Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - seksuel orientering - alder - forskellige priser - sundhed - ej medhold
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - seksuel orientering - alder - forskellige priser - sundhed - ej medhold
J.nr. 19-60816
Det forhold, at indførelsen af tilbud om gratis HPV-vaccination af drenge i 2019 ikke var ledsaget af et opsamlingsprogram – på samme måde som ved indførelsen af gratis HPV-vaccination af piger i 2009 – er ikke forskelsbehandling i ligestillingslovens forstand.
Sagen angik samme spørgsmål, som nævnet tog stilling til i principiel afgørelse af 25. juni 2020 (sagsnummer 19-46937).
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering og alder i forbindelse med sundhedsmyndighedernes tilbud om vederlagsfri HPV-vaccination.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Nævnet kan ikke behandle den del af klagen, der angår spørgsmål om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og alder.
Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at klager ikke var omfattet af tilbuddet om vederlagsfri HPV-vaccination.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.
Sagsfremstilling
To brødre har den 6. december 2019 klaget over sundhedsmyndighedernes tilbud om vederlagsfri HPV-vaccination.
Klager A er født i 2003.
Klager B er født i 2006.
Den 12. september 2019 henvendte klagernes mor sig til sundheds- og ældreministeren
”Hej sundheds og ældre minister H.
Magnus Heunicke
Jeg er mor til en datter som nu er 25 som har fået HPV vaccinen gratis og 2 drenge på henholdsvis 12 og 15
snart 13 og 16 som jeg ikke kan tilbyde HPV vaccinen, jeg har pt ikke råd til det.
Jeg er meget skuffet over at i gør forskel på drenge og piger samt tillader en gratis HPV-vaccine til homoseksuelle drenge, drenge der er heteroseksuelle, skal da have lov til at være beskyttet på lige fod med piger og homoseksuelle, det bør da ikke være køn og seksualitet og alder der er årsag til forskelsbehandling det synes jeg som mor er helt uforståeligt og unfair.
Jeg appeller politikere om at tænke sig om endnu en gang, i må da ku se at det er helt forkert at beskytte alle andre unge, på nær drengebørn fra 2006 og opefter det giver ingen mening, vaccinen er dyr og hermed gør man endnu en forskelsbehandling da det er langtfra alle borgere der har råd til at vaccinere deres børn, jeg har 2 drenge det bliver meget dyrt, Danmark er et dejligt land med et godt sundhedssystem men omkring HPV vacciner lige der har vi amerikanske tilstande i vores sundhedssystem og det er møg hamrende usmageligt.
Kræftens bekæmpelse har igennem mange år, kæmpet for at også drenge får vaccinen tilbudt på lige vilkår, som piger, altså gældende fra samme dato, som da man påbegyndte vaccination for piger.
Kære minister, Kan du forklare mig hvorfor at vi skal opleve og udsættes for denne forskelsbehandling på køn alder seksualitet og pengepung
Med venlig hilsen
[Klagernes mors navn]
[adresse og telefonnummer]”
Ved brev af 24. september 2019 svarede Sundheds- og Ældreministeriet på klagernes mors henvendelse
” Svar på henvendelse vedr.
HPV-vaccination til drenge
Kære [klagernes mors navn]
Tak for din henvendelse af 12. september 2019 om HPV-vaccination til drenge.
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke har bedt mig takke for og besvare din
henvendelse.
Som du selv er inde på underskrev sundheds- og ældreministeren en ny bekendtgørelse den 28. juni 2019, der indfører tilbud om gratis HPV-vaccination for
drenge, der fylder 12 år den 1. juli 2019 eller senere.
I din henvendelse stiller du dig uforstående over for, at tilbuddet om HPV-vaccination ikke gælder drenge, der er fyldt 12 år før den 1. juli 2019, og du fremhæver, at dette
vil medføre en urimelig økonomisk udgift for nogle familier.
Jeg kan fortælle, at skæringsdatoen er besluttet i forlængelse af Sundhedsstyrelsens Medicinsk Teknologivurdering (MTV) af juni 2019, der skulle danne grundlag for Sundhedsstyrelsens faglige vurdering af, hvorvidt det kunne anbefales, at alle drenge tilbydes gratis HPV-vaccine som led i det danske børnevaccinationsprogram.
Da tilbuddet om HPV-vaccination blev indført til pigerne, blev det fulgt op af opsamlingsprogrammer med tilbud om HPV-vaccination til ældre piger, der ikke var omfattet af det almindelige tilbud.
Som opfølgning på MTV’en har sundheds- og ældreministeren derfor bedt Sundhedsstyrelsen om at foretage en nærmere vurdering af en eventuel indførsel af et opsamlingsprogram for ældre drenge, dvs. drenge, der er fyldt 12 år før den 1. juli i år.
Sundhedsstyrelsens vurdering vil danne grundlag for de videre overvejelser om evt.
at indføre et tilbud om HPV-vaccination til drenge født før den 1. juli 2019.
I din henvendelse spørger du også ind til, om drenge, der er til drenge, kan få gratis HPV-vaccination.
Jeg kan oplyse, at dette kun har været et tilbud til drenge, som deltog i et pilotprojekt i 2018.
Tilbuddet er derfor ikke længere gældende.
…”
Klagernes fælles klage blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. december 2019.
Klagerne fremsatte i klagen begge en påstand om betaling af en godtgørelse på 4.000 kr. svarende til omkostningerne ved egenbetaling for HPV-vaccination.
Den fælles klage er behandlet samlet under sagsnummer 19-60816 (klager A) og sagsnummer 20-29589 (klager B).
Ligebehandlingsnævnet har på et principielt møde den 25. juni 2020 taget stilling til spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med sundhedsmyndighedernes tilbud om vederlagsfri HPV-vaccination (sagsnummer 19-46937).
Af nævnets afgørelse fremgår
”Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med sundhedsmyndighedernes tilbud om vederlagsfri HPV-vaccination.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at klager ikke var omfattet af tilbuddet om vederlagsfri HPV-vaccination.
Sagsfremstilling
Klager, der er født i 2006, har den 25. september 2019 klaget over statens tilbud om vederlagsfri HPV-vaccination.
