Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0425
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0425
Ekstra Bladet får ikke kritik for omtale af revisor
Ekstra Bladet bragte i december 2019 omtale af en revisor, der havde fået frataget sin autorisation.
Revisoren klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdt ukorrekte og skadelige oplysninger.
Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet for at bringe artiklen og lagde vægt på, at omtalen havde dækning i offentligt tilgængelige oplysninger, ligesom revisoren havde fået mulighed for at komme til orde i artiklen.
[Klager] har ved advokat [Advokaten] klaget til Pressenævnet over artiklen ”Storkriminelle sværmer om berygtet revisor”, som blev bragt den 10. december 2019 på Ekstra Bladets netavis ekstrabladet.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har navnlig klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, som ikke blev forelagt tilstrækkeligt forud for offentliggørelsen.
1 Sagsfremstilling
Forud for offentliggørelsen
[Klager] og Ekstra Bladet var forud for offentliggørelsen i korrespondance telefonisk og ved mail.
Pressenævnet har fået tilsendt uddrag fra korrespondancen af Ekstra Bladet.
Af denne fremgår, at Ekstra Bladet den 6. december 2019 skrev følgende til [Klager]
”Hej [Klager],
Jeg og nogle kolleger har gennemgået de kunder, der har været tilknyttet dit revisionsselskab, siden du i februar 2016 fik frakendt godkendelsen til at revidere.
I den forbindelse kan vi se, at flere af selskaberne har direktører eller ejere, som er dømt for hård kriminalitet.
Det gælder bl.a. [Selskab A] hvor en kendt bandeleder var direktør, og [Selskab C], hvor [Person A] var direktør.
Han var forinden dømt for skyldnersvig.
Desuden kan jeg se, at du er tilknyttet som revisor for selskaber med [Person B] i ledelsen.
Han er også dømt for kriminalitet.
Og der findes flere andre eksempler.
Har du været bevidst om, at nogle af dine kunder har domme for kriminalitet?
Kan du forklare, hvorfor lige netop du har en stor andel kunder, som er dømt for kriminalitet?
Hvilke tanker har du gjort dig om det?
Har du gjort noget særligt i relation til de kunder, som har dømte kriminelle i ledelsen eller ejerkredsen?
Hvad har du gjort for at sikre dig, at der ikke skete noget ulovligt i selskaberne?
Du har haft kunderne, efter Revisornævnet i 2016 fratog din godkendelse til at revidere.
Jeg ved, at du ankede og derfor fortsat kan arbejde.
Men hvad tænker du selv om, at det tager så lang tid at behandle sagen?
Vi ser frem til at modtage dine svar.
Du er velkommen til at ringe på [Telefonnummer] eller svare her på mailen.
Hvis du gerne vil have dine svar med i artiklen, vil jeg bede dig sende dem inden kl.
16 i dag.
Skal du bruge mere til at svare, må du sige til.
Men da vil jeg bede dig give en melding om det inden kl.
16 i dag.
”
Ekstra Bladet har oplyst, at de samme dag blev ringet op af [Klager].
Ekstra Bladet har transskriberet samtalen og fremsendt den til Pressenævnet.
Det fremgår, at telefonsamtalen blandt andet lød
” Ekstra Bladet : Tak fordi du ringer, [Klager].
Jeg har jo sendt dig nogle spørgsmål, jeg gerne vil have svar på.
[Klager] : Jeg svarer dig på mail.
Men nu skal du høre her.
Nu stiller jeg dig spørgsmål.
Hvis du var revisor, og du opdagede, at en kunde havde foretaget hvidvask for 35 mio. kr. i 2011.
Hvad ville du så gøre?
Ekstra Bladet : Det aner jeg ikke.
Men du kan jo fortælle mig, om du har stået i den situation.
[Klager] : Hvis du var revisor, og du opdagede, at der i samme forbindelse var foretaget skattesvig for 18. mio. kr. så skal jeg fortælle dig, at så er der nogle regler i revisorloven, som siger, at det skal man anmelde til politiet.
Hvis man nu tænker det eksempel, at du var i den pågældende kunde.
Ville du så være glad for din revisor eller sur på ham?
[…]
Ekstra Bladet : Du har i 2016 underskrevet regnskaber for de selskaber, jeg nævner i mailen.
[Klager] : Ja, det er klart.
Når man er revisor, skal man blive der og skrive.
Det er situationen.
Man kan ikke bare fratræde.
Ekstra Bladet : Men du er også i dag tilknyttet revisor for nogle selskaber, hvor folk med domme for kriminalitet sidder i ledelsen i dag?
[Klager] : Men der er ikke underskrevet regnskaber siden 2015.
Ekstra Bladet : Men du er tilknyttet revisor og indsender regnskaber for nogle af de her selskaber, det kan jeg jo se.
Og det går jeg ud fra, at du får penge for?
[Klager] : Nu spørger du om noget specifikt.
Jeg kan bare sige, at der ikke er underskrevet regnskaber siden 2015.
Ekstra Bladet : Måske ikke i de selskaber, men i flere andre selskaber.
Jeg skriver også, at vi har fundet flere andre eksempler.
Jeg skal gerne sende dig nogle flere.
[Klager] : Det må du gerne.
Men de andre spørgsmål, jeg stillede dig, de er rigtig vigtige.
Ekstra Bladet : Ja, sikkert.
Men jeg har brug for, at du forklarer nærmere.
