Legislator Case Law & Legislation
W20200932825 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0492

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2020 9328 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0492

KEN#LOKDOK23 2020 9328 Valid

DRs reportage om præsident Trump behandles ikke af egen drift

DR bragte i april måned i programmet ”21 Søndag” en kritisk reportage om præsident Donald Trumps håndtering af corona-krisen.

Reportagen blev bragt til illustration af billedmateriale blandt andet fra den amerikanske valgkamp i 2016.

Det var oplyst af DR, at der ved offentliggørelsen forekom tekniske problemer, der kan have givet anledning til fejl i tidsangivelser i indslag.

Pressenævnet fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt DR havde tilsidesat god presseskik ved i reportagen at bringe en tidligere optagelse fra en anden situation, ikke har en sådan karakter, at der er grundlag for at tage sagen op til behandling af egen drift.

KEN#LOKDOK23 2020 9328 Valid

[Klager] har anmodet Pressenævnet om at tage en sag op til behandling af egen drift i medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2.

Anmodningen vedrører en reportage i programmet ”21 Søndag” bragt den 5. april 2020 af DR, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at DR har bragt ukorrekte oplysninger om præsident Donald Trumps håndtering af krisen som følge af coronavirussen ved vildledende brug af optagelser fra den amerikanske valgkamp i 2016 i en reportage omfattet af public service.

1 Sagsfremstilling

DR bragte den 5. april 2020 på DR 1 i programmet ” 21 Søndag ” en kritisk reportage fra USA om præsident Donald Trumps håndtering af krisen som følge af coronavirussen.

Den påklagede sekvens varer 12 sekunder [03:27-03:39], hvor der vises billedoptagelse med præsident Donald Trump stående på en talerstol omgivet af en stor mængde mennesker.

Af sekvensen fremgår endvidere følgende

Speak: ”CIA mener, at pandemien er en trussel mod USA's sikkerhed.

”

[Herefter vises der et klip med præsident Donald Trump på en talerstol.

I klippet udtaler Donald Trump følgende: ”Corona-virus, det har I hørt om, ikke?

”]

Speak: ”Offentligt bagatelliserer præsident Trump stadig problemet.

”

[Der vises nu et klip med Donald Trump, hvor det fremgår øverst i højre hjørne, at klippet stammer fra den 10. februar 2020.

I klippet udtaler præsidenten følgende: ”Mange mener, at det forsvinder i april, når det bliver varmere”]

DR har afvist [Klager]s klage over reportagen i programmet ” 21 Søndag ” den 22. april 2020.

Af DRs afvisning fremgår

”Beklager det sene svar.

Den pågældende udtalelse fra præsidenten er fra februar i år.

Du kan se den beskrevet i denne artikel.

https://www.nbcnews.com/politics/donald-trump/trump-calls-coronavirus-democrats-new-hoax-n1145721

Ift.

dine generelle spørgsmål, så bringer vi som udgangspunkt ikke arkivklip som er ude af tids- eller indholdskontekst.

Der kan dog ind imellem undtagelsesvist benyttes arkivoptagelser af mere generel karakter, f.eks. billeder af sygehuspersonale etc. Arkivoptagelser vil typisk være angivet med et "arkivskilt" eller en specifik datoangivelse.

Hvis der har været fejl i tidsangivelser eller navne/titler i det pågældende indslag, så havde vi visse tekniske problemer, som bl.a. betød at enkelte navneskilte kom på skærmen på forkerte tidspunkter.

Det beklager jeg.

Jeg vil dog igen afvise, at der blev benyttet udtalelser af præsidenten, som er fra før coronavirus blev erkendt.

”

Anmodningen om, at Pressenævnet tager sagen op til behandling af egen drift, er modtaget i Pressenævnet den 4. maj 2020.

2 [Klager]s synspunkter

[Klager] har til støtte for anmodningen anført, at DR har anvendt billeder/video fra valget 2016 i USA til illustration, og at disse allerede har været anvendt flere gange af DR for at miskreditere Donald Trump i forbindelse med den kritiske omtale af Donald Trumps håndtering af krisen som følge af coronavirussen.

[Klager] har endvidere anført, at det i indslaget påstås over for seerne, at klippet fra 2016 er fra februar 2020, og at DRs anvendelse af ældre materiale optaget i en anden sammenhæng er en bevidst redaktionel beslutning.

DR foretager vildledende brug af optagelser i en reportage omfattet af public service.

For så vidt angår påstanden og præmissen i DRs historie i reportagen om advarslen fra CIA om en epidemi, modsiges dette af de officielle myndigheder, eksempelvis ODNI (Office of the Director of National Intellegence), der fører tilsyn med CIA og øvrige efterretningstjenester.

Klager er ikke nævnt eller afbildet i DRs reportage og har på denne baggrund med henvisning til DRs forpligtelse til at bringe korrekt information anmodet om, at Pressenævnet behandler sagen af egen drift.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup, Ulrik Holmstrup, Marlene Borst Hansen og John Meinert Jacobsen.

[Klager] har anmodet Pressenævnet om at tage en reportage i programmet ” 21 Søndag ” op til behandling af egen drift.

[Klager] er ikke selv omtalt eller afbildet i reportagen.

I medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2, og § 7, stk. 2 og stk. 3, i Pressenævnets forretningsorden (bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsorden for Pressenævnet) kan nævnet af egen drift tage en sag op til behandling, hvis sagen er af væsentlig og principiel betydning.

Sagen optages til behandling, hvis et flertal af samtlige medlemmer stemmer for.

[Klager] har blandt andet klaget over, at DR ved at anvende en optagelse fra det amerikanske valg i 2016 i en kritisk reportage om Donald Trumps håndtering af krisen som følge af coronavirussen uden at angive korrekt tids- og stedsangivelse bringer ukorrekte og vildledende optagelser i en reportage omfattet af public service.

Pressenævnet finder, at oplysninger vedrørende den amerikanske præsidents håndtering af krisen som følge af coronavirussen er et emne af almen interesse.

Nævnet bemærker, at det indgår med betydelig vægt i en afgørelse om egen drift, om der er tale om en betydelig krænkelse af personer, der konkret er omtalt, eller en betydelig krænkelse af en gruppe personer, der ikke er klageberettigede, fordi ingen konkrete personer er omtalt.

Det bemærkes videre, at det er Pressenævnet opfattelse, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af parterne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Programmet ” 21 Søndag ” indeholdt blandt andet en kritisk reportage vedrørende Donald Trumps håndtering af coronavirus-krisen, som blev bragt til illustration af en optagelse fra det amerikanske valg i 2016.

Det fremgår af de bragte billeder, at Donald Trump står på en talerstol omgivet af mennesker med skilte mv., som efter det oplyste er billedmateriale fra den amerikanske valgkamp.

Pressenævnet finder, at spørgsmålet om, hvorvidt DR har tilsidesat god presseskik ved i reportagen at bringe en tidligere optagelse fra en anden situation, ikke har en sådan karakter, at der er grundlag for at tage sagen op til behandling af egen drift.

Det bemærkes i den forbindelse, at DR har oplyst, at der på tidspunktet for offentliggørelsen af den påklagede reportage forekom tekniske problemer, der kan have givet anledning til fejl i blandt andet tidsangivelser i indslag.

Anmodningen afvises, og sagen vurderes derfor ikke i forhold til god presseskik.

Afgjort den 4. juni 2020

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →