Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0458
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0458
Person får ikke slettet artikel fra 2017
I en artikel bragt i marts 2017 omtalte Ekstra Bladet en persons rolle i forbindelse med svindelnumre, hvor en række kendte personer blev misbrugt på en hjemmeside.
Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at Ekstra Bladet havde afvist at slette, anonymisere eller afindeksere artiklen.
Nævnet fandt, at artiklen indeholdt oplysninger, som måtte anses for særligt belastende for personen, men fandt ikke anledning til at udtale kritik af Ekstra Bladet for ikke at hindre tilgængeligheden af artiklen.
Nævnet lagde vægt på, at det fremgår af omtalen på hvilket grundlag, avisen har forbundet personen til hjemmesiden, og at personens svar på beskyldningerne fremgår af omtalen.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Ekstra Bladet har afvist hans anmodning om at slette, anonymisere eller afindeksere artiklen ”Kendte misbrugt i stor svindelsag: Her er manden bag” , som blev bragt den 7. marts 2017 på Ekstra Bladets netavis ekstrabladet.dk, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Den påklagede artikel
Ekstra Bladet bragte den 7. marts 2017 artiklen ”Kendte misbrugt i stor svindelsag: Her er manden bag” på Ekstra Bladets netavis ekstrabladet.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”En udspekuleret bagmand har udnyttet [Person A], [Person B] og [Person C] til at tjene lette penge.
Ofrene er almindelige danskere, der bliver snydt af falske artikler”
Af artiklen fremgår følgende
”Danskere i tusindvis er de seneste måneder blevet lokket med gode tilbud på produkter af velkendte navne som [Person A], [Person C] og [Person B].
Under overskrifter som '[Person A] lancerer nyt vidundermiddel mod rynker!
' og '[Person C]: Her er den billigste vej til fejlfri hud', er der blevet annonceret kraftigt på Facebook for nyheder fra en hjemmeside, der til forveksler ligner Ekstra Bladets.
Fra hjemmesiden med det mundrette domæne [Hjemmeside A], er godtroende danskere på jagt efter gode tilbud blevet snydt til at købe alt fra slankepiller til antirynkecremer.
Problemet er bare, at [Person A], [Person C] og [Person B] intet har at gøre med siderne eller de produkter, der er blevet solgt og at hjemmesiden er falsk.
Ekstra Bladet har allieret sig med det danske internetsikkerhedsfirma [Sikkerhedsfirmaet] og har fulgt datasporet fra den udspekulerede svindelhjemmeside til en adresse i Jylland.
Skjult i Panama
Hjemmesiden [Hjemmeside A] er ikke længere aktiv, men efterforskningen viser, at hjemmesiden er registreret i Panama.
Samtidig er hjemmesiden oprettet via tjenesten [Internetfirmaet], der tilsammen effektivt skjuler ophavsmandens identitet.
- På samme måde, som man ikke kan få udleveret bankoplysninger fra Panama, er det meget svært at få udleveret oplysninger om domæner registreret i landet.
Her er man i ly for polititjenester, forklarer [Sikkerhedseksperten] fra [Sikkerhedsfirmaet] til Ekstra Bladet.
Driftig jysk forretningsmand
Alligevel har [Sikkerhedsfirmaet] fundet en række spor, der sender Ekstra Bladet til den lille jyske provinsby [Byen] uden for Horsens.
Svindlen kan forbindes til flere firmaer beliggende på samme adresse i byen og her peger [Sikkerhedsfirmaet]s efterforskning på, at bagmændene bag svindelhjemmesiden bruger et meget specifikt login, når de skal tilgå og redigere siden.
Brugerloginet hedder '[Loginet]' og bruges til en række lignende hjemmesider.
Brugernavnet er identisk med navnet på et af den jyske forretningsmand [Klager]s mange firmaer kaldet '[Virksomhed A]'.
Foruden det karakteristiske brugernavn, peger en række mistænkelige hjemmesiders serverplaceringer og måder de er oprettet på alle i retning af den jyske forretningsmand.
Hos [Sikkerhedsfirmaet] er man da heller ikke i tvivl om, at [Klager] spiller en central rolle i forbindelse med svindelnumrene.
- Brugernavnet, der bliver anvendt på de her falske sider, peger tilbage på hans firmanavn.
Det er indiskutabelt, at han har en finger med i spillet, forklarer [Sikkerhedseksperten].