[Klager] : Men du kan næsten selv regne ud, hvilken bank de her transaktioner er gået igennem.
Og de er ikke gået igennem nogen litauisk filial.
Men der er nogle tavshedsforpligtelser, der gør, at jeg ikke kan sige mere.
Derfor stiller jeg dig nogle spørgsmål, og dem har du pænt og ordentligt svaret på.
[…]
Ekstra Bladet : [Klager], hvis der er en anden historie i alt det her, så synes jeg, du skal fortælle mig om det.
For det bliver mere og mere mystisk, det du siger.
Det kan du vel selv høre?
[Klager] : Jeg stiller dig bare nogle helt enkle spørgsmål.
Jeg har skrevet på 300 regnskaber om året i en lang række år, og jeg har haft masser kunder.
Og der er ikke noget mystisk i det her.
Ekstra Bladet : Ved du hvad, gider du ikke svare på den mail, jeg har sendt dig?
[Klager] : Det kan jeg sagtens.
”
Samme dag svarede [Klager] følgende på mail
”Hej [Journalist]
Jeg skal svare dig ganske kort, da jeg er ude at rejse, men har herudover søgt dig på telefonen.
Jeg har som revisor en tavshedspligt, og kan naturligvis ikke udtale mig om konkrete forhold.
Jeg kan objektivt oplyse, at jeg har været revisor i rigtig mange selskaber.
Med hensyn til de konkrete spørgsmål kan jeg på grundlag af de oplysninger, der er tilgængelige på cpr registeret oplyse: [Selskab A] er stiftet af og med [Person C] som ejer og direktør.
Der er underskrevet et 2015 regnskab, som ikke indeholder aktivitet, og siden er der ikke fra min side påtegnet regnskaber.
[Selskab C] er der underskrevet et 2015 regnskab og der er ikke underskrevet regnskaber af mig efterfølgende.
For selskaber med [Person B] i ledelsen er der ikke underskrevet regnskaber af mig.
”
Den samme dag svarede Ekstra Bladet
”Hej [Klager],
Tak for snakken, jeg lovede dig lidt flere eksempler på din revisionskunder.
Dem får du hermed.
I 2017 opstillede du regnskab for [Selskab D].
Selskabet havde i løbet af året haft [Person D] som direktør.
Han er dømt for bedrageri og skattesvig.
Du/dit firma er desuden tilknyttet som revisor til flere selskaber, hvor tidligere nævnte [Person B] er direktør.
Han er dømt for at drive skunklaboratorium.
I et af selskaberne, [Selskab E], har [Person E] ligeledes været direktør.
Også han har tidligere modtaget en dom.
Hvis du har kommentarer til ovennævnte, er du velkommen til også at sende dem.
”
Senere samme dag svarede [Klager]
”Kort svar
Vi har opstillet et regnskab for [Selskab D], men redskaber bærer ikke påtegning af [Person D] / [Person D].
For så vidt angår [Person B] kan jeg kun gentage, det tidligere oplyste, nemlig at der ikke er påtegnet regnskaber.
Jeg vil undersøge registreringerne i cvr registeret.
Jeg undrer mig over hvorfor du ikke spurgte om disse i din tidligere mail.
”
Herefter skrev Ekstra Bladet
”Hej [Klager],
Du har indsendt regnskaber, hvor [Person B] har underskrevet som direktør.
Det gælder bl.a. regnskab for [Selskab F] i juli 2017.
”
Den påklagede artikel
Ekstra Bladet bragte den 10. december 2019 artiklen ”Storkriminelle sværmer om berygtet revisor” på netavisen ekstrabladet.dk.
Artiklen har underrubrikken
”Bandefolk og økonomiske svindlere er på kundelisten hos revisoren [Klager], som tidligere har fået karantæne af Revisornævnet.
”
Af artiklen fremgår herefter følgende
”Den [Alder] statsautoriserede revisor [Klager] har i flere år været i myndighedernes søgelys.
Hans revisionsfirma er blevet ransaget af Bagmandspolitiet, han har fået bøder fra Revisornævnet for grove overtrædelser af reglerne, og så er han blevet kylet ud af revisorernes brancheforening.
Trods de mange blinkende advarselslamper har der dog hele tiden været kunder i butikken.
Men nu kan Ekstra Bladet afsløre, at [Klager]s kundeliste heller ikke er helt almindelig.
Oplysninger fra CVR-registret viser, at man her kan finde selskaber med både narkobagmænd, hårdkogte bandefolk og økonomiske svindlere i ledelsen.
'Jeg har som revisor en tavshedspligt og kan naturligvis ikke udtale mig om konkrete forhold,' skriver [Klager] i en mail til Ekstra Bladet.
Fik karantæne Egentlig så det ud til, at revisoren skulle bremses i februar 2016.
Her havde Revisornævnet fået nok af [Klager], der fik frataget sin godkendelse til at arbejde som revisor.
Det var første gang i 10 år, at nævnet straffede en revisor så hårdt.
Men [Klager] ankede afgørelsen til landsretten, hvor den nu knap fire år senere stadig ikke er afgjort.
Derfor har han frit kunnet fortsætte sit arbejde.
Og det er faldet flere i branchen for brystet.
- Det er virkelig utilfredsstillende, at det går så langsomt med at få behandlet de her sager.
Når Revisornævnet har sagt, at der er et problem, så er det alvorligt.
