Legislator Case Law & Legislation
W20200932125 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0424

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2020 9321 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0424

KEN#LOKDOK23 2020 9321 Valid

DR får kritik for manglende samtykke til at medvirke i dokumentar

En person, der medvirker dokumentarprogrammet ”Mor, han er dansker”, der blev sendt på DR3 i december 2019, og som fortsat er tilgængeligt på dr.dk, har klaget til Pressenævnet over, at han ikke har givet samtykke til at medvirke i dokumentaren.

Personen har klaget over, at de scener, han medvirker i, krænker hans privatliv, idet han ikke vidste, at hans samtale med én af programmets hovedpersoner blev filmet.

Pressenævnet fandt, at deltagelsen i programmet er krænkende for klager, og har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at det påklagede klip indgår i en fortælling og ramme, der er skabt af DR, og som klager ikke var bekendt med, ligesom klager ikke udtalte sig direkte til kamera eller mikrofon.

På den baggrund fandt nævnet, at DR ikke var berettiget til at bringe det påklagede klip uden samtykke fra klager, og udtalte kritik.

KEN#LOKDOK23 2020 9321 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over episode 3 af programmet ”Mor, han er dansker” bragt på dr.dk den 1. december 2019 og på DR3 den 4. december 2019, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at DR har krænket hans privatliv ved at bringe optagelser af ham, uden at han har givet samtykke hertil.

1 Sagsfremstilling

DR bragte den 1. december 2019 episode 3 af programserien ”Mor, han er dansker ” på dr.dk.

Programmet blev desuden bragt på DR3 den 4. december 2019.

Udsendelsen, som varer 27 minutter, er fortsat tilgængelig på dr.dk med følgende omtale

”Fire stærke kvinder med muslimsk baggrund har taget et kontroversielt valg: De dater danske mænd på trods af, at det er ”Haram” - et syndigt valg, der kan skabe store konflikter i familien.

Kvindernes mål er at nedbryde fordomme, og at vise, at muslimske kvinder ikke kun er dårligt integrerede, undertrykte kvinder i ghettoen, som dem vi har hørt om i samfundsdebatten.

”

Af DRs omtale af episode 3 fremgår følgende

”[Person 1] kigger på billeder fra dengang, hun og hendes familie flygtede fra Kosovo, og får en større forståelse for, hvorfor det er så vigtigt for hendes far at bevare deres albanske kultur.

[Person 2] tager på Folkemødet for at tale om negativ social kontrol, men måske er det også et godt sted at møde en dansk mand, der er feminist?

[Person 3] har sagt ja til en date med en mand, der er meget yngre end dem, hun ellers har datet.

Kan han leve op til hendes krav?

Det er ikke nemt, når ens forældre synes, man er blevet forelsket i den helt forkerte.

Så kan det lykkedes de unge kvinder at finde kærligheden og få familiens accept?

”

Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende

” [Tidskode 13:50]

[Der klippes til billede af et Dannebrog og folkemødet på Bornholm.

[Person 2] ses gående i en folkemængde, Pressenævnet ]

[Person 2] : Der er SÅ mange lækre mænd på folkemødet.

De ser godt ud, og øh, de er sikkert… ja, mega velovervejede og politisk interesserede.

Ja, man behøver nødvendigvis ikke at være helt enig, men øh… jeg synes alligevel, at det har sin charme.

Folkemødet er det ultimative sted at møde fyre… øhm ja … for sådan en som mig i hvert fald.

Så ja, jeg synes, det er pisselækkert.

[Der vises en grafik, hvor der står ”[Person 2]”, og der spilles musik.

Der klippes til et billede, hvor [Person 2] ses stående på en blomstermark, Pressenævnet ]

[Person 2] [siddende i studie, Pressenævnet ]: min drømmefyr er en fyr, som erklærer sig som feminist.

[Klip til man ser [Person 2] og en anden pige, der står foran et telt på folkemødet.