Benægter alt
Den jyske forretningsmand skjuler sig på en hemmelig adresse i den jyske provinsby [Byen].
Da Ekstra Bladet opsøger [Klager], benægter han al kendskab til misbrugen af [Person B] og de andre kendissers navne, samt forbindelsen til de falske nyhedssider.
- Det kender jeg ikke noget til.
Jeg har aldrig haft noget med de sider at gøre, siger [Klager] til Ekstra Bladets udsendte reporter og fotograf.
- [Sikkerhedsfirmaet] fortæller, at de her falske nyhedssites er oprettet med en skabelon, der er lavet af dig.
Samtidig fortæller de, at skabelonerne er identiske med dem, du har brugt på dine sider [Hjemmeside B] og [Hjemmeside C].
Har du solgt eller videregivet din skabelon til nogen udenforstående?
- Nej, jeg har købt de her skabeloner, der ligger på mine sider [Hjemmeside C] og [Hjemmeside B] hos en ekstern leverandør.
- [Sikkerhedsfirmaet] fortæller, at det er indiskutabelt, at [Klager] har lavet den skabelon, der er blevet benyttet på siderne.
- Det er jeg meget overrasket over, jeg har intet med det at gøre, siger han.
Tesla trods underskud
Fra adressen i [Byen] driver [Klager] foruden [Virksomhed A] også en række andre virksomheder.
Der er tale om [Virksomhed B] og [Virksomhed C].
Virksomheder der tilsammen havde et underskud på mere end 800.000 kroner sidste år.
Alligevel kan Ekstra Bladet konstatere, at der udenfor [Klager] hjem, er parkeret en stor hvid Tesla.
En Tesla [Klager] fortæller, tilhører ham.
Det er uklart, hvordan [Klager] tjener sine penge eller mangel på samme, men noget tyder på, at han tidligere har forsøgt sig med et dealsite-lignende formater.
I hvert fald søgte han tilbage i oktober 2015 store partier af ‘spændende produkter’ at sælge via grupper på Facebook.
Samtidig kan Ekstra Bladet forbinde [Klager] med en række andre hjemmesider.
Det gælder blandt andet hjemmesiden [Hjemmeside B], der skriver virale kioskbaskere.
Kioskbaskere der skal generere trafik til hjemmesiden, der derved kan tjene penge via reklamer.
Forbindelse til [Person D] 'død'
Ekstra Bladets research viser også, at [Klager] kan forbindes til danske forretningsdrivende bosat i Tyskland, der tidligere på året blev koblet sammen med en falsk nyhed, der vakte opsigt og forargelse.
I nyheden blev [Person D] erklæret død og artiklen beskrev, hvordan politiet betegnede dødsfaldet som mistænkeligt.
I Jyllands Posten blev det efterfølgende udførligt beskrevet, hvordan [Klager]s tidligere forretningspartnere havde tjent op mod 50.000 kroner ved genere trafik på den falske nyhed, for derved at tjene tusindvis af kroner på bannerannoncerne.
Ekstra Bladet har i forbindelse med den nye sag været i kontakt med de i Jyllands Posten omtalte danskere.
De nægter ethvert kendskab til sagen.
- Vi har ikke lavet forretninger med [Klager] siden 2015, lyder svaret.
Oplysninger der stemmer overens med Ekstra Bladets research.
”
Til artiklen var indsat grafikken ”Sådan er [Klager] forbundet med de falske hjemmesider” .
Grafikken illustrerede med pile [Klager]s tilknytning til forskellige hjemmesider.
Af teksten fremgår følgende
” [Klager]
Sporet peger på [Klager].
Han nægter at stå bag, men alle spor peger på, at østjyden er bagmanden.
[Virksomhed A]
Firma ejet af [Klager].
[Sikkerhedsfirmaet]' efterforskning viser, at admin-loginet på reklamebureauets hjemmeside er '[Loginet]'.
Altså reklamebureauets navn tilføjet 'admin'.
Hjemmesiden er registreret i Panama og er yderligere skjult bag servicen [Internetfirmaet].
[Hjemmeside C]
[Hjemmeside B]
[Klager] indrømmer, at han ejer og driver hjemmesiderne [Hjemmeside C] og [Hjemmeside B].
De bruger ligeledes loginet [Loginet].