Det følger af § 158, stk. 1, i sundhedsloven, at Regionsrådet yder vederlagsfri vaccination mod visse sygdomme.
Det følger af stk. 2, at sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke vaccinationer der efter stk. 1 er omfattet af loven, herunder om, 1) hvilke sygdomme der skal tilbydes vaccination mod, 2) hvilke persongrupper der skal tilbydes vaccination, og 3) hvilke læger der skal kunne foretage vaccination efter loven.
Med § 2, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 903 af 5. september 2008 om gratis vaccination mod visse smitsomme sygdomme m.v. blev der indført tilbud om, at piger, som var født efter den 31. december 1992, gratis kunne blive vaccineret mod livmoderhalskræft fra det fyldte 12. år.
Vaccinationer skulle være afsluttet inden det fyldte 15. år, dog inden udgangen af 2010 for piger født før den 1. januar 1996.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2009, dog den 1. oktober 2008 for piger født før den 1. januar 1996 for så vidt angår vaccination mod livmoderhalskræft.
For så vidt angår piger født før den 1. januar 1996 var der indgået en delaftale om finansloven for 2008, der medførte, at piger født i årgangene 1992 til 1995 var del af et catch up-program.
Disse piger kunne derfor modtage gratis HPV-vaccination fra oktober 2008 til 2010.
Baggrunden for catch up-programmet var ifølge bilag 1 til ”Aftale mellem regeringen (Venstre og Konservative), Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance om: Nye initiativer på sundhedsområdet” (1. marts 2008), at aftaleparterne fandt det hensigtsmæssigt, at vaccinationen af de ældste årgange igangsættes hurtigst muligt, da vaccinationen helst skal gives før seksuel debut.
I 2012 blev der i bekendtgørelse nr. 769 af 2. juli 2012 om midlertidig gratis vaccination mod livmoderhalskræft (HPV) til unge kvinder indført tilbud om gratis vaccination af kvinder født i årene 1985 til 1992.
Ved mail af 8. februar 2018 kontaktede klagers mor den daværende sundheds- og ældreminister.
På dette tidspunkt var bekendtgørelse nr. 228 af 8. marts 2014 gældende.
Tilbud om gratis vaccine omfattede ifølge bekendtgørelsen
” § 2.
Tilbuddet om gratis vaccination efter § 1, stk. 1, omfatter
…
6) Vaccination mod livmoderhalskræft (HPV) for piger fra det fyldte 12. år og inden det fyldte 18. år.
…
Stk. 4.
Uanset stk. 1, nr. 6, kan enhver pige eller kvinde, der er født i årene 1993-1997, i 2014 og 2015 blive gratis vaccineret mod livmoderhalskræft (HPV).
”
Som led i en forsøgsordning omfattede tilbuddet om HPV-vaccination på dette tidspunkt også bi- eller homoseksuelle drenge.
Det fremgår af mailen af 8. februar 2018 fra klagers mor til ministeren
”Kære Sundhedsminister Ellen Trane Nørby,
Jeg tillader mig at rette henvendelse til dig, i forbindelse med, at jeg netop er blevet opmærksom på, at der forefinder en, for mig at se, diskriminerende forskelsbehandling ved HPV vaccine til drenge, idet denne vaccine alene gives gratis til drenge, såfremt de udtrykker, at være homoseksuelle.
Vaccinen gives gratis til piger, uanset seksualitet.
Jeg undrer mig over dette forhold og finder det diskriminerende.
Desuden finder jeg forholdet problematisk, at man forventer at drenge på 12 år er opmærksomme på deres seksualitet.
Og skulle det være tilfældet at drenge så tidligt er opmærksomme på deres seksuelle orientering, så er det jo ikke sikkert at drengen, eller forældrene, ønsker at dette offentliggøres og registreres.
En vaccine af denne karakter bør vel, med det bedste udfald, gives inden drengene påbegynder seksuel adfærd.
Og vaccinen bør vel gives til alle drenge, uanset seksualitet, med udgangspunkt i ikke, at foretage diskriminerende forskelsbehandling af drengegruppen, men også ud fra, at unge ofte i dagens Danmark, har skiftende partnere, sådan at en person med homoseksuel orientering vel sagtens kan have ændringer i sin seksuel adfærd.
Slutteligt finder jeg at det, ud fra et økonomisk og socialt synspunkt, er problematisk, at der foretages denne diskriminerende forskelsbehandling af drengegruppen, idet forholdet har den direkte betydning, at det højst sandsynligt alene er drenge af forældre med et budget der rummer denne udgift, der modtager vaccinen, med mindre drengen udtrykker at være homoseksuel.
Herunder svar fra min læge omkring mit spørgsmål vedr.
dette forhold.
…
Klinikken skrev
Fra
Sendt: 07.02.2018 14:08
Emne: HPV vaccine til drenge
Hej [klagers mor]
ja det er desværre sådan.
det at lade homoseksuelle drenge vaccinere er et nyt forsøg.
Vi håber selvfølgelig at det kommer til at indbefatte alle drenge men som det er nu er det kun de homoseksuelle drenge der kan omfattes af gratis vaccination
håber du fik svar på dit spørgsmål
ps du er selvfølgelig i din egenskab som mor velkommen til at gøre politikerne opmærksomme på det diskriminerende i dette
Du skrev
Til
Sendt: 07.02.2018 12:12
Emne: HPV vaccine til drenge
Hej,
Vores søn [klagers navn] er netop blevet 12 år.
Vi overvejer at lade ham HPV Vaccinere.
Jeg kan forstå at vi skal betale for vaccinen, med mindre [klager] udtrykker at være homoseksuel.
Kan det virkelig være rigtigt, at det kun er drenge der udtrykker at være homoseksuelle, der modtager vaccinen UB?
Modtager piger vaccinen, uanset seksualitet?
På forhånd mange tak for svar.
Mvh, [klagers mors navn]
Jeg håber at Sundhedsministeren Ellen Trane Nørby, vil tage sig tid til at se på om forholdet bør ændres, så alle drenge fra deres 12. leveår kan modtage HPV vaccinen gratis.
og jeg håber, at modtage en forklaring på årsagen til det diskriminerende forhold.
På forhånd mange tak.
Med venlig hilsen,
[Klagers mors navn]”
Ved brev af 23. marts 2018 svarede sundhedsministeren på henvendelsen fra klagers mor
”Kære [klagers mors navn]
Tak for din henvendelse af den 8. februar 2018 vedrørende det midlertidige tilbud om gratis HPV-vaccination til drenge, der er til drenge.
Projektet er et pilotprojekt, som er aftalt som led i satspuljeaftalen for 2017-2020.
Der er fokus på den gruppe af unge mænd, som har en særlig høj risiko for analkræft, men jeg vil gerne understrege, at der samtidig er overvejelser om indførelsen af et generelt tilbud om gratis HPV-vaccination til alle drenge.
Baggrunden for, at netop drenge, der er til drenge, er fokus for dette pilotprojektet, er, at HPV-vaccinationen er godkendt til at forebygge analkræft, og mænd, der har sex med mænd, har en væsentligt højere risiko for HPV-relateret analkræft end andre mænd.
Det er i den forbindelse vigtigt for mig at understrege, at de personer, som har taget imod det midlertidige tilbud om gratis HPV-vaccination, ikke risikerer at kunne blive identificeret i vaccinationsregisteret som drenge, der er til drenge.
Det er rigtigt, at oplysningerne bliver registreret i det danske vaccinationsregister - det gør alle vacciner.
Men årsagen til, at en person har fået vaccinationen, vil ikke fremgå i registret.
De drenge, som får HPV-vaccinationen af andre årsager, vil også fremgå af registret.
Sundhedsstyrelsen er tovholder på pilotprojektet, og de har oplyst, at de er opmærksomme på, at mange unge ikke vil være afklaret i forhold til deres seksualitet, når de er 15-19 år.
De har i den forbindelse oplyst, at aldersgruppen er valgt ud fra et ønske om, at de unge, som mener de er til mænd, vaccineres så tidligt som muligt og helst før deres seksuelle debut.
Jeg vil gerne understrege, at der er tale om et afgrænset pilotprojekt med 500 projektdeltagere som slutter med udgangen af 2018.
Formålet er at indhøste erfaringer, så vi kan vurdere, om det er et tilbud, der skal udbredes på længere sigt, og hvordan det i givet fald tilrettelægges bedst muligt.
Sundhedsstyrelsen har påbegyndt en revurdering af grundlaget for at tilbyde HPV-vaccination af alle drenge.
Sundhedsstyrelsen vil i den forbindelse vurdere evidensen
for effekt, bivirkninger og økonomiske konsekvenser af at tilbyde vaccination til hele fødselsårgange af drenge.
Det vil i den forbindelse blive vurderet, i hvilket omfang drenge fremover vil være omfattet af flokimmunitet som følge af, at pigerne er vaccineret.
Jeg følger området tæt og ser meget frem til Sundhedsstyrelsens revurdering af, om der er grundlag for at tilbyde HPV-vaccination af alle drenge.
Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby”
Ved mail af 18. maj 2018 kontaktede klagers mor sundhedsministeren på ny
”Kære Sundhedsminister Fru Ellen Trane Nørby,
Mange tak for din seriøse besvarelse på min henvendelse!
I forlængelse heraf har jeg uddybende spørgsmål på baggrund af din besvarelse ved
”Sundhedsstyrelsen har påbegyndt en revurdering af grundlaget for at tilbyde HPVvaccination af alle drenge.
Sundhedsstyrelsen vil i den forbindelse vurdere evidensen
for effekt, bivirkninger og økonomiske konsekvenser af at tilbyde vaccination til hele fødselsårgange af drenge.
Det vil i den forbindelse blive vurderet, i hvilket omfang drenge fremover vil være omfattet af flokimmunitet som følge af, at pigerne er vaccineret.
”
Nedenstående information er hentet fra vores lokale lægekonsultation i [by].
[Et billede af opslag med information om HPV-vaccine og et billede af opslag om foredrag ved gynækolog om HPV-vaccine]
Af invitation til informationsmøde, kan det læses at tal fra 2018 viser at der er en alarmerende tilbagegang i antal af vaccinerede piger, hvorved det kun er 41% af piger født i år 2003, der er vaccineret.
Dette faktum vil jeg bede ministeren om at forholde sig til ud fra spørgsmålet omkring hvordan drenge fortsat vil være omfattet af flokimmunitet.
Finder ministeren rimelighed i, at vi forældre til drenge, skal forholde os til at vores drenges risiko for HPV er afhængigt af om piger lader sig vaccinere eller fravælger dette tilbud?
Jeg har en søn født i årgang 2006.
Han er således 12 år, hvilket er alderen man anbefaler at vaccinere ved.
Det bekymrer mig meget, at jeg oplever, at piger fra omkringliggende årgange i mindre grad lader sig vaccinere.
Når færre piger bliver vaccineret reduceres flokimmuniteten tilsvarende.
Jeg håber derfor, at ministeren vil tage dette forhold med i revurderingen af om man vil tilbyde drenge HPV Vaccine.
På forhånd tak for Ministerens svar på baggrund af mit uddybende spørgsmål.
Med venlig hilsen (Kind Regards),
[Klagers mors navn]”
Ved brev af 29. maj 2018 svarede Sundheds- og Ældreministeriet
”Kære [klagers mors navn]
Tak for din henvendelse den 18. maj om HPV-vaccination til drenge som sundhedsminister Ellen Trane Nørby har bedt mig om at svare på.
Du skriver i din henvendelse, at nye tal viser en tilbagegang i tilslutningen til HPV-vaccinen, samt at det er 41 % af piger født i 2003, der er vaccinerede.
Sundheds-og Ældreministeriet kan oplyse, at nye tal fra årsrapporten 2017 for børnevaccinationsprogrammet nu viser en markant stigning i tilslutningen til HPV-vaccinen.
Det er fx.
værd at bemærke, at tilslutningen for årgang 2003 er steget til 46%.
Rapporten viser desuden, at 31.329 piger påbegyndte HPV-vaccination i 2017, hvilket ca. er en fordobling ift.
2016.
Tilslutningen i 2017 er dermed på det højeste niveau siden 2012, og målsætningen er at øge tilslutningen yderligere i de kommende år.
Jeg har vedhæftet den fulde rapport til dig, hvor du kan læse meget mere om bl.a. tilslutningen til HPV-vaccinen.
Ministeriet finder det glædeligt, at den informationsindsats der er igangsat ser ud til at have en positiv effekt på tilslutningen til HPV-vaccinen.
Jeg kan oplyse, at
Sundhedsstyrelsen fortsat er i gang med deres revurdering af grundlaget for at tilbyde HPV-vaccinen, herunder hvorvidt drenge fremover vil være omfattet af flokimmunitet.
I revurderingen vil indgå en vurdering af, om pigernes tilslutning på alle årgange kommer op på et tilstrækkeligt højt niveau til, at også drengene er beskyttet.
Ministeriet værdsætter generelt henvendelser fra borgere, der ønsker at give udtryk for deres synspunkter om forhold i sundhedsvæsenet.
Alle henvendelser bliver læst og indgår i ministeriets overvejelser og videre arbejde, så endnu en gang tak for din henvendelse.
Med venlig hilsen
[Navn]”
Af en pressemeddelelse fra Sundheds- og Ældreministeriet af 29. august 2018 fremgår
” Regeringen vil tilbyde gratis HPV-vaccine til drenge
…
PRESSEMEDDELELSE - Snart skal drenge i 12-årsalderen også tilbydes gratis vaccine mod HPV-virus.
Det foreslår regeringen nu som en del af finanslovforslaget for næste år.
I Danmark er unge piger fra 12-årsalderen siden 2009 blevet tilbudt gratis vaccine mod HPV-virus (Humant Papillovirus).
Vaccinen, der hos kvinder blandt andet kan virke forebyggende mod livmoderhalskræft, har samtidig også en række sundhedsfordele for drenge.
Derfor skal HPV-vaccinen fra næste år også tilbydes til drenge i 12-årsalderen, hvor det bliver muligt for drenge, der fylder 12 år den 1. juli 2019 eller derefter at blive vaccineret mod HPV.
”Vi ved, at HPV-vaccinen også hos drenge kan mindske risikoen for nogle kræftformer og en række sygdomme.
Vaccinen kan virke forebyggende mod analkræft, og meget tyder på, at den også kan mindske risikoen for kræft i mund og svælg – noget, der desværre rammer stadig flere unge mennesker.
Derfor vil vi nu prioritere, at unge drenge også skal tilbydes vaccinen.
Det handler selvfølgelig også om ligestilling, og om at drenge og piger skal have de samme sundhedstilbud,” siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.
Indtil nu har tilbuddet om HPV-vaccine til drenge kun været et tilbud til bi – eller homoseksuelle drenge, som en del af en forsøgsordning, der trådte i kraft i starten af 2018.
…
FAKTA OG BAGGRUND ¬Regeringen vil på finansloven for 2019 afsætte midler til en større vaccinationspakke.
Blandt flere indsatser er et af elementerne i pakken, at unge drenge i 12-års alderen fra anden halvdel af 2019 tilbydes en gratis HPV-vaccine.
Det afsættes der nu i alt 13 millioner kroner til på finanslovsforslaget for 2018.
OM HPV-vaccination af drenge, der er til drenge ¬Den 1. februar 2018 lancerede Sundhedsstyrelsen et pilotprojekt om gratis HPV-vaccination til 15-20 årige drenge, der er til drenge.
Tilbuddet er et af initiativerne under regeringens Kræftplan IV, og der er afsat midler til projektet via satspuljen for 2017-2020.
Baggrunden for tilbuddet er, at mænd, der har sex med mænd, har en markant større risiko for at udvikle HPV-relateret kræft på baggrund af en HPV-infektion end mænd, der udelukkende har sex med kvinder.
Desuden er målgruppen ikke beskyttet af den flokimmunitet, som mænd, der kun har sex med kvinder, er beskyttet af, såfremt et tilstrækkeligt antal kvinder er vaccineret.
”
I juni 2019 afgav Sundhedsstyrelsen sin faglige indstilling til indførelsen af vaccination mod HPV til drenge.
Det var på baggrund af den medicinske teknologivurdering (MTV) Sundhedsstyrelsens vurdering, at det er meningsfuldt at tilbyde HPV-vaccination til alle 12-årige drenge i det danske børnevaccinationsprogram.
Indklagede har for nævnet fremlagt Sundhedsstyrelsens medicinske teknologivurdering (MTV), hvori det på side 114-115 i afsnit 6.1.
”Retfærdighed og ulighed” fremgår blandt andet
”Et argument for at indføre HPV-vaccination til drenge på lige fod med piger er, at der bør være ligestilling mellem kønnene.
Rent sundhedsfagligt bør vurderingen af ligestillingen dog baseres på risikoen for at udvikle de HPV-relaterede kræftformer, som HPV-vaccination beskytter imod.
For førstnævnte – det vil sige analkræft hos begge køn og kræft i henholdsvis livmoderhalsen, vagina og de ydre kønsorganer hos kvinder– er kun analkræft aktuelt for mænd.
Mænd har en livstidsrisiko på 0,1 % for at udvikle analkræft, mens den for kvinder er 0,2 %, hvilket er et udtryk for, at kvinder har større risiko for at få analkræft, end mænd har.
En undtagelse er dog som tidligere beskrevet mænd, der har sex med mænd.
De øvrige kræftformer, som HPV-vaccinerne har dokumenteret forebyggelseseffekt mod, rammer kun kvinder, og for den mest udbredte af disse – livmoderhalskræft – er livstidsrisikoen 1 %.
Kvinder har således større risiko for at få en af de kræftformer, som der er dokumentation for, at HPV-vaccinerne beskytter imod.
På trods af den højere forekomst af vaccineforebyggelig kræft blandt kvinder, kan man imidlertid argumentere for, at muligheden for at forebygge kræftsygdom bør tilfalde begge køn uanset hyppighed i forekomst, alene fordi der er tale om en alvorlig sygdom.
