Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - medhold

J.nr. 18-54282

En socialrådgiver gjorde gældende, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun var blevet afskediget fra sin stilling i Kriminalforsorgen.

Socialrådgiveren havde PTSD efter, at hun i 1986 var udsat for et voldeligt overfald.

Socialrådgiverens behov for skånehensyn blev relevant ved reaktiveringen af hendes PTSD efter, at Kriminalforsorgen i 2017 stillede krav om, at alle medarbejdere skulle være beskæftiget med behandlingsdømte.

Det fremgik af en psykiatrisk speciallægeerklæring, at socialrådgiveren skulle skånes for kontakt med psykisk syge kriminelle eller med andre personer, der kunne forventes at udvise uforudsigelig adfærd.

Nævnet vurderede, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Socialrådgiveren blev afskediget med henvisning til sit sygefravær.

Nævnet vurderede, at Kriminalforsorgen på afskedigelsestidspunktet i hvert fald burde vide, at socialrådgiveren havde et handicap i lovens forstand.

I en periode, hvor socialrådgiveren gennemgik et behandlingsforløb for PTSD, fritog Kriminalforsorgen hende for arbejdet med behandlingsdømte.

Nævnet vurderede, at Kriminalforsorgen ikke havde bevist, at det ville have udgjort en uforholdsmæssig stor byrde fortsat at tilbyde relevante skåneforanstaltninger, så socialrådgiveren kunne beholde stillingen, eller at hun uanset tilpasninger ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i den pågældende stilling.

Klager fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse svarende til omkring 12 måneders løn.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en socialrådgiver blev afskediget.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget.

Kriminalforsorgen skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 360.000 kr.

Sagsfremstilling

Klager blev ansat som pædagogisk assistent hos Kriminalforsorgen den 15. juni 1983.

Klager blev i 1986 udsat for et voldeligt overfald under sit arbejde hos Kriminalforsorgen.

Der er til sagen fremlagt dom af 10. marts 1986, hvoraf fremgår, at en person i en straffesag blev fundet skyldig i bl.a. røveri og i vold mod klager.

Om hændelsen fremgår bl.a., at tiltalte bagfra havde grebet klager om halsen, væltet hende omkuld og taget kvælertag, så hun fik åndedrætsbesvær, og at hun blev tildelt knytnæveslag på kroppen.

Klager blev den 1. oktober 1994 ansat i en socialrådgiverstilling som forsorgsassistent hos Kriminalforsorgen.

Der var tale om en tjenestemandsstilling.

I år 2000 blev det af Kriminalforsorgen besluttet, at medarbejderne i klagers afdeling (afdeling A) skulle specialisere sig i teams, og klager blev specialist i samfundstjenesteteamet og arbejdede med klienter dømt til samfundstjeneste.

I 2017 traf Kriminalforsorgen beslutning om, at alle medarbejdere i afdeling A skulle være generalister og arbejde med alle typer af klienter.

Klager skulle herefter arbejde med klienter dømt efter straffelovens §§ 68 og 69 (behandlingsdømte).

Klager blev efterfølgende fuldtidssygemeldt i marts 2017.

I sygefraværsperioden blev der afholdt flere sygefraværssamtaler med bisidder fra klagers fagforening.

Af referat af sygefraværssamtale den 28. marts 2017 fremgår blandt andet

”Adspurgt giver [klager] udtryk for, at hendes fravær hænger sammen med en omsorgssamtale afholdt med enhedschef d. 14-03-2017, der blev denne dag anmodet om lægeerklæring, denne blev modtaget d. 16-03-2017.

[Klager] gav under den nævnte samtale udtryk for, at hun ikke magter at have tilsynsforløb med [behandlingsdømte], dette skyldes en tidligere arbejdsskade.

[Enhedschef] gør opmærksom på, at der er andre klienter, som på mange måder ligner de behandlingsdømte, og problematikken ikke umiddelbart vil blive løst, selv om [klager] ikke varetager de nævnte tilsyn.

Man kan imidlertid tilbyde, at [enhedschef] eller [kollega] hjælper hende med, at køre disse tilsyn i stilling.

Og at man i øvrigt ALDRIG afholder tilsynssamtaler med de behandlingsdømte uden andet fagligt personale fra fx behandlingspsykiatri eller pædagogisk personale fra bosted etc. [Klager] er i øvrigt orienteret om, at Kriminalforsorgens rolle oftest er sekundær i fht.

de behandlingsdømte.

Klager går aktuelt til samtaler hos psykolog.

TR forespørger til om en mulighed kunne være en stille tilbagekomst, hvor [klager] i starten har ganske få behandlingsdømte.

Og at man således over en periode tilrettelægger forløb, således at hun på sigt får fuld

sagsstamme med alle grupper af klienter.

Der er på nuværende tidspunkt tale om 16 behandlingsdømte i den sagsstamme, som [klager]

skal varetage fremadrettet.

Inden udmeldingen dags dato om, at [klager] skal kunne varetage alle sager, fortæller [klager] at hun havde tænkt at hun gerne vil vende tilbage d. 08. april, for at overdrage sine nuværende sager.

Derefter vil hun arbejde videre med den fremtidige sagsstamme – uden behandlingsdømte.

Hun gør endvidere opmærksom på, at hun finder det rimeligt, at blive fritaget for arbejdet med behandlingsdømte frem til samtaleforløb hos psykolog er afsluttet.

…

[Enhedschef] fremlægger et forslag om, at [klager] den første måned har 5 behandlingsdømte, hvorefter

dette øges med 5 hver måned frem til hun har fuld sagsstamme.

…

Der er ved samtalen dags dato ikke truffet nogen beslutning om indholdet af en aftale om tilbagevenden til arbejdet.

”

Af referat af sygefraværssamtale den 26. april 2017 fremgår blandt andet

”[Klager] har endvidere fået en henvisning til arbejdsmedicinsk klinik, dette med henblik på udredning i

fht.

PTSD.

Adspurgt svarer [klager], at der ikke er nogle PTSD-symptomer, som vil have indflydelse på hendes arbejde med nuværende sagsstamme, forudsat at behandlingsdømte er undtaget.

…

[Klager] giver i øvrigt udtryk for, at hun gerne vil påbegynde arbejde d. 01-05-2017, dog uden at varetage sager med [behandlingsdømte].

Hun foreslår i den forbindelse, at hun vil afvente arbejde med disse klienter frem til endelig udredning på Arbejdsmedicinsk klinik.

[Enhedschef] gør i den forbindelse opmærksom på, at uanset udfaldet af udredningen på Arbejdsmedicinsk klinik, kan man ikke tilbyde en sagsstamme uden [behandlingsdømte], da disse sager er en væsentlig del af arbejdsopgaverne i afdelingen.