[Hjemmeside A]
[Hjemmeside F]
De falske hjemmesider [Hjemmeside A] og [Hjemmeside F] deler alle loginet [Loginet].
[Klager] nægter at stå bag.
Hjemmesiderne er registreret i Panama og er yderligere skjult bag servicen [Internetfirmaet].
[Hjemmeside D]
[Hjemmeside E]
Når man forsøger at købe produkter på [Hjemmeside A], sendes man videre til hjemmesiden [Hjemmeside D].
[Hjemmeside D] deler server med hjemmesiden [Hjemmeside E].
På et internetforum for udviklere spørger brugeren '[Brugeren]' om hjælp til et teknisk spørgsmål vedrørende [Hjemmeside E], som han kalder 'sin hjemmeside'.
Både [Hjemmeside E] og [Hjemmeside D] benytter [Loginet] som login.
[Loginet]
Det unikke brugernavn [Loginet] bruges på en lang række hjemmesider, der kan forbindes til [Klager].
”
Til artiklen var endvidere indsat følgende faktaboks
” Sådan gjorde vi
Ekstra Bladet har allieret sig med den uafhængige cybersikkerhedsvirksomhed [Sikkerhedsfirmaet].
[Sikkerhedsfirmaet] har udarbejdet en 15 sider lang rapport, hvor datasporet fra de falske hjemmesider til [Klager] beskrives.
[Sikkerhedsfirmaet] har sporet ip-adresser, brugernavne og salgshjemmesider, der alle peger på [Klager].
Efterfølgende har Ekstra Bladet kontaktet de involverede parter.
Vi har forgæves forsøgt at kontakte de udenlandske hjemmeside-udbydere i Panama og USA, der er benyttet til at oprette [Hjemmeside A] og [Hjemmeside F], for at få oplysninger om ophavsmanden.
Ekstra Bladet har flere gange været i kontakt med [Klager], der nægter at stå bag.
Samtidig har vi været i forbindelse med [Klager]s forhenværende forretningsforbindelser, der tidligere har været forbundet med en sag om fake news.
”
Øvrige oplysninger
Pressenævnet har fra [Klager] modtaget Sydøstjyllands Politis afgørelse af 16. januar 2019.
Af afgørelsen fremgår følgende
”Efterforskningen bliver standset
Jeg har i dag besluttet at standse efterforskningen i sagen mod Dem for at have begået bedrageri, ved den 9. marts 2018 på [Adressen] i [Byen] at have anvendt falske reklamer og derigennem at have begået bedrageri.
Begrundelse
Begrundelsen for min afgørelse er, at der ikke er en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart.
Lovgrundlag
Sagen drejser sig om straffelovens § 279 (bedrageri).
Min afgørelse er truffet efter reglerne i retsplejelovens § 749, stk. 2 (ikke grundlag for at fortsætte efterforskningen).
Omgørelse
Statsadvokaten kan – f.eks. på baggrund af en klage – bestemme, at efterforskningen skal fortsætte.
Har De spørgsmål, er De velkommen til at kontakte undertegnede.
Med venlig hilsen
[Advokaturchefen]
fg.
advokaturchef”
Den 5. december 2019 rettede [Klager] henvendelse til Ekstra Bladet med anmodning om sletning, anonymisering eller afindeksering af artiklen.
Ekstra Bladet afviste den 15. januar 2020 [Klager]s anmodning.
[Klager]s klage over Ekstra Bladets afvisning er modtaget i Pressenævnet den 16. januar 2020.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Sletning, anonymisering og afindeksering – punkt B.
8
[Klager] har anført, at Ekstra Bladet har afvist hans anmodning om at slette, anonymisere eller afindeksere artiklen.
Artiklen har spillet en væsentlig rolle og haft store personlige konsekvenser for [Klager], herunder at han har været sygemeldt.
Artiklen er ligeledes en hindring i forhold til [Klager]s fremtidige muligheder for at finde et job efter raskmelding.
Virksomheden [Virksomhed A] er under afvikling grundet [Klager]s sygdomsforløb.
Han vil efter endt sygemelding skulle søge nyt job og vil i den sammenhæng fremgå af Googles søgeresultat som bagmand for svindel, uden at det i samme resultat fremgår, at han afviser påstandene.