Omvendt kan man mene, at en så relativt lille forekomst af forebyggelig kræft blandt mænd ikke retfærdiggør vaccination af hele årgange af drenge.
Når ikke alle drenge tilbydes gratis HPV-vaccination, vil nogle forældre vælge selv at betale for vaccinerne.
Et dansk studie har vist, at der derved opstår en social skævhed i forhold til, hvilke drenge der bliver HPV-vaccineret.
Sønner af socialt udsatte mødre er i lavere grad vaccineret, mens sønner af læger og sygeplejersker i højere grad er det [161].
Det er tidligere beskrevet i denne rapport, at MSM [red.
Mænd der har sex med mænd] har en højere risiko for at få analkræft end andre mænd.
Dette bør der være en særlig opmærksomhed på, når forebyggelsespotentialet af HPV-vaccination skal opgøres.
Derfor blev der i 2018 indført et midlertidigt tilbud til drenge, der var tiltrukket af drenge, om at blive HPV-vaccineret for at beskytte dem mod HPV-smitte.
Et oplagt opmærksomhedspunkt ved at tilbyde HPV-vaccination udelukkende til gruppen af drenge, der er tiltrukket af drenge, er, om tilstrækkeligt mange i målgruppen vil have erkendt deres seksuelle orientering i tide og i så fald have lyst til at tage imod et tilbud, der kræver, at de bekender sig til den.
Et etisk argument for at indføre HPV-vaccination til alle drenge kan således være, at man dermed sikrer, at drenge, der er tiltrukket af drenge, vil få mulighed for at blive HPV-vaccineret, uanset om de først senere i livet bliver MSM, eller om de ønsker at være private omkring deres seksuelle orientering.
”
I Sundhedsstyrelsens indstilling, som ledsagede den nævnte medicinske teknologivurdering, fremgår bl.a.
”På baggrund af den udarbejdede MTV, og vurderet ud fra de principper som Sundhedsstyrelsen har anvendt i de senere årtier ift.
vurdering af nye vacciner i børnevaccinationsprogrammet, kan Sundhedsstyrelsen anbefale, at der gives et tilbud med vaccination mod HPV til alle drenge som led i børnevaccinationsprogrammet.
…
Sundhedsstyrelsen kan derfor anbefale at HPV-vaccination tilbydes alle drenge, og at vaccinationstilbuddet indplaceres i børnevaccinationsprogrammet på samme tidspunkter som vaccination af piger, således at gratis vaccination fremadrettes tilbydes fra drengen fylder 12 år, og at vaccinationsprogrammet skal være afsluttetinden han fylder 18 år.
I de indkomne svar ved høringen af MTV har der været rejst forslag om et opsamlingsprogram for 13-17-årige drenge, men da Sundhedsstyrelsen ikke i MTV har foretaget en særskilt afdækning af dette, berøres det heller ikke i nærværende indstilling.
”
Den 1. september 2019 blev der indført tilbud om gratis HPV-vaccination af drenge, som var fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller senere.
Det fremgår af § 2 i bekendtgørelse nr. 648 af 28. juni 2019 om gratis vaccination mod visse smitsomme sygdomme m.v.
” § 2.
Tilbuddet om gratis vaccination efter § 1, stk. 1, omfatter
…
7) Vaccination mod livmoderhalskræft (HPV) for piger fra det fyldte 12. år og inden det fyldte 18. år.
8) Vaccination mod analkræft (HPV) for drenge, som fylder 12 år den 1. juli 2019 eller senere.
Vaccinationen tilbydes inden det fyldte 18. år.
”
Ved mail af 4. september 2019 skrev klagers mor følgende til sundheds- og ældreministeren
”Hej Sundheds- og ældreminister Hr.
Magnus Heunicke.
Jeg er mor til en dreng født januar 2006.
Jeg har igennem flere år, kæmpet for at alle drenge tilbydes HPV vaccine, på lige fod med piger.
Jeg tillader mig, at rette henvendelse til dig i forlængelse af mine tidligere henvendelser til tidsligere sundhedsminister Fru Ellen Trane Nørby i forbindelse med, at HPV vaccinen dengang kun blev tilbudt til drenge ud fra en diskriminierende tilgang ved at man skulle have homoseksuel orientering.
Jeg blev så lettet, da du, som noget af det første i din ministerperiode, oplyste at du havde underskrevet loven om HPV vaccine til alle drenge, uanset seksuel orientering og alder.
Jeg blev lettet fordi jeg og andre (bl.a. Kræftens bekæmpelse) igennem mange år, har kæmpet for at også drenge får vaccinen tilbudt på lige vilkår, som piger, altså gældende fra samme dato, som da man påbegyndte vaccination for piger.
Jeg kunne forstå, at du havde sikret vaccinen til alle drenge, med virkning fra 1.9.2019, således at sundhedssystemet havde nogle måneder til at få tingene på plads.
Jeg kan nu forstå på en besvarelse fra vores læge, at lige netop min søns årgang, mister muligheden for at få gratis vaccine, alene som følge af den alderssætning der er skrevet i lovgivningen.
Vores søn mister derfor muligheden, idet han er årgang 2006 og derved rammes af at politikerne har været så lang tid om at få truffet beslutning om dette forhold.
”Kære [klagers navn] og [klagers mors navn].
Desværre er loven lavet så din søn ikke kommer med man skal være fyldt 12 år den 12 juli år eller senere og [klager] er jo fyldt 12 år før.
Den eneste mulighed du har er på egen betaling
MVH LÆGE”
Kan jeg venligst bede Ministeren om, at svare på hvad begrundelsen er for, at der er sat en datobegrænsning, så vores søn der er årgang 2006 ikke kan få vaccinen, idet datoen begrænser tilbuddet til kun at gælde drenge født så de fylder 12 år d 12 juli 2019. eller efter.
Kan jeg venligst bede Ministeren om, at svare på hvorfor Vaccinen ikke tilbydes alle drenge, således at man ikke lader den gruppe drenge, der er født i de år, som loven ikke tilgodeser, i stikken.
