Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - sagsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - sagsbehandling - ej medhold

J.nr. 19-56599

En mand indbragte en klage til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Familieretshusets behandling af mandens sag om samvær med sit barn.

Klage over Familieretshusets anvendelse og fortolkning af anden lovgivning falder uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Der var ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med det beskrevne forløb i Familieretshuset og/eller i forbindelse med Familieretshusets behandling af ham havde været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det på baggrund af nævnets faste praksis var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.

Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Familieretshusets behandling af klagers sag om samvær med sit barn.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

Klager indbragte den 16. november 2019 en klage til Ligebehandlingsnævnet over Familieretshuset.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Familieretshusets behandling af klagers sag om samvær med sit barn.

Familieretshuset har oplyst, at klager løbende har klaget over sagsbehandlingen og sagsbehandleren.

Ved brev af 2. september 2019 svarede Familieretshuset på klagers klage af 20. august 2019 over sagsbehandlingen i forbindelse med klagers ansøgning om samvær.

Klagen angik ifølge brevet bl.a. Familieretshusets overholdelse af internationale konventioner, herunder børnekonventionen, Familieretshusets pligt til at arbejde ud fra barnets tarv samt indholdet af et mødenotat.

Familieretshuset har oplyst, at klager den 12. september 2019 anmodede om en fristforlængelse på 10 dage til den 30. september 2020, hvilket Familieretshuset imødekom.

Familieretshuset har også oplyst, at klager den 18. september 2019 anmodede om yderligere fristforlængelse til den 14. oktober 2019.

Familieretshuset meddelte den 20. september 2019 klager, at de ikke imødekom denne yderligere forlængelse af fristen.

Ved mail af 27. september 2019 sendte klager sine kommentarer til Familieretshusets notat fra et møde med barnets mor.

Om handicap fremgår af mailen

” Mit handicap

Jeg skal bede om, at der bliver lavet en undersøgelse af, hvilke skånehensyn, jeg har brug for, for at kunne have mest muligt overskud til at være far for [klagers barns navn].

Jeg skal bede jer henvende jer til [by] Kommune og få det afklaret en gang for alle.

Jeg har gentagne gange orienteret om, at den beskrivelse der foreligger, er direkte forkert og misvisende.

Jeg vil ikke finde mig i yderligere misbrug af mit handicap , alle fremadrettede forkerte beskrivelser, nedladende kommentarer om at så skal samværet begrænses eller forbehold der tager afsæt i forkerte beskrivelser – vil blive politianmeldt øjeblikkeligt.

Dette er absolut sidste gang jeg agter at finde mig i dette.

”

Samme dag sendte klager en mail til Familieretshuset, hvori han oplyste, at svarfrister pressede ham.

Han anførte, at han derfor reelt ikke var blevet partshørt.

Klager spurgte også til, hvorfor Familieretshuset ikke forlængede svarfristen.

Ved brev af 7. oktober 2019 besvarede Familieretshuset klagers henvendelse om forlænget svarfrist.

Det fremgår af brevet bl.a., at Familieretshuset ikke havde truffet afgørelse i sagen.

Familieretshuset oplyste, at afgørelsen om samvær ville blive truffet i familieretten, når barnets perspektiv var belyst, og klager og barnets mor havde fået lejlighed til at komme med bemærkninger til de oplysninger, som Familieretshuset indhentede i den forbindelse.

Ved udateret brev klagede klager til Familieretshuset over sagsbehandlingen.

Om klagers handicap fremgår af klagen

”…

[Sagsbehandleren] har en nedværdigende og udelukkende negativ tilgang til mit handicap.

Min ADHD er beskrevet som en risikofaktor, på trods af, at jeg forklarede [sagsbehandleren] at jeg var så godt medicineret, at fagpersoner ikke registrerer andre kommenterer til det.

Yderligere har jeg spurgt efter beskrivelse af mit handicap og hvordan det ikke kan medføre forlænget svarfrister.

…

[Sagsbehandleren] undlader konsekvent at begrunde afvisninger i forhold til gældende lovgivning og afviser blankt mine klager.

Afvisning af klager er en afgørelse.

Herunder afvisninger, som direkte beskriver, hvordan mit handicap gør, at I ikke finder jeg skal kompenseres for det.

…

… [Sagsbehandleren] har undladt væsentlige detaljer omkring mit handicap, grundlaget for jeg ikke ønsker mere konfliktmægling, mine klager og min ADHD.

…”

Ved brev af 7. november 2019 besvarede Familieretshuset klagen over sagsbehandlingen.

Det fremgår af brevet bl.a.

”Du anfører videre, at du oplever, at sagsbehandleren har en nedværdigende og udelukkende negativ tilgang til dit handicap, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved at hun har beskrevet din ADHD som en risikofaktor.

Det fremgår af vejledningen om familieretshuset, hvad lovgiver har tænkt skulle betragtes som risikofaktorer, og det er det, som sagsbehandleren og visitationen tager udgangspunkt i, når sagen behandles.

Det fremgår bl.a. heraf, at højt konfliktniveau, vold, misbrug og psykisk sygdom udgør risikofaktorer for barnet.

”

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at det er i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap at betragte handicap som en risiko uden forudgående undersøgelse i form af personens egen beskrivelse af sit handicap og/eller beskrivelse fra relevante sundhedsfaglige personer.

Klager har bedt Familieretshuset om at oplyse, hvordan de ser personer med handicap.

