Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - arbejdsvilkår - chikane - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - arbejdsvilkår - chikane - medhold

J.nr. 18-49857

En mand blev ansat som tjenestemand den 1. maj 1979.

I 2003 var manden udsat for en ulykke i tjenesten, som medførte, at hans venstre skulder gik af led.

Manden fik som følge af arbejdsulykken en méngrad på 25 procent.

Efter ulykken indgik manden en aftale om skånehov med sin arbejdsgiver, hvor han blandt andet blev fritaget fra en række arbejdsopgaver.

I 2016 blev manden sygemeldt grundet et uheld, der førte til smerter i hans beskadigede skulder.

Manden blev cirka en måned senere oplyst om, at hans sygefravær ikke var foreneligt med den stilling, han besad.

Cirka to måneder efter mandens første sygedag blev hans stilling tildelt en anden.

Manden blev efter sygemeldingen placeret i en anden afdeling.

Manden gjorde gældende, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet vurderede, at manden havde et handicap.

Mandens arbejdsgiver gjorde gældende, at årsagen til, at mandens stilling blev tildelt en anden, blandt andet var mandens sygefravær.

Nævnet vurderede på den baggrund, at manden havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet vurderede endvidere, at arbejdsgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at de havde levet op til deres tilpasningsforpligtelse.

Manden fik derfor medhold i klagen og blev tildelt en godtgørelse på 75.000 kr.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev forflyttet.

Klagen angår desuden påstået forskelsbehandling på grund af handicap i relation til chikane af klager.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev forflyttet fra sin stilling i Afdeling 1.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 75.000 kr.

Nævnet vurderer, at indklagede ikke har udsat klager for chikane omfattet af forskelsbehandlingsloven.

Sagsfremstilling

Klager blev ansat hos indklagede som tjenestemand på prøve den 1. maj 1979.

I 1982 opnåede klager varig ansættelse.

Klager var den 7. juli 2003 udsat for en ulykke i tjenesten.

Klager faldt på sin venstre skulder, og skulderen gik af led.

Ulykkestilfældet blev anerkendt som en arbejdsskade efter arbejdsskadelovgivningen.

Klager har oplyst, at han i 2003 indgik en mundtlig aftale om skånebehov med indklagede.

Skånebehovet bestod i fritagelse for operative opgaver, herunder fritagelse for publikumskontakt.

Klager har oplyst, at skånebehovet efterfølgende blev udvidet med fritagelse for tjenesteskydning, fritagelse for tjenestekørsel, samt tilladelse til daglig mødetid kl.

06.00.

Indklagede bestrider, at tilladelsen til at møde kl.

06.00 var et skånehensyn.

Klager har også oplyst, at han siden 2003 har været fritaget for tjeneste i Afdeling 3 på grund af sit handicap.

Arbejdsskadestyrelsen traf den 18. oktober 2004 afgørelse om varigt mén og tab af erhvervsevne.

Klagers méngrad som følge af arbejdsskaden blev fastsat til 25 procent.

Klagers erhvervsevne blev vurderet nedsat med mindre end 15 procent.

Klager blev pr. 1 februar 2012 udnævnt til konsulent.

Klager varetog administrative arbejdsopgaver, herunder planlægning af rejser i forbindelse med udsendelser.

Indklagede sendte klager en mail den 29. april 2016.

Emnet var ”ny organisationsstruktur pr. 20. juni 2016”.

Indklagede havde vedhæftet afdelingens nye organisationsstruktur med afsnit på individniveau.

Under kategorien ”planlægning af udsendelser” fremgår fem medarbejdere.

En af disse er klager.

Efter to af de øvrige medarbejderes navne, er det anført, at de vil blive erstattet af en administrativ medarbejder pr. 1. juli 2016.

Der er ikke anført noget efter klagers navn.

Den 9. maj 2016 blev klager sygemeldt grundet et uheld med en tung branddør, der førte til smerter i klagers skulder.

Den 20. maj 2016 blev klager afkrævet en varighedserklæring, som blev udfærdiget af egen læge den 25. maj 2016.

Varigheden blev skønnet til fire uger.

Den 10. juni 2016 blev der afholdt en sygefraværssamtale med klager.

Af referatet fremgår det, at begrundelsen for samtalen var, at klager havde haft et højt sygefravær, som havde taget til i 2016.

Det fremgår desuden

”Han sidder på en central funktion, hvor et meget højt sygefravær ikke er foreneligt med udsendelsesarbejdet, som har første prioritet i afsnittet og [Afdeling 1].

For at afdække hvorvidt hvorvidt der er initiativer der kan iværksættes for at nedbringe sygefraværet eller tilpasse arbejdsopgaverne er [Klager] skriftligt indkaldt til en sygesamtale.

Data fra [Indklagedes tidsregistreringssystem] viser at [Klager] i 2015 var sygemeldt i 28 dage fordelt på 5 perioder og i 2016 er det vokset til 40 dage fordelt på 4 sygeperioder.

Sygefraværet skyldes altovervejende [Klagers] arbejdsskade”.

En ansat hos indklagede sendte den 6. juli 2016 en intern mail, hvoraf det blandt andet fremgår

”Som aftalt sender jeg lægeerklæring, hvorefter [Klager] er sygemeldt i yderligere 8 uger… Det fremgår også, at [Klager] mener sig i stand til at klare nuværende arbejdsopgaver!

!

!

!

!

