Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0554
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0554
Klage afvises på grund af manglende retlig interesse
En person klagede over et indslag i radioprogrammet ”Bagklog” bragt af DR på P1.
Pressenævnet afviste at behandle klagen, da klageren ikke er omtalt i indslaget og derfor ikke har retlig interesse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over et indslag i radioprogrammet ”Bagklog” , der blev bragt af DR den 5. september 2020 på P1, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Det påklagede radioindslag er bragt i det satiriske program ”Bagklog” , der ifølge DRs programomtale ”giver ugens nyheder med grovfilen og sætter dem i et skarpt og ofte satirisk lys”.
Til støtte for klagen har [Klager] blandt andet anført, at han er bekendt med, at radioprogrammet indeholder satire, men han mener, at indholdet overskrider rammerne for god presseskik.
Således anvender studieværten mikrofonen som talerør for hans personlige holdninger, som går ud over grænserne for satire.
Han har for eksempel kaldt Donald Trump for ”den orange klovn”, ligesom han har kritiseret Putin.
[Klager] har endvidere anført, at indslaget indeholder reklame for forlaget Gyldendal, hvilket han ikke anser for at være i orden, eftersom der er tale om et statsligt licensbaseret medie.
DR har den 14. september 2020 afvist [Klager]s klage.
Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler
Klagen angår et radioprogram, som indeholder satirisk omtale af ugens nyheder.
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.
Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.
[Klager] er ikke selv omtalt eller afbildet i artiklen.
[Klager] har derfor ikke en sådan direkte og individuel retlig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen i forhold til ham.
Klagen afvises herefter, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2.
Afgjort den 28. september 2020