Hvis en revisor har fået klippet kørekortet, skal han ikke blive liggende på landevejen, siger [Person F], direktør i revisorernes brancheforening, FSR, der altså selv har smidt [Klager] på porten.
Underskrev for bandeleder Få måneder efter den udskudte karantænedom underskrev revisoren regnskabet for et firma, hvor direktøren var en kendt bandeleder fra [Byområdet].
Vedkommende har fået årelange fængselsdomme for blandt andet våbenhandel og knivstikkeri.
Og blot få dage senere ydede [Klager] samme service for et andet selskab.
Her har direktøren siddet fængslet i halvandet år for økonomisk svindel.
'Der er ikke underskrevet regnskaber af mig efterfølgende,' skriver [Klager] i en mail til Ekstra Bladet om de to selskaber.
Men i de følgende år har en stribe andre selskaber med dømte kriminelle i ledelsen haft ham tilknyttet som revisor.
En af direktørerne har fået fem års fængsel for indsmugling af flere hundrede kilo hash, en anden er dømt for bedrageri og skattesvig, mens en tredje direktør er idømt fængsel for at stå bag et skunk-laboratorium.
Direktør i ædelstensfirma I den seneste tid er det dog ikke jobbet som revisor, der har skabt opmærksomhed omkring [Klager].
Han er nemlig også finansdirektør i koncernen [Selskab G], der hævder at eje ædelsten for flere milliarder kroner.
Men som Ekstra Bladet har beskrevet er [Selskab G] trods de store armbevægelser gang på gang havnet i problemer.
Erhvervsstyrelsen har tvangsopløst to af koncernens selskaber, ligesom der netop nu verserer en efterforskning hos politiet i [Land A] med [Selskab G] som omdrejningspunkt.
”
Til artiklen var indsat et portrætfoto af [Klager], samt fotos af en mur ved hans forretningsadresse, hvor der med graffiti er skrevet ”betal din gæld”.
Til artiklen var endvidere indsat en fakta-boks med overskriften ”Hvad laver en revisor” .
Af faktaboksen fremgår følgende
”En revisor har to primære opgaver: Revision og rådgivning.
Revisoren beskrives ofte som offentlighedens tillidsrepræsentant.
Det er derfor vigtigt, at revisoren er totalt uafhængig i forhold til de selskaber, man er tilknyttet.
Revisionen handler om at tjekke og underskrive klienterne regnskaber, så offentligheden ved, at man kan stole på dem.
I flere store skandalesager, bl.a. Hesalight, Genan og IT Factory, har revisorerne godkendt selskaber, der siden har vist sig at være helt misvisende.
I de tilfælde kan revisorerne kommer til at betale erstatning til eventuelle investorer, der har haft tillid til regnskaberne.
”
Efter offentliggørelsen
Ekstra Bladet slettede billederne fra artiklen den 13. december 2019.
Øvrige oplysninger
Den 8. februar 2016 afsagde Revisornævnet kendelse i en sag mellem [Forening A] og [Klager].
Af kendelsen fremgår blandt andet følgende
”[…]
I denne sag (11/2011) er indklagede fundet skyldig i at have tilsidesat habilitetsbestemmelserne og dermed god revisorskik i forbindelse med afgivelse af 11 revisorerklæringer over en periode på 2 år.
Ved sanktionsfastsættelsen er blandt andet anført, at tilsidesættelse af habilitetsbestemmelserne er et alvorligt brud på grundlæggende og fundamentale krav til revisor som offentlighedens tillidsrepræsentant.
På denne baggrund finder revisornævnet, at en samtidig påkendelse af de 3 sager, der hver især angår tilsidesættelse af god revisorskik på grundlæggende, væsentlige og for offentligheden fundamentale områder, ville have ført frem til, at indklagedes grove og gentagne forsømmelse i udøvelsen af sin virksomhed som revisor - og dermed som offentlighedens tillidsrepræsentant – giver grund til at antage, at indklagede heller ikke fremover vil udøve sit hverv som godkendt revisor på forsvarlig måde.
Det forhold, at der alene i den ene af de 3 sager er nedlagt påstand om frakendelse, kan ikke føre til et sandet resultat.
Herefter frakendes indklagede sin godkendelse som statsautoriseret revisor for en periode, der passende kan fastsættes til 2 år regnet fra denne afgørelse.
[…]”
Pressenævnet har fra Ekstra Bladet modtaget udskrifter fra Erhvervsstyrelsen og kopi af regnskaber som dokumentation for, at [Klager], efter han blev frakendt sin autorisation af Revisornævnet den 8. februar 2016, har underskrevet regnskaber og været tilknyttet forskellige selskaber som revisor.
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 13. december 2019.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Privatlivets fred
[Klager] har anført, at de til artiklen ledsagede billeder, herunder fra hans forretningsadresse og af ham selv, understreger, at der er sket en privatlivskrænkelse, idet billederne ikke har nogen almen interesse.
Det benyttede fotografi af [Klager] er downloaded fra [Selskab G]s website og bragt uden tilladelse i strid med fotografens ophavsret, hvilket bestyrker det almindelige indtryk af artiklen som groft krænkende.
Korrekt information
[Klager] har anført, at Ekstra Bladet har overtrådt de vejledende regler for god presseskik, idet de har bragt ukorrekte, skadelige og agtelsesforringende oplysninger om ham.
- [Klager]s kunder
[Klager] har anført, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger om, hvem han er eller har været revisor for.