Det er jeg dog ikke enig i…”

Den 8. juli 2016 blev klagers stilling tildelt Person 1.

Ved brev af 8. juli 2016 forelagde indklagede klagers sygesag for personalelægen.

Indklagede bad personalelægen foretage en vurdering af klagers tjenstdygtighed, herunder hvilke opgaver han ville kunne varetage fremover, og som ikke ville medføre et forhøjet sygefravær.

Klager søgte den 8. juli 2016 om fortsat at modtage et funktionstillæg.

Klager fik afslag herpå.

Indklagede har i brev af 12. april 2017 til klagers fagforening oplyst, at den medarbejder, som har overtaget klagers tidligere stilling, oppebærer et funktionstillæg.

Indklagede besluttede at udfærdige en mulighedserklæring i stedet for, at sagen blev forelagt personalelægen.

Mulighedserklæringen er underskrevet af klager og indklagede den 18. august 2016.

I mulighedserklæringens felt ”påvirkede jobfunktioner”, er der anført operativt arbejde generelt, anvendelse af pistol, kørsel i tjenestekøretøj og længerevarende arbejde med tastning på en computer.

Under arbejdsgiverens og medarbejderens forslag til ændringer i arbejdsfunktioner fremgår det

”[Klager] mener, at han fortsat kan varetage nuværende administrative opgaver i [Afdeling 1].

Dette er ikke en mulighed, da det ikke er foreneligt med hans sygefravær, ligesom [medarbejdere] i dette afsnit er under intern opgaveglidning til andre operative afsnit i organisationen.

[Klager] kan flyttes til [Afdeling 2], hvor han kan udføre varieret forefaldende administrativt arbejde, hvor der kan skiftes mellem opgaveportefølgen i det omfang [Klagers] funktionsnedsættelse tilsiger det.

Der sigtes på opdateringer af indrejseforbud, oprettelse af ny sager i [system], sætte spærrekort, henlæggelse af sager, telefonbetjening m.v. i et tempo, der kan tilpasses i forhold til [Klagers] funktionsnedsættelse.

”

Lægen har i sin vurdering afkrydset et felt, hvor der står, at arbejdsforholdene ikke skønnes forsvarlige, og at der bør foretages yderligere ændringer.

Af lægens uddybende kommentar af 24. august 2016 fremgår det

”Ptt beskriver at hans nuværende arbejde er tilpasset hans funktions nedsættelse og de ændringer man ønsker at lave som er beskrevet på side 1 ikke er muligt da det vil medføre betydeligt flere taste tryk og det kan han ikke klare.

”

Indklagede sendte den 6. september 2016 klager en mail.

Indklagede spurgte ind til klagers overvejelser omkring at søge sygepension eller at vende tilbage til arbejdet.

Indklagede oplyste, at det ikke var en mulighed at vende tilbage til klagers hidtidige stilling, da denne fremover skulle varetages af administrativt personale.

Klagers kommune traf en afgørelse om klagers arbejdsdygtighed den 14. september 2016.

Det fremgår af afgørelsen, at det i forbindelse med klagers sygeforløb blev vurderet, at klager ikke var uarbejdsdygtig.

Kommunen meddelte derfor, at klager med virkning fra den 15. september 2016 blev vurderet at være fuldt arbejdsdygtig, og at hans sygedagpenge ophørte med sidste beregning for den 14. september 2016.

Det fremgår blandt andet af begrundelsen for afgørelsen

¬”Der er i afgørelsen lagt særlig vægt på oplysninger på dagens møde fra dig samt mulighedserklæring af 18.8.2016 samt lægens attestering af denne af 24.8.2016, hvoraf det fremgår at du kan genoptage sine hidtidige arbejdsopgaver, som du har varetaget igennem en længere årrække, med skånehensyn for din funktionsnedsættelse i skulderen.

Der vurderes ikke at være yderligere begrænsninger i funktionsnedsættelsen i forhold til før sygemeldingen.

¬Endvidere rettes der opmærksom på muligheden for at etablere en § 56 aftale.

.

.

”

I besked af 18. september 2016 fra indklagede blev klager bedt om at møde på arbejde den 19. september 2016 kl.

08.00.

Klager blev oplyst om, at såfremt han ikke mødte, ville det blive betragtet som ulovligt fravær.

Indklagede anførte desuden, at klager skulle møde til arbejdsopgaver, hvor der ville blive taget skånehensyn for hans funktionsnedsættelse i skulderen.

Klager mødte op den 19. september 2016 kl.

06.00 i Afdeling 2.

Samme dag forlod klager arbejdspladsen på grund af smerter i sin beskadigede skulder.

Klager har oplyst, at han havde lavet fem timers tastearbejde.

Klager blev senere på dagen kontaktet af indklagede, som meddelte, at han pr. 20. september 2016 skulle gøre tjeneste i Afdeling 3 i en Helpdesk.

Klager blev sygemeldt den 20. september 2016 grundet smerter i sin beskadigede skulder.

I mulighedserklæring underskrevet af indklagede den 20. september 2016 har indklagede anført

”Det er ikke påkrævet, at være fuld tjenestedygtig og bære tjenestepistol ved tjeneste i [Afdeling 3], idet [Klager] vil indgå på lige fod med de administrative ansatte, og nyde godt af den beskyttelse som de tilstedeværende våbenføre [medarbejdere]…

[Klager] oplyste, at han ikke vil arbejde i [Afdeling 3], hvorfor denne mulighedserklæring er ledelsens kvalificerede oplæg til [Klagers] muligheder for at vende tilbage til arbejdet i [Afdeling] med arbejdsopgaver, der er fuldt ud analoge med hidtidige arbejdsopgaver og tager hensyn til de skånebehov [Klager] har…”

Af lægens attestering af 2. november 2016 fremgår det, at lægen igen har afkrydset feltet om, at arbejdsforholdene ikke skønnes forsvarlige, og at der bør foretages yderligere ændringer.

