Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0499
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0499
2770 Tårnby får kritik for omtalen af en ældre straffedom
I en omtale af en mærkedag bragt i april 2020 omtalte 2770 Tårnby en fødselars tidligere straffedom.
Fødselaren klagede til Pressenævnet over, at 2770 Tårnby i omtalen af mærkedagen beskrev straffedommen.
Nævnet fandt, at omtalen af den ældre straffedom ikke havde en relevant sammenhæng med den aktuelle omtale af personens fødselsdag.
Pressenævnet udtalte derfor kritik af 2770 Tårnby for at omtale den ældre straffedom.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over omtale af mærkedag i ”Folk & fæ”, som blev bragt den 28. april 2020 i 2770 Tårnby, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at 2770 Tårnby har omtalt en ældre straffedom mod ham.
1 Sagsfremstilling
2770 Tårnby bragte den 28. april 2020 omtale af mærkedag i ”Folk & fæ” i sektion 1, side 2, med titlen ”[Klager]” .
Af omtalen fremgår følgende
”[Byen]s tidligere magtfulde [Partiet]-boss runder onsdag den 6. maj de 60 år.
[Klager] kom i byrådet i 2005, og hans storhedstid var da partiet med fire mandater dannede ’regering’ sammen med [Politikeren]s otte socialdemokrater fra 2009 til 13.
Hans bratte fald kom i 2014-15, da han røg i fængsel og mistede både byrådsplads og job i lufthavnen.
[Klager] blev frifundet for voldtægt mv. mod sin eks-samlevers 18-årige datter, idet de frivilligt havde været elskende et lille år, men dømt for at have haft anden sex end samleje med hende allerede kort før hendes 18-års fødselsdag, idet retten fandt hun var at betragte som hans steddatter, da han havde kendt moren siden datteren var 12.
”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 23. maj 2020.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Omtale af ældre straffedom
[Klager] har anført, at 2770 Tårnby i forbindelse med en fødselsdagshilsen har omtalt hans straffedom fra november 2015, hvor han blev idømt 60 dages samfundstjeneste.
[Klager] har oplyst, at han tidligere har siddet i kommunalbestyrelsen i [Kommunen], men ikke længere er i politik og derved ikke er en offentlig person, hvorfor han ikke forstår, at 2770 Tårnby har bragt en sådan krænkende fødselsdagshilsen.
Fødselsdagshilsenen har medført stor pressedækning, da både Ekstra Bladet og Journalisten har henvendt sig til [Klager] og bragt artiklerne ”Tillykke med dagen - her er en kæmpe sviner” , som blev bragt den 13. maj 2020 på Ekstra Bladets netavis ekstrabladet.dk og ”Fødselar om voldtægtssag og fængsel i fødselsdagsomtale: ”Ikke særlig sympatisk”” , som blev bragt den 13. maj 2020 på Journalistens netavis journalisten.dk.
Herudover har DR P1 inviteret [Chefredaktør A], chefredaktør i [Mediehuset], i studiet til programmet ”Shitstorm” for at tale om fødselsdagshilsenen.
Efter Ekstra Bladet og Journalisten havde kontaktet [Klager], kontaktede den ansvarshavende chefredaktør på Amager Bladet, [Chefredaktør B], den rugbyklub, hvor [Klager] er træner for U16 og U18 og udspurgte først den tidligere formand, om det var rigtigt, at [Klager] er træner i klubben, og om de ikke kendte til hans sag.
Da den tidligere formand svarede, at det gjorde han, spurgte [Chefredaktør B], om [Klager] havde børneattest, hvilket han selvfølgelig har.
Dette stillede [Chefredaktør B] sig tvivlende over for og ville undersøge det nærmere hos kommunen.
2.2 2770 Tårnbys synspunkter
Omtale af ældre straffedom
2770 Tårnby har anført, at [Klager] er en offentlig person i [Byen], som naturligvis er den målestok, der skal bruges i nærværende sag, da 2770 Tårnby kun udkommer i [Byen].
Det ville være helt urimeligt over for lokalpressen, hvis der blev lagt et kriterium ned om, at der kun findes en målestok for, om man er en offentlig person, hvis det er gældende for hele landet.
[Klager] var en profileret tillidsmand for lufthavnsarbejderne og [Partiet]s lokale leder i en længere årrække.
I 2005 kom [Klager] i byrådet, og ved valget i 2009 kom han i en nøgleposition.
[Parti A] røg ned på otte mandater og mistede det rene flertal i byrådet, som de havde haft siden 1917 (minus et par perioder i Glistrups tidlige år), men da [Partiet] fordoblede deres mandattal fra to til fire opstod et stærkt [Partierne]-flertal.
[Klager] blev dermed de følgende fire år, som formand for arbejdsmarkedsudvalget og som gruppeformand, efter borgmesteren den mest indflydelsesrige politiker i [Byen].
Ved valget i 2013 kom også [Parti B] ind i byrådet og med i flertallet, men [Klager] havde stadig en nøglerolle, også som kulturudvalgsformand, til han i efteråret 2014 pludselig blev fængslet.
Sagen mod [Klager] blev fulgt minutiøst i 2770 Tårnby, indtil den endeligt blev afgjort, da Procesbevillingsnævnet i marts 2016 afgjorde, at sagen ikke kunne prøves ved Højesteret, og Valgbarhedsnævnet i maj 2016 kendte [Klager] uværdig til at sidde i byrådet.
