Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - sagsbehandling - kommuner - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - sagsbehandling - kommuner - ej medhold
J.nr. 19-46905
En mand indbragte på vegne af sin bror, der var under værgemål, en klage til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Familieretshusets sagsbehandling, kommunens behandling af broderen og bobestyrerens sagsbehandling.
Klage over Familieretshusets og kommunens anvendelse og fortolkning af anden lovgivning falder uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Der var ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der gav anledning til at formode, at broderen i forbindelse med det beskrevne forløb i Familieretshuset, kommunen og ved bobestyreren havde været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det på baggrund af nævnets faste praksis var åbenbart, at broderen ikke kunne få medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Familieretshusets, kommunens og en bobestyrers behandling af klager.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.
Sagsfremstilling
Klager indbragte den 19. september 2019 en klage til Ligebehandlingsnævnet.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med bopælskommunens behandling af klager.
Klagen angår endvidere påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en bobestyrers behandling af klager.
Klagers forældres dødsbo er udleveret til behandling ved den pågældende bobestyrer, og klagen angår blandt andet bobestyrerens behandling af klager i forbindelse med krav om tvangsauktion over den ejendom, som klager boede i med sin bror og dennes familie.
Endelig angår klagen også påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Familieretshusets behandling af klager.
Ved dom af 24. oktober 2012 blev der iværksat værgemål for klager.
Værgemålet omfatter hans økonomiske anliggender.
Ved brev af 11. august 2015 beklagede bopælskommunen over for klager, at kommunen fejlagtigt var kommet til notere værgemålet i Det Centrale Personregister (CPR), hvilket medførte, at han ikke kunne stemme ved de seneste valg.
I perioden fra den 17. maj 2016 til 12. februar 2019 blev der afholdt seks bomøder i dødsboet efter klagers forældre.
Ved det seneste bomøde den 12. februar 2019 blev det ifølge referatet aftalt, at ejendommen skulle sælges på tvangsauktion på baggrund af sagens omstændigheder og restancer til et realkreditinstitut.
I forløbet havde Statsforvaltningen (nu Familieretshuset) den 5. april 2017 truffet afgørelse om, at klager ikke måtte overtage ejendommen.
Den 14. februar 2018 traf Statsforvaltningen afgørelse om at ændre omfanget af klagers værgemål.
Værgemålet omfatter herefter personlige dispositioner i relation til eventuel flytning i plejebolig eller botilbud samt alle økonomiske forhold.
En advokat er udpeget som værge.
Det fremgår af afgørelsen, at en læge havde skønnet, at klager ikke med nytte kunne udtale sig om værgemålet.
Det fremgår af de oplysninger, som klagers partsrepræsentant, har fremlagt, at klagers bror ad flere omgange kontaktede borgmesteren og forvaltningen i klagers bopælskommune for at klage over behandlingen af klager.
Klagerne vedrørte manglende hjælp i relation til tøjvask, rengøring, udbedring af skader på ejendommen samt manglende tandlægehjælp til klager.
Bopælskommunen oplyste i flere svar til klagers bror, at kommunen var opmærksom på de angivne forhold, men at kommunen ikke til klagers bror kunne udtale sig om klagers personlige forhold, idet kommunen har tavshedspligt.
Det fremgår af sagens oplysninger, at klagers bror løbende har indgivet klager over bobestyreren og bobehandlingen til Skifteretten.
Ved Skifterettens seneste afgørelse af 18. september 2019 blev klagers brors klage over bobestyrerens beslutning om at begære ejendommen sat på tvangsauktion ikke taget til følge.
Den 29. oktober 2019 anførte klagers læge følgende om hans helbredsforhold
”…
Inferioritas intellektualis (debil), samt svær hypokondri og adfærdsforstyrrelse (hyperaktiv).
Hypertension…”
Klagers bror kærede Fogedrettens tvangsauktionen over ejendommen afholdt i september 2019.
Den 9. december 2019 ophævede landsretten tvangsauktionen og hjemviste sagen til Fogedretten.
Skifteretten traf den 31. marts 2020 afgørelse om ikke at tage en klage over bobestyreren til følge.
Der var tale om en klage indgivet af klagers bror, der havde gjort gældende blandt andet, at den bobestyrer, som var udpeget efter, at den tidligere bobestyrer var gået på pension, ikke havde den fornødne habilitet.
Efter indholdet af klagen til Ligebehandlingsnævnet sammenholdt med oplysningerne i sagen har nævnet ikke fundet anledning til at foretage partshøring af de indklagede.
Klagers bemærkninger
Om kommunen
Klager har om klagen over kommunen anført blandt andet, at han uretmæssigt var frataget sin retlige handleevne i to år som følge af kommunens registrering.
Klager modtog ikke kompensation herfor, og han anmoder derfor Ligebehandlingsnævnet om at træffe en afgørelse om kompensation.
Kommunen har ikke hjulpet klager tilstrækkeligt f.eks. i relation til rengøring.
Endvidere udsatte kommunen klager for nedværdigende behandling.
Om bobestyreren
Klager har om klagen over bebestyreren anført blandt andet, at bobestyreren udsatte ham for forskelsbehandling på grund af handicap.
Personer med handicap har samme ret som andre til at tage forpligtende beslutninger og til at bestemme over egen økonomi.
Bobestyreren var bekendt med, at klager havde et handicap, men fratog ham på trods heraf hans hus ved tvangsauktionen.
Som følge af tvangsauktionen blev klager pådraget et tab på 800.000 kr. i tabt arv.
Klager og hans familie måtte herefter finde et andet hus i samme område, idet klagers sygdom medførte, at han ikke kunne flytte.
Det var krænkende for klagers retssikkerhed, at han som debil person blev trukket igennem et bureaukratisk retssystem for at blive malket for sin arv af en korrupt bobestyrer.
Om Familieretshuset
Klager har om klagen over Statsforvaltningen (nu Familieretshuset) anført blandt andet, at han ikke havde en e-mailadresse, og at han derfor sendte e-mails fra sin brors e-mailadresse med egen underskrift.
Det var forskelsbehandling på grund af handicap, at Familieretshuset ikke ville betragte disse e-mails som indsendt af klager.
Klager blev udsat for forkert behandling ved sagsbehandlingen om hans overtagelse af den faste ejendom.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.
Handicapdiskriminationsloven finder efter forarbejderne til loven ikke anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.
Det vil sige, at nævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Efter indholdet af klagen vurderer nævnet, at klagen over bopælskommunens og Familieretshusets sagsbehandling alene angår anvendelse og fortolkning af reglerne i lovgivningen.
Der er ikke i klagen af 19. september 2019 eller i klagers efterfølgende bemærkninger og bilag oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med det beskrevne forløb i kommunen, Familieretshuset og/eller ved bobestyreren har været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Efter sagens oplysninger og udfald finder nævnet ikke grundlag for at tage stilling til, om klager ikke som følge af det iværksatte værgemål var afskåret fra at indgive en klage til nævnet eventuelt via fuldmagt uden værgens medvirken.
Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at tage stilling til, om klager havde et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
<19-46905>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence
-
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
-
§ 8, nævnets afvisning af klagen
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 2, om lovens anvendelsesområde
-
§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 10, om delt bevisbyrde