Under lægens uddybende kommentarer fremgår følgende:¬

”… Patienten fortæller at han ikke kan passe sit arbejde på [Afdeling 3], idet han jo jf den instruks der er givet, skal kunne bære våben og beskyttelses udrustning hvilket ptt jo pga den skade han pådrog sig i tjenesten ikke kan.

¬Patienten har jo kunne passe sit hidtidige arbejde under problemer.

Patienten oplyser han er henvist til vurdering på RH og man kunne jo afvente resultatet af denne.

”

Lægen har desuden anført, at klager kunne passe et arbejde, som det han havde før.

Den 4. oktober 2016 blev klager indkaldt til undersøgelse den 17. oktober 2016 hos en speciallæge, da indklagede havde anmodet om en speciallægeerklæring.

Klager mødte ikke op til den indkaldte tid.

Indklagede sendte i den anledning klager et brev, hvor de bad ham oplyse årsagen til udeblivelsen og vejledte ham om, at de lægelige oplysninger havde afgørende betydning for Helbredsnævnets vurdering, og at han havde pligt til at medvirke til sagens oplysning.

Den 21. oktober 2016 sendte indklagede klager et pålæg om fremsendelse af lægelig dokumentation for lovligt forfald.

Indklagede anførte i pålægget, at de lagde til grund, at klager, på baggrund af kommunens afgørelse af 14. september 2016, fortsat var i stand til at genoptage arbejdet delvist, da der ikke var kommet nye oplysninger i sagen, der indikerede, at grundlaget for afgørelsen var ændret.

Indklagede understregede desuden, at det ikke var muligt at anvise klager til hans hidtidige arbejdsopgaver, da disse var overgået til andre medarbejdergrupper som følge af en generel opgaveglidningsproces.

Den 9. november 2016 blev der udarbejdet en speciallægeerklæring.

Det fremgår blandt andet af denne, at klager i forbindelse med sit arbejde skulle have mulighed for at hvile skulderen, også ved PC arbejde.

Det fremgår desuden, at klagers tilstand skønnedes stationær, og at det ikke ville være muligt fremadrettet med nogen form for operative opgaver.

Ved brev af 7. november [2016] rettede klagers fagforening henvendelse til indklagede.

Klagers fagforening bemærkede blandt andet, at et ophør af ansættelsesforholdet foranlediget af indklagede ville stride imod forskelsbehandlingsloven.

Fagforeningen opfordrede desuden indklagede til at lade klager genoptage sine tidligere arbejdsopgaver.

Den 8. november 2016 indstillede indklagede til, at der blev indledt disciplinærforfølgning mod klager for ulovlig udeblivelse fra tjenesten.

Det fremgår af indstillingen, at klager i sin hidtidige stilling kun i mindre omfang havde været beskæftiget med tasteopgaver på grund af begrænsningerne i hans operative formåen.

Indklagede sendte den 22. november 2016 en anmodning til Helbredsnævnet om at vurdere klagers tjenestedygtighed.

Indklagede medsendte et notat, de havde udarbejdet samme dato.

Klagers fagforening meddelte ved brev af 6. december 2016 indklagede og anførte, at klager ikke havde haft ulovligt forfald, og at der ikke var grundlag for disciplinærforfølgning.

Moderniseringsstyrelsen meddelte den 16. december 2016, at der ikke var grundlag for at yde klager pension på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed.

Den 29. december 2016 sendte indklagede en anmodning til Helbredsnævnet om en uddybning af den lægefaglige vurdering i forbindelse med tjenstdygtighedsvurderingen.

Indklagede skrev, at de ønskede belyst, hvorvidt Helbredsnævnet lægeligt havde vurderet, at klager var tjenstdygtig i forhold til stillingen i Helpdesk.

Helbredsnævnet svarede ved mail af 16. januar 2017

”Helbredsnævnet kan oplyse, at Nævnets sagsforberedende læge har begrundet vurderingen med følgende

"Det fremgår af de i sagen foreliggende lægelige oplysninger, at den pågældende har behov for skånefunktioner i skulder- og armbelastende erhverv.

[Indklagede] har oplyst, at [Klager] er tilbudt en ren administrativ jobfunktion i [Afdeling 3].

Efter det oplyste er der tale om telefonbetjening og besvarelse af faglige spørgsmål, og der er ingen fysisk kundekontakt, hvorfor der ikke kræves politioperativ parathed og der er tale om et minimum af tastearbejde.

De tilbudte opgaver svarer - efter det oplyste - til hans hidtidige administrative opgaver i [Afdeling 1] og det er Helbredsnævnets lægefaglige vurdering, at hans helbred ikke er til hinder for, at han kan udføre arbejdsopgaverne ved [Afdeling 3].

Helbredsnævnet har derfor vurderet, at han er tjenstdygtig".

Indklagede henlagde sagen vedrørende disciplinærforfølgning ved brev af 3. januar 2017.

Indklagede meddelte i samme brev, at klager skulle møde til tjeneste i Helpdesk den 9. januar 2017.

