Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

J.nr. 19-33319

En mand fik i forbindelse med en telefonsamtale om bordreservation på en restaurant afslag på at tage sin servicehund med inden for på restauranten.

Nævnet vurderede, at det var godtgjort, at manden havde et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Manden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han ved afslaget på at tage sin servicehund med inden for på restauranten blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.

Restauranten havde en praksis om ikke at tillade hunde inden for på restauranten men tillod, at førerhunde og servicehunde, der hjælper personer med handicap, kunne komme med inden for på restauranten.

Medarbejderen, som telefonisk oplyste klager om, at han ikke måtte medbringe sin servicehund, havde ikke kendskab til servicehundes funktion.

Flere af restaurantens medarbejdere, herunder medarbejderen, som manden talte i telefon med, troede, at kun førerhunde kunne tillades i restauranten.

Restauranten har som arbejdsgiver et ansvar for at sørge for tilstrækkelig instruktion af sit personale, herunder i relation til håndhævelse af restaurantens praksis om, at førerhunde og servicehunde, der hjælper personer med handicap, kunne tillades inden for i restauranten.

Restauranten havde herefter ikke godtgjort, at den forskelsbehandling, som manden var udsat for, ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager fik derfor medhold i klagen.

Der var ikke grundlag for at tilkende klager en godtgørelse som følge af den skete forskelsbehandling.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ved telefonisk bordreservation fik afslag på at medbringe sin servicehund på en restaurant .

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager fik afslag på at medbringe din servicehund på den indklagede restaurant.

Sagsfremstilling

I sommeren 2019 henvendte klager sig telefonisk til den indklagede restaurant for at reservere et bord.

Under telefonsamtalen spurgte klager, om han måtte tage sin servicehund med på restauranten.

A medarbejder på restauranten gav klager afslag herpå med henvisning til, at hunde ikke måtte være på den indklagede restaurant.

Efter telefonsamtalen med A medarbejder skrev klager herom på Facebook.

Indklagede har oplyst, at ejeren af restauranten svarede klager således på Facebook

”Hvis du har en servicehund, må du gerne tage den med.

Hvis vi har afvist dette er det en klar fejl fra vores

side og vi vil derfor give dig en uforbeholden undskyldning”

Klager slettede herefter sit opslag og svaret fra indklagede.

Klager var ved afgørelse af 7. juni 2018 blevet bevilget en servicehund som et hjælpemiddel efter lov om social service § 112, stk. 1.

Klager har ifølge fremlagt statusattest af 2. maj 2018 fra en læge i distriktspsykiatrien diagnoserne aspergers syndrom, uspecificeret paranoid psykose, social fobi og generaliseret angst.

Det fremgår af statusattesten, der blev udstedt i forbindelse med ansøgning om servicehund

”…

Aktuelt vurderes pt at huse symptomer, såsom især angst og tvangstanker (og ind i mellem ganske kortvarige hallucinatoriske oplevelser) som i det store og hele er knyttet til hans grundlidelse (Aspergers syndrom), hvor pt.

oplever forværring i belastede situationer, herunder ved færden offentligt med mange mennesker og komplekse sociale sammenhænge, samt ved mangel på struktur og forudsigelighed i hverdagen.

[…]

…

Pt.

har svært ved at færdes på offentlige steder, herunder bl.a. også til indkøb mm.

Disse situationer kan skabe klare angst symptomer, samt stress, hos pt, og kan gøre, at han hyppigt bliver hjemme og kan få tendens til at isolere sig.

Især er det, for pt., det at komme tæt på andre mennesker, som fx at stå i kø, der kan skabe uro hos pt, og det vurderes at en servicehund (der er trænet i at skabe plads omkring sin ejer), kan bidrage til, at pt kan opleve mindre stress i sådanne situationer.

Således er det muligt, at pt's funktionsevne og livskvalitet vil kunne påvirkes i positiv retning med en servicehund.