I en rekrutteringssituation vil det næppe være noget, der gavner [Klager], og det faktum, at en rekrutteringsmedarbejder skal læse forholdsvist dybt ned i artiklen for at møde dette faktum, vil væsentligt vanskeliggøre [Klager]s muligheder for at ”komme videre”.
I forbindelse med [Klager]s anmodning om sletning, anonymisering og afindeksering af artiklen, anmodede ansvarshavende chefredaktør [Chefredaktøren] om [Klager]s helbredsmæssige oplysninger, hvilket han fik i form af et uddrag af [Klager]s journal.
Ekstra Bladet har på trods af dette afvist af slette, anonymisere eller afindeksere artiklen, hvilket er baggrunden for klagen til Pressenævnet.
[Klager] har oplyst, at Sydøstjyllands Politi, efter Pressenævnet afsagde kendelse af 20. juni 2017 i [Klager]s tidligere klagesag over samme artikel, har konkluderet, at der ikke er en rimelig formodning om, at han har begået noget strafbart.
[Klager] har henvist til Sydøstjyllands Politis afgørelse af 16. januar 2019.
Afgørelsen er en væsentlig oplysning, da en helt grundlæggende værdi i et retssamfund er, at det er domstolene, der dømmer, og en person er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Ekstra Bladet har forsøgt at sandsynliggøre, at politiets efterforskning ikke vedrører omtalte sag.
Eftersom [Klager] ikke har beskæftiget sig med det danske marked i mere end otte år, er det vanskeligt at forestille sig, at politiets sag omhandler andet end den i artiklen omtalte sag.
[Klager] er af den overbevisning, at datoen i afgørelsen er en fejl.
I Pressenævnets kendelse i [Klager]s tidligere klagesag udtalte nævnet
”Ekstra Bladet kritiseres for at udpege en mand som den, der stod bag misbrug af kendte personer, uden samme sted at oplyse, at manden afviste at stå bag.
”
Hvis man søger på navnet ”[Klager]” på Google, som er det navn, [Klager] normalt bruger, fremgår artiklen som et af de første søgeresultater, hvor [Klager] fortsat fremstår som skyldig i svindel.
Efter [Klager]s opfattelse gør dette søgeresultat præcis det samme, som den forside, Ekstra Bladet i sin tid fik kritik for: Det dømmer [Klager] skyldig i misbrug i en stor svindelsag, uden at nævne, at [Klager] benægter ethvert kendskab til svindlen.
Det eneste, der fremgår, er [Klager]s navn og konklusionen ”Her er manden bag”.
Googles søgeresultat kan derfor ses som den ”digitale version” af avisforsiden.
Når man arbejder med online statistik, arbejder man desuden med et begreb, som kaldes ”above the fold”.
Det vil sige den del af en side, der umiddelbart er synlig, når man besøger en internetside.
Det er et kendt faktum, at en væsentlig del af de besøgende aldrig læser andet end dette indhold.
For at finde ud af, at [Klager] benægter at have noget med svindlen at gøre, skal læseren scrolle ned midt på siden.
Eftersom søgeresultatet er blandt de første i Googles indeks ved en søgning på navnet, må det betegnes som særdeles belastende for [Klager]s ry og rygte.
Ekstra Bladet har i svaret til Pressenævnet anført, at de ikke mener, at der er hjemmel til, at Pressenævnet på ny træffer afgørelse vedrørende ”en sag, som Pressenævnet allerede har taget stilling til.
” Først og fremmest har [Klager] henvist til det faktum, at Ekstra Bladet i deres afvisning af 15. januar 2020 selv opfordrede [Klager] til at indgive en ny klage til Pressenævnet.
Det forekommer derfor mærkværdigt, at Ekstra Bladet nu afviser, at Pressenævnet har hjemmel til at behandle en sådan klage.
Denne nye klage omhandler ikke samme emne, som den foregående sag, som ikke tager stilling til afindekseringen af artiklen.
[Klager] kan tilslutte sig Ekstra Bladets argument om, at temaet for artiklen fortsat er af samfundsmæssig interesse.
Dog har [Klager] svært ved at se den samfundsmæssige interesse i, at han udstilles som svindler i Googles søgeresultat og artiklens overskrift på baggrund af en konklusion, som der hverken er teknisk eller juridisk belæg for.
[Klager] har endvidere anført, at han fortsat fastholder sin forklaring fra den tidligere klagesag om, at han ikke er skyldig i de påstande, som Ekstra Bladet har anført i artiklen.