Klager skrev den 9. januar 2017 til indklagede, at han var mødt til tjeneste uagtet stærke smerter.

Klager meddelte, at han ikke var raskmeldt og henviste til mulighedserklæring af 2. november 2016.

Indklagede svarede ved brev af 11. januar 2017, at klager var rask og i stand til at genoptage tjenesten og henviste til kommunen og Helbredsnævnets vurderinger.

Indklagede bemærkede, at baggrunden for lægens vurdering af 2. november 2016 var oplysninger fra klager omkring arbejdsforholdene i Helpdesk, som ikke var korrekte.

Klagers fagforening sendte i januar 2017 en anmodning til indklagede om at redegøre for, hvilke hensyn der blev taget for at tilgodese klagers skånebehov i Helpdesk.

Klager mødte til tjeneste efter en sygemelding den 6. februar 2017.

Da klager mødte, havde han ikke adgang til samtlige systemer.

Klager har fremlagt 11 skærmbilleder, som han har oplyst, viser, at han blev suspenderet i perioden fra den 30. januar 2017 til 13. februar 2017.

Klager fik den 14. februar 2017 aktindsigt i Helbredsnævnets akter i forbindelse med vurderingen af 16. december 2016.

Det var klagers opfattelse, at Helbredsnævnet ikke havde modtaget alle de relevante dokumenter, at et notat havde været fejlbehæftet, og at indklagede ikke havde præciseret karakteren af stillingsindholdet.

Klager ønskede derfor en ny vurdering af sagen.

Den 27. februar 2017 meddelte indklagede klager, at han fremadrettet skulle møde kl.

08.00.

Indklagede sendte den 12. april 2017 klagers bemærkninger og en række dokumenter til Helbredsnævnet.

Indklagede bemærkede, at de var af den opfattelse, at stillingsindholdet vedrørende stillingen i Helpdesk kom til udtryk i breve af 10. februar 2017 og 12. april 2017 fra indklagede til klagers fagforening.

I en erklæring, udarbejdet af klagers fysioterapeut den 19. april 2017, anføres

”… Når han taster foregår det udelukkende med højre hånd med variation mellem ”touch-pen” eller fingrene.

I løbet af arbejdsdagen bliver det til mange tast for højre arm/hånd.

Det vil være at foretrække at medarbejderen har langt mindre taste arbejde…”

Fysioterapeuten anførte desuden i erklæringen, at klager skulle tilbydes en arbejdsstol med armlæn, at klagers tastatur skulle udskiftes til et trådløst tastatur for variationens skyld, at klagers mus skulle udskiftes til en trådløs mus.

Fysioterapeuten foreslog desuden, at klager benyttede højtaler ved telefonsamtaler, frem for et headset, som var vanskeligt for klager at tage af og på.

Den 15. maj 2017 vurderede Helbredsnævnet, at der ikke var grundlag for at yde klager pension på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed.

Den 31. maj 2017 ansøgte klager indklagede om afsked til udgangen af august 2017.

Af den forudgående korrespondance mellem indklagede og klagers fagforening fremgår af brev fra indklagede af 2. juni 2017

”… Omkring [Klagers] mødetid skal [Indklagede] fastholde, at den tidlige mødetid kl.

06.00 som [Klager] tidligere har benyttet sig af, ikke er et skånevilkår i forhold til [Klagers] funktionsnedsættelse i skulderen, men alene har været en fleksibilitet omkring arbejdstidens placering.

En fleksibilitet som ikke længere er mulig henset til, at henvendelser til Helpdesk først sker efter kl.

08.00…

Du fastholder… at der fortsat er grundlag for at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt [Klager] er tjenstdygtig i forhold til stillingen ved Helpdesk.

Du henviser i den forbindelse dels til uenigheden omkring indholdet og omfanget af tastearbejdet i [Klagers] tidligere stilling som fagkoordinator, og dels til den af fysioterapeut… udfærdigede rapport…

[Indklagede] skal til dette bemærke, at Helbredsnævnet ved deres brev af 15. maj 2017 har foretaget en fornyet vurdering af sagen.

Helbredsnævnet har ved deres fornyede vurdering fastholdt, at der ikke er grundlag for at yde [Klager] pension på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at erklæringen af 19. april 2017 fra fysioterapeut… har indgået i Helbredsnævnets fornyede vurdering af 15. maj 2017, hvor man altså finder [Klager] tjenstdygtig i forhold til stillingen ved Helpdesk…”

Indklagede skrev i mail af 14. juni 2017, at de havde lukket sagen.

Indklagede bemærkede, at de ikke havde nået at sende den seneste korrespondance i sagen til Helbredsnævnet.

Den 26. juni 2017 blev der udarbejdet en lægeerklæring i henhold til cirkulære om afsked af tjenestemænd i staten på grund af svagelighed og sygefravær.

Det fremgår blandt andet af denne

”I dag undersøges ve skulder tydeligt cikatrice samt manglende m.

deltoideus atrofi svært ved at abducere svært ved at rotere der er direkte ømhed ved ledkapselen impingement test pos markant nedsat kraft i brachium antebracium nedsat håndtryk gode perifere puls nat neurologi og ikke smerter ved coll cerv.

Patienten er ellers sund og rask og får ikke medicin og har ikke kroniske sygdommen.

Patienten gener som er arbejdsskade medføre sygemelding ved selv let belastning af skulderen.

”

Klager ønskede at sagen blev forelagt for Helbredsnævnet på ny.

Den 24. august 2017 vurderede Helbredsnævnet, at der ikke var grundlag for at yde klager pension på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 7. august 2018.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med forflyttelse, lønforhold og chikane.

Det er ikke korrekt, at der skete en generel omlægning af arbejdsopgaverne hos indklagede under klagers sygemelding, som medførte, at det ikke var muligt for klager at genoptage arbejdet helt eller delvist i sin hidtidige stilling.

Den såkaldte jobglidning blev gennemført i afdelingen i april 2016, og flere medarbejdere blev overført fra den 1. juli 2016 fra administrative opgaver til operative opgaver.

Klager blev ikke en del af dette, og klager blev meddelt, at han skulle blive i sin stilling som konsulent.

Dette fremgår også af en personalemeddelelse, der blev udsendt af en ansat hos indklagede, samt af en mail.

Klagers stilling i Afdeling 1 blev ikke overtaget af en anden personalegruppe.

Stillingen blev pr. 8. juli 2016 tildelt Person 1, som er tjenstdygtig og operativ, men tjenestegørende med administrative opgaver.

Den 3. juni 2016 modtog klager et stationeringsbrev, hvoraf det blandt andet fremgik, at klagers løn- og ansættelsesforhold var uændrede.

Den 10. juni 2016 var klager indkaldt til en sygefraværssamtale.

Personalechefen oplyste, at klager ikke kunne fortsætte sine arbejdsopgaver grundet hans sygefravær.

Klager blev desuden vejledt om sygepension.

Klager afviste sygepension, da han planlagde pension omkring sit fylde 63. år.

Klager oplyste desuden, at sygefraværet skyldtes et pludseligt traume i skulderen og ikke arbejdsopgaverne.

Indklagede foreslog, at klager blev overflyttet til Afdeling 2, hvor han kunne udføre tastearbejde, og hvor ledelsen ville acceptere et højere sygefravær.

Klager oplyste, at hans læge havde vurderet, at øget tastearbejde ville forværre tilstanden i klagers skulder.

Da klager forlod sygefraværssamtalen den 10. juni 2016, var det med en klar fornemmelse af, at ledelsen havde en skjult dagorden om, at få ham afskediget på grund af handicap.

Det var usædvanligt, at en personalechef deltog i trivselssamtaler/sygesamtaler hos indklagede.

Indklagede oplyste ikke klager om, at de ville indbringe sagen for personalelægen.

Den 8. juli 2016 skulle klager, som modtog et funktionstillæg, ansøge om fortsat at modtage dette.

Ledelsen afgjorde, at klager ikke fremadrettet skulle have funktionstillægget, mens de enkelte andre medarbejdere fortsat fik tildelt et funktionstillæg.

Klager havde ikke helbredsmæssige problemer på grund af sine arbejdsopgaver fra 2013 og indtil 2017.

Arbejdsopgaverne belastede ikke klagers skulder.

Klagers forbrug af smertestillende medicin var ligeledes acceptabelt lavt, idet tastearbejdet var minimalt.

Eventuelt belastende tastearbejde kunne klager uddelegere til andre medarbejdere i afsnittet.

Klager har haft sygefravær på grund af operationer i hans skulder.

Klager har desuden haft sygefravær i forbindelse med pludselige skuldertraumer.

Disse opstod blandt andet i forbindelse med et fald, en anholdelse af en indbrudstyv og i forbindelse med, at en branddør ramte klagers beskadigede skulder i maj 2016.

Sygefravær i relation til klagers person har aldrig været et tema hverken i hverdagen eller til MUS-samtaler.

Klager er derfor uforstående over for indklagedes bemærkning om højt sygefravær.

Klager har i perioden fra [1979] til juni 2016 ikke været indkaldt til trivsels- eller sygefraværssamtaler.

Dokumentation i form af lægeerklæringer eller sygehusjournaler har på intet tidspunkt i perioden fra 1979 til den 29. maj 2016 været afkrævet af ledelsen.

Klagers mødestabilitet var uproblematisk, idet klager var tildelt ukontrollabel tjeneste.

Klager kunne dermed i vid udstrækning selv tilrettelægge sin tjeneste og havde dermed også opgaveløsninger, der ikke krævede belastende tastearbejde på sin private bopæl og i fritiden m.m.

Den 18. august 2016 blev klager igen indkaldt til en sygefraværssamtale.

Klager blev orienteret om, at hans politifaglige administrative opgaver den 8. juli 2016 var blevet besat internt af en medarbejder, som også havde overtaget klagers funktionstillæg.

Indklagede begrundede dispositionen med henvisning til et forlig, der var blevet vedtaget af Folketinget.

Den 6. september 2016 modtog klager en mail fra indklagede, der indeholdt en vejledning om at ansøge om sygepension.

Klager ignorerede vejledningen.

Klager kan ikke genkende indklagedes bemærkning om, at han den 14. september 2016 blev raskmeldt af kommunen.

Der var mellem kommunen og klager enighed om, at klagers handicap er livsvarigt, og at han derfor ikke kunne raskmeldes til hvilket som helst erhverv.

Ved besked fra indklagede af 18. september 2016 blev klager beordret at møde i Afdeling 2.

Klager mødte op.

Dette uagtet, at det den 24. august 2016 blev vurderet, at arbejdsopgaverne i denne afdeling ville forværre klagers skulderskade.