Ligeledes er pt., som følge af sin psykiske lidelse, hyppigt præget af uro og rastløshed, og det vurderes også, at den beroligende effekt en servicehund (der er trænet i at reagere på uro hos sin ejer) muligt vil kunne bidrage positivt til bedring af den generelle mentale tilstand hos pt.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. juli 2019.

Klager fremsatte den 13. august 2019 en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 5.000 kr.

Sagen er behandlet sammen med en anden sag vedrørende en klage indgivet af samme klager, jf. sag nr. 19-37455.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling, da han fik afslag på at tage sin servicehund med ind på den indklagede restaurant.

Klager skulle ud at spise med sin svigerfamilie, og de ringede og bestilte bord.

Klager ringede igen til restauranten og spurgte A medarbejder, om hans servicehund måtte komme med.

Klager fik at vide, at hunde ikke var velkomne.

Klager spurgte, om det også gjaldt en servicehund, og svaret var fortsat nej.

Indklagede har under sagens behandling oplyst, at klager skulle have bedt om at tale med en chef, men det tænkte klager ikke på, da han fik det svar, at han ikke måtte tage servicehunden med.

Klager slettede sin anmeldelse af restauranten på Facebook nogle dage senere, fordi han ikke ville udstille indklagede offentligt.

Det var en for hurtig reaktion at lave en anmeldelse på Facebook.

Indklagede har anført, at restauranten ikke ønskede at afvise en person med et handicap.

Den indklagede restaurant er en familierestaurant med sæsonåbent om sommeren.

Restauranten har mange unge studerende ansat, som servicerer restaurantens gæster.

Restauranten er en meget velbesøgt restaurant, som mange forskellige mennesker besøger hvert år.

Restauranten har ofte besøg af grupper, ældre og personer med handicap samt børnefamilier.

Indklagede er en socialt ansvarlig virksomhed, som på tidspunktet for sine bemærkninger til nævnet havde fire medarbejdere ansat i fleksjob med vidt forskellige arbejdsevnebegrænsninger såvel fysisk og psykisk, heraf medarbejdere med behov for mentorstøtte.

Som virksomhed støtter indklagede forskellige grupper af handicapforeninger, når foreningerne efterspørger sponsorater i form af gavekort og lignende.

Indklagede ville aldrig bevidst afvise en person med en servicehund, da restauranten netop har mange besøg af forskellige grupper.

Klager ringede til restauranten en travl dag i højsæsonen, hvor A medarbejder, som var studerende sommerhjælp, tog telefonen.

A medarbejder har forklaret, at han blev spurgt, om en hund måtte tages med ind i restauranten.

Medarbejderen svarede pænt, at hunde ikke må være indenfor.

Herefter spurgte klager, om det også gjaldt en servicehund.

A medarbejder spurgte en kollega herom, som heller vidste, hvad en servicehund er.

Klager fik herefter det svar, at hunde ikke må komme ind på restauranten.

A medarbejder og indklagede er kede af det svar, som klager fik.

Der var på ingen måde tale om en bevidst afvisning af en person med et handicap.

Der var alene tale om uvidenhed.

Ejeren af restauranten var ikke selv tilstede på det pågældende tidspunkt og kunne derfor ikke rette op på fejlen.

Klager bad ikke om at tale med en overordnet.

I stedet gik han på Facebook og skrev en anmeldelse, som restaurantens ejer læste og svarede på.

Restaurantens ejer undskyldte og spurgte klager, hvad indklagede kunne gøre for at gøre fejlen god igen.

Klager svarede, at han var på vej hjem.

Indklagede kunne derfor ikke gøre noget.

Restaurantens personale er nu informeret om, hvad en servicehund er, og at ikke alene blinde og svagtseende med førerhunde kan komme ind på restauranten, som flere troede.

Indklagede havde på ingen måde til hensigt at genere eller at stille en person med servicehund ringere.