[Klager] giver udtryk for, at netop disse klienter ”trigger” hende, men at hun derudover kan varetage alle andre sager.

– både betingede dømte, prøveløsladte og sager med samfundstjeneste.

[Klager] foreslår i øvrigt, at hun gerne vil starte op med, at finde nye samfundstjenestesteder.

[Enhedschef] svarer til det, at det vil være en mindre god aflastning i teamet, hvorfor man ikke umiddelbart ser det som en mulighed.

”

Af lægeattest af 27. april 2017 fremgår blandt andet

”Det er vigtigt, at [klager] ikke har med [behandlingsdømte] at gøre.

Lige nu er [klager] henvist til udredning af denne problemstilling og indtil Arbejdsmedicinsk klinik har udtalt sig omkring denne belastning, er det vigtigt, at [klager] ikke arbejder med denne klient gruppe.

God ide med nedsat tid 21 t/ uge i 1½ mdr.

frem.

”

Klager blev deltidsraskmeldt den 1. maj 2017, og gennemgik sideløbende et behandlingsforløb for stress og PTSD i 21 uger.

I perioden, hvor klager var i behandling, var hun fritaget for at arbejde med behandlingsdømte.

Af referat af sygefraværssamtale den 16. oktober 2017 fremgår blandt andet

”[Samtaleleder/jurist] forespurgte [klager] om hun i den periode behandlingen foregår, kan have [behandlingsdømte].

[Klager] mener ikke, at hun under behandlingen kan have disse klienter i sin sagsstamme.

[Samtaleleder/jurist] forespurgte herefter, om [klager] "ser sig selv tilbage med disse klienter i sin sagsstamme?

" [Klager] svarede, at hun for nuværende ikke var i stand til at svare på dette.

…

[Samtaleleder/jurist] forespurgte herefter, om [klager] havde overvejet andre muligheder, såfremt hun efter endt behandling ikke vil være i stand til at have med [behandlingsdømte] at gøre.

[Klagers bisidder] pegede i den forbindelse på, at en mindre sagsomfordeling i afdelingen ville kunne løse dette problem.

Dette synspunkt har været fremført tidligere, men har ikke vundet gehør.

[Samtaleleder/jurist] nævnte i den forbindelse, at [behandlingsdømte] udgør ca. en fjerdedel af afdelingens klientel, og at afdelingen af driftsmæssige årsager har brug for medarbejdere, der kan håndtere alle typer af klienter.

[Klager] pegede på, at man kunne lave en seniorordning på 37 timer, hvor man kunne bruge hendes evner på en anden måde og henviste til sin erfaring på samfundstjenesteområdet.

[Klager] oplyste, at hun bliver 62 år i sommeren 2018.

[Samtaleleder/jurist] forespurgte, om [klager] kunne forestille sig at gøre tjeneste i samfundstjenesteteamet i Kriminalforsorgen [by].

[Klager] oplyste, at hun har tænkt den tanke, men synes ikke om den, hun vil gerne blive i [afdeling A].

[Klager] tilkendegav, at hun gerne ville gennemføre behandlingen, før hun tænker over andre muligheder.

Klager havde i en årrække en personlig assistent tilknyttet på grund af ordblindhed.

Den personlige assistent var bevilliget af jobcenteret i klagers bopælskommune.

Af bevillingen fremgår blandt andet, at klager er ordblind og har en betydelig ryglidelse.

Af en mail af 6. februar 2018 fra klager til blandt andet enhedschefen fremgår blandt andet

”Min personlige assistent [navn]s sidste arbejdsdag var i uge 3. den første uge var hun sygemeldt, herefter meddelte hun at hun ikke kom mere på arbejde.

Jeg vil hermed gøre ledelse opmærksom på, jeg ikke kan udføre mit arbejde tilfredsstillende, ej heller opfylde kriminalforsorgens krav om rettighed, målstyringen m.m. der ligger journal notater, udtagelser, indberetninger, noget som hastede, ligger og venter på at blive skrevet.

”

Herefter havde klager en praktikant i 4 uger, men dette fungerede ifølge klager ikke.

Klager sendte den 4. april 2018 en mail til en jurist hos Kriminalforsorgen.

Af denne fremgår blandt andet

”Jeg har efter nøje overvejelse valgt at rette direkte henvendelse til dig - altså uden om min nærmeste ledelse.

Begrundelsen for dette er, at jeg befinder mig i en situation, hvor jeg er nødsaget til at melde mig syg pga.

tilbagefald.

…

I en periode på 7 uger har jeg ikke haft en PA - hvilket naturligvis har stor indflydelse på mit arbejde.

Jeg

har tidligere gjort ledelsen opmærksom på, at jeg ikke kunne udføre mit arbejde optimalt uden denne

hjælp.

Mail sendt d. 06.02.2018

Igår d. 03.04.18 blev jeg efter arbejdstids ophør kontaktet af min ledelse ([institutionsleder] og [enhedschef])

som begge indfandt sig på mit kontor.

Jeg havde udfærdiget en indberetning på en klient.

Denne indberetning fandt

ledelsen ufuldstændig på trods af, at vores teamleder havde godkendt denne.

Mange notater i denne klients sag ligger som diktat - idet jeg ikke har haft en PA, er de ikke blevet skrevet.

Det er jo netop skrivning som er årsagen til, at jeg har fået bevilget en PA.

…

Tidligere på dagen havde vi teammøde, hvor jeg tilkendegav, at en praktikant som man fra ledelsen side

mente skulle være min nye PA - ikke var et godt valg.

Pågældende har koncentrationsbesvær efter blodprop

i hjernen samt sygemelding pga.

stress.

…

Efter 4 uger må jeg konstatere, at det ikke fungerer - min vurdering er, at pgl.

er for skrøbelig.

Dette nævnte

jeg på teammødet og informerede om, at jeg ikke påtænkte at ansætte hende som min PA.

Afdelingen kunne

i stedet overveje, om man evt.

kunne tilbyde hende et fleksjob til andre opgaver i afdelingen.

[Enhedschef] ringer efterfølgende til mig og orienterer mig om at [teamleder] har kontaktet hende og meddelt,

at jeg ikke ønsker at ansætte praktikanten som PA.

Aftalen blev så at [enhedschef] beder mig om, ikke at nævne dette

for pgl., idet “det ikke skal hedde sig, at jeg har fyret endnu en PA”.

[Enhedschef] vil ringe til mig igen dagen efter.