Den 19. september 2016 blev klager telefonisk kontaktet af indklagede, som oplyste, at indklagede havde besluttet, at klager fra den 20. september 2016 og fremadrettet skulle møde til administrativ tjeneste i Helpdesk i Afdeling 3.

Klager oplyste, at han fra 2003 havde været fritaget for tjeneste og vagter i Afdeling 3 grundet sit handicap i relation til egen og andres sikkerhed.

Selv i 2015, hvor en situation krævede ekstra ressourcer i Afdeling 3, var klager fortsat fritaget for tjeneste her.

Indklagede oplyste, at de uden klagers samarbejde ville udfærdige en ny mulighedserklæring om arbejdsopgaverne i Helpdesk.

Årsagen til, at indklagede indstillede til disciplinærforfølgning mod klager for ulovlig udeblivelse fra tjenesten, var, at de ikke havde modtaget mulighedserklæringen af den 2. november 2016.

Helbredsnævnet lagde i sin afgørelse af den 25. november 2016 om skånebehov/tilpasning vægt på et notat fra indklagede, hvor oplysningerne om klagers tjenesteforhold var faktuelt forkerte og udokumenterede.

Moderniseringsstyrelen anmodede i januar 2017 indklagede om en uddybning af skånetjenesten i Helpdesk.

Indklagede henviste til sit notat af 25. november 2016, hvorefter anmodningen om en uddybning blev frafaldet.

Bekræftelsen til indklagede om skånetjenesten i Helpdesk blev udfærdiget af en sagsbehandler hos Helbredsnævnet, som ikke er læge.

Vedrørende mailen af den 17. januar 2017 fra en sagsbehandler ved Helbredsnævnet, bemærkes det, at væsentlige oplysninger fra speciallægeerklæringen er udeladt.

Den 9. januar 2017 mødte klager kl.

06.00 i Helpdesk.

Klager oplyste ledelsen, at det lægefagligt var vurderet, at ledelsens forslag til tjeneste i Helpdesk var uforsvarligt for klagers helbred.

Afsnitslederen meddelte klager, at han var instrueret om ikke at acceptere en sygemelding, samt at han ingen viden havde om hvilke skånebehov, klager havde eller skulle have i Helpdesk.

Klager konstaterede den 9. januar 2017, at hans arbejdsopgaver i Helpdesk ikke havde politifagligt indhold og udelukkende indebar registersøgninger, der medførte belastende tastearbejde på fuld tid uden mulighed for at hvile den beskadigede skulder ved PC-arbejdet.

Klager kunne også konstatere, at skånebehovet i relation til fritagelse for ”publikumskontakt” var ophørt, idet klager var placeret i en bygning, hvor der færdedes frihedsberøvede personer og personer med kriminel meldepligt, ligesom han ved færden uden for bygningen klart kunne genkendes.

Klagers skånehensyn i relation til mødetid kl.

06.00 gjorde, at han var utryg ved at færdes som eneste medarbejder i Afdeling 3 fra kl.

06.00 til 08.00, da klager var ubevæbnet og ubeskyttet.

Arbejdet i Helpdesk medførte et eksplosivt forbrug af smertestillende medicin, og klagers fritid blev brugt på at restituere kroppen.

Klager mødte den 6. februar 2017 til tjeneste efter en sygemelding og konstaterede, at hans adgang til systemerne var deaktiveret.

Det var kun klager, som ikke havde adgang til systemerne.

Klager rettede derfor henvendelse til indklagede, som oplyste, at han fra den 30. januar 2017 og fremadrettet var suspenderet.

Klager fortsatte sit daglige fremmøde, da hverken han eller hans fagforening var underrettet om suspensionen.

Den 15. februar 2017 blev suspensionen ophævet, og klager havde igen adgang til systemerne.

Det kræver en aktiv indsats fra indklagede, at deaktivere en adgang til systemerne.

Klager oplevede samtidig, at han i indklagedes tidsregistreringssystem fra den 30. januar 2017 blev opdateret som suspenderet indtil videre.

Det er kun HR medarbejdere, som kan opdatere denne postering.

Klager lånte i perioden en anden medarbejders IT plads, og klager kunne således i de ni dage fortsætte arbejdsopgaverne med belastende tasteopgaver.

¬Klager har ikke kunne opnå aktindsigt i sagen relateret til deaktiveringen.

Klager fik ikke mulighed for at indrette sin arbejdsplads i Helpdesk med særligt udstyr.

En leder hos indklagede udleverede fysioterapeutens erklæring af den 19. april 2017 til klager.

Lederen var ellers blevet instrueret af indklagede om ikke at udlevere den.

Den 22. maj 2017 forlod klager Helpdesk efter otte timers tastearbejde, psykisk og fysisk nedbrudt og med kraftige smerter i skulderen.

Samme dag konsulterede klager sin fagforening.

Klager blev vejledt om, at et eventuelt sagsanlæg mod indklagede skønnedes til en varighed på minimum 18 måneder, hvor klager fortsat skulle møde til tjeneste.

Klager ønskede ikke at blive mere syg af at møde til tjeneste med belastende tasteopgaver og overvejede derfor at søge afsked.

Den 31. maj 2017 ansøgte klager indklagede om afsked til udgangen af august 2017.

Klager havde en forventning om, at indklagede ville indlede en sag om svagelighedspensionering, men indklagede meddelte blot, at sagen blev lukket.

Indklagede er forpligtet til at sagsbehandle en ansøgt afsked relateret til helbredsmæssige årsager.

Dette gjorde indklagede ikke.

