Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - social oprindelse - etnisk oprindelse, hudfarve og race - kommuner - sagsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - social oprindelse - etnisk oprindelse, hudfarve og race - kommuner - sagsbehandling - ej medhold

J.nr. 19-16773

En mand klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af national, social og etnisk oprindelse i forbindelse med, at et jobcenter i en kommune, ifølge manden, havde videregivet og offentliggjort oplysninger omkring mandens personlige og helbredsmæssige forhold, samt undladt at svare på mandens henvendelser.

Der var ikke oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med jobcenterets indsats for at få ham i ordinær beskæftigelse, blev udsat for forskelsbehandling på grund af national, social og/eller etnisk oprindelse.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det efter nævnets faste praksis var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.

Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af national, social og etnisk oprindelse i forbindelse med, at jobcenteret i den indklagede kommune skulle have videregivet og offentliggjort oplysninger omkring klagers personlige og helbredsmæssige forhold samt undladt at svare på klagers henvendelser.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

Klager, der har østeuropæisk baggrund, gik i 2019 på sprogskole for at lære dansk.

Det fremgår af klagers plan fra jobcentret i den indklagede kommune, at klagers deltagelse i sprogundervisningen sammen med hans deltagelse i virksomhedspraktikker skulle understøtte det overordnede mål for ham om at opnå ordinær beskæftigelse.

Klager sendte den 26. marts 2019 en henvendelse til jobcentrets afdelingsleder

”…

Under et møde med en medarbejder i Jobcenter Integration [medarbejder A] den 06.12.2018 i nærværelse af en tolk og to andre ansatte i kommunen, informerede hun mig om, at du som hendes chef tillod hende at besvare ikke på alle mine breve.

Jeg beder dig bekræfte dette eller afvise skriftligt.

I tilfælde af et positivt svar beder jeg dig også om at fortælle mig de kriterier, hvormed hun skal bestemme hvilke breve der skal besvares.

MVH [klager]”

Klager sendte også en udateret henvendelse om mødet til medarbejder A i jobcentret via borger.dk

”Under mødet med dig den 6. december 2018, som fandt sted i nærværelse af en tolk og to medarbejdere i kommunen, og også blev registreret af mig på telefonen, sagde du at

Jeg beder dig bekræfte dette skrifteligt i et brev i mit navn.

MVH [klager]”

Klager sendte yderligere en udateret henvendelse til medarbejder A via borger.dk

”Jeg beder om følgende oplysninger: 1.

Har du personligt diskuteret med andre mennesker dataene om mit helbred og dataene om min kone sundhed?

Hvis ja, med hvem præcist?

2.

Har du udleveret dokumenter om mit helbred og om kone helbred til tredjeparter (for eksempel en generel lægeattest) til at læse for eksempel til sprogskolelærere?

Hvis ja, hvem præcist?

3.

Hvordan er informationer om mit helbred og min kones sundhed beskyttet mod at sprede sig, når vi diskuterer det med dig på telefonen?

På dette tidspunkt på dit kontor er der andre medarbejdere i jobcenteret, såvel som besøgende, for eksempel lærere på sprogskolen.

Jeg beder også om sender mig din jobbeskrivelse eller et andet dokument, der definerer din beføjelser.

”

Klager sendte den 2. april 2019 en henvendelse til medarbejder A.

Af henvendelsen fremgår blandt andet

”På grund af min helbredstilstand og hukommelsesproblemer kan jeg ikke altid anmelde mit fravær fra en sprogskole mellem klokken 8 og 9.

Jeg har rapporteret dette tidligere mange gange.

Derfor beder jeg dig om at foretage ændringer i ”Min Plan” og angive der, at jeg kan anmelde mit fravær fra skolen på dagen for fravær eller den næste dag inden for arbejdstid (angiv denne gang).

”

Den 30. april 2019 blev der afholdt integrationssamtale i jobcentret med deltagelse af klager, jobcentrets afdelingsleder samt medarbejder A og B.

Af referatet fra integrationssamtalen fremgår blandt andet

”[afdelingsleder] orienterer [klager] om, at vi ikke løbende kan bruge ressourcer på at besvare, de mange mails som han skriver til os, hvor han stiller de samme spørgsmål, og bl.a. fremkommer med diverse påstande om, at vi ikke overholder tavshedspligten m.v. [Klager] er tidligere orienteret om, at vi lever op til reglerne omkring tavshedspligt, og vi gerne må dele relevant viden med Sprogskolen, som er kommunal og dermed en del af enhedsforvaltningen.

[Klager] mener, at rådgiver [medarbejder A] har overtrådt reglerne for tavshedspligt, ved at dele oplysninger om [klagers] helbred med lærerne på sprogskolen samt dele oplysninger i kantinen.

Dette afvises af [afdelingsleder], da sprogskolen og jobcenteret er en del af enhedsforvaltning, hvilket giver rådgiver lov til at dele relevante oplysninger med lærerne, hvor som helst på [skole], når det er relevant for sagen.

[Klagers] helbredsmæssige forhold har dog ikke været drøftet i kantinen, hvilket [klager] orienteres om.

[Klager] orienteres om, at der ud fra hans lægepapirer ikke er noget til hinder for, at han kan starte i virksomhedspraktik, hvorfor dette skal sættes i værk hurtigst muligt.

Der er helbredsoplysninger fra egen læge og psykiater der ligger til grund her for.

Samtidig orienteres [klager] om, at det er hans pligt at medvirke aktivt i beskæftigelsesrettede tilbud.

[Klager] mener ikke selv, at han er i stand til at deltage pga.

at de helbredsmæssige forhold, men ifølge lægepapirerne er der intet til hinder for dette.

Det fremgår dog af papirerne, at [klager] ikke følger den medicinske behandling som læge og psykolog anbefaler.

”

Ved integrationssamtalen den 30. april 2019 blev det aftalt, at klagers rådgiver i jobcentret skulle kontaktes på hver enkelt fraværsdag mellem kl.

8.00 og kl.

9.00, og at meddelelser om fravær- og sygemeldinger kun ville blive accepteret, hvis de var givet pr. telefon eller personligt til klagers rådgiver.

Slutteligt blev det aftalt, at afbud og sygemeldinger efter kl.

9.00 ikke ville blive accepteret.

Dette gjaldt både for klagers deltagelse i undervisning og virksomhedspraktik.

Klager sendte den 23. maj 2018 et brev til medarbejder A

” Anmodning om dokumenter og oplysninger.

Der er en praksis, når flygtninge og udlændinge rapporterer i telefon om umuligheden af at deltage i en sprogskole eller praksis på grund af sygdom.

Under sådanne samtaler spørger kommunens medarbejdere i detaljer, hvilke sygdomme og smerter de oplever.

Det høres af andre arbejdere, sprogskolens lærere, studerende og andre personer i det rum, hvor samtalen finder sted.

Desuden giver kommunes medarbejdere råd til og tilbyder specifikke behandlingsmetoder via telefon, samt hvilke lægemidler og hvor meget der skal tages.

Således overtage de funktionen af læger.

I den henseende beder jeg dig om at sende mig et lovligt dokument, der giver kommunens arbejdstagere sådanne rettigheder.

Jeg beder dig også om at besvare følgende spørgsmål

1.

Hvis der ikke findes et sådant dokument, på hvilke grunde finder kommunalpersonalet ud af hvilke sygdomme og smerter udlændinge har, når de melder om sygdommen på telefonen?

På hvilken baggrund forsøger kommunens medarbejdere at behandle udlændige via telefon: anbefales de at tage visse lægemidler samt doser?

2. hvordan er personoplysningerne, især oplysninger om de sygdomme, som kommunens medarbejdere modtager pr. Telefon, beskyttet mod afsløring?

3.

Er kommunes medarbejdere deling af oplysninger om sundheden hos sprogskolens elever med lærerne på denne skole?

Hvis ja, på hvilket retsgrundlag?

Jeg beder dig om at give svarene inden for den fastsatte frist.

Med venlig hilsen [klager]”

Klager sendte den 6. juni 2019 en henvendelse til afdelingslederen

”…

Under det såkaldte integrationsmøde besluttede du at erstatte min rådgiver.

Til dato er [medarbejder A] imidlertid ikke blevet erstattet og forbliver min rådgiver.

Jeg minder dig om behovet for at fuldbyrde din beslutning.

I tilfælde af yderligere passivitet fra din side vil jeg bruge alle juridiske midler til yderligere at appellere og kompensere for skaden.

…”

Klager sendt samme dag en henvendelse til medarbejder A

”…

Jeg har stadig ikke modtaget udkastet til kontrakt for praksis, som er fastsat til ”Min plan”.

Inden der påbegyndes prak[tik], skal en kontrakt underskrives, hvis vilkår skal aftales af parterne.

Prak[tik] uden en kontrakt er en overtrædelse af loven.

I denne henseende kræver jeg at stoppe overtrædelsen af ?

?

loven og sende mig et udkast til kontrakt om prak[tik], hvor jeg kunne fremsætte mine forslag.

Jeg har også brug for hjælp med at gå på toilet på praktik.

Dette er dokumenteret af min læge (vedlagt dokument).

Min kone hjælper mig hjemme og i skole.

Men jeg har brug for den samme hjælp på praktik.

Kommunen diskuterede ikke betingelserne for praktik med mig og fandt ikke ud af, om jeg havde særlige behov.

Derfor kræver jeg fra kommunen at læse dette problem, da det forhindrer at besøge prak[tik].

…”

Klager har for nævnet fremlagt flere lister over deltagere på den indklagede kommunes sprogskole.

Af disse lister fremgår blandt andet fornavn og efternavn på deltagerne.

Klager har for nævnet også fremlagt en klage sendt til afdelingslederen over medarbejder A, hvor han beder om at få en anden rådgiver end medarbejder A.

Klager har oplyst, at han ikke har modtaget svar på nogen af de henvendelser, han har sendt til medarbejder A og afdelingslederen.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 26. marts 2019.

Klagers bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af national, social og etnisk oprindelse.

Det er medarbejder A hos den indklagede kommunes jobcenter, der har henvist klager til den sprogskole, hvor han skulle lære dansk.

Klager har sammen med andre personer af anden etnisk baggrund end dansk konfronteret medarbejder A med hendes systematiske krænkelse af hans rettigheder.

Både medarbejder A og den indklagede kommunes jobcenter har forskelsbehandlet klager ved at videregive personlige oplysninger om ham.

Medarbejder A har videregivet oplysninger omkring klagers helbred til andre ansatte på jobcenteret og til medarbejderne på sprogskolen, hvor han gik til danskundervisning.

På et møde den 6. december 2018, hvor medarbejder A, klager, to andre medarbejdere og en oversætter deltog, bekræftede medarbejder A, at hun havde videregivet oplysninger om ham.

Dette er en overtrædelse af loven om beskyttelse af personoplysninger.

En medarbejder på sprogskolen har oplyst klager om, at medarbejderne på jobcenteret har diskuteret eleverne på sprogskolens personlige oplysninger under en fælles frokost.

Oplysninger om klagers for- og efternavn samt boligadresse er også blevet videregivet.

Jobcenteret har haft sine breve til borgere af anden etnisk baggrund end dansk til at stå fremme, således at enhver kunne læse brevene.

Borgernes personlige oplysninger var dermed ikke beskyttet.

Den indklagede kommune har også forskellige lister til at hænge.

Disse lister indeholder blandt andet oplysninger om borgernes for- og efternavne, borgernes fordeling efter karakter og eksamensplaner.

Klager har ikke givet tilladelse til, at hans for- og efternavn må blive offentliggjort.

Klager har fået politisk asyl i Danmark, fordi han blev forfulgt i sit hjemland.

Det havde stor betydning for klager, at hans for- og efternavn blev offentliggjort, fordi det betød, at andre borgere kunne finde oplysninger om ham på internettet og oplyse myndighederne i hans hjemland omkring hans opholdssted.

Dette er sket, og det havde alvorlige konsekvenser for klager, da hans hjemland blev opmærksom på hans tilstedeværelse i Danmark.

Klager ved ikke, hvem der har givet hans hjemland oplysninger om hans opholdssted i Danmark.

Det blev muligt for andre at give klagers hjemland oplysninger om hans opholdssted, da den indklagede kommune offentliggjorde hans efternavn.

Klager kan heller ikke udelukke, at det er medarbejder A, der har givet hans hjemland oplysninger om hans opholdssted.

På grund af offentliggørelsen af klagers personoplysninger forsøgte hans hjemland at få ham udleveret fra Danmark, men blev afvist.

Klager tilbragte i den forbindelse otte dage i fængsel og afventer stadig afgørelsen.

Fængslingen forværrede klagers sundhedstilstand og sygdomme.

På den måde har videregivelsen og offentliggørelsen af klagers personoplysninger haft alvorlige konsekvenser for ham.

Klager er i fare og ser sig nødsaget til at ændre sit fornavn, efternavn og adresse.

Både medarbejder A og andre medarbejdere fra den indklagede kommune har under telefonssamtaler med klager stillet spørgsmålstegn ved detaljer om hans sygdomme, forsøgt at behandle ham via telefon, pålagt ham yderligere medicintiltag og tvunget ham til at gå i skole til trods for hans sygdom.

Disse medarbejdere var ikke læger.

Der er somme tider andre medarbejdere og nogle gange fremmede mennesker, der har hørt disse personlige sundhedsoplysninger, som er blevet omtalt i telefonen.

Dette er således også en måde, hvorpå klagers personoplysninger er blevet offentliggjort.

Klager har skrevet flere breve til den indklagede kommune, hvori han har ønsket at få forklaret, hvordan personlige oplysninger omtalt under en telefonsamtale bliver beskyttet mod afsløring.

Klager har ikke fået konkret svar på disse oplysninger.

Han har alene fået oplyst de generelle regler for opbevaring af oplysninger i kommunen.

Kommunens medarbejdere misbruger deres magt.

Klager er ikke forpligtet til at forklare nuancerne af sine sygdomme.

Det er tilstrækkeligt at oplyse, at klager har en sygdom.

Lovovertrædelserne er ophørt i forhold til klager, men finder stadig sted i forhold til hans kone og andre borgere.

Selvom lovovertrædelserne er ophørt, har overtrædelserne ført til betydelige negative konsekvenser i form af både fysisk og moralsk lidelse samt omdømmetab.

Klager ønsker, at de, som har lavet lovovertrædelserne, bringes for retten.

Medarbejder A ignorerer klagers breve om adgang til dokumenter og forklarer alene om kommunens beslutninger samt kommunens kompetence.

Klager afholdt møde med medarbejder A den 6. december 2018.

På mødet forklarede medarbejder A, at hun ikke svarede på hans breve, fordi hun havde fået tilladelse fra afdelingslederen til ikke at besvare hans henvendelser.

Det er ikke klart, ud fra hvilke kriterier medarbejder A besluttede, hvilke af klagers henvendelser, der skulle besvares, og hvilke henvendelser der ikke skulle besvares.

Der var tale om rent subjektive og ikke-juridiske beslutninger, hvilket ikke har noget med lovgivningen at gøre.

Der er tale om en overtrædelse af forvaltningsloven og forskelsbehandling på grund af nationalitet.

Medarbejderne hos den indklagede kommune ville ikke turde være så dristige over for en dansk statsborger.

Kommunens adfærd var intet andet end en demonstration af kommunens holdning til klager som en andenklasses person, hvis rettigheder kunne overses.

Som flygtning med handicap og dårligt kendskab til dansk kan klager ikke beskytte sine rettigheder.

Klager har sendt adskillelige mails til medarbejder A på flere datoer.

Han har ikke fået svar på nogle af disse mails.

Alle klagers breve til kommunen var inden for kommunens kompetence.

Brevene vedrørte eksempelvis ikke privatlivet.

Klager har skrevet til kommunen og bedt om præcisering af beslutninger om adgang til kommunes sundhedsdokumenter.

Klager har ikke modtaget svar herpå.

Den indklagede kommune har forklaret klager, at medarbejderne ikke kan bruge ressourcer på at besvare hans henvendelser, hvori han spørger om de samme ting.

Klager har skrevet flere breve med de samme spørgsmål, fordi han ikke har fået svar på disse spørgsmål.

Hvis klager fik svar på sine breve, ville han ikke spørge igen.

Klager har også stillet de samme spørgsmål i flere breve, fordi medarbejder A har givet en generel information frem for at besvare hans specifikke spørgsmål.

Klagers spørgsmål forblev altså ubesvaret.