Samtidig byrder disse drenges familier økonomisk, hvilket skaber et ulige forhold i forhold til økonomisk svage og stærke familier.
Kan jeg venligst bede ministeren om, at svare på, om hvorvidt forholdet vedr.
diskriminerende forhold ved at vaccinen tilbydes drenge der oplyser, at have homoseksuel orientering, stadig er gældende?
På forhånd tak for svar.
Mvh,
[Klagers mors navn]
TLF […]”
Ved brev af 19. september 2019 svarede Sundheds- og Ældreministeriet på klagers mors seneste henvendelse
”Kære [klagers mors navn]
Tak for din mail af 4. september om HPV-vaccination til drenge.
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke har bedt mig takke for og besvare din henvendelse.
Som du selv er inde på, underskrev sundheds- og ældreministeren en ny bekendtgørelse den 28. juni 2019, der indfører tilbud om gratis HPV-vaccination for drenge, der er fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller senere.
Skæringsdatoen er altså en anden end den, du har fået oplyst af din læge.
I din henvendelse stiller du dig uforstående over for, at tilbuddet om HPV-vaccination ikke gælder for drenge, der er fyldt 12 år før den 1. juli 2019, og du fremhæver, at dette
vil medføre en urimelig økonomisk udgift for nogle familier.
Jeg kan fortælle, at skæringsdatoen er besluttet i forlængelse af Sundhedsstyrelsens Medicinsk Teknologivurdering (MTV) af juni 2019, der skulle danne grundlag for Sundhedsstyrelsens faglige vurdering af, hvorvidt det kunne anbefales, at alle drenge tilbydes gratis HPV-vaccine som led i det danske børnevaccinationsprogram.
Da tilbuddet om HPV-vaccination blev indført til pigerne, blev det fulgt op af opsamlingsprogrammer med tilbud om HPV-vaccination til ældre piger, der ikke var omfattet af det almindelige tilbud.
Som opfølgning på MTV'en har sundheds- og ældreministeren derfor bedt Sundhedsstyrelsen om at foretage en nærmere vurdering
af en eventuel indførsel af et opsamlingsprogram for ældre drenge, dvs. drenge, der er fyldt 12 år før den 1. juli i år.
Sundhedsstyrelsens vurdering vil danne grundlag for de videre overvejelser om evt.
at indføre et tilbud om HPV-vaccination til drenge født før den 1. juli 2019.
I din henvendelse spørger du også ind til, om drenge, der er til drenge, fortsat vil kunne få gratis HPV-vaccination.
Jeg kan oplyse, at denne ordning var et pilotprojekt i 2018,
der blev evalueret i februar 2019.
Ordningen er derfor ikke længere gældende.
Med venlig hilsen
[Navn]”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 25. september 2019.
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 4.000 kr. svarende til omkostningerne ved egenbetaling for HPV-vaccination.
Ifølge den gældende bekendtgørelse nr. 54 af 22. januar 2020, der trådte i kraft den 1. februar 2020, omfatter tilbud om gratis vaccination
” § 2.
Tilbuddet om gratis vaccination efter § 1, stk. 1, omfatter
…
7) Vaccination mod livmoderhalskræft (HPV) for piger fra det fyldte 12. år og inden det fyldte 18. år.
8) Vaccination mod analkræft (HPV) for drenge, som fylder 12 år den 1. juli 2019 eller senere.
Vaccinationen tilbydes inden det fyldte 18. år (drenge født efter 30. juni 2007).
9) Vaccination mod analkræft (HPV) for drenge, som er fyldt 12 år i perioden 1. januar 2018 – 30. juni 2019 (drenge født i perioden 1. januar 2006 til 30. juni 2007).
”
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at statens tilbud om gratis HPV-vaccine forskelsbehandler på grund af køn.
Der bør laves et catch up-program for drenge, således at drenge ligestilles med piger ved tilbud om gratis vaccine.
Alle drenge, der blev 12 år det år, man startede vaccinationsprogrammet op for piger, bør tilbydes gratis HPV-vaccine.
Klager ønsker subsidiært en godtgørelse på 4.000 kr. til dækning af egenomkostninger ved vaccination i form af tre vacciner givet ved tre besøg hos egen læge.
Piger bliver tilbudt gratis HPV-vaccine fra deres 12 års fødselsdag.
Dette har været tilbudt piger, siden vaccinen blev udviklet.
Kun nogle drenge bliver tilbudt gratis vaccine.
Øvrige drenge skal selv betale, hvorimod alle piger fortsat får tilbudt vaccinen.
Der gøres derved forskel på drenge og piger.
Der var i en periode tilbud om gratis HPV-vaccine til homoseksuelt orienterede drenge, hvilket var udtryk for forskelsbehandling både i forhold til køn og seksuel orientering.
Drenge stilles ringere både sundhedsmæssigt og økonomisk.
Familier med drengebørn stilles økonomisk ringere end familier med pigebørn.
Da ikke alle familier har råd til at betale for vaccine, stilles drenge ringere end piger i forhold til forebyggelse af HPV-relaterede kræftformer.
Alle bør stilles lige.
Drenge skal beskyttes mod HPV-relaterede kræftformer på lige fod med piger.
Kræftens Bekæmpelse anbefaler på sin hjemmeside, at alle drenge tilbydes gratis HPV-vaccination.
Sundhedsfaglig begrundelse
Det må antages, at opfølgningsprogrammerne for piger skyldtes, at man fandt nye faktorer i forhold til den gavn, man opnåede ved at tilbyde piger vaccine mod HPV-relaterede kræftformer.
Dette tilgodeser piger frem for drenge, idet man herved alene har forholdt sig til de kræftformer, hvor risikoen er størst for piger.
Man bør ikke skelne ved risiko, når der er tale om alvorlige kræfttyper.
Det fremgår af materiale fra Kræftens Bekæmpelse, at der er forskel på, hvornår og hvordan kræftformer opdages, samt at der er en stigning i nogle af de kræftformer, som rammer mænd.