[Klager] har henvist til oplysningerne om, at han har underskrevet regnskabet for et firma, hvor direktøren var bandeleder, og at en stribe andre selskaber med dømte kriminelle i ledelsen har haft ham tilknyttet som revisor.
[Klager] har bemærket, at Ekstra Bladet ikke synes at have dokumenteret at have faktuelt grundlag for den påklagede artikels krænkende indhold.
[Klager] har aldrig mødt nogen person i tilknytning til selskaber, han har været revisor for, som kan beskrives som ”bandeleder”.
[Klager] er bekendt med, at omtalen må dreje sig om selskabet [Selskab A].
[Klager] havde i 2015 haft forbindelse alene med en kvinde, der optrådte som selskabets stifter og direktør.
[Klager] reviderede og underskrev årsrapport for perioden fra den 5. april 2015 til den 31. december 2015, en årsrapport, som udviste, at selskabet ikke havde haft driftsindtægter i perioden.
[Klager] fratrådte som revisor efter regnskabsaflæggelsen.
Det må antages, at artiklen i forhold til oplysningerne om, at selskaber med dømte kriminelle i ledelsen har haft [Klager] tilknyttet som revisor, henvises til [Person B] [Person A].
[Klager] har aldrig ydet revisionsbistand til eller underskrevet regnskaber for selskaber ejet, kontrolleret eller ledet af [Person B], hvilket kan konstateres ved en blot summarisk gennemgang af data på CVR/Erhvervsstyrelsen.
[Klager] har endvidere notorisk ikke tilknyttet [Person A] eller dennes selskaber.
[Klager] var revisor for selskaber i en koncern ejet/kontrolleret af TV, som antagelig var [Person A]s ægtefælle, og [Klager] fratrådte som revisor i 2015.
Det havde været korrekt, hvis Ekstra Bladet udtrykkeligt havde nævnt, at [Klager] ikke som revisor har underskrevet regnskaber i andre selskaber end [Selskab A] (underskrevet juni 2016) og [Selskab C] (underskrevet juli 2016).
Der foreligger ikke regnskaber underskrevet af [Klager] for [Selskab D], [Selskab H], [Selskab E] og [Selskab F].
Det er således upræcist, når Ekstra Bladet ”antager” , at der er sket regnskabsudarbejdelse.
Selve registreringen i Erhvervsstyrelsens register indebærer ikke, at der faktisk er indgået en aftale om revision.
Under alle omstændigheder kan det konstateres, at der for de nævnte selskaber ikke har været underskrevet regnskaber siden 2015-regnskaberne, i de tilfælde, hvor der overhovedet har været underskrevet regnskaber.
Det fremgår ikke af artiklen, at der er tale om ophørte relationer, og at de har været ophørt i flere år.
- Frakendt autorisation
[Klager] har anført, at det er urigtigt, når det anføres i artiklen, at han er blevet frakendt sin autorisation som revisor.
Revisornævnet har truffet afgørelse om frakendelse i to år.
Sagen er indbragt for retten, hvor den fortsat verserer, og [Klager] har således den nødvendige autorisation til at virke som revisor.
[Klager] har som dokumentation for dette vedhæftet en udskrift fra Erhvervsstyrelsen.
[Klager] har bemærket, at han desuden, på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklen, kun arbejdede i meget beskedent omfang som revisor.
[Klager] er enig i, at revisorer, som offentlighedens tillidsrepræsentanter, må acceptere, at pressen undersøger og forholder sig kritisk til den pågældendes varetagelse af hvervet, men det skal ske på et veldokumenteret grundlag.
Ekstra Bladet er bekendt med Revisornævnets afgørelser, herunder at [Klager] i 2011 anmeldte mistanke om risiko for skattesvig i størrelsesordenen 20 mio. kr. til Bagmandspolitiet.
Ekstra Bladet er ligeledes bekendt med, at [Klager] forudgående rettede henvendelse til direktionen i SKAT København, som vejledte ham om, at der i den situation var anmeldelsespligt for revisorer.
Revisornævnet var uenig i SKATs vurdering og fastsatte en sanktion for brud på tavshedspligten.
[Klager] har bemærket, at det havde været forventeligt og rimeligt, hvis det var fremgået af artiklen, at dette var baggrunden for ”karantænen”.
[Klager] har henvist til den almene interesse, som knytter sig til professionelle aktørers adfærd i forbindelse med hvidvasklovgivningen.
- Ransagning
[Klager] har anført, at oplysningen om, at hans revisionsfirma blev ransaget af Bagmandspolitiet er korrekt, men mangelfuld.
Ekstra Bladet er bekendt med, at ransagningen fandt sted i 2004, og at ransagningen skete samtidig med en ransagning hos et større københavnsk advokatfirma efter reglerne om ransagning hos en ikke-mistænkt.
- [Selskab G]
[Klager] har anført, at Ekstra Bladet burde have sikret sig en sandfærdig gengivelse af de omtalte forhold i [Selskab G] inden offentliggørelsen.
[Klager] har flere gange tilbudt journalisten fra Ekstra Bladet et tilbundsgående interview og en fysisk besigtigelse af [Selskab G]s aktiver i Berlin, men i omkring halvandet år har journalisten afslået disse tilbud.
Det havde været rimeligt og forventeligt, at Ekstra Bladet havde undersøgt sagen til bunds, når tilbuddet herom forelå.
Den 14. november 2019 skrev journalisten til [Klager], at et møde kunne drøftes, såfremt det måtte blive aktuelt at skrive om [Selskab G] igen.