Herefter klip til [Klager], der står på scenen og taler.

Kameraet er zoomet ind på [Klager], Pressenævnet ]

[Klager] : Jeg hedder [Klager], og jeg kommer fra [Organisationen].

Jeg vil egentlig gerne høre, hvad I synes …

[Klip til [Person 2], der ses siddende i et studie, Pressenævnet ]

[Person 2] : Det skal være en fyr, som sætter ligestilling højt, og som er rummelig over for alle individer.

Det skal være én, som godt kan acceptere, at det nogle gange godt kan være hårdt at forene min familie og mit liv.

Jeg tror, at det har noget at gøre med, at jeg søger en mand, som kan acceptere mig 200 procent, ligesom jeg er.

[Klip til [Person 2], der går ind i Enhedslistens telt på folkemødet og hen til [Klager], Pressenævnet ]

[Person 2] [Person 2] går ind i teltet og direkte hen til [Klager], Pressenævnet ]: Hvilken forening var det, du kom fra?

[Klager] [viser sit ID-kort frem til [Person 2], Pressenævnet ] : Jeg kommer fra [Organisationen]

[Person 2] [holder det ID-kort [Klager] bærer om sin hals og kigger på det, Pressenævnet ]: Ahhh.

Nice.

Godt, at du er feminist.

[Klager]: Ja.

[Person 2]: Dejligt, at du er …

[Klager] [henvendt til en anden, Pressenævnet ]: Du skulle lige have kigget op, inden at du droppede den der.

Altså, jeg sad lige der.

[Kameraet zoomer ind på [Person 2], hvor man ser hende forfra.

Det ses, at [Person 2] bærer en sort mikrofon, der fastgjort i kraven på hendes skjorte.

Skjorten er sort med hvide prikker, Pressenævnet ]

[Person 2] [henvendt til en anden, Pressenævnet ]: Hej.

[Person 2] [speak, [Person 2] ses siddende i et studie, Pressenævnet ]: Når jeg finder fyre i virkeligheden, som jeg synes er rigtig søde, så synes jeg, at det også kan være lidt svært for mig at være tydelig og afklaret i mine signaler.

[Klip til Folkemødet, hvor [Klager], [Person 2] og [Person 2]s veninde ses stående sammen.

[Klager] samler en telefon op fra gulvet, Pressenævnet ]

[Klager] [til [Person 2]s veninde, Pressenævnet ]: Er det din?

[Person 2]s veninde : Argh, tak.

[Klager] [henvendt til [Person 2]s veninde, Pressenævnet ]: Se, jeg er feminist og gentleman…

[Person 2]s veninde : Waow

[Klager] [henvendt til [Person 2]s veninde, Pressenævnet ]: Hvad mere vil du have?

[[Person 2]s veninde tilbyder et stykke slik til [Klager], Pressenævnet ]

[Klager] : Ellers tak.

[Person 2] : I to, ikke.

Inviter mig til jeres bryllup på et tidspunkt.

[de tre ses stående over for hinanden, men de griner og snakker, herefter klippes der til [Person 2] ses siddende i studiet, Pressenævnet ]

[Person 2] [speak, der klippes mellem [Person 2] i studiet og Folkemødet]: Jeg tror, at jeg har svært ved at vise sårbarhed over for mænd.

Øhmm.

.

.

Og jeg har især et stærkt behov for at være cool og være stærk, i stedet for nogle gange bare at være ærlig.

Det kan spænde ben for, om det er en seriøs relation, eller om det er useriøst.

I virkeligheden tror jeg bare, at det handler om, at jeg ikke har lyst til at… satse alt for meget.

Og er bange for, at vedkommende gør mig ked af det.

[[Person 2], hendes veninde og [Klager] ses gående gennem Enhedslistens telt på Folkemødet, Pressenævnet ]

[…]”

Den 3. december 2019 har DR afvist [Klager]s klage over udsendelsen.