I 2016 kom [Klager] i kontakt med en person i arbejdsmæssig sammenhæng via et markedsføringsforum på internettet.
Personen virkede professionel og reel i begyndelsen, og [Klager] og personen indledte et samarbejde.
Personen var hjælpsom også i forhold til andre områder, som egentlig ikke var hans ansvar.
I forbindelse med en lejer ikke betalte sin husleje ”havde han en kammerat, som havde et inkassofirma, der kunne hjælpe.
” [Klager] begyndte at tvivle på, hvorvidt personen var den, som han udgav sig for at være.
Personen [løj], manipulerede, overfakturerede, købte private goder faktureret til [Klager]s virksomhed, truede en af hans ansatte og stjal, som fik [Klager] til at undersøge personen.
[Klager] blev chokeret, da det viste sig, at personen var en kendt svindler med flere domme bag sig, og ”inkassofirmaet” viste sig at være et par af hans muskuløse venner med en kriminel baggrund.
For at få fred valgte [Klager] at udskifte samtlige familiens telefonnumre og få hemmelige numre, så personen ikke kunne chikanere dem den vej.
Derefter var der ro, indtil den mandag morgen, hvor der pludselig stod en journalist og en fotograf og bankede på døren og fremlagde anklagerne om, at [Klager] skulle have stået bag massivt misbrug af blandt andet [Person B] og [Person A] i forbindelse med reklamer for produkter, som [Klager] aldrig havde hørt om.
[Klager] afviste blankt anklagerne fra Ekstra Bladets journalist, hvis dokumentation bestod i, at sikkerhedsfirmaet [Sikkerhedsfirmaet] havde kortlagt en række hjemmesider, hvor de pågældende reklamer skulle være set, og at disse sider benyttede samme administratorbrugernavn, som [Klager] normalt brugte på de sider, virksomheden ejede.
Der var meget få personer, der kendte dette brugernavn – en af dem var føromtalte samarbejdspartner, som altså tidligere er straffet for både hacking og bedrageri.
[Klager] fortalte således journalisten, at han havde stærk mistanke til en person, men nægtede at udlevere navnet på vedkommende af frygt for repressalier.
Journalisten var naturligvis mere forberedt end [Klager], som netop var stået ud af sengen, og pressede hårdt på og blandt andet nævnte, at [Klager] virkede beklemt ved situationen.
For dem, der ikke har prøvet at blive opsøgt på sin adresse af en ivrig journalist, som kommer med voldsomme anklager mod ens person, kan [Klager] sige, at uanset hvor uskyldig man er, så bliver man en smule beklemt i situationen.
[Klager] bad dem derfor om at gå, og et par timer senere kom de tilbage.
[Klager] gentog, at han intet kendte til deres anklager, og at han ikke ville give dem navnet på den person, han mistænkte for at stå bag.
Journalisten ringede herefter til [Klager] og gav ham ”en sidste mulighed” for at give ham et navn.
Journalisten sagde ordret ”jeg tror ikke, det er dig, der står bag, men jeg skal have en historie.
” [Klager] nægtede fortsat at nævne navne, og artiklen blev herefter bragt, hvor [Klager] blev kåret som bagmanden.
Medierne har en forholdsvis stor magt, og det bør overvejes grundigt, om denne magt bliver
forvaltet på ansvarlig vis, når man med store personlige konsekvenser kan ”dømme” en person som svindler ud fra et grundlag, som har været så spinkelt, at Ekstra Bladet ikke har indgivet en politianmeldelse på trods af groft misbrug af Ekstra Bladets navn og varemærke.
Hvis [Klager] sad i Ekstra Bladets stol, ville han gøre alt for at beskytte disse værdier og ikke betænke sig med at melde sagen til politiet, hvis han var i besiddelse af så klare beviser, som Ekstra Bladet hævder.
I stedet valgte Ekstra Bladet at følge sin egen domstol og hænge [Klager] ud på forsiden, i overskriften på internettet og dermed i Googles søgeresultat uden hensyn til [Klager]s afvisning.
2.2 Ekstra Bladets synspunkter
Sletning, anonymisering og afindeksering – punkt B.
8
Ekstra Bladet har afvist at slette, anonymisere eller afindeksere artiklen.