Oplysningerne i den påklagede omtale af mærkedag er således kun et mikro-koncentrat af tidligere dækning i 2770 Tårnby.
Der var for eksempel helsides dækning af retsmøder både i byret og landsret, og både den endelig dom, forsøg på højesteretsprøvelse og afgørelse i Valgbarhedsnævnet blev bragt som forsideartikler.
Siden er [Klager] og hans sag blevet nævnt i flere mindre artikler/noter i årene 2016-2019.
Der har således været en note byggende på hans egne oplysninger til avisen om, at han igen havde fundet arbejde, hvor der helt naturligt refereredes til sagen på tilsvarende måde som i den påklagede omtale af mærkedag.
Der er således altså intet nyt i den påklagede omtale af mærkedag, idet [Klager]s sag er en del af historien i [Byen], hvorfor der også meget sigende ikke har været nogen form for polemik om hverken omtalen eller Amager Bladets gentagelse af den ugen efter, på de sociale platforme, hvor [Byen]-borgere ellers diskuterer vidt og bredt.
2770 Tårnby bringer naturligvis ikke i tide og utide artikler/noter om sagen og [Klager]s bratte deroute, men ved den første runde mærkedag derefter synes det naturligt at omtale sagen.
Oven i købet sker det i en størrelse, som fint markerer den tid, der er gået, siden han var forsidestof.
2770 Tårnby vil tilsvarende i landsdækkende aviser finde det unaturligt, om der i runde-fødselsdagsomtaler af for eksempel [Offentlig kendt person A] eller [Offentlig kendt person B] ikke også var omtale af deres domme.
2770 Tårnby har endelig bemærket, at [Klager] ikke blev idømt 60 dages samfundstjeneste i Østre Landsret, men 40 dages fængsel, som kunne konverteres til 60 timers samfundstjeneste.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Martin Lavesen, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen.
God presseskik
Omtale af ældre straffedom
[Klager] har klaget over, at 2770 Tårnby har omtalt en ældre straffedom mod ham.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.
En sigtet, tiltalt eller domfældt person bør forskånes for at få fremdraget pågældendes tidligere straffedom, hvis den er uden betydning for de forhold, vedkommende nu er sigtet, tiltalt eller dømt for.
I anden nyhedssammenhæng bør de mod en person tidligere rejste straffesager som regel ikke omtales, jf. punkt B.
1 og C.
8.
Pressenævnet finder generelt, at omtale af straffesager har offentlig interesse.
For så vidt angår mediernes omtale af ældre straffedomme, finder Pressenævnet det afgørende for bedømmelsen af omtalen, om den tidligere straffedom har en tilstrækkelig relevant sammenhæng med det emne eller den sag, som omtalen i mediet angår, ligesom blandt andet kriminalitetens alvor og karakter bør indgå.
Det er samtidig nævnets opfattelse, at offentlige personer, herunder politikere, må tåle mere nærgående omtale, særlig når emnet er af klar almen interesse.
Af omtalen af mærkedagen fremgår følgende
”Tårnbys tidligere magtfulde [Partiet]-boss runder onsdag den 6. maj de 60 år.
[Klager] kom i byrådet i 2005, og hans storhedstid var da partiet med fire mandater dannede ’regering’ sammen med [Politikeren]s otte socialdemokrater fra 2009 til 13.
Hans bratte fald kom i 2014-15, da han røg i fængsel og mistede både byrådsplads og job i lufthavnen.
[Klager] blev frifundet for voldtægt mv. mod sin eks-samlevers 18-årige datter, idet de frivilligt havde været elskende et lille år, men dømt for at have haft anden sex end samleje med hende allerede kort før hendes 18-års fødselsdag, idet retten fandt hun var at betragte som hans steddatter, da han havde kendt moren siden datteren var 12.
”
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i perioden fra 2005 til 2014 var kommunalbestyrelsesmedlem i [Kommunen].
Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] i november 2015 blev idømt en straf udmålt i 60 dages samfundstjeneste for at have anden sex end samleje med sin eks-samlevers datter.
Pressenævnet finder, at omtalen af den ældre straffedom, der efter det anførte i omtalen af mærkedagen vedrører et strafbart forhold begået af [Klager] mod hans eks-samlevers datter, mens han bestred en stilling som kommunalbestyrelsesmedlem, ikke har en relevant sammenhæng med den aktuelle omtale af [Klager]s 60 års fødselsdag.
Pressenævnet udtaler derfor kritik af 2770 Tårnby for at omtale den ældre straffedom.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af 2770 Tårnby at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration
”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer 2770 Tårnby
[underrubrik]
2770 Tårnby får kritik for omtalen af en ældre straffedom
[tekst]
I en omtale af en mærkedag bragt i april 2020 omtalte 2770 Tårnby [Klager]s tidligere straffedom.
[Klager] klagede til Pressenævnet over, at 2770 Tårnby i omtalen af mærkedagen beskrev straffedommen.
Pressenævnet kritiserer 2770 Tårnby for omtalen af en ældre straffedom.
Straffedommen har ikke relevans i sammenhængen med [Klager]s fødselsdagsomtale.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse.
Offentliggørelse skal ske på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet.
Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i mediet.
Afgjort den 11. august 2020