[Klager] har anført, at det er korrekt, at journalisten fra Ekstra Bladet den 8. december 2019 takkede ja til en invitation, ligesom han opstillede visse betingelser for et møde.
Disse nåede ikke at blive vurderet, inden artiklen blev offentliggjort den 10. december 2019.
Overskriftens dækning
[Klager] har anført, at artiklens overskrift ”Storkriminelle sværmer om berygtet revisor” er ukorrekt og krænkende, idet han sammenkædes med ”storkriminelle” kunder.
Overskriften er egnet til at skade [Klager]s personlige og faglige omdømme, ligesom påstandene indebærer betydelig risiko for væsentlig skadevirkning på hans erhvervsvirksomhed.
Forelæggelse
[Klager] har anført, at journalisten har benyttet en mere eller mindre ”truende” tilgang i sin dækning af [Selskab G].
Journalisten har givet meget korte svarfrister, underforstået, at hvis der ikke blev svaret, ville der blive offentliggjort artikler i avisen.
Dette har selskabets medierådgiver, [Person G], peget på ved en tidligere lejlighed, dengang den samme journalist var ansat ved [Dagbladet].
[Klager] har vedhæftet en oversigt over korrespondance mellem selskabet og journalisten, der strækker sig fra marts 2018 til november 2019.
[Klager] har henvist til en mailkorrespondance af 4. maj 2018 fra [Person G] til journalisten, samt en artikel i Berlingske Business fra den 13. november 2019 vedrørende den dialog og tillid, der bør være mellem erhvervsliv og pressen.
[Klager] har bemærket, at han har forsøgt at skabe tillid ved at invitere journalisten til en besigtigelse af selskabets aktiver.
2.2 Ekstra Bladets synspunkter
Privatlivets fred
Ekstra Bladet har anført, at det er fotografen og ikke [Klager], der i henhold til lov om ophavsrettigheder har rettighederne til billederne i artiklen.
Ekstra Bladet er i øvrigt gået ud fra, at [Klager] ikke i henhold til lov om ophavsrettigheder havde indvendinger imod, at der blev anvendt et officielt foto af ham, som med hans samtykke var offentliggjort og fortsat er frit tilgængeligt på [Selskab G]s hjemmeside.
Ekstra Bladet har bemærket, at de fjernede billederne fra artiklen på ekstrabladet.dk straks efter, at Ekstra Bladet den 13. december 2019 modtog en kopi af klagen fra [Klager]s advokat.
Korrekt information
-[Klager]s kunder
Ekstra Bladet har anført, at der ikke er grundlag for at kritisere Ekstra Bladets omtale af, at [Klager] som revisor har betænkelige relationer til en række personer, der er dømt for omfattende og alvorlig kriminalitet.
Ekstra Bladet har bemærket, at de er berettiget til at beslutte, hvad der skal bringes, og hvilke oplysninger der er relevante for artiklens indhold.
Ekstra Bladet har blandt andet henvist til en årsrapport for [Selskab A] regnskabet for 2015, hvor regnskabet er underskrevet af direktionen, [Person C] og [Person H].
Regnskabet er endvidere underskrevet af [Klager], statsautoriseret revisor, [Selskab I], den 19. juni 2016, det vil sige efter, at [Klager] var blevet frataget sin autorisation af Revisornævnet.
Ekstra Bladet har endvidere henvist til en udskrift fra Erhvervsstyrelsen vedrørende selskabet [Selskab A] (der skiftede navn til [Selskab B] den 31. marts 2017 inden selskabet samme år gik konkurs).
Det fremgår af udskriften, at [Klager] siden den 15. april 2015 har været tilknyttet som revisor for selskabet via selskabet [Selskab J].
[Person H] er en kendt bandeleder, hvilket fremgår af straffedomme og mediernes omtale af ham.
Ekstra Bladet har henvist til artikelserien ”Jagten på [Person H]” , som blev bragt af Berlingske i oktober 2009 på netavisen berlingske.dk.
Ekstra Bladet har endvidere anført, at [Klager] via revisionsselskabet [Selskab I] har været tilknyttet som revisor for selskaberne [Selskab H] og [Selskab E] (tidligere [Selskab L]).
Ekstra Bladet har henvist til en udskrift fra Erhvervsstyrelsen vedrørende [Selskab E] og [Selskab H] og en årsrapport for selskabet [Selskab E] for 2017, som er underskrevet af [Klager] den 1. oktober 2018.
Ekstra Bladet har herudover henvist til en årsrapport for [Selskab H] for 2017, som er udfærdiget af [Klager].
Af udskriften fra Erhvervsstyrelsen vedrørende selskabet [Selskab E] fremgår det, at [Person B] og [Person E] er registreret som ejere af selskabet, og at selskabets direktion er [Person B].
Det fremgår ligeledes, at [Klager] via selskabet [Selskab I] har været tilknyttet som revisor for [Selskab E] siden den 1. juni 2017.
Af udskriften fra Erhvervsstyrelsen vedrørende [Selskab H] fremgår det, at [Klager] fra april 2015 til den 27. december 2019 har været tilknyttet som revisor for selskabet, og at selskabets direktør er [Person B].
[Person E] har også tidligere været registreret som direktør for selskabet.
[Person B] er samtidig legal ejer og reel ejer, idet han ejer 100% af selskabets anpartskapital.