Episoden opstod alene, fordi A medarbejder ikke vidste, hvad en servicehund er, og hvilken betydning det, at der var tale om en servicehund, har i forhold til adgangen til at tage en hund med ind i restauranten.

Indklagede undrer sig over, at klager har fjernet sin anmeldelse og den ”tråd” på Facebook, hvor klager modtog en uforbeholden undskyldning med spørgsmål til, hvad indklagede kunne gøre for at rette op på fejlen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Det fremgår af den fremlagte statusattest, at klager som følge af diagnoserne aspergers syndrom, uspecificeret paranoid psykose, social fobi og generaliseret angst bl.a. havde svært ved at færdes på offentlige steder.

Servicehunden skulle ifølge statusattesten bidrage til at undgå stress og uro hos klager.

På den baggrund havde klager fået bevilget en servicehund hos kommunen.

Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

I forbindelse med en telefonsamtale om bordreservation på den indklagede restaurant fik klager afslag på at tage sin servicehund med inden for på restauranten.

Nævnet lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at indklagede har en praksis om ikke at tillade hunde inden for på restauranten, men at indklagede dog tillader, at førerhunde og servicehunde, der hjælper personer med handicap, kan komme med inden for på restauranten.

Det fremgår imidlertid af indklagedes oplysninger til nævnet, at flere af restaurantens medarbejdere troede, at kun førerhunde kunne tillades i restauranten, og at indklagede nu har informeret restaurantens personale om servicehundes funktion og om, at både førerhunde og servicehunde kan tillades adgang inden for på restauranten.

Det må således lægges til grund, at flere af medarbejderne hos indklagede ikke havde kendskab til servicehundes funktion i forhold til at hjælpe personer med et handicap, og at flere medarbejdere ikke var informeret om, at servicehunde tillades inden for i restauranten.

Nævnet vurderer på denne baggrund, at indklagedes praksis, der tilsyneladende er neutral, af flere medarbejdere hos indklagede, herunder A medarbejder, som klager talte med, blev håndhævet på en sådan måde, at klager, der har behov for sin servicehund, blev stillet ringere end andre på grund af sit handicap.

Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afslaget på at tage sin servicehund med inden for på restauranten blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Baggrunden for indklagedes telefoniske oplysning til klager om, at han ikke måtte medbringe sin servicehund inden for på restauranten, var, at medarbejderen i den indklagede restaurant ikke havde kendskab til servicehundes funktion.

Endvidere må det på baggrund af indklagedes oplysninger lægges til grund, at medarbejderen troede, at kun førerhunde kunne tillades adgang inden for på restauranten.

Indklagede har som arbejdsgiver et ansvar for at sørge for tilstrækkelig instruktion af sit personale, herunder i relation til håndhævelse af restaurantens praksis om, at førerhunde og servicehunde, der hjælper personer med handicap, kan tillades inden for i restauranten.

Indklagede har herefter ikke godtgjort, at den forskelsbehandling, som klager var udsat for ved det telefoniske afslag på, at han kunne tage sin servicehund med inden for i restauranten, ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager får derfor medhold i, at den indklagede restaurant handlede i strid med handicapdiskriminationsloven.

Det må lægges til grund, at klager kontaktede den indklagede restaurant samme dag, som han ønskede at besøge restauranten, og på et tidspunkt, hvor der var travlhed i restauranten.

Det må endvidere lægges til grund, at klager ikke under telefonsamtalen om bordreservationen oplyste medarbejderen på restauranten om servicehundes funktion og om sit behov for konkret at være ledsaget af servicehunden.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder er der herefter ikke grundlag for at tilkende klager en godtgørelse som følge af den skete forskelsbehandling.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

<19-33319>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 2, om lovens anvendelsesområde

-

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

-

§ 10, om delt bevisbyrde

-

§ 11, stk. 1, om godtgørelse