Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej medhold

J.nr. 20-6770

En kvinde mente sig forskelsbehandlet på grund af handicap af et transportfirma.

Kvinden havde trods opfordringer fra nævnet ikke indsendt dokumentation for sit handicap.

Efter oplysningerne i sagen var der desuden ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at transportfirmaet havde udsat kvinden for forskelsbehandling på grund af handicap.

Efter nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold i klagen.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager benyttede det indklagede transportfirma.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

Klager bestilte den 20. januar 2020 en flextur hos det indklagede transportfirma.

Klager blev hentet som aftalt, og turen gik til et supermarked i A-by.

Klager har oplyst, at hun – da hun skulle retur –fik en besked fra indklagedes kontor om, at indklagede ville komme fem minutter senere, end det var aftalt.

Da der var gået de 20 minutter, som indklagede må være forsinket, ringede klager til indklagedes kontor og spurgte efter bilen.

En medarbejder på kontoret ringede herefter til chaufføren, der ifølge chaufførens oplysninger havde været ved hovedindgangen til supermarkedet.

Klager oplyste medarbejderen på kontoren om, at dette ikke passede.

Klager havde været der hele tiden, og der var ikke kommet nogen bil.

Ifølge klagers oplysninger sagde indklagede herefter, at det var påstand mod påstand, når chaufføren oplyste at have været der, men at klager jo bare kunne klage over det.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. januar 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 61 kr.

Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet anmodede den 18. februar 2020 klager om at fremsende dokumentation for sit handicap eksempelvis i form af lægelige oplysninger, der beskriver hendes handicap og de begrænsninger, det medfører.

Klager fik frist til den 3. marts 2020.

Klager svarede den 21. februar 2020.

Klager skrev blandt andet, at brevet af den 18. februar 2020 fik hende til at føle sig magtesløs, og at Ligebehandlingsnævnet gjorde det umuligt for hende at klage.

Klager skrev desuden, at man aldrig får en lægeerklæring om, hvordan man må leve, når man har en shunt indopereret.

Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet anmodede igen klager om at sende dokumentation for sit handicap ved brev af 14. maj 2020.

Klager blev oplyst om, at dokumentationen også kunne være i form af øvrige lægelige oplysninger, journalnotater, oplysninger fra kommunen eller lignende.

Klager fik frist til den 28. maj 2020.

Klager blev samtidig orienteret om, at nævnet ville træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, hvis hun ikke svarede inden udløbet af den fastsatte frist.

Klager har ikke reageret på brevet af den 14. maj 2020.

Klagers bemærkninger

Klager er hjerneskadet og bruger flextrafik, som hun bestiller på nettet, så hun ved, at hun kan nå hjem og sove til middag.

Klagers hjerneskade skyldes hjerneblødning, iltmangel og meningitis.

Klager har fået indopereret en shunt, da hun ikke skifter vandet omkring hjernen, medmindre hun sover dybt, hvilket hun gør under sin middagssøvn.

Klager blev efter samtalen med medarbejderen på indklagedes kontor opmærksom på, at chaufføren ikke havde ringet hende op.

Klagers nummer står på aftalen med indklagede, og hun plejer at blive ringet op, hvis chaufføren ikke kan finde hende.

Hvis chaufføren havde ringet til hende, havde de fundet hinanden.

Klager fortalte indklagedes medarbejder, at hun er hjerneskadet, og at hun derfor brugte flextur.

Klager fortalte også, at hun allerede var ret træt, fordi hun skulle hjem og sove, og at hun risikerede at skulle vente to timer.

Indklagedes medarbejder sagde, at indklagede ved anvendelse af en særlig ordning kunne søge frem, om der var en bil i nærheden.

Klager fik en tid cirka en time senere, men hun måtte betale 61 kr. kontant for køreturen, fordi hun ikke bestilte på nettet.

Ved bestilling på nettet koster køreturen 48 kr.

Klager måtte vente 1,5 time og betale fuld pris for turen.

Endvidere blev klager afregnet for den tur, hun ikke fik.

Det er klagers opfattelse, at chaufføren hos indklagede ikke syntes, at det var vigtigt at hente klager, og chaufføren bare lod som om, at chaufføren havde været der.

Klager gør gældende, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af sit handicap.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

Klager har gjort gældende, at det indklagede transportfirma udsatte hende for forskelsbehandling på grund af handicap.

Det er klager, der har bevisbyrden for, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Derudover påhviler det klager at påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager har trods opfordringer fra nævnet ikke indsendt oplysninger til dokumentation for sit handicap.

Endvidere er der efter oplysningerne i sagen ikke påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at transportfirmaet har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap.

Efter nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Efter sagens forløb og udfald har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af det indklagede transportfirma.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

<20-6770>

-

§ 1, stk. 1, om nævnets kompetence

-

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

-

§ 8, nævnets afvisning af klagen

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 2, om lovens anvendelsesområde

-

§ 3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 5, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 10, om delt bevisbyrde