Ekstra Bladet har desuden henvist til en udskrift fra Erhvervsstyrelsen vedrørende selskabet [Selskab F].
[Person B] tiltrådte som direktør i selskabet den 28. oktober 2015, og [Klager] tiltrådte som revisor den 3. september 2015.
Det fremgår endvidere af udskriftet, at [Person B] indtil den 16. april 2018 var direktør for selskabet, ligesom det fremgår, at [Klager] via [Selskab I] var revisor for selskabet, indtil [Klager] fratrådte den 15. december 2019.
Om [Person B]s kriminelle aktiviteter har Ekstra Bladet henvist til artiklen ”Skunk sag fra [Bynavn 1]: Dom står ved magt” , som blev bragt den 31. august 2017 i Sjællandske Nyheder på netavisen sn.dk.
Ekstra Bladet har endvidere henvist til artiklen ”Derfor slap narko-bagmænd for at blive dømt for 500 kilo kokain” , som blev bragt den 19. maj 2016 i Ekstra Bladet på netavisen ekstrabladet.dk, og som vedrører en straffesag mod [Person I] og [Person E].
Som det fremgår af artiklen, blev [Person E] i Københavns Byret idømt 15 års fængsel, hvilken straf Østre Landsret efterfølgende nedsatte til 5 års fængsel for [Person E].
[Person E] blev, som det fremgår af artiklen, dømt for smugling af 400 kilo hash.
[Klager] har antaget, at den påklagede artikel henviser til [Person A], som er dømt for bedrageri og skattesvig.
Ekstra Bladet har i den forbindelse henvist til artiklen ”Falleret rigmand dømt: Skjulte kunst og galop-gevinster” , som blev bragt den 6. januar 2016 i Ekstra Bladet på netavisen ekstrabladet.dk, med omtale af en straffedom mod [Person A].
Ekstra Bladet har endvidere henvist til en årsrapport for selskabet [Selskab C] for 2015, hvor regnskabet er underskrevet af [Klager] som revisor og af [Person A] som direktør den 18. juli 2016.
Ekstra Bladet har hertil henvist til en udskrift fra Erhvervsstyrelsen, hvoraf det fremgår, at [Klager] via selskabet [Selskab J] indtrådte som revisor for selskabet den 6. maj 2015, og at [Klager] fratrådte som revisor (via selskabet [Selskab I]) den 7. februar 2019.
Som det fremgår, har [Person A] været direktør og bestyrelsesmedlem i selskabet, og han er ligeledes registreret som reel ejer af selskabet med en ejerandel på 16,50% sammen med [Person J] (75,50%), der formodentlig er hans ægtefælle.
Ekstra Bladet har supplerende oplyst, at [Klager] har udfærdiget og underskrevet et regnskab for selskabet [Selskab D] (nu [Selskab K] under konkurs) for 2017.
Selskabet havde fra november 2016 til februar 2017 haft [Person D] (som tidligere hed [Person D]) som direktør.
Den pågældende er tidligere dømt for bedrageri og skattesvig.
Ekstra Bladet har henvist til artiklen ”’Operation X’ afslører lidt for fed skattefidus” , som blev bragt den 7. maj 2012 på TV 2s netavis tv2.dk.
Ekstra Bladet har sammenfattende anført, at det er korrekt, når det fremgår af den påklagede artikel, at ”selskaber med dømte kriminelle i ledelsen har haft ham [[Klager], Pressenævnet ] tilknyttet som revisor.
”
- Frataget autorisation
Ekstra Bladet har oplyst, at artiklen blandt andet drejer sig om den principielle problemstilling, at [Klager] siden 2016 har fortsat sit virke som revisor, selvom han var blevet frakendt sin autorisation.
Dette har, som det også fremgår af artiklen, været muligt, fordi [Klager] valgte at indbringe Revisornævnets afgørelse for domstolene, hvor sagen endnu ikke er afgjort.
I artiklen kritiserer direktøren i Revisorernes Brancheforening denne retsstilling.
Ekstra Bladet har anført, at det ikke fremgår af Revisornævnets kendelse af 8. februar 2016, at [Klager] har haft anmeldt hvidvask og svindel til SKAT og Bagmandspolitiet.
Ekstra Bladet har således ikke været bekendt med de oplysninger.
Det ses heller ikke at have nogen relevans for indholdet af artiklen, idet den angår det forhold, at [Klager] er blevet frakendt sin autorisation af Revisornævnet, men alligevel har fortsat sit virke som revisor.
Ekstra Bladet har bemærket, at revisorer fungerer som offentlighedens tillidsrepræsentanter, og det er afgørende for samfundet, at revisorerne lever op til de høje krav, som med rette stilles til deres vandel, dømmekraft og objektivitet.
En statsautoriseret revisor må således acceptere, at pressen undersøger og forholder sig kritisk til den pågældendes varetagelse af hvervet som offentlighedens tillidsrepræsentant.
I det foreliggende tilfælde er [Klager] ikke kun blevet frakendt sin autorisation som statsautoriseret revisor, men har også både i tiden før og efter virket som revisor for kriminelle kunder.
- Ransagning
Ekstra Bladet har anført, at faktum er, at Bagmandspolitiet har foretaget en ransagning i [Klager]s revisionsfirma.
At der samtidig blev foretaget en ransagning i et større advokatfirma, har ikke nogen relevans for sagen, og ville heller ikke gøre sagen bedre.
- [Selskab G]
Ekstra Bladets journalist har foretaget en grundig journalistisk research, herunder også ved henvendelse til [Klager].
