige tages hensyn til hendes gener som følge af knuste knæled samt til udtrætning.

Den 21. marts 2018 blev klager sygemeldt.

Den seneste mulighedserklæring af 21. juni 2018 angav, at klager fremover maksimalt kunne arbejde 14 timer om ugen, og at hun ville være tilbage på arbejde cirka tre måneder efter mulighedserklæringens dato.

Indklagede har oplyst, at de strakte sig så langt som muligt for at tilpasse klagers arbejdsvilkår, men at driften var udfordret heraf.

Nævnet vurderer imidlertid, at indklagede ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at klager uanset hensigtsmæssige tilpasninger, herunder nedsat tid, ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentlige funktioner sin stilling som pædagog.

Indklagede undersøgte eller afprøvede således ikke konkret, om klager fortsat kunne varetage arbejdsfunktioner som pædagog med relevante tilpasningsforanstaltninger, inden de afskedigede hende.

Indklagede afprøvede således ikke tiltag i form af nedsat arbejdstid til 14 timer om ugen, som klagers læge anbefalede i mulighedserklæring af 21. juni 2018.

Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at det ikke var muligt at beholde klager i en stilling som pædagog i den indklagede kommune ved en rimelig tilpasning af hendes arbejdsvilkår.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 350.000 kr. svarende til omkring 12 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 350.000 kr. til klager med procesrente fra den 10. august 2019, hvor klager nedlagde en påstand om en bestemt beløbsmæssig godtgørelse.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<19-35893>

-

hukommelse

-

udmattelse

-

følelsesmæssig påvirket

-

fysisk formåen

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2 a, om tilpasning

-

§ 7, stk. 1, om godtgørelse

-

§ 7 a, om delt bevisbyrde