Idag modtager jeg så en mail fra praktikanten som oplyser, at [enhedschef] netop har tilbudt hende stillingen som min

PA og har takket ja.

…

Man tilsidesætter fuldstændig fra ledelsens side regler og kommunikation.

Der er for mig at se - kun et formål med denne handling, at man forsøger at skabe så dårlige rammer for mig som muligt, ud fra den betragtning, at jeg enten selv forlader arbejdspladsen eller man finder en årsag til at indlede en afskedigelsessag.

…

Jeg har fuldstændig mistet tilliden til ledelsen og føler, at der er tale om direkte chikane af min person.

Det undrer mig meget, at man fra arbejdspladsens side har en sådan personalepolitik?

Jeg har været sygemeldt med stress og PTSD og forsøger at genoptage mit arbejde.

Hvorfor er man ikke mere imødekommende og støttende, i stedet for at modarbejde og vanskeliggøre min ansættelse?

…

Jeg er nødsaget til at passe på mig selv og sygemelde mig.

Jeg har behov for at finde fodfæste, idet jeg føler mig udsat/mobbet.

Jeg er usikker på, hvornår jeg igen bliver angrebet af ledelsen?

Der er tale om en magtudøvelse fra ledelsens side som er både ulovlig og meget uetisk.

”

Klager blev fuldtidssygemeldt i foråret 2018.

Klager var den 7. maj 2018 til en personlig samtale med Kriminalforsorgens områdedirektør.

Til samtalen afleverede klager et brev til områdedirektøren.

Heraf fremgår blandt andet

”Jeg skriver til dig i din egenskab af direktør for [området].

Jeg er som du ved, ansat som socialrådgiver på 27 år i kriminalforsorgen.

Igennem en længere periode har jeg haft problemer i min ansættelse.

…

Min egen situation vedr.

en konflikt med [enhedschef] og [institutionsleder].

Konflikten er opstartet i forbindelse med ledernes ret til at lede og fordele arbejdsopgaver.

I den forbindelse har jeg tilkendegivet, at jeg ikke følte mig i stand til at have tilsynsopgaver med

[behandlingsdømte].

Jeg har i mange år (17 år) udelukkende arbejdet med samfundstjenestedømte.

Dette har jeg været meget

tilfreds med og medvirket til at opretholde en stabil arbejdsgang.

Idet ledelsen besluttede, at jeg skulle ændre arbejdsgang, dvs., arbejde mere generelt med alle tilsynsformer fik jeg problemer.

Man var på intet tidspunkt lydhør overfor mine bekymringer.

Jeg var tilbage i 1986 desværre udsat for et voldsomt overfald på [afdeling] - som også var

kriminalforsorgens ungdomspension.

Jeg har kunnet tackle dette rimeligt ved ikke at have direkte kontakt/tilsyn med psykisk syge klienter.

Jeg fortalte derfor [enhedschef], at jeg følte mig utryg, men fik den besked, “at når man arbejdede i kriminalforsorgen, skulle man kunne varetage alle arbejdsopgaver”!

Der var således ingen forståelse eller accept af min utryghed.

Jeg så ingen anden udvej end at sygemelde mig, idet jeg ikke kunne magte at skulle efterkomme ledelsens krav.

Jeg drøftede det med min læge som henviste mig til Arbejdsmedicinsk klinik på [hospital].

Her fik jeg så konstateret stress samt PTSD.

…

[Enhedschef] fastholdt, at det ville man ikke tage hensyn til, hvorfor hun fastholdt, at jeg skal være generalist.

Ydermere skriver hun i sygefraværsreferatet, at de har konstateret fejl og mangler i min sagsbehandling.

(dette fik [klagers fagforening] efterfølgende fjernet fra referatet, idet det ikke vedkommer en sygefraværssamtale).

…

Da jeg vendte tilbage til arbejdet igen, fik jeg en ny sagsstamme med 26 nye klienter og ingen plan for tilbagevenden til arbejdet.

Ledelsen undlod helt at kontakte mig - de undgik at tale med mig.

Efter 3 uger kom [enhedschef] ind på mit kontor og afleverede en indkaldelse til en tjenstlig samtale.

Jeg blev naturligvis forundret og chokeret / ked af det.

…

Ledelsen er på ingen måde lydhør - men fastholder deres beslutning.

Der er et pres på medarbejderne som er uacceptabelt og bør give anledning til, at man fra områdekontorets side tager handling og ændrer på den nuværende ledelsesstil.

…

At lede med trusler omkring tjenstlige samtaler og forhør vil afstedkomme flere sygemeldinger og opsigelser.

Jeg håber, at du vil opfatte min mail som et råb om hjælp - ikke kun personligt - men for dine medarbejdere i [afdeling A].

Jeg har aldrig i mine år i kriminalforsorgen rettet henvendelse til den overordnede ledelse, hvorfor du må forstå at situationen er alvorlig og bekymrende.

”

Af rapport af 12. juni 2018 fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik fremgår blandt andet

”Det drejer sig om en 61-årig kvindelig socialrådgiver henvist af egen læge mhp.

arbejdsmedicinsk vurdering.

Pt.

har været set her sidst i maj 2017, hvor hun blev viderehenvist til pakkeforløb for PTSD.

Man vurderede, at hun levede op til kriterierne for at deltage i et sådant forløb, idet pt.

beskrev flash back, særligt til overfald i 1986 på arbejdspladsen med vold og trusler.

Fra psykiatrisk regi vurderer man, at pt.

har gået ubehandlet med PTSD gennem mange år, men har kunne kompensere og navigere vha.

en del af undgåelsesadfærd.

Da pt.

henvises til PTSD pakkeforløb er hendes symptomer blevet trigget af, at man fra ledelsens side har krævet, at hun er beskæftiget med [behandlingsdømte].

Pt.

har gennemført forløbet, har i følge det beskrevne haft fuldstændigt stabilt fremmøde og arbejder relevant med metoden, men man har vurderet, at hun ville have haft gavn af et yderligere behandlingsforløb med prolong exposure, men det kræver, at pt.

har mindre pres på sin arbejdssituation.

Pt.

har i forbindelse med tilbagevenden til arbejdet forsøgt at få etableret en ordning, hvor hun ikke skulle være beskæftiget med [behandlingsdømte] dette har ledelsen imidlertid ikke på nogen måde efterkommet, ej heller været i dialog med pt.

om dette.

Pt.

har endvidere haft ønske om at vende gradvist tilbage, og haft en periode, hvor hun kunne samle op på de sagsstammer, som har ligget lidt stille i forbindelse med hendes sygemelding.

Pt.

er ordblind, har tidligere og gennem lang tid, haft en personlig assistent, som er betalt af hendes hjemkommune.