Ekstra Bladet har henvist til, at journalisten fra Ekstra Bladet den 23. og 24. november 2018 stillede [Klager] en række spørgsmål vedrørende en verserende efterforskning af [Selskab G].
10. februar 2020 oplyste anklagemyndigheden i München til Ekstra Bladet, at efterforskningen af [Selskab G] fortsat verserer.
Derudover har journalisten gennemgået myndighedernes behandling af sagen og myndighedernes afgørelser vedrørende [Selskab G]s regnskaber og deres angivelse af, at selskabet ejer ædelstene for milliarder.
Ekstra Bladet har bemærket, at det eneste, der fremgår af artiklen vedrørende [Selskab G], er, at de hævder at være i besiddelse af ædelstene for milliarder.
Det er faktum, at [Selskab G] hævder dette, hvilket også fremgår af deres årsregnskab.
Overskriftens dækning
Ekstra Bladet har anført, at overskriften "Storkriminelle sværmer om berygtet revisor" er åbenlyst udtryk for Ekstra Bladets sammenfatning og kritiske subjektive vurdering af sagen, der er baseret på de foreliggende faktuelle oplysninger om [Klager]s virke som revisor.
Overskriften har dækning i de faktiske oplysninger i sagen.
Forelæggelse
Ekstra Bladet har forelagt sagen for [Klager] den 28. november og 6. december 2019 både telefonisk og på mail.
Journalisten fra Ekstra Bladet har stillet spørgsmål omkring [Selskab G]s påståede ejerskab over ædelstene.
Imidlertid har [Klager] kun svaret med undvigende og afvisende kommentarer.
Journalisten blev først ansat ved Ekstra Bladet i 2019, og Ekstra Bladet finder det derfor irrelevant for sagen, hvad der har været af korrespondance mellem journalisten og selskabet som er af ældre dato, fra da journalisten var ansat hos et andet medie.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Martin Lavesen, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag.
Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmålet om, hvorvidt eventuelle ophavsrettigheder er krænket ved offentliggørelsen, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
Dette forhold behandles derfor ikke.
God presseskik
Privatlivets fred
[Klager] har klaget over, at Ekstra Bladet har bragt billeder af ham og hans forretningsadresse.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.
1.
Det er som udgangspunkt ikke i strid med god presseskik, at medier fotograferer eller filmer personer eller virksomheder, der befinder sig på offentligt tilgængelige steder og offentliggør billeder af denne art, selvom de pågældende ikke har samtykket hertil.
Der skal dog udvises varsomhed af hensyn til de implicerede, herunder til de sammenhænge, hvori de indgår.
Pressenævnet finder, at anvendelsen af billedet af [Klager], som efter det oplyste er offentliggjort i erhvervsmæssig sammenhæng, og billedet af [Klager]s forretningsadresse, i sammenhæng med den beskrevne omtale ikke kan anses for at indebære en krænkelse af hans privatliv, ligesom billederne ikke fremstår forvansket.
Det bemærkes, at Ekstra Bladet fjernede billederne fra artiklen, så snart de blev bekendt med [Klager]s klage.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Korrekt information
[Klager] har klaget over, at artiklen er i strid med god presseskik, idet den blandt andet indeholder ukorrekt og skadelig information om ham.
[Klager] har særligt henvist til, at oplysningerne om, hvilke regnskaber, han har skrevet under på som revisor, og at han har fået frakendt sin autorisation som revisor, er ukorrekte.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer, jf. punkt A.
1 og A.
5.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
- [Klager]s kunder
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger om, hvilke regnskaber han har underskrevet.
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”[…]
Underskrev for bandeleder Få måneder efter den udskudte karantænedom underskrev revisoren regnskabet for et firma, hvor direktøren var en kendt bandeleder fra Københavns-området.
Vedkommende har fået årelange fængselsdomme for blandt andet våbenhandel og knivstikkeri.
Og blot få dage senere ydede [Klager] samme service for et andet selskab.
Her har direktøren siddet fængslet i halvandet år for økonomisk svindel.
'Der er ikke underskrevet regnskaber af mig efterfølgende,' skriver [Klager] i en mail til Ekstra Bladet om de to selskaber.
Men i de følgende år har en stribe andre selskaber med dømte kriminelle i ledelsen haft ham tilknyttet som revisor.
En af direktørerne har fået fem års fængsel for indsmugling af flere hundrede kilo hash, en anden er dømt for bedrageri og skattesvig, mens en tredje direktør er idømt fængsel for at stå bag et skunk-laboratorium.
[…]”
På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at Ekstra Bladet har skrevet artiklen på baggrund af offentligt tilgængelige oplysninger, blandt andet regnskaber offentliggjort af Erhvervsstyrelsen.
Nævnet lægger endvidere til grund, at oplysningerne om, at [Klager] som revisor, både forud for og efter Revisornævnets afgørelse i 2016, har været tilknyttet en række selskaber med tidligere dømte personer i ledelsen eller ejerkredsen.
Nævnet bemærker, at det ikke udtrykkeligt fremgår af den påklagede artikel, hvilke selskaber, der er tale om.
På denne baggrund finder Pressenævnet, at oplysningerne om [Klager]s kunder har dækning i de faktiske forhold.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet for at bringe udsagnene.
- Frakendt autorisation
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekt information om hans autorisation, idet sagen fortsat er verserende, og han således ikke er frakendt sin autorisation på tidspunktet for artiklens offentliggørelse.