Ekstra Bladet har anført, at Pressenævnet allerede har taget stilling til artiklen i forbindelse med en tidligere klagesag indgivet af [Klager].
Ekstra Bladet har henvist til Pressenævnets kendelse af 20. juni 2017, og som det fremgår af kendelsen, var der tale om en omfattende klage, hvor Pressenævnet også tog stilling til [Klager]s påstand om, at Ekstra Bladet skulle fjerne artiklen, jf. kendelsens side 19 til 20.
Pressenævnet udtalte blandt andet
”Det er Pressenævnet opfattelse, at oplysningen om at klager skulle være involveret i hjemmesiden [Hjemmeside A] må anses for særligt belastende.
Det fremgår af Ekstra Bladets omtale på hvilket grundlag, avisen har forbundet klaget til [Hjemmeside A].
Klagers svar til beskyldningerne fremgår af omtalen.
Under hensyn til, at nævnet ikke udtaler kritik af indholdet i artiklerne, finder nævnet heller ikke, at Ekstra Bladet skulle have imødekommet anmodningen om at slette artiklen.
Nævnet udtaler derfor heller ikke kritik på dette punkt.
”
Det ses således ikke, at der skulle være hjemmel til, at Pressenævnet på ny træffer afgørelse vedrørende en sag, som Pressenævnet allerede har taget stilling til.
Artiklen omhandler et tema, som fortsat er af væsentlig offentlig og samfundsmæssig interesse, idet artiklen beskriver, hvorledes almindelige forbrugere bliver snydt og vildledt af falske annoncer og reklamer.
Pressenævnet har, som det fremgår af kendelsen, ikke fundet grundlag for at kritisere artiklen.
Efter en gennemgang af de omfattende fakta og oplysninger i sagen, konkluderer Pressenævnet i kendelsens side 17, at Ekstra Bladets artikel ”ikke er uden faktisk grundlag og nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik af overskriften”.
Pressenævnet konstaterede også, at [Klager]s synspunkter og afvisning af at være ansvarlig for annoncerne fremgik klart af Ekstra Bladets artikel.
I de tilfælde, hvor Pressenævnet tager eller har taget stilling til en artikels oprindelige indhold uden at udtale kritik, er det Pressenævnets faste praksis, at mediet ikke skal imødekomme en begæring om sletning.
Pressenævnets tidligere kendelse i nærværende sag, der afviste [Klager]s anmodning om, at artiklen skulle slettes, er i overensstemmelse med denne praksis, og der er ikke fremkommet væsentlige nye oplysninger, som nu giver grundlag for at overveje at slette artiklen.
[Klager] har fremlagt en afgørelse af 16. januar 2019 fra Sydøstjyllands Politi.
Der fremgår følgende af afgørelsen
”Jeg har i dag besluttet at standse efterforskningen i sagen mod Dem for at have begået bedrageri, ved den 9. marts 2018 på [Adressen] i [Byen] at have anvendt falske reklamer og derigennem at have begået bedrageri.
”
Meddelelsen om, at efterforskningen standses, vedrører, som det fremgår af afgørelsen, en efterforskning vedrørende en konkret anvendelse af falske reklamer ”den 9. marts 2018 på [Adressen] i [Byen]”.
Den påklagede artikel er fra den 7. marts 2017 – altså før det angivne konkrete bedrageriforhold og den markedsføring mv., som er beskrevet i artiklen.
I forhold til den af Ekstra Bladet omtalte annoncering tilfører afgørelsen fra Sydøstjyllands Politi således ikke sagen nye oplysninger.
I øvrigt ses det ikke, hvad det efterforskede forhold konkret drejede sig om.
Ekstra Bladet har bemærket, at den påklagede artikel ikke omtalte nogen politianmeldelse, politimæssig efterforskning eller sigtelse mod [Klager].
Artiklen beskriver blot, at der er blevet ”svindlet” med falske reklamer og annoncer, hvilket er Ekstra Bladets berettigede vurdering (value judgment), uden at Ekstra Bladet i den forbindelse angiver, at der skulle være tale om et strafbart forhold.
Afgørelsen fra Sydøstjyllands Politi har derfor ingen relevans for vurderingen af, om begæringen om sletning skal imødekommes.
