Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0445
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0445
Fyens Stiftstidende får ikke kritik for artikel om færdselsuheld
Fyens Stiftstidende bragte i januar 2020 en artikel vedrørende et færdselsuheld.
En person, der var impliceret i ulykken, klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, idet der blandt andet stod, at føreren af bilen muligvis havde været påvirket af alkohol.
Fyens Stiftstidende rettede artiklen, da de blev bekendt med de ukorrekte oplysninger.
Nævnet udtalte ikke kritik og lagde blandt andet vægt på,
at klageren ikke kunne identificeres ud fra artiklen, og at det fremgik, at oplysningerne stammede fra politiet.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen: ” Slap med skrækken: Fartglade unge forulykkede i mose”, som blev bragt den 5. januar 2020 på Fyens Stiftstidendes netavis Fyens.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger.
1 Sagsfremstilling
Den påklagede artikel
Fyens Stiftstidende bragte den 5. januar 2020 artiklen ”Slap med skrækken: Fartglade unge forulykkede i mose”.
Artiklen har underrubrikken
”Tre mænd på 18 år og en mand på 23 år mistede tidligt søndag morgen herredømmet over deres bil og endte i en mose”
Af artiklen fremgår herefter følgende
”Det kunne være gået meget værre, da fire unge mænd søndag morgen drønede af sted i deres bil på [Vejnavn] ved [Område] vest for [Bynavn].
En lokal borger ringede omkring klokken 5.30 til politiet og fortalte, at han kort forinden havde set en bil komme kørende i høj fart.
- Han siger, at han er sikker på, at de kommer til at køre galt og han hører så også lyden af en bil, der forulykker, siger vagtchef [Vagtchefen].
Fyns Politi kørte efterfølgende til stedet, hvor de kunne konstatere, at de unge mænd var kørt galt og at bilen var væltet ind over en mark og endt i en mose.
De unge mænd var dog alle lykkedes med at komme ud af bilen.
Politiet havde mistanke om, at føreren af bilen havde drukket for meget, men da ingen af mændene ville vedkende sig at have kørt bilen, blev ingen af mændene sigtet i forbindelse med uheldet.
”
Fyens Stiftstidende bragte efterfølgende en præcisering, der er tilgængelig i umiddelbar forlængelse af artiklen.
Af præciseringen fremgår følgende
”I en artikel den 5. januar 2020 på www.fyens.dk om fire unge, der forulykkede med en bil i en mose ved [Område] vest for [Bynavn], fremgik det, at politiet havde mistanke om, at føreren havde drukket for meget.
Avisen skal præcisere, at den person, som over for politiet angav sig som fører af køretøjet, blev alkoholtestet og prøven blev fundet negativ.
Betjentene kunne på uheldsstedet dog ikke fastslå, om den pågældende reelt havde ført køretøjet, eller om det var en af de øvrige tre personer, som blev fundet berusede.
”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 5. januar 2020.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
God presseskik
Korrekt information
[Klager] har anført, at artiklen indeholder ukorrekt information.
[Klager] har blandt andet henvist til følgende fra artiklen
“Det kunne være gået meget værre, da fire unge mænd søndag morgen drønede af sted i deres bil på [Vejnavn] ved [Område] vest for [Bynavn].
En lokal borger ringede omkring klokken 5.30 til politiet og fortalte, at han kort forinden havde set en bil komme kørende i høj fart.
[…]
Politiet havde mistanke om, at føreren af bilen havde drukket for meget, men da ingen af mændene ville vedkende sig at have kørt bilen, blev ingen af mændene sigtet i forbindelse med uheldet.
”
[Klager] har anført, at ovenstående er ukorrekt information, idet han over for politiet identificerede sig selv som chauffør af bilen og fik målt en promille, der viste 0.0.
[Klager] har endvidere anført, at han og passagerene i bilen blev afhørt på stedet af politiet og udtalte, at de bremsede ned, fordi de kendte vejen og de sving, der kom, og grunden til, at de havnede i ulykken, var, at en hjorteflok hoppede ud på vejen.
2.2 Fyens Stiftstidendes synspunkter
God presseskik
Korrekt information
Fyens Stiftstidende har afvist, at artiklen er i strid med god presseskik.
Fyens Stiftstidende har anført, at oplysningerne i artiklen er baseret på et telefoninterview med en vagtchef ved Fyns Politi.
Interviewet blev gennemført som et led i de daglige rutineopkald til politiet, og det er normal praksis, at politiets oplysninger kun efterprøves, hvis en sag har en størrelse, der gør det relevant at opsøge flere kilder, eller hvis redaktionen bliver bekendt med, at der er flere bud på et hændelsesforløb.
Fyens Stiftstidende har anført, at redaktionen loyalt har refereret politiets udlægning af uheldet, og desuden omhyggeligt har sikret, at den forulykkede bil og de implicerede ikke kunne identificeres ud fra artiklen.