Det har fungeret fuldstændigt upåklageligt, men i 2016 fik pt.

en assistent, som ikke levede op til de krav hun havde, og siden d. 01.01 har pt.

været uden en sådan assistent, og hendes diktater [er] således ikke skrevet.

Pt.

dikterer normalt i sagsakterne, og det har derfor været tiltagende umuligt for hende at holde styr på de enkelte borgers forløb.

Der har været sket flere fejl, som pt.

godt er klar over, men såvel afdelingslederen som institutionslederen har efter det oplyste ikke forsøgt at imødekomme pt.s problemer, men tværtimod hele tiden påpeget hendes fejl og mangler.

Pt.

har i den forbindelse udviklet tiltagende søvnproblemer samt angst for at komme på arbejde.

Har således været sygemeldt den sidste måned og skal til sygefraværssamtale i juni måned.

…

Det er vanskeligt at forstå, at man ikke fra arbejdspladsens side har kunne imødekomme pt.s relativt beskedne krav.

Det er velkendt, at man kan re-aktivere et PTSD.

Det har været tilfældet for pt.s vedkommende ved at hun skulle arbejde med [behandlingsdømte].

Som jeg forstår det, er det en relativ beskeden del af pt.s arbejdsopgaver, og det fremgår af de psykologiske notater, at pt.

ikke endnu føler sig parat til at håndtere denne gruppe borgere.

Det må derfor på det kraftigste anbefales, at man efterkommer pt.s ønsker om ikke at være beskæftiget med denne gruppe klienter.

Efter det oplyste burde det være relativt let, idet der er en del af pt.s kolleger, som er glad for, at hun vil beskæftige sig med personer, der skal i samfundstjeneste.

Herudover må der naturligvis etableres en personlig assistent ordning igen, som tidligere har levet op til pt.s forventninger, og som kan hjælpe pt.

med det fornødne skrivearbejde.

Pt.

har forsøgt at efterkomme ledelsens krav ved at tilbyde/foreslå en senioraftale, hvor hun hovedsageligt er beskæftiget med personer, som skal i samfundstjeneste, og dette synes som en særdeles god og pragmatisk løsning.

Det aftales med pt, at jeg udfærdiger brev til rette vedkommende, som hun kan tage med til ledelsen.

”

Af brev fra kommunens jobcenter til Kriminalforsorgen af 2. august 2018 fremgår blandt andet

”Jobcenteret har besluttet, at sygedagpengerefusionen for [klager] ophører med sidste sygedag den 02.08.2018 idet [klager] ikke længere anses for uarbejdsdygtig.

[Klager] anses for arbejdsdygtig selvom hun ikke har raskmeldt sig og påbegyndt arbejde.

Det skønnes at [klager] alene er uarbejdsdygtig i forhold til sit hidtidige arbejde og at hun bredt vurderet anses som arbejdsdygtig i forhold til ethvert andet arbejde.

Der henvises til attester fra nedenstående læger.

Det fremgår, at hun er belastet grundet sin arbejdssituation.

Det vurderes, at hun kan varetage ethvert andet arbejde, herunder arbejdet som socialrådgiver, som ikke indebærer funktioner på nuværende

arbejdsplads.

”

Af psykiatrisk speciallægeerklæring af 21. august 2018 fremgår blandt andet

”Undersøgte vurderes at opfylde kriterierne for

DF43.

1 Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD)

Diagnosen er tidligere stillet bade ved arbejds- og miljømedicinsk klinik og i psykiatrien.

Undersøgte vurderes til fulde at opfylde kriterierne for PTSD, både med udsættelse for exceptionelt svært traume og udvikling af søvnforstyrrelse med livlige drømme og mareridt, undgåelsesadfærd og symptomer på psykisk overfølsomhed.

Undersøgtes PTSD-symptomer skønnes at have persisteret tilbage til overfaldet i 1986, og PTSD-symptomerne synes reaktiverede flere gange efterfølgende, senest i forbindelse med aktuelle.

…

Undersøgte har levet et stabilt liv, bade familie- og arbejdsmæssigt, frem til hun blev overfaldet i 1986.

Herefter udvikling af PTSD-symptomer, der ses reaktiveret i perioder gennem voksenlivet og senest i forbindelse med og som konsekvens af en organisatorisk ændring på aktuelle

arbejdsplads, hvor undersøgte tvinges til at konfronteres med psykisk syge kriminelle, hvilket umiddelbart reaktiverer hendes PTSD og giver forstærkede angstreaktioner.

…

Undersøgte skønnes at have en relativt god prognose, således at hun i perioder vil kunne dæmpe sine symptomer.

Hun forventes ikke på noget tidspunkt at kunne blive sine PTSD-symptomer helt kvit.

Vigtigt synes det at ændre i undersøgtes miljø, således at hun ikke konstant reaktiveres eller provokeres i forhold til sine symptomer.

Undersøgte har klaret sig fint ved aktuelle arbejdsplads, i en mangeårig periode, når blot hun har kunnet undgå konfrontation med psykisk syge kriminelle, eller med andre personer, der kan forventes at udvise en grad af uforudsigelighed i adfærd, og deraf affødt risiko for udvikling af personfarlighed.

…

Der skønnes at være en klar sammenhæng mellem traumet, undersøgte har beskrevet at have været udsat for i 1986, hvor hun blev voldeligt overfaldet, og hvor hun frygtede for liv og helbred, og udvikling af hendes PTSD med senere periodevis reaktivering af symptomerne.

Undersøgtes skønnes at have en generel erhvervsevne.

Hun vurderes at have begrænsninger i forhold til det arbejde, hun udførte op til sin fuldtidssygemelding, dvs. hvor

hun tillige skulle konfronteres med [behandlingsdømte].

Undersøgte skønnes at ville kunne returnere til aktuelle arbejdsplads, hvis der tages det skånehensyn, at hun ikke bydes kontakt med psykisk syge kriminelle eller med andre personer, der kan forventes at udvise en grad af uforudsigelighed i adfærd, og deraf affødt risiko for udvikling af personfarlighed.

”

Områdedirektøren svarede ved brev af 20. august 2018 klager på hendes mail til en jurist hos Kriminalforsorgen af 4. april 2018 og hendes brev til områdedirektøren afleveret ved samtalen den 7. maj 2018.

Af brevet fremgår blandt andet

”Din skriftlige klage udspringer af, at du har opfattet det sådan, at ledelsen har ansat en navngiven personlig assistent til dig efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., uden at du har godkendt denne efter lovens § 7.

En sådan ansættelse foreligger ikke i vores personalesystem, og jeg har derfor haft samtaler med ledelsen i [afdeling A].

De har begge oplyst mig, at vedkommende ikke er ansat.

Da dette stemmer

overens med Kriminalforsorgens personalesystem, vil jeg gå ud fra, at vedkommendes egen meddelelse til dig om, at hun var ansat, beror på en misforståelse.

Der er således ikke sket en overtrædelse af bestemmelsen om godkendelse, og jeg foretager mig ikke yderligere i sagen.

Du skriver, at du den 3. april 2018 blev kontaktet af ledelsen uden for arbejdstid.

Det er ikke korrekt.

Ifølge din VAT-registrering var du på arbejde.

Kontakten handlede efter det, du har oplyst, om din konkrete udførelse af en arbejdsopgave, hvilket ligger klart inden for ledelsens opgavefelt og derfor ikke er kritisabelt.

Endvidere klager du over, at du føler, at der er tale om direkte chikane af din person i forhold til ledelsens konkrete ageren på arbejdspladsen, og i forhold til afvisningen af dit forslag til en seniorordning.

Du ser det som systematisk mobning, og at ledelsen handler helt i modstrid med dine ønsker.

…

Det er ledelsen af den enkelte enhed, der tilrettelægger arbejdet og herunder vurderer, om et konkret forslag til seniorordning er inden for tilrettelæggelsens muligheder.

Jeg finder det ikke kritisabelt, at man meddeler dig, at dine konkrete ønsker om særlige opgaver/undtagelser ikke kan imødekommes.

…

Jeg vil på baggrund af din henvendelse, som jeg også opfatter som udsprunget af dit engagement i samfundstjenesteopgaven, tage drøftelser med begge vores [afdelinger] i forhold til denne opgave.

”

Klage over, at Kriminalforsorgen ikke traf hensigtsmæssige foranstaltninger for at give klager adgang til at udøve beskæftigelse, blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 29. august 2018.

Klager har ikke fremsat en beløbsmæssig påstand om godtgørelse.

Af notat om sygefraværssamtale den 5. september 2018 fremgår blandt andet

”[Klager] blev orienteret om, at formålet med samtalen er at få drøftet perspektivet for eventuel tilbagevenden til jobbet som socialrådgiver på fuld tid inden for nærmeste fremtid og at undersøge muligheden for, om fraværet fremover kan nedbringes.

Formålet er endvidere at få klarlagt, om et ændret arbejdssted uden arbejde med [behandlingsdømte] kan bringe dig tilbage i arbejde inden for nærmeste fremtid.

Baggrunden for denne drøftelse er, at din bisidder ved et møde den 3. juli 2018 har orienteret Kriminalforsorgens koncern HR-chef om, at det eneste der skal til for at du kan raskmeldes, er at du undgår arbejde med [behandlingsdømte].

…

[Klager] blev orienteret om, at Kriminalforsorgen, [område] hermed tilbyder hende et ændret arbejdssted uden arbejde med [behandlingsdømte].

[Klager] tilbydes en stilling som socialrådgiver på [fængsel].

I denne stilling vil hun ikke komme til at løse opgaver omkring [behandlingsdømte].

Samtidig stemmer det overens med de lægelige vurderinger om, at hun kan varetage ethvert andet arbejde, herunder

arbejde som socialrådgiver, som ikke indebærer funktioner på nuværende arbejdsplads.

[Klager] blev endvidere orienteret om, at der stort set i alle de andre institutioner er sager omhandlende [behandlingsdømte].

[Klager] udtaler, at det vil hun gerne have lov til at tænke over og tale med hendes bisidder om, og vende tilbage på et senere tidspunkt.

[Klagers bisidder] udtaler, at hun syntes det er mærkeligt, at opgaverne ikke bare om fordeles i [afdeling A], da det kun er 6 timer arbejde der skal omfordeles.

…

[Klager] udtaler endvidere, at hun virkelig føler sig diskrimineret fordi man ikke vil omprioritere opgaverne

i [afdeling A].

”

Klager har oplyst, at Kriminalforsorgen i oktober 2018 under klagers sygefravær midlertidigt ansatte en pædagogvikar.

Ifølge klager varetog vikaren klagers opgaver uden at blive pålagt opgaver med behandlingsdømte.

Kriminalforsorgen har ikke bestridt disse oplysninger.

I brev af 5. oktober 2018 bad Kriminalforsorgen klager om at tage stilling til, om hun ønskede at tage imod deres tilbud om omplacering til fængslet.

Af en mail af 17. oktober 2018 fra klager til Kriminalforsorgens HR-afdeling fremgår blandt andet

”At tilbyde en medarbejder med PTSD et arbejde i det fængsel, som lige har haft nogle grimme overfald på

personalet, eller indsatte som overfalder hinanden, er på nuværende tidspunkt ikke et tilbud som jeg kan varetage.

Jeg ved fra pålidelig kilde at [afdeling A] har ansat en 20 timers pædagog vikar i min stilling, som skal

varetage nogle af de funktioner, som jeg tidligere har forslået, med iværksættelse af samfundstjenester,

kontroller, minipusser, m.m.

Jeg både kan og vil gerne påtage mig de arbejdsopgaver, om ikke andet indtil helbredsnævnet har udtalt sig

i sagen.

Set i lyset af en fastholdelse og tilknytningen til arbejdspladsen, samt økonomien, nedbringelse af

sygefraværet kunne det være en god ide.

”

Af en mail af 18. oktober 2018 fra en HR-konsulent til klager fremgår, at Kriminalforsorgen tolkede klagers mail af 17. oktober 2018 som en afvisning af tilbuddet om at arbejde som socialrådgiver i fængslet.

Af en mail af 19. oktober 2018 fra klager til en HR-konsulent fremgår blandt andet

”Af hensyn til mit liv, ære og velfærd takker jeg nej tak til tilbuddet.

Det kan godt være at de indsatte på, nuværende tidspunk ikke har dianosen § 68 og 69, men det ændrer ikke, at det er nogle af Danmarks mest belastede kriminelle, som afsoner i Danmarks mest sikre fængsel.

Samt at der har været nogle grimme overfald, på personalet og indsatte overfalder hinanden.

Jeg er godt klar over at [klagers fagforening] og jobcentret i [kommune] har sagt at, jeg kan varetage et hvert andet socialrådgiverarbejde.

Men de havde nok ikke forstillet sig, at I ville tilbyde en medarbejder med PTSD, et arbejde i et så belastende miljø, med fare for reaktivering af PTSD, hver gang der ville opstå trusler, overfald på personale og indsatte.