[Klager]s klage over DRs svar er modtaget i Pressenævnet den 3. december 2019.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

God Presseskik

Privatlivets fred og redigering

[Klager] har anført, at han i DRs program ”Mor, han er dansker” er blevet klippet ind i programmet på en dramatiseret måde, som er leveret helt uden kontekst og i strid med DRs egne etiske retningslinjer.

Ifølge disse skal DR informere og indhente tilladelser fra medvirkende i et TV-program, hvis de er aktivt medvirkende – hvilket [Klager] har anført, at han bestemt er.

[Klager] har anført, at hans optræden i programmet, hvor han taler med unge mennesker, gør, at han fremstår som en del af et trekantsdrama i et ”ung kvinde søger kærligheden”-program.

I programmet fremstår han som en aktivt optrædende person, der ufrivilligt kommer til at blive en centralt medvirkende i en hel scene, der handler om at finde kærligheden på Folkemødet.

[Klager] føler sig ført bag lyset, fordi kan ikke på noget tidspunkt er blevet orienteret om den iscenesættelse, som han optræder i.

Dette er krænkende for hans person, ægteskab, familieliv, faglighed og profession.

Især sætter det hans professionelle integritet på spil, da han repræsenterer [Organisationen] på Folkemødet og i programmet.

I forlængelse heraf har [Klager] oplyst, at han har fået henvendelser fra familie og venner, ligesom han er blevet indkaldt til et møde hos sin chef.

Klippet i programmet, der fortsat er tilgængeligt på dr.dk, kan have skadelige følger for [Organisationen]s omdømme, og i værste fald koste [Klager] sit job, hvis ikke det bliver taget ned snarest muligt.

At optræde på den måde på landsdækkende TV er yderst krænkende for ham og hans familie – [Klager] er en gift mand, og i programmet fremstår han ”flirtende og uprofessionel”.

[Klager] har oplyst, at han har rettet henvendelse til DR, der har afvist, at programmet skulle være i strid med de presseetiske regler.

[Klager] har fremsendt DRs afvisning af hans klage, hvoraf følgende fremgår

”Fra: [Producenten] DR Ung TV < [Producentens mailadresse] > Sendt: 3. december 2019 10:07 Til: [Klager] < [Klagers mailadresse] > Emne: Ang.

henvendelse om 'Mor, han er dansker'

Kære [Klager],

Tak for din henvendelse.

Jeg er producent på programserien ’Mor, han er dansker’ på DR3.

Jeg er ked af at læse, at du er ærgerlig over din medvirken i programmet.

Det er DR’s opfattelse, at optagelserne fra Folkemødet er både berettiget i henhold til straffeloven og de presseetiske regler.

DR har filmet på et frit tilgængeligt sted med synligt kamera og efter DR’s opfattelse er der heller ikke tale om optagelser af krænkende karakter.

DR finder derfor ikke anledning til at ændre i udsendelsen.

At du føler dig ført bag lyset kan jeg kun beklage.

Det har på intet tidspunkt været DR’s intention.

Hvis du ikke er tilfreds med dette svar, kan du klage til Pressenævnet, forudsat at du har retlig interesse.

Din klage skal være modtaget i Pressenævnet senest 12 uger efter modtagelsen af dette svar.

Du kan rette henvendelse til Pressenævnet på denne adresse: Pressenævnet, Landgreven 4, 4. sal, 1301 København K eller på e-mail: sekr@pressenaevnet.dk .

Under alle omstændigheder har du mulighed for at klage til Lytternes og Seernes Redaktør i DR.

Dette gælder, uanset om du har retlig interesse, eller hvornår du klager.

Du kan rette henvendelse til redaktøren på denne adresse: Lytternes og Seernes Redaktør

Med venlig Hilsen

[Producenten]”

[Klager] har afvist, at han har medvirket frivilligt foran et synligt og tydeligt rullende kamera.