Fyens Stiftstidende har anført, at det først var ved klagens indgivelse til Pressenævnet, at de blev bekendt med, at de implicerede havde en anden version af hændelsesforløbet end politiet.
Hvis klageren havde henvendt sig direkte til redaktionen efter publiceringen af artiklen, havde redaktionen haft mulighed for at holde hans forklaring op mod politiets udlægning af uheldet.
Fyens Stiftstidende har anført, at de på baggrund af klagen til Pressenævnet foreholdt Fyns Politi de nye oplysninger og bad om at få mere detaljeret fakta fra døgnrapporten.
Ved granskning af døgnrapporten kunne Fyens Stiftstidende herefter konstatere, at der var gået en detalje tabt.
Ud fra den interne døgnrapport for Fyns Politi fremgår det, at én person havde meldt sig som fører af køretøjet, og der bliver udtaget en alkoholprøve, som viste 0,0 promille.
De tre øvrige i bilen var ifølge betjentene spirituspåvirkede.
Det er som nævnt i artiklen også korrekt, at betjentene havde mistanke om, at føreren af bilen havde drukket for meget.
Betjentene var dog i tvivl om, hvem der reelt havde ført bilen.
Fyens Stiftstidende har endvidere anført, at politiet i artiklen er taget til indtægt for at udtale, at en lokal borger havde kontaktet politiet, og at han kort forinden havde set en bil komme kørende i høj fart.
Vagtchefen fra politiet var på tidspunktet for samtalen med Fyens Stiftstidende ikke vidende om nogen forklaring om, at årsagen til uheldet angiveligt skulle have været en hjorteflok på vejen.
Fyens Stiftstidende har henvist til, at de nye oplysninger om sagen førte til en præcisering i Fyens Stiftstidende, som nu fremgår sammen med artiklen på fyens.dk.
Fyens Stiftstidende har anført, at de med præciseringen har rettet de misvisende oplysninger og dermed har handlet i overensstemmelse med god presseskik.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen.
God presseskik
Korrekt information
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, idet det blandt andet fremgår, at han var beruset, på trods af at han fik målt en promille på 0,0 af politiet, umiddelbart efter færdselsuheldet fandt sted.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.
1 og A.
7
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”Det kunne være gået meget værre, da fire unge mænd søndag morgen drønede af sted i deres bil på [Vejnavn] ved [Område] vest for [Bynavn].
En lokal borger ringede omkring klokken 5.30 til politiet og fortalte, at han kort forinden havde set en bil komme kørende i høj fart.
[…]
Politiet havde mistanke om, at føreren af bilen havde drukket for meget, men da ingen af mændene ville vedkende sig at have kørt bilen, blev ingen af mændene sigtet i forbindelse med uheldet.
”
Fyens Stiftstidende opdaterede efterfølgende den påklagede artikel, hvor følgende rettelse er fremhævet med kursiv
”I en artikel den 5. januar 2020 på www.fyens.dk om fire unge, der forulykkede med en bil i en mose ved [Område] vest for [Bynavn], fremgik det, at politiet havde mistanke om, at føreren havde drukket for meget.
Avisen skal præcisere, at den person, som over for politiet angav sig som fører af køretøjet, blev alkoholtestet og prøven blev fundet negativ.
Betjentene kunne på uheldsstedet dog ikke fastslå, om den pågældende reelt havde ført køretøjet, eller om det var en af de øvrige tre personer, som blev fundet berusede.
”
Fyens Stiftstidende har oplyst, at oplysningerne i omtalen stammer fra Fyens Politi.
Fyens Stifttidende har endvidere, efter at have modtaget mere detaljerede oplysninger fra Fyens Politi, erkendt, at oplysningen om, at de i færdselsuheldet implicerede ikke ville give sig til kende samt muligvis var påvirket af alkohol, er ukorrekt.
Pressenævnet bemærker, at medier som udgangspunkt bør bringe en særskilt nyhed om en rettelse, så læsere af en oprindelig artikel med fejl bliver gjort opmærksom på en rettelse, da oprindelige læsere ikke kan forventes på ny at klikke ind på en artikel og på den måde blive gjort bekendt med en rettelse.
Under hensyn til, at de ukorrekte oplysninger ikke kan anses for skadelige for [Klager], idet han ikke er identificeret ved navn eller på anden måde identificeret i artiklen, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere Fyens Stiftstidende.
Nævnet har derudover lagt vægt på, at omtalen af færdselsuheld er af almen interesse, og at Fyens Stiftstidende har gjort det klart i artiklen, at oplysningerne om færdselsuheldet stammer fra politiet.
Det bemærkes hertil, at Fyens Stiftstidende straks rettede de ukorrekte oplysninger, da de blev gjort opmærksom herpå.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at Fyens Stiftstidende ikke udsendte en særskilt nyhed på netavisen fyens.dk om, at artiklen var rettet.
Afgjort den 18. juni 2020