De lægelige udtagelser fra arbejdsmedicinsk klink og psykiatrien i [by] er udarbejdet og vurderet ud fra mit nuværende arbejde i [afdeling A].

Du har ikke svaret på mit forslag omkring [afdeling A].

”

Moderniseringsstyrelsen oplyste ved brev af 7. december 2018 til Kriminalforsorgen og klager, at Helbredsnævnet vurderede klager som helbredsmæssigt utjenstdygtig i sin stilling som socialrådgiver.

Vurderingen var ikke ledsaget af en begrundelse.

Klager modtog brev af 12. december 2018 om varsel om afsked.

Heraf fremgår blandt andet

”Det fremgår af din sygedagsliste, at du har været fraværende på grund af sygdom senest siden den 5.

april 2018, i alt 347 dage, herunder de 113 dage på nedsat tid, fordelt på 8 perioder, inden for det seneste år.

…

Den 8. maj 2018 forelagde Områdekontoret i [by] spørgsmålet om eventuel afsked og pensionering på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed for Moderniseringsstyrelsen.

I brev af 7. december

2018 har Moderniseringsstyrelsen oplyst, at Helbredsnævnet har vurderet dig som utjenstdygtig i din stilling som socialrådgiver.

…

På baggrund af Moderniseringsstyrelsens udtalelse sammenholdt med at du har været sygemeldt senest siden den 5. april 2018, at der har været gennemført et langstrakt tilbagevendelsesforløb i perioden fra den 27. april 2017 til den 26. marts 2018, i alt 11 måneder, og at der ikke er udsigt til, at du vil kunne genoptage tjenesten som socialrådgiver, agter Områdekontoret i [by] derfor at indstille til justitsministeren, jf. tjenestemandslovens S 26, stk. 2, 2. okt., at du afskediges på grund af helbredsmæssig utjenstdygtighed (svagelighed) med ret til egen pension jf. lov om tjenestemandspension, lovbek.

Nr. 510 af 18. maj 2017, S 2, stk. 1.

”

Klagers fagforening indgav den 11. januar 2019 høringssvar til Kriminalforsorgen vedrørende den påtænkte afskedigelse af klager.

Der blev afholdt forhandlingsmøde den 28. januar 2019 mellem klagers fagforening og Kriminalforsorgen, hvor der ikke blev opnået enighed mellem parterne.

Klager blev afskediget ved brev af 31. oktober 2019 fra Justitsministeriet.

Justitsministeriet lagde ved afgørelsen vægt på, at Helbredsnævnet havde vurderet klager som helbredsmæssigt utjenstdygtig i stillingen som forsorgsassistent, og at hun havde været fuldtidssygemeldt siden den 7. maj 2018.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager fik i 2017 diagnosticeret PTSD, hvilket udgør et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Kriminalforsorgen havde derfor en tilpasningsforpligtelse i henhold til lovens § 2 a.

Kriminalforsorgen var vidende om, at klager har diagnosen PTSD.

Det blev bl.a. påtalt ved sygefraværssamtaler og ved personlig samtale med Kriminalforsorgens områdedirektør.

Kriminalforsorgen var desuden vidende om, at klager deltog i psykoterapeutisk behandling og anden behandling på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik.

Det var helt åbent, at klager havde mentale udfordringer i forhold til behandlingsdømte klienter, samt at hun efterfølgende fik diagnosen PTSD.

Endvidere blev klager i 1986 overfaldet i Kriminalforsorgens egen pension, hvilket aldrig var en hemmelighed.

Kriminalforsorgen har gjort gældende, at de ikke forholdt sig til speciallægeerklæringens konklusioner.

Dette virker besynderligt,

når Kriminalforsorgen medvirkede til at få udarbejdet sådan erklæring og rekvirerede denne.

Kriminalforsorgen fastholdt klager i et sygdomsforløb.

Kriminalforsorgen handlede i strid med forskelsbehandlingslovens § 2 a, ved at undlade at foretage passende foranstaltninger således, at klager kunne udøve sin beskæftigelse, som hun havde varetaget gennem en lang årrække.

Efter at klager i år 2000 blev specialiseret, arbejdede hun i de efterfølgende år udelukkende med samfundstjenestedømte, og kunne leve med sin PTSD.

Klager var på daværende tidspunkt ildsjælen og igangsætter af afdelingens nye samfundstjenesteteam.

Klager kunne således fungere i sit arbejde hos Kriminalforsorgen, da hun kunne undgå arbejde med behandlingsdømte klienter.

Da hun i 2017 blev pålagt at arbejde med klientgruppen, der er dømt efter straffelovens §§ 68 og 69, sindssyge kriminelle, blev klagers PTSD reaktiveret.

Klager gjorde af flere omgange ledelsen opmærksomme herpå.

Klagers praktiserende læge, Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik og psykiatrisk afdeling vurdererede alle, at klager ikke skulle arbejde med denne klientgruppe på grund af hendes diagnose.

Kriminalforsorgen fastholdt imidlertid, at klager skulle arbejde med behandlingsdømte, selvom hun gentagne gange nævnte, at hun ved at få tilpasset sine opgaver kunne passe sit arbejde.

Dette var Kriminalforsorgen ikke interesserede i, men pressede blot klager yderligere.

Da klager blev deltidsraskmeldt den 1. maj 2017 og sideløbende gennemgik et behandlingsforløb for stress og PTSD, vendte hun tilbage til en sagsstamme med 26 nye klienter og ingen plan for hendes tilbagevenden efter sygdom.

Klager blev indkaldt til en tjenestelig samtale 3 uger efter, at hun blev deltidsraskmeldt.

Samtalen blev senere ændret til en sygefraværssamtale.

Det påvirkede klager meget at blive indkaldt til en tjenestelig samtale.

Klagers arbejde med behandlingsdømte klienter anslås at have fyldt 6 timer ud af en 37 timers arbejdsuge.

Det var ikke en uforholdsmæssig stor byrde at undtage klager fra ca. 6 timers ugentligt arbejde med behandlingsdømte klienter.

Klager var i 17 år undtaget fra arbejdet med disse klienter og fungerede godt i sit arbejde som socialrådgiver.

I flere af Kriminalforsorgens andre afdelinger er arbejdet organiseret i specialiserede teams.

I afdeling A er der endvidere flere medarbejdere, som er specialister.

Der var ikke nogen saglig grund til, at klager ikke fortsat kunne være undtaget arbejdet med disse klienter, som aktiverede den diagnosticerede PTSD.

Klagers fagforening var gennem lang tid i dialog med

Kriminalforsorgen om at få tilpasset arbejdet således, at klager ikke blev fastholdt i sygdom.