[Klager] har oplyst, at det er mere reglen end undtagelse, at der er et kamerahold med til de forskellige teltarrangementer på Folkemødet, og at han var bevidst om, at dette gjorde sig gældende, da han stillede et spørgsmål i plenum på mødet.

Men da han talte med paneldeltagerne – herunder [Person 2] – efter deres oplæg, optrådte han ikke på nogen måde frivilligt foran et kamera.

Han havde ikke nogen idé om, at samtalen blev filmet, ligesom han ikke blev informeret herom eller om, at samtalen ville komme til at indgå i en dokumentar.

Der blev filmet på afstand med folk imellem, hvorfor kameraet var mere skjult, end det var synligt.

[Klager] finder det grænseoverskridende, at hans stemme og dialog med kvinderne blev optaget via [Person 2]s mikrofon – [Klager] opfattede samtalen som ”privat”.

[Klager] gav ikke udtryk for, at han ikke ønskede at medvirke i programmet af den grund, at han simpelthen ikke havde nogen idé om, at han blev filmet til brug for et TV-program.

Når DR har anført, at deltagerne i paneldebatten blev orienteret om, at der blev filmet til en dokumentar, ændrer dette ikke på, at [Klager] ikke var vidende herom.

[Klager] har oplyst, at han ankom til teltet sent i debatten og derfor ikke fik beskeden.

2.2 DRs synspunkter

God presseskik

Privatlivets fred og redigering

DR har indledningsvis beskrevet baggrunden for og formålet med den påklagede programserie

I programmet sættes der fokus på integration og mønsterbrydere blandt unge kvinder med muslimsk baggrund, der gør op med de traditionelle værdier, de er vokset op med.

Gennem fire episoder følger man fire stærke unge kvinder med muslimsk baggrund, der alle har valgt danske mænd eller ved, de vil vælge danske mænd, på trods af, at deres familie ikke synes om det.

Kvindernes mål er at nedbryde fordomme og at vise, at muslimske kvinder i Danmark ikke kun er dårligt integrerede, undertrykte kvinder i ghettoen, som dem der oftest omtales i samfundsdebatten.

Programmet beskriver også, hvordan både kvinderne og deres forældre er vokset op.

Programmet følger blandt andet den 23-årige [Person 2], der er vokset op med social kontrol, fordømmelse og chikane på sociale medier, hver gang hun trådte ved siden af og ikke var ”en god muslim”.

[Person 2] har nu smidt tørklædet, er feminist og drømmer om at møde en dansk, politisk interesseret, feministisk mand.

Om de nærmere omstændigheder i forbindelse med optagelserne på Folkemødet har DR oplyst, at den medvirkende [Person 2] deltager på Folkemødet 2019 på Bornholm, hvor hun er inviteret til at medvirke i en paneldebat om negativ social kontrol.

I den forbindelse gør [Person 2] sig blandt andet tanker om muligheden for at finde kærligheden til Folkemødet, da hun selv er politisk interesseret.

Optagelserne, hvori [Klager] optræder, er optaget i forlængelse af, at [Person 2] har deltaget i paneldebatten i Enhedslistens telt.

DR filmede i teltet med Enhedslistens godkendelse og efter drøftelse med det panel, der optrådte i debatten, hvoraf et enkelt ikke ønskede at medvirke.

Produktionsholdet oplyste i den forbindelse forsamlingen i Enhedslistens telt om, at var tale om et TV-program til DR3, der blandt andet fulgte den medvirkende [Person 2], ligesom der blev informeret om programmets præmis.

Kameraet var desuden forsynet med DRs logo.

Efter paneldebatten fulgte kameraholdet [Person 2] rundt i teltet, herunder under samtalen med [Klager].

For så vidt angår optagelserne, hvori [Klager] optræder, medvirkede [Klager] frivilligt foran et synligt og tydeligt rullende kamera.