Ud over analkræft, som kan ramme både mænd og kvinder, er der en formodning om, at HPV-vaccinen kan beskytte mænd mod peniskræft og beskytte både mænd og kvinder mod kræft i mund og svælg.
Det fremgår af materiale fra Kræftens Bekæmpelse samt af undersøgelser i vores nordiske nabolande, at der for begge køn er en markant stigning i HPV-relateret kræft i mund og svælg.
Der er blandt læger og forskere bred enighed om, at HPV-vaccination også vil beskytte mod mund- og svælgkræft.
Det påstås, at HPV-vaccine kan forhindre to ud af tre tilfælde.
Kræftens bekæmpelse skønner, at HPV-vaccine af alle drenge kan forebygge 200-300 tilfælde årligt af mund-/svælgkræft alene blandt mænd.
Kræft i mund og svælg er en undergruppe af hoved-/halskræft og omfatter kræft i mandler og tungerod, hvor HPV-smitte typisk overføres ved oralsex.
Smitte kan derfor ske for begge køn og af begge køn.
Overføres mund- og svælgkræft fører det til en kronisk infektion uden symptomer.
Mund- og svælgkræft udvikler sig langsomt over mange år og bliver måske først opdaget mange år senere.
Der findes ikke forstadier til kræft i mandler og tungerod, ligesom der gør for livmoderhalskræft eller analkræft i form af celleforandringer som forstadie.
Det er derfor ikke muligt at screene for forstadier til mund- og svælgkræft.
Dette er særdeles væsentlige forhold at tage højde for i forhold til forebyggelse.
Drenges risiko for at få disse kræftformer, uden at det opdages i tide, er alvorlig.
Effekten af HPV-vaccinen i forhold til forebyggelse af mund- og svælgkræft for begge køn bør anskues som langsigtet forebyggelse, uanset at der vil gå mange år, inden effekten af HPV-vaccinen på mund- og svælgkræft kan dokumenteres videnskabeligt.
HPV-vaccination af alle drenge på lige vilkår med piger, hvorved flest mulige børn og unge vaccineres i tidlig alder, vil øge flokimmuniteten i befolkningen.
Dette vil give bedre beskyttelse af både drenge og piger, der af forskellige årsager som for eksempel overfølsomhed over for vaccinen ikke er vaccineret – uanset køn og seksuel orientering.
Forskelsbehandling og etik
Børn under 18 år kan ændre seksuel orientering i løbet af deres ungdom og voksenliv.
Manglende HPV-vaccination kan derved få alvorlige konsekvenser for en person senere i voksenlivet.
Unge kan ikke forudse deres seksuelle orientering.
Når Danmark skelner mellem køn ved tilbud om gratis HPV-vaccine, bliver der skabt ulige vilkår mellem køn og sociale lag.
Det er imod de menneskerettigheder om lige vilkår uanset køn, som politikerne påstår, der er i Danmark.
Den socialdemokratiske regering har bekæmpelse af social ulighed som en mærkesag.
Regeringen bør derfor netop sikre samme vilkår for begge køn i statens tilbud om gratis HPV-vaccine.
Forældre til drenge, som ikke bliver tilbudt gratis vaccine, skal selv betale for vaccinen.
Det har ikke alle råd til.
Derved bliver der skabt social ulighed ved, at denne drengegruppe bliver stillet ringere i forhold til forebyggelse af alvorlige kræftformer end piger og de drenge, der er omfattet af tilbuddet om gratis vaccine.
Det er statens opgave og ansvar at sikre, at drenge og piger tilbydes lige vilkår i forebyggelsen af HPV-relaterede kræftformer, så flest mulige børn bliver vaccineret i en tidlig alder, således at effekten af flokimmunitet sikres bedst muligt.
Indklagede henholder sig til Sundhedsstyrelsens vurdering.
Tilbuddet om HPV-vaccination til piger blev indført i 2009.
Tilbuddet blev suppleret med følgende opfølgningsprogrammer (”catch-up”)
– Piger født i 1993, 1994 og 1995 blev tilbudt gratis HPV-vaccination i et catch-up program fra oktober 2008 og indtil udgangen af 2010.
– Unge kvinder født mellem 1985 og 1992 blev tilbudt gratis HPV-vaccination i 2012-2013.
– Piger født i 1993, 1994, 1995, 1996 eller 1997 fik tilbud om gratis HPV-vaccination i 2013-2015.
Beslutninger om indførelse af nye tilbud om gratis vaccination som led i sundhedsvæsenets vaccinationsprogrammer har traditionelt haft udgangspunkt i en medicinsk teknologivurdering (MTV) udarbejdet af Sundhedsstyrelsen.
En medicinske teknologivurdering (MTV) omfatter bl.a. gavnlig effekt og sikkerhed ved vaccinen, alvorlighed og hyppighed af den sygdom, der forebygges, omkostninger og besparelser ved indførelse samt borgernes indstilling og adfærd.
Den tidligere regering besluttede at indføre et tilbud om gratis HPV-vaccination til drenge fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller senere og afsatte midler hertil i forbindelse med finansloven for 2019.
Beslutningen blev kvalificeret af Sundhedsstyrelsens medicinske teknologivurdering af HPV-vaccination til drenge samt indstilling fra Sundhedsstyrelsen af 29. juni 2019.
Udgivelserne er tilgængelige på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Sundhedsstyrelsens medicinske teknologivurdering (MTV) og den ledsagede indstilling kvalificerede grundlaget for beslutningen om indførelse af HPV-vaccination til drenge.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke sygdomme HPV-vaccinen kan forebygge, har Sundhedsstyrelsen lagt vægt på de sygdomme, som vaccinerne har en effekt på, og hvor effekten er dokumenteret.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for enhver myndighed og organisation inden for offentlig forvaltning.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Tilbud om vederlagsfri HPV-vaccination af piger blev indført i 2009.
Tilbuddet omfattede piger fra det fyldte 12. år og var fra 2008 ledsaget af et opsamlingsprogram for nogle piger, der allerede var fyldt 12 år.
På tidspunktet for klagens indgivelse var bekendtgørelse nr. 648 af 28. juni 2019 om gratis vaccination mod visse smitsomme sygdomme m.v. gældende.