Klager var siden sin sygemelding til utallige sygefraværssamtaler med bisidder fra sin fagforening.

Til hver af disse samtaler blev det italesat, at klager ville kunne varetage sit arbejde, hvis hun kunne undgå opgaver med behandlingsdømte.

Det er uforståeligt, at Kriminalforsorgen ikke kunne imødekomme de få tilpasningsforanstaltninger.

Da klager i en 7-ugers periode stod uden en personlig assistent, meddelte klager flere gange ledelsen, at hun ikke kunne varetage sit arbejde ordentligt.

Klager blev pålagt flere arbejdsopgaver, og fik ikke muligheden for at få tid og fred til at få styr på sin sagsstamme.

At den lokale ledelse var inaktiv og passiv på trods af klagers forsøg på at gøre ledelsen opmærksomme på, at hun ikke kunne varetage sit arbejde uden sine hjælpemidler, var voksenmobning, chikane og diskrimination og var med til at fastholde klager i en sygemelding.

Kriminalforsorgen forsøgte at skabe så dårlige rammer for klager som muligt ud fra den betragtning, at hun enten selv ville forlade arbejdspladsen, eller at de kunne finde en årsag til at indlede en

afskedigelsessag.

Efter omlægningen af opgaverne i 2017 tog den hidtidige udmærkede arbejdsrelation en drejning, og det er også først derefter, at ansættelsen af personlig assistent blev til en reel problemstilling.

Kriminalforsorgen fik klager afskediget ved at sende hendes sag i Helbredsnævnet med håbet om, at hun blev erklæret uarbejdsdygtig.

Det kom meget bag på klager, idet klager aldrig havde bedt om at blive førtidspensioneret.

Under klagers sygeperiode blev hun af kolleger orienteret om, at Kriminalforsorgen i oktober 2018 midlertidigt ansatte en pædagogvikar, som arbejdede med samfundstjenesteopgaver, som hidtil blev varetaget af klager.

Pædagogen skulle i modsætning til klager ikke arbejde med andre opgaver.

Da klager fortsat tilbød sin arbejdskraft – undtaget arbejde med behandlingsdømte – tilbød hun også straks at forestå de nu vikarbetjente klienter.

Kriminalforsorgen svarede ikke på klagers skriftlige tilbud om at genoptage tjenesten.

Kriminalforsorgen afviste endvidere et forslag om at lade klager indgå i en seniorordning, hvor hendes arbejdstid f.eks. blev reduceret med de timer, hvor arbejdet ville byde på kontakt med potentielt voldelige eller utilregnelige klienter.

Som skånehensyn tilbød Kriminalforsorgen klager ansættelse i Danmarks bedst sikrede fængsel.

Det er ikke foreneligt med en PTSD-diagnose at arbejde med nogle af Danmarks mest belastede kriminelle omend de om muligt ikke er diagnosticerede som behandlingsdømte.

Det er ikke korrekt, som anført af Kriminalforsorgen, at klager forinden blev tilbudt ansættelse i et samfundstjenesteteam i en anden afdeling hos Kriminalforsorgen.

Klager blev alene til en sygefraværssamtale spurgt, om hun havde overvejet at søge den pågældende stilling.

Afskedigelsen af klager var helt ubegrundet.

Samtlige lægeudtalelser underbygger, at klager fuldt ud kunne varetage en socialrådgiverfunktion hos Kriminalforsorgen – bortset fra kontakten med behandlingsdømte.

En sådan arbejdsfordeling er på ingen måde usædvanlig i Kriminalforsorgens afdelinger.

Helbredsnævnets indstilling går imod speciallægeerklæringen af 21. august 2018.

I speciallægeerklæringen blev det konkluderet, at klager er omfattet af diagnosen PTSD, at hun har en generel erhvervsevne, at hun blev skønnet at kunne returnere til Kriminalforsorgen, hvis der blev taget skånehensyn, og hun ikke blev budt kontakt med psykisk syge kriminelle eller personer med risiko for udvikling af personfarlighed.

Ud fra lægeudtalelser og oplysninger fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, og ikke mindst gennem sit mangeårige tilfredsstillende arbejde i Kriminalforsorgen, har klaget vist, at hun var kompetent til sit

arbejde som socialrådgiver i Kriminalforsorgen, at hun var egnet til sin stilling og at hun var til rådighed, hvis hendes arbejde igen blev tilpasset på en hensigtsmæssig måde, og arbejdsgiveren tillod hende at møde

for at udføre sit arbejde.

Kriminalforsorgen gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Kriminalforsorgen udviste en udstrakt forståelse for klagers handicap med deraf følgende tilpasninger.

Til trods for at klagers udfordringer er forankret i ordblindhed og

ryglidelse, forsøgte Kriminalforsorgen at imødekomme hendes ønske om ikke at arbejde med §§ 68 og 69 klienter ved gentagne tilbud om ændret tjenestested uden behandlingsdømte.

Kriminalforsorgen var således bekendt med tilpasningsforpligtigelsen, og forsøgte med udgangspunkt i klagers ordblindhed og ryglidelse i vid

udstrækning at imødekomme hendes skånebehov.

Klagers ordblindhed og ryglidelse var det eneste handicap, der var dokumenteret for Kriminalforsorgen.

Kriminalforsorgen havde ikke nogen form for dokumentation for, at klager skulle have nogle diagnoser som for eksempel PTSD.

De dokumenterede oplysninger om klagers sygefravær var alene baseret på de fremsendte lægelige erklæringer.

Som arbejdsgiver havde Kriminalforsorgen ikke adgang til lægelige oplysninger og havde heller ikke gennemlæst eller set på de fremsendte speciallægeerklæringer fra klager.

Alle fremsendte helbredsoplysninger

var fortrolige oplysninger, som Kriminalforsorgen sendte direkte videre til Moderniseringsstyrelsen, Helbredsnævnet til lægelig vurdering.

Kriminalforsorgen tilbød den 16. oktober 2017 klager, at hun kunne arbejde i samfundstjenesteteamet i en anden by, hvor der ikke var behandlingsdømte.

Klager takkede nej til Kriminalforsorgens tilbud.

Klager takkede ligeledes nej, da hun den 5. september 2018 på ny blev tilbudt nyt tjenestested i et fængsel, hvor der heller ikke var behandlingsdømte.

Tilbuddet var i overensstemmelse med den vurdering, der fremgår af brevet fra kommunens jobcenter, hvor det blev vurderet, at klager kunne varetage ethvert andet arbejde, herunder arbejdet som socialrådgiver, som ikke indebar funktioner som i afdeling A.