Klager føler sig tvangspensioneret og ærgrer sig over, at indklagede ikke efterlevede sin tilpasningsforpligtelse efter 2016.

Indklagede har ikke medvirket til at fastholde klager i sin hidtidige stilling eller i en generel stilling.

Indklagede fastholdt arbejdspladsen i Helpdesk som den eneste mulighed, uagtet at denne placering lægefagligt blev afvist.

Indklagede burde tåle og medvirke til, at klager kunne fortsætte i sin hidtidige stilling efter sygefraværssamtalen den 10. juni 2016.

Dette særligt idet stillingen var øremærket til en administrativ medarbejder med klagers kompetencer og specialviden på området.

Dette desuden særligt henset til den korte periode der var indtil, klager alligevel skulle fratræde stillingen grundet alder.

Indklagede er en stor koncern.

Hvis indklagede havde lavet en objektiv og loyal sagsbehandling, kunne de have fundet en placering, der var tilpasset klagers handicap.

Klager meddelte via sin fagforening, at han var klar til arbejdsopgaver, som var tilpasset ham.

Indklagedes adfærd over for klager som handicappet medarbejder var upassende.

Klager modtog trusler om straf, disciplinærsag og løntilbagehold ved en sygemelding, som var relateret til klagers handicap.

Indklagedes adfærd var chikanøs.

En disciplinærsag blev anlagt for ulovlig udeblivende fra tjenesten, uagtet lovligt fravær var dokumenteret.

Klager blev desuden uden varsel eller forklaring suspenderet den 30. januar 2017 efter en sygemelding relateret til klagers handicap.

Indklagede fremlagde ikke mulighedserklæring af 2. november 2016 for Helbredsnævnet.

Indklagede oplyste heller ikke Helbredsnævnet om klagers handicap.

Indklagede ”nåede” ikke, at sende klagers bemærkninger og dokumentation til Helbredsnævnet, som derved ikke blev forelagt for nævnet under nævnsmødet den 24. august 2017.

Klager har tidligere fået Ligebehandlingsnævnets afgørelse af, at han har et handicap.

Indklagede påstår frifindelse.

Stillingen, som klager varetog forud for sygemeldingen den 9. maj 2016, var en central funktion med et særligt behov for mødestabilitet, som ikke var foreneligt med klagers høje sygefravær.

Under klagers langtidssygemelding fra den 9. maj 2016 skete der en omlægning af arbejdsopgaver i flere afdelinger hos indklagede.

Omlægningen skete som følge af en helt overordnet beslutning om at ændre på opgavefordelingen hos indklagede.

¬¬Som følge af omlægningen var det ikke muligt for klager at genoptage arbejdet hverken helt eller delvist i stillingen i Afdeling 1.

Indklagede fosøgte derfor at afdække mulighederne for at omplacere klager i en anden lignende stilling, der tog hensyn til hans funktionsnedsættelse og som var tilpasset hans skånebehov.

Indklagede forsøgte at afdække muligheden for, at klager kunne placeres i Afdeling 2.

I Afdeling 2 kunne indklagede tilbyde en administrativ stilling med tilpassede arbejdsopgaver, der kunne imødekomme klagers skånebehov og funktionsnedsættelse.

Det fremgår dog af lægens attestering af 24. august 2016, at dette ikke ville være forsvarligt af hensyn til de oplysninger, som klager havde givet lægen.

Ved klagers tilbagevenden efter sin langtidssygemelding den 15. september 2016 blev klager placeret i en skånsom administrativ stilling i en Helpdesk i Afdeling 3 med tilpassede arbejdsopgaver, der tog hensyn til hans funktionsnedsættelse i samme omfang som hans hidtidige stilling.

Klager skulle varetage telefonbetjeningen og besvare forespørgsler inden for udlændingeområdet.

Der var ingen fysisk kundekontakt og kun et minimum af tastearbejde.

Klager oplyste i forbindelse med omplaceringen til Helpdesk, at han ikke var i stand til at varetage stillingen, idet han ikke bar tjenestevåben.

Det var dog ikke en hindring, at klager ikke bar tjenestevåben, da han ville indgå på lige fod med de øvrige administrative medarbejdere og derfor ikke behøvede at bære tjenestevåben.

På baggrund af klagers fuldtidssygemelding den 19. september 2016 udarbejdede indklagede en ny mulighedserklæring med henblik på en lægefaglig vurdering af, hvorvidt klager helbredsmæssigt var i stand til at varetage stillingen i Helpdesk.

Af lægens attestering af 2. november 2016 fremgår det, at klager havde oplyst til lægen, at han ikke var i stand til at varetage stillingen, idet det var påkrævet, at han bar tjenestevåben og beskyttelsesudstyr, hvilket netop ikke var påkrævet.

Sagen blev forelagt for Helbredsnævnet i Moderniseringsstyrelsen med henblik på en tjenstdygtighedsvurdering og pensionsretlig udtalelse.

Klager fastholdt, på trods af Helbredsnævnets vurdering, at han alene var i stand til at varetage sine hidtidige arbejdsopgaver.

Klager oplyste, at han alene var raskmeldt i forhold til disse tidligere arbejdsopgaver, og at han ikke var i stand til at blive raskmeldt og varetage arbejdsopgaverne i Helpdesk.

I mail af 17. januar 2017 fra Moderniseringsstyrelsen fremgår det, at Helbredsnævnet fastholdt, at klager var tjenstdygtig i forhold til stillingen i Helpdesk.