Af artiklen fremgår blandt andet
”[…]
Fik karantæne Egentlig så det ud til, at revisoren skulle bremses i februar 2016.
Her havde Revisornævnet fået nok af [Klager], der fik frataget sin godkendelse til at arbejde.
Men [Klager] ankede afgørelsen til landsretten, hvor den nu knap fire år senere stadig ikke er afgjort.
Derfor har han frit kunnet fortsætte sit arbejde.
Og det er faldet flere i branchen for brystet.
- Det er virkelig utilfredsstillende, at det går så langsomt med at få behandlet de her sager.
Når Revisornævnet har sagt, at der er et problem, så er det alvorligt.
Hvis en revisor har fået klippet kørekortet, skal han ikke blive liggende på landevejen, siger [Person F], direktør i revisorernes brancheforening, FSR, der altså selv har smidt [Klager] på porten.
[…]”
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Revisornævnet den 8. februar 2016 frakendte [Klager] sin autorisation som statsautoriseret revisor i to år.
[Klager] har oplyst, at denne afgørelse er indbragt for domstolene, hvor den fortsat verserer.
Nævnet finder, at oplysningen om frakendelsen af autorisationen har støtte i offentligt tilgængelige oplysninger.
Nævnet bemærker, at der ikke fremgår oplysninger i artiklen om, at [Klager] ikke lovligt har kunne fortsætte sit arbejde, mens spørgsmålet om frakendelse af autorisation fortsat er verserende.
Pressenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere Ekstra Bladet for at bringe oplysningen om autorisationen.
Nævnet finder videre, at Ekstra Bladet ikke har overskredet rammerne for redaktørens redigeringsret, ved at have medtaget udsagn fra direktør [Person F] fra revisorernes brancheforening.
Nævnet har lagt vægt på, at Ekstra Bladet har gjort det tilstrækkeligt klart for læseren, hvem der udtaler sig, og at udtalelserne fremstår som direktøren [Person F]s subjektive vurdering af sagen.
- Ransagning
[Klager] har klaget over, at oplysningen om, at hans revisionsfirma blev ransaget af Bagmandspolitiet er mangelfuld, fordi det ikke er omtalt i artiklen, at ransagningen skete samtidig med en ransagning hos et større københavnsk advokatfirma.
Idet nævnet bemærker, at det i artiklen er korrekt gengivet, at [Klager]s revisionsfirma blev ransaget af Bagmandspolitiet, finder nævnet herefter, at det ligger inden for redaktørens redigeringsret, at Ekstra Bladet har undladt at omtale, at der samtidig blev foretaget ransagning i et advokatfirma.
- [Selskab G]
[Klager] har klaget over, at Ekstra Bladet ikke har efterprøvet oplysningerne omkring selskabet [Selskab G]s aktiver, herunder at de ikke har imødekommet de gentagne tilbud om at komme og besigtige selskabets kapitaler for at kunne skrive artiklen på oplyst grundlag.
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”[…]
Direktør i ædelstensfirma I den seneste tid er det dog ikke jobbet som revisor, der har skabt opmærksomhed omkring [Klager].
Han er nemlig også finansdirektør i koncernen [Selskab G], der hævder at eje ædelsten for flere milliarder kroner.
Men som Ekstra Bladet har beskrevet er [Selskab G] trods de store armbevægelser gang på gang havnet i problemer.
Erhvervsstyrelsen har tvangsopløst to af koncernens selskaber, ligesom der netop nu verserer en efterforskning hos politiet i [Land A] med [Selskab G] som omdrejningspunkt.
”
På baggrund af sagens oplysninger, lægger nævnet til grund, at Ekstra Bladet den 9. december 2019 tog kontakt til selskabet [Selskab G], for at komme til Berlin og besigtige selskabets aktiver.
Journalisten fra Ekstra Bladet opstillede blandt andet den betingelse, at han måtte medbringe en fotograf.
Nævnet finder, at Ekstra Bladet i tilstrækkeligt omfang har forsøgt at efterprøve oplysningerne, ligesom [Klager] er kommet til orde.
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at journalisten opstillede nogle betingelser for mødet.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Overskriftens dækning
[Klager] har klaget over, at artiklens overskrift ”Storkriminelle sværmer om berygtet revisor” er ukorrekt og skadelig for hans omdømme.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt.
A.
6.
Pressenævnet finder, at Ekstra Bladet ikke har overskredet rammerne for redaktørens redigeringsret, ved at anvende ordet ”storkriminelle” i overskriften.
Nævnet finder videre, at overskriften må anses for at være Ekstra Bladets opfattelse og vurdering af sagen, og at overskriften ikke går ud over, hvad der er dækning for i artiklen.
Nævnet finder derfor efter en samlet vurdering ikke grundlag for at udtale kritik af overskriftens formulering.
Forelæggelse
[Klager] har klaget over, at Ekstra Bladet ikke har forelagt oplysningerne tilstrækkeligt for ham.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det bør kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.
3.
Som sagen er oplyst for Pressenævnet, lægger nævnet til grund, at [Klager] har været i dialog med Ekstra Bladet i forbindelse med artiklen.
Pressenævnet finder videre, at [Klager] er kommet til orde i artiklen, og finder på den baggrund ikke anledning til at udtale kritik af Ekstra Bladet for utilstrækkelig forelæggelse.
Afgjort den 11. august 2020