Indtil klager i år 2000 blev specialiseret i samfundstjeneste må det lægges til grund, at hun havde alle typer af sager, ligesom hun under tilbagevendelsesforløbet i forbindelse med sin sygemelding havde såvel betingede dømte som prøveløsladte i tilsyn, herunder tilsyn hvor hun samarbejdede med socialpsykiatrien.

Det fremgår ikke af klagers personalesag, at hun var friholdt for behandlingsdømte, ej heller at hun indtil sin sygemelding skulle have været særligt udfordret med den type af klienter.

Da Kriminalforsorgen besluttede, at alle sagsbehandlere i afdeling A skulle være generalister, var der nogle af sagsbehandlerne der mente, at det var en dårlig beslutning, idet nogle af dem ikke ønskede at beskæftige sig med bestemte klienttyper fx behandlingsdømte.

Kriminalforsorgen fastholdt overfor alle medarbejdere den udmeldte omlægning grundet driftsmæssige forhold.

Klagers arbejde med behandlingsdømte klienter fyldte ikke kun 6 timer ud af en 37 timers arbejdsuge, som anført af klager.

Disse klienter udgør imidlertid en tredjedel af en sagsstamme hos Kriminalforsorgen.

Der blev gennemført et langstrakt tilbagevendelsesforløb fra april 2017 til marts 2018.

Forløbet var desværre ikke nok til at få klager raskmeldt på fuld tid.

Kriminalforsorgen var yderst fleksible i forhold til de forsøg, der blev iværksat for at få klager tilbage i arbejdet som socialrådgiver på fuld tid.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for handicappet i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager har PTSD efter, at hun i 1986 var udsat for et voldeligt overfald på sit arbejde hos Kriminalforsorgen.

Klager var indtil marts 2017 i stand til at passe sit arbejde på fuld tid.

Hun blev deltidssygemeldt den 2. marts 2017 efter en reaktivering af den ubehandlede PTSD, og blev fuldtidssygemeldt den 7. maj 2018.

Da hun blev afskediget den 31. oktober 2019 var hun fortsat fuldtidssygemeldt.

Ifølge den psykiatriske speciallægeerklæring af 21. august 2018 havde klager en generel erhvervsevne såfremt, der blev taget skånehensyn.

Hun havde blandt andet udviklet tiltagende søvnproblemer og angst for at komme på arbejde.

Hun skulle skånes for kontakt med psykisk syge kriminelle eller med andre personer, der kunne forventes at udvise uforudsigelig adfærd.

På baggrund heraf vurderer nævnet, at klagers PTSD forhindrede hende i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

På tidspunktet for afskedigelsen den 31. oktober 2019 havde klager derfor et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager oplyste under sygefraværssamtaler og i mails, at arbejdet med behandlingsdømte var uforeneligt med hendes gener som følge af PTSD.

Brevet om varslet afsked af klager af 12. december 2018 og afskedigelsen af 31. oktober 2019 var begrundet i klagers sygefravær og Helbredsnævnets vurdering af, at klager var utjenstdygtig i sin stilling som socialrådgiver.

Klagers omfattende sygefravær var utvivlsomt på grund af klagers handicap.

Der er herved påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af handicap.

Arbejdsgiverens pligt til at foretage tilpasninger

Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.

Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand.

Klager har bevisbyrden herfor.

Klager og Kriminalforsorgen afholdt forinden afskedigelsen af klager flere samtaler på baggrund af klagers sygefravær.

Klager oplyste under samtalerne samt ved flere mails, at hendes sygemelding var begrundet i PTSD.

Endvidere havde Kriminalforsorgen kendskab til flere erklæringer fra sundhedspersoner om klagers tilstand og hendes udsigter for tilbagevenden til arbejdet.

Nævnet vurderer derfor, at Kriminalforsorgen på afskedigelsestidspunktet i hvert fald burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand.

Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden.

Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte.

Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt.

Klagers behov for skånehensyn blev relevant ved reaktiveringen af hendes PTSD efter, at Kriminalforsorgen i 2017 stillede krav om, at alle medarbejdere skulle være beskæftiget med behandlingsdømte.

Før dette tidspunkt havde klager varetaget sit arbejde på fuld tid, idet hendes arbejde med samfundstjenestedømte tilgodeså hendes skånebehov.

Af psykiatrisk speciallægeerklæring af 21. august 2018 fremgår, at klager ville kunne returnere til sin arbejdsplads, hvis der blev taget det skånehensyn, at hun ikke blev budt kontakt med psykisk syge kriminelle eller med andre personer, der kunne forventes at udvise en grad af uforudsigelighed i adfærd.

Klager oplyste ved en sygefraværssamtale af 26. april 2017, at hun som tidligere fortsat kunne varetage alle andre sager end sager med behandlingsdømte.

Af et brev fra kommunens jobcenter til Kriminalforsorgen af 2. august 2018 fremgår endvidere, at klager kunne varetage ethvert andet arbejde, herunder funktioner som socialrådgiver, som ikke indebar funktioner som i afdeling A.

Klager har oplyst, at Kriminalforsorgen i oktober 2018 under hendes sygefravær midlertidigt ansatte en pædagogvikar, som arbejdede med samfundstjenesteopgaver, som hidtil blev varetaget af klager.

Pædagogen blev i modsætning til klager ikke pålagt at arbejde med behandlingsdømte.

Indklagede har ikke bestridt disse oplysninger.

Nævnet lægger på den baggrund til grund, at Kriminalforsorgen tilbød pædagogvikaren de opgaver, som for klager kunne udgøre rimelige tilpasningsforanstaltninger.

I en periode, hvor klager gennemgik et behandlingsforløb for PTSD, fritog Kriminalforsorgen hende for arbejdet med behandlingsdømte i afdeling A.

Da Kriminalforsorgen efterfølgende fastholdt, at klager skulle arbejde med behandlingsdømte, var dette begrundet i driftsmæssige hensyn.

Nævnet vurderer på denne baggrund, at Kriminalforsorgen ikke har bevist, at det ville have udgjort en uforholdsmæssig stor byrde for Kriminalforsorgen fortsat at tilbyde relevante skåneforanstaltninger for klager, så hun kunne beholde stillingen i afdeling A, eller at klager uanset tilpasninger ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i den pågældende stilling.

Det kan herefter ikke føre til nogen anden vurdering, at Helbredsnævnet vurderede, at klager var utjenstdygtig i sin stilling som socialrådgiver.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 360.000 kr. svarende til omkring 12 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<18-54282>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1-2, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 2, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, stk. 1 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2 a, om tilpasning

-

§ 7, stk. 1, om godtgørelse

-

§ 7 a, om delt bevisbyrde