Ekstra Bladet har endvidere anført, at de i sagen fremsendte lægelige oplysninger vedrørende [Klager] heller ikke har nogen relevans for vurdering af, om artiklen skal slettes, anonymiseres eller afindekseres.
Afgørelsen af, om en anmodning om at slette artikler mv. bør træffes på grundlag af objektive og generelle kriterier og bør ikke baseres på påståede oplysninger om individuelle, subjektive og personlige forhold.
Ekstra Bladet har bestridt, at artiklen skulle have haft eller har nogen betydning for [Klager]s helbred, men spørgsmålet herom har under alle omstændigheder ingen betydning for sagen.
Endelig kan den tid, der er gået, siden artiklen blev offentliggjort, heller ikke begrunde sletning af artiklen, der er fra 2017, og således er af relativt nyere dato.
Punkt B.
8 i de presseetiske regler er, som det også klar fremgår af punkt B.
8s ordlyd, møntet på artikler, som er af ældre dato.
Ekstra Bladet har bemærket generelt, at det af punkt B.
8 fremgår, at et medie ”kan” hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte oplysninger ”i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt”.
Punkt B.
8 blev indsat ved justeringen af de presseetiske regler i 2013.
Det fremgår af reglens formulering, at det som udgangspunkt er overladt til pressens redaktionelle vurdering og skøn, hvorvidt en anmodning om sletning, anonymisering eller afindeksering af en artikel skal imødekommes.
Det har ved tilblivelsen af punkt B.
8 været forudsat, at det som udgangspunkt er medierne selv, der administrerer spørgsmålet om i hvilket omfang, anmodningen om sletning mv. skal imødekommes – dog således, at mediets beslutning kan indbringes for Pressenævnet.
Af notatet af 8. marts 2013 fra Dansk Journalistforbund og Danske Medier fremgår følgende
”Det er redaktørens beslutning, hvornår oplysninger bør fjernes, og det er da også vanskeligt at udforme klare regler herfor, idet det i mange tilfælde vil resultere i en uønsket og urimelig historieforfalskning.
”
Punkt B.
8 skal i overensstemmelse med reglens baggrund og forarbejder efter Ekstra Bladet forståes således, at Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør har en vid adgang til at skønne over, hvorvidt anmodninger om sletning mv. skal imødekommes, og at Pressenævnet kun undtagelsesvist og kun i helt særlige tilfælde bør tilsidesætte dette redaktionelle skøn.
Pressenævnets praksis er efter Ekstra Bladets opfattelse i overensstemmelse hermed.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Martin Lavesen, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at der ikke gælder en begrænsning i forhold til at indgive anmodning om sletning, anonymisering eller afindeksering.
Pressenævnet bemærker endvidere, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt der er sket overtrædelse af straffeloven, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
God presseskik
Sletning, anonymisering og afindeksering – punkt B.
8
[Klager] har klaget over, at Ekstra Bladet har afvist hans anmodning om at få slettet, anonymiseret eller afindekseret den påklagede artikel.
Generelt om punkt B.
8
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.
8.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.
8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Artiklen indeholder omtale af [Klager]s rolle i forbindelse med svindelnumre, hvor en række kendte personer blev misbrugt på hjemmesiden [Hjemmeside A].
Ekstra Bladet udpegede på baggrund af en undersøgelse fra et sikkerhedsfirma [Klager] som personen bag svindelnumrene.
Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen fra 2017 på Ekstra Bladets netavis med oplysningen om, at [Klager] skulle være involveret i hjemmesiden [Hjemmeside A], må anses for særligt belastende for [Klager].
Da det fremgår af Ekstra Bladets omtale på hvilket grundlag, avisen har forbundet [Klager] til [Hjemmeside A], og at [Klager]s svar på beskyldningerne fremgår af omtalen, finder nævnet ikke, at artiklen indeholder oplysninger af en sådan karakter, at det i sig selv taler for sletning, anonymisering eller afindeksering.
Det er desuden nævnets opfattelse, at omtalen fortsat kan anses at have almen interesse.
Efter en samlet afvejning finder nævnet, at der ikke er tungtvejende grunde, der taler for, at indholdet af artiklen er af en sådan karakter, at det skønnes rimeligt at hindre tilgængeligheden heraf.
Pressenævnet udtaler således ikke kritik af Ekstra Bladet for at afvise [Klager]s anmodning om sletning, anonymisering og afindeksering.
Afgjort den 11. august 2020