Årsagen til misforståelserne er efter klagers opfattelse medarbejder A’s inkompetence og hendes misforhold til den stilling, hun indtager.

Klager har skrevet omkring 20 breve til den indklagede kommune.

Generelt modtager klager flere breve fra kommunen, end kommunen modtager fra ham.

Det er ikke klagers problem, at kommunen ikke har ressourcer til at besvare hans henvendelser.

Kommunen er forpligtet til at svare på klagers breve.

Essensen i klagen er, at oplysninger omkring klagers helbred ikke er relevant at drøfte med medarbejderne hos sprogskolen.

Klager har givet samtykke til, at medarbejder A kunne indhente oplysninger omkring hans helbred hos hans læge.

Klager har ikke givet samtykke til, at disse oplysninger måtte videregives.

Klager ser ingen grund til at fortælle medarbejderne på sprogskolen omkring sine sygdomme.

Sundhedsoplysninger om de andre deltagere på sprogskolen er blevet kendt for de andre deltagere fra kommunens personale og diskuteres bredt blandt deltagerne.

Kommunen skaber utålelige forhold for samspil.

Kommunen reagerer ikke specifikt på skriftlige henvendelser, kommunens medarbejdere lytter ikke på mundtlige møder, og kommunen ønsker generelt ikke at samarbejde.

Kommunen træffer beslutninger på en diktatorisk måde uden diskussion.

Siden klager har indsendt sin klage til Ligebehandlingsnævnet, har han skrevet flere breve og klager til kommunen, men kommunen har ikke besvaret hans henvendelser.

Kommunikationen mellem kommunen og borgeren har karakter af mental tortur.

Ved integrationssamtalen den 30. april 2019 forsøgte afdelingslederen at retfærdiggøre, at kommunen havde ignoreret klagers breve.

På mødet forklarede afdelingslederen, at klager burde søge et arbejde frem for at sende breve til kommunen.

Denne adfærd er tegn på ulige behandling, som er udbredt hos medarbejderne i den konkrete afdeling hos kommunen.

Samtalen den 30. april 2019 var ikke en samtale, men et foredrag.

Klager fik ikke mulighed for at tale om noget problem, og han blev afbrudt efter hver sætning.

Den holdning, som kommunens medarbejdere har til klager, er udtryk for forskelsbehandling på grund af social, national og etnisk oprindelse.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af national, social og etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Forskelsbehandlingsloven forpligter ikke kun arbejdsgivere, men ligeledes enhver der anviser beskæftigelse.

Sagen angår en klage over den indklagede kommunes jobcenter i forbindelse med jobcenterets indsats for at få klager i ordinær beskæftigelse.

Da dette er et forhold, som har nær sammenhæng med jobcenterets anvisning af beskæftigelse, finder forskelsbehandlingsloven anvendelse.

Ligebehandlingsnævnet henviser herved til nævnets afgørelse i sagsnr.

19-4624, der angik en klage over manglende adgang til jobsøgning på et jobcenters computere.

Nævnet vurderede, at der var tale om et forhold, som havde nær sammenhæng med jobcenterets anvisning af beskæftigelse, og at forskelsbehandlingsloven af denne grund fandt anvendelse.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af national, social og etnisk oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af national, social og etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt national, social og etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Det er den person, der anser sig for krænket, der skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

Der er ikke i klagen af 26. marts 2019 med bilag eller klagers efterfølgende bemærkninger oplysninger, der giver anledning til at formode, at den indklagede kommune i forbindelse med sagsbehandlingen og forløbet hos jobcenteret har udsat klager for forskelsbehandling på grund af national, social og/eller etnisk oprindelse.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af indklagede.

Det bemærkes, at Ligebehandlingsnævnet ikke har kompetence til at påse, om den indklagede kommune har overholdt forvaltningslovens regler.

Nævnet har heller ikke kompetence til at behandle klager over behandling af personoplysninger.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<19-16773>

1.

Din chef fortalte dig, at du ikke behøver at besvare alle mine breve.

2.

Du deler visse oplysninger om mit helbred med nogle lærere på en sprogskole.

-

§ 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence

-

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

-

§ 8, nævnets afvisning af klagen

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7 a, om delt bevisbyrde