Klager ønsker at vide, om et handicap udelukkende tillægges vægt som en begrænsning i en samværssag.

Det har Familieretshuset ignoreret.

Sagsbehandleren har ikke indhentet oplysninger fra kommunen om klagers handicap.

Dette er i strid med officialprincippet.

Det er nedladende, at handicap bliver tillagt en negativ betydning, og at det uden forudgående undersøgelse bliver tillagt en negativ værdi i vurderingen i samværssager.

Klager er i behandling og kan derfor vurderes uden symptomer.

Det viste sig, at optrapning af samvær var muligt i forhold til klagers handicap.

Klager søgte om hjælp til en tillægsaftale til samværsaftalen i form af en ferieaftale.

Familieretshuset ændrede denne sag til også at angå samvær.

Familieretshuset tog ikke hensyn til og imødekom ikke de meget få kompensationsbehov, som klager har.

Når klager efterspurgte hensyn til sit handicap, omtalte sagsbehandleren det kun som begrænsning af samværet og ferieperioderne.

Der er tale om misbrug af klagers handicap.

Sagen tog en drejning som følge af sagsbehandlingen.

Klagers ekskone ønsker nu at ændre samværet, så det er sammensat på en måde, der ikke tilgodeser klagers handicap.

Familieretshuset ignorerer, at klagers ekskone søger at teste klagers handicap af for at finde grænserne for, hvornår klager ikke kan holde til samværet.

Sagsbehandleren antog, at klagers ADHD har negativ betydning, uden at klagers udtalelser eller indklagedes egne notater og observationer blev tillagt vægt.

Klagers ADHD blev betragtet som en risikofaktor.

Klager har søgt længere svarfrister hos Familieretshuset.

Det blev imidlertid afvist, uden at indklagede forholdt sig til klagers handicap.

Der er tale om forskelsbehandling i forhold til klagers handicap, idet Familieretshuset ikke bestilte eller modtog en kompensationserklæring, hvori klagers handicap er beskrevet og begrundet i forhold til hans specifikke komplikationer.

Dermed undersøgte eller dokumenterede Familieretshuset ikke begrænsninger i forhold til klagers handicap.

Det er forståeligt, at visse diagnoser kan medføre en større agtpågivenhed eller en risikovurdering.

Det er imidlertid uacceptabelt at bibeholde det som en risikofaktor hele sagen igennem.

Klager er i den rette behandling og udviser ingen symptomer på ADHD.

Dermed var det udtryk for stigmatisering, når sagsbehandleren gentagne gange forsøgte at bruge klagers ADHD til begrænsning af samvær.

Familieretshuset bortforklarede alle tiltag med, at det er ud fra barnets tarv.

Det er imidlertid ikke til klagers barns bedste, at der ikke foreligger en kompensationsundersøgelse.

Indklagede har oplyst, at sagen blev indbragt for familieretten den 18. februar 2020.

Familieretten skal træffe afgørelse i sagen.

Familieretshuset har således ikke truffet nogen afgørelser, men har belyst barnets perspektiv ved at holde møder med forældrene og indhente oplysninger fra kommunen og barnets institution.

Ved behandling af sager om samvær har Familieretshuset først og fremmest fokus på, hvad der er bedst for barnet i relation til samværet.

Familieretshuset belyser dette samt familiens situation, før sagen bliver indbragt for familieretten, der skal træffe afgørelsen.

Familieretten skal træffe afgørelsen, da der foreligger risikofaktorer i sagen.

Familieretshuset spørger derfor blandt andet ind til betydningen af de handicaps, som oplyses.

Dette gælder også i forhold til ADHD, da oplysningerne kan have betydning i relation til en afgørelse.

Det er lovgiver, der har bestemt, at Familieretshuset skal undersøge og belyse risikofaktorer.

Det er beskrevet i Vejledning om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær (nr. 9279 af 20. marts 2019), hvad der udgør risikofaktorer.

Der er tale om omsorgssvigt, vold (herunder psykisk vold), misbrugsproblemer eller psykisk sygdom.

Familieretshuset er vant til, at forældrene ser forskelligt på, hvad der er bedst for barnet, og at de oplever samme situation forskelligt.

Familieretshuset lytter således til begge forældre, men sigtet er at finde løsninger, der er bedst for barnet og at belyse barnets perspektiv.

Klager har løbende under sagen klaget over sagsbehandlingen og sagsbehandleren, og Familieretshuset har løbende besvaret klagerne, herunder forholdt sig til klagers utilfredshed.

Årsagen til, at Familieretshuset ikke imødekom klagers anmodning om yderligere fristforlængelse den 18. september 2019 frem til den 14. oktober 2019 var, at Familieretshuset både behandlede en ansøgning fra klager og fra den anden forælder.

Der er lovgivningsmæssigt forskel på, om en forælder er bopæls- eller samværsforælder.

Dette blev klager vejledt om blandt andet i forbindelse med ferieafholdelse, hvilket fremgår af et mødenotat af 29. maj 2018.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Handicapdiskriminationsloven finder efter forarbejderne til loven ikke anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at nævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klage over Familieretshusets anvendelse og fortolkning af anden lovgivning, falder således uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Der er ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med det beskrevne forløb i Familieretshuset og/eller i forbindelse med Familieretshusets behandling af ham har været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

<19-56599>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence

-

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

-

§ 8, stk. 2, nævnets afvisning af klagen

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 2, om lovens anvendelsesområde

-

§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 10, om delt bevisbyrde