Indklagede har igennem en lang periode forsøgt at fastholde klager i en stilling, som Helbredsnævnet af tre omgange har vurderet, at klager var helbredsmæssigt i stand til at varetage.

Med henvisning til dette og ovenstående fastholder indklagede, at indklagede ikke har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Indklagede gør ligeledes gældende, at der er iværksat de nødvendige og tilstrækkelige fastholdelsestiltag, og at indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.

Indklagede foretager ikke lægelige bedømmelser, men alene en vurdering af sygefraværets betydning for driften det pågældende tjenestested sammenholdt med den relevante medarbejders mulighed for at udføre de påkrævede arbejdsopgaver under hensyn til de relevante skånebehov.

Alt, der vedrører helbredsvurderinger, hører til Helbredsnævnets kompetence.

Der er således ikke tale om, at kommandovejen er forkert, men blot udtryk for en vurdering tilkendegivet af en læge i Helbredsnævnet.

At Helbredsnævnet er af den opfattelse, at klagers sygefravær skyldes manglende vilje og ikke helbredsmæssige forhold, er igen et udtryk for Helbredsnævnets vurdering på baggrund af den forelagte sag.

Det kan dog på den baggrund konkluderes, at det ikke har været helbredsmæssige forhold, som har udgjort en hindring for klagers mulighed for at arbejde.

Ledelsesretten blev udøvet med respekt for de relevante skånehensyn.

Vedrørende punktet i klagen om chikanøs adfærd i form af suspension er der tale om en fejlopfattelse af forholdene.

Klager blev ikke suspenderet.

Der var tale om en IT-fejl, som ikke tillod klager adgang til systemerne.

Fejlen blev rettet hurtigst muligt.

Det bemærkes, at klager på trods, at han i ni dage var uden IT-adgang kunne udføre arbejdsopgaver.

Dette må således nødvendigvis have været arbejdsopgaver, der ikke indebar tasteopgaver.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til blandt andet en persons handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for handicappet i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager var i 2003 udsat for en arbejdsulykke, der medførte en skade på klagers ene skulder.

Arbejdsskadestyrelsen vurderede den 18. oktober 2004, at klager som følge af skaden havde en méngrad på 25 procent.

Det fremgår af mulighedserklæring, underskrevet af klager og indklagede den 18. august 2016, at en række af klagers jobfunktioner var påvirkede, herunder operativt arbejde generelt, anvendelse af pistol, kørsel i tjenestekøretøj og længerevarende arbejde med tastning på en computer.

Af speciallægeerklæring af 9. november 2016 fremgår det, at klagers tilstand blev skønnet stationær, og at det ikke fremadrettet ville være muligt med nogen form for operative opgaver.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, idet hans helbredsmæssige tilstand begrænsede ham i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og denne begrænsning var af lang varighed.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket

Forflyttelse

Klager blev den 9. maj 2016 sygemeldt grundet et uheld med en branddør, som førte til smerter i klagers beskadigede skulder.

Klager var fuldtidssygemeldt frem til den 15. september 2016.

Klager varetog forud for sygemeldingen en stilling i Afdeling 1.

Klager blev i forbindelse med en sygefraværssamtale den 10. juni 2016 oplyst om, at hans sygefravær ikke var foreneligt med den stilling, som han besad.

En ansat hos indklagede sendte den 6. juli 2016 en intern mail, hvoraf det fremgår, at han ikke mente, at klager var i stand til at varetage stillingen i Afdeling 1.

Den 8. juli 2016 blev klagers stilling tildelt en anden ansat hos indklagede.

Indklagede har oplyst, at forflyttelsen af klager blandt andet skyldtes klagers sygefravær.

Klagers sygefravær havde relation til klagers handicap.

Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager som følge af sit handicap er blevet udsat for forskelsbehandling.

Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket

Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.

Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden.

Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte.

Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt.

Klager har oplyst, at han i perioden fra [1979] til juni 2016 ikke har været indkaldt til trivsels- eller sygefraværssamtaler, og at dokumentation i form af lægeerklæringer eller sygehusjournaler på intet tidspunkt i perioden fra 1979 til den 29. maj 2016 har været afkrævet af ledelsen.

Indklagede undersøgte ikke forud for forflyttelsen af klager, om klager med rimelige tilpasninger - for eksempel med hjælpemidler eller ændring af arbejdsmønstre – fortsat ville kunne varetage stillingen i Afdeling 1, herunder om byrden ved at foretage sådanne eventuelle tilpasninger kunne lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Indklagede indgik heller ikke i en dialog med klager om muligheden for, at klager, eventuelt med rimelige tilpasningsforanstaltninger, ville kunne varetage stillingen.

På denne baggrund vurderer nævnet, at indklagede ikke har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket.

Klager får derfor medhold i denne del klagen.

Nævnet lægger til grund, at indklagedes afvisning af, at klager fortsat kunne modtage sit funktionstillæg, var en direkte konsekvens af forflyttelsen.

Klager får derfor også medhold i denne del af klagen.

Chikane

Nævnet vurderer ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling i form af chikane.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende og navnlig under hensyn til klagers langvarige ansættelse kan fastsættes til 75.000 kr.

Indklagede skal herefter betale 75.000 kr. til klager.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<18-49857>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 1, stk. 4, om chikane

-

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2 a, om tilpasning

-

§ 7, stk. 1, om godtgørelse

-

§ 7 a, om delt bevisbyrde