Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - uddannelse - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - uddannelse - ej medhold
J.nr. 19-51920
En elev på en hf-uddannelse påstod sig udsat for forskelsbehandling i forbindelse med hendes uddannelsesinstitutions ekskursion til en moske.
Eleven nægtede at deltage i ekskursionen, da dette gik imod, hvad hun stod for og troede på.
Eleven fik herefter fravær og fik udleveret en skriftlig hjemmeopgave.
Nævnet vurderede indledningsvist, at hf-eksamen, som er adgangsgivende i forhold til en lang række uddannelser med henblik på lønnet beskæftigelse, udgør en erhvervsuddannelse i forskelsbehandlingslovens forstand.
Eleven havde på trods af flere opfordringer fra nævnet ikke nærmere beskrevet sin religion eller tro.
Eleven havde heller ikke beskrevet, hvordan hendes religion eller tro havde sammenhæng med hendes undladelse af at deltage i ekskursionen.
Oplysningerne fra eleven gav ikke nævnet grundlag for at foretage en vurdering af, om forholdet var omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling pga.
religion eller tro.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med en uddannelsesinstitutions ekskursion til en moske.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Den indklagede uddannelsesinstitution handlede ikke i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med en ekskursion til en moske.
Sagsfremstilling
Klager var på tidspunktet for indgivelsen af klagen elev på 2. år på en hf-uddannelse.
Klager var tilknyttet uddannelsesinstitutionens kultur- og samfundsfaggruppe.
I 2019 var klagers klasse på en ekskursion til den lokale moske som led i undervisning i kultur- og samfundsfaggruppen.
Klager ønskede ikke at deltage i ekskursionen.
Klager fik herefter fravær.
Klager har oplyst, at hun var til stede på uddannelsesinstitutionen.
Klager fik en skriftlig hjemmeopgave, som de elever, der deltog i ekskursionen, ikke fik.
Klager har oplyst, at hun først to uger efter ekskursionen fik udleveret opgaven.
Indklagede har oplyst, at klager ved aflevering af opgaven vil få fjernet det fravær, der blev registreret som følge af hendes manglende deltagelse i ekskursionen.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 23. oktober 2019.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 1.000 kr.
Indklagede har til sagen fremlagt uddrag af bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser, den gældende læreplan for kultur- og samfundsfagsgruppen og Undervisningsministeriets vejledning til undervisning i kultur- og samfundsfaggruppen.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling af uddannelsesinstitutionen i forbindelse med besøget til moskeen.
Klager nægtede at deltage i besøget til moskeen, da dette gik imod alt, hvad hun står for og tror på.
Klager ønsker at få fjernet det registrerede fravær og at få en undskyldning for den dårlige behandling.
Klager ønsker også, at uddannelsesinstitutionen ændrer praksis, så en sådan tur ikke gøres obligatorisk – ligegyldigt hvilket religiøst hus turen går til.
Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling i forbindelse med besøget til moskeen.
Det fremgår tydeligt af bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser, at formålet med uddannelserne er almendannelse, viden og kompetencer.
Samme almendannende perspektiv går igen i læreplanen for uddannelsesinstitutionens kultur- og samfundsfaggruppe.
Det fremgår nærmere bestemt af læreplanens formålsbestemmelse, at undervisningen skal udvikle elevernes almendannelse og selv- og omverdensforståelse og derigennem bidrage til at skabe et
fagligt fundament for selvstændig stillingtagen og aktiv deltagelse i et moderne, flerkulturelt og demokratisk samfund.
Af læreplanens beskrivelse af fagligt indhold fremgår det desuden, at tilegnelse af viden om islam er en del af kernestoffet.
I Undervisningsministeriets vejledning til undervisningen i kultur- og samfundsfaggruppen fremgår det endvidere, at der i undervisningen skal medtænkes udadvendte aktiviteter.
Det fremgår i den forbindelse, at det er oplagt at inddrage lokalområdet, eksempelvis museer, religiøse menigheder, politikere, banker, sprogskole, politi, virksomheder osv., og at dette kan gøres ved besøg, praktik eller foredrag m.v.
Indklagede er af den overbevisning, at uddannelsesinstitutionen overholder love og bekendtgørelser, når de som en del af den obligatoriske undervisning i kultur- og samfundsfaggruppen laver en ekskursion til en lokal moske med det formål at indsamle viden om islam, hvilket er en del af formålet med hf-uddannelsen.
Der er ikke tale om et forsøg på at ændre elevers religiøse, agnostiske eller ateistiske overbevisninger, og der foretages også ekskursioner til for eksempel folkekirken og buddhistiske templer.
Indklagede er som statslig ungdoms- og voksenuddannelse med taxameterfinansiering underlagt krav om registrering af kursisters deltagelse i undervisningen.
Indklagede har derfor ikke hjemmel til at se bort fra kursisters manglende studieaktivitet.
Derfor gav indklagede klager en skriftlig hjemmeopgave som erstatning for den manglende faglige deltagelse i ekskursionen.
Der var intet krav om, at denne opgave skulle foreligge synkront med ekskursionen.
Opgaven skulle sikre, at klager var fagligt klædt på til eksamen i kultur- og samfundsfaggruppen i forhold til at have modtaget undervisning om islam.
Ved aflevering af denne opgave ville klager få fjernet
det omtalte fravær.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion eller tro efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet tillige gælder enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed i forhold til erhvervsuddannelse og erhvervsmæssig videreuddannelse.
Det fremgår af forarbejderne til forskelsbehandlingslovens § 3, stk. 2, at enhver uddannelse, der tager sigte på lønnet beskæftigelse, vil være omfattet af bestemmelsen.
Ligebehandlingsnævnet har tidligere vurderet, at både det almene gymnasium, hf-enkeltfag og en skole, der udbød erhvervsuddannelser og htx, var omfattet af forskelsbehandlingsloven.
Der henvises herved til sagsnr.
18-71243, 2016-6811-30532 og 2015-6811-24330.
Nævnet vurderer derfor, at hf-eksamen, som er adgangsgivende i forhold til en lang række uddannelser med henblik på lønnet beskæftigelse, også udgør en erhvervsuddannelse i forskelsbehandlingslovens forstand.
Beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro forudsætter, at der efter en konkret vurdering er en tilstrækkelig nær og direkte sammenhæng mellem en persons handling eller praksis og den pågældendes religion eller tro.
Klager har oplyst, at hun nægtede at deltage i uddannelsesinstitutionens ekskursion til en moske, da dette ville gå imod, hvad hun står for og tror på.
Klager har på trods af flere opfordringer fra nævnet ikke nærmere beskrevet sin religion eller tro.
Klager har heller ikke beskrevet, hvordan hendes religion eller tro har sammenhæng med hendes undladelse af at deltage i ekskursionen.
Oplysningerne fra klager giver ikke nævnet grundlag for at foretage en vurdering af, om forholdet er omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling pga.
religion eller tro.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
<19-51920>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1 og 2, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
-
§ 3 om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 7 a, om delt bevisbyrde