Det fremgik af bekendtgørelsen, at tilbud om gratis vaccination omfattede vaccination mod analkræft (HPV) for drenge, som var fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller senere, og at vaccinationen blev tilbudt inden det fyldte 18. år.
Da klager i 2018 var fyldt 12 år, var han på grund af sit køn ikke omfattet af den personkreds, som efter den dagældende bekendtgørelse fik tilbud om gratis HPV-vaccination.
Det fremgår af oplysninger i sagen, at afgrænsningen af, hvilke personer der efter den dagældende bekendtgørelse var omfattet af tilbuddet om gratis vaccination, var begrundet i den sundhedsfaglige vurdering af risikoen for at udvikle HPV-relaterede kræftformer.
Af den senere udarbejdede medicinske teknologivurdering (MTV) fra Sundhedsstyrelsen fremgår, at kvinder har en større risiko for at få analkræft end mænd, og at de øvrige kræftformer, som HPV-vaccinerne har dokumenteret forebyggelseseffekt mod, kun rammer kvinder.
Kvinder har således større risiko for at få en af de kræftformer, som der er dokumentation for, at HPV-vaccinerne beskytter imod.
Det følger af betragtning 12 i Rådets direktiv af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (2004/113), at forskelle mellem mænd og kvinder i forbindelse med ydelse af sundhedspleje, som skyldes de fysiske forskelle mellem mænd og kvinder, ikke vedrører tilsvarende situationer og udgør derfor ikke forskelsbehandling.
Det beror på en sundhedsfaglig vurdering, hvilke sygdomme der skal tilbydes vaccination mod, hvilke persongrupper der skal tilbydes vaccination, og hvilke læger der skal kunne foretage vaccination efter loven.
Efter nævnets opfattelse må sundhedsmyndighederne som udgangspunkt have en vid skønsmargin ved prioriteringer inden for sundhedsområdet, herunder i relation til hvilke persongrupper der skal tilbydes gratis vaccine.
Sundhedsmyndighederne har løbende vurderet behovet for tilbud om gratis HPV-vaccination.
Ved vurderingen af dette behov har sundhedsmyndighederne foretaget en afvejning af ressourcer over for den sundhedsmæssige risiko for sygdom på baggrund af bl.a. køn, alder, seksualitet m.v.
Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at beslutningen om at tilbyde gratis HPV-vaccination til drenge, som er fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller senere – uden samtidig at indføre et opsamlingsprogram for nogle af de drenge, der allerede var fyldt 12 år – er begrundet i en sundhedsfaglig risikovurdering og sundhedsøkonomisk prioritering.
Det fremgår af Sundhedsstyrelsens faglige vurdering fra juni 2019, at kvinder har større risiko for at få en af de kræftformer, som der er dokumentation for, at HPV-vaccinerne beskytter imod.
Med henvisning til betragtning 12 i Rådets direktiv 2004/113 af 13. december 2004 er det på denne baggrund nævnets opfattelse, at der er tale om forskelsbehandling i forbindelse med ydelse af sundhedspleje begrundet i blandt andet de fysiske forskelle mellem kvinder/piger og mænd/drenge, og at der således – som følge af den større risiko for kvinder – ikke er tale om tilsvarende situationer.
Oplysningerne i sagen giver ikke nævnet grundlag for at tilsidesætte den sundhedsfaglige vurdering og den prioritering, som blev lagt til grund ved indførelsen af gratis HPV-vaccination af drenge i 2019.
Det forhold, at indførelsen af tilbud om gratis HPV-vaccination af drenge i 2019 ikke var ledsaget af et opsamlingsprogram – på samme måde som ved indførelsen af gratis HPV-vaccination af piger i 2009 – er således ikke forskelsbehandling i ligestillingslovens forstand.
Det er indgået i nævnets vurdering, at sundhedsmyndighederne løbende vurderer området, og at der i 2020 er indført et opsamlingsprogram, hvorefter gratis HPV-vaccination tillige tilbydes drenge, som er fyldt 12 år i perioden fra den 1. januar 2018 til den 30. juni 2019.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
”
Klagernes bemærkninger
Klagerne gør gældende, at der ikke er ligestilling i forhold til tilbud om gratis HPV-vaccination.
HPV-vaccinen bør være gratis uanset seksualitet, alder eller køn.
Det er ikke alle mennesker, der selv kan betale for vaccinen.
Alle kan imidlertid få cancer på grund af HPV-virus.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven).
Forskelsbehandlingsloven yder alene beskyttelse mod forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet.
Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og alder uden for arbejdsmarkedet.
Nævnet kan derfor ikke behandle den del af klagen, der angår spørgsmål om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og alder.
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
I den principielle afgørelse af 25. juni 2020 vurderede nævnet med henvisning til blandt andet betragtning 12 i Rådets direktiv 2004/113 af 13. december 2004, at det forhold, at indførelsen af tilbud om gratis HPV-vaccination af drenge i 2019 ikke var ledsaget af et opsamlingsprogram – på samme måde som ved indførelsen af gratis HPV-vaccination af piger i 2009 – ikke er forskelsbehandling i ligestillingslovens forstand.
Nævnet vurderer, at den foreliggende sag angår det samme spørgsmål, som nævnet tog stilling til i afgørelsen af 25. juni 2020.
Nævnet vurderer endvidere, at der ikke er oplysninger i sagen, der giver anledning til en anden vurdering eller et andet resultat end det, som nævnet nåede frem til i afgørelsen af 25. juni 2020.
Efter det anførte får klager ikke medhold i den del af klagen, der angår forskelsbehandling på grund af køn.
Nævnet har ikke fundet anledning til at foretage høring af Sundheds- og Ældreministeriet.
Nævnets afgørelser er tilgængelige på retsinformation.dk.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
Ligestillingsloven
Direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser
<20-60816>
-
§ 1, stk. 1, stk. 2, nr. 1 og stk. 3, om nævnets kompetence
-
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
-
§ 2, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 1 a, om lovens anvendelsesområde
-
§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
-
Betragtning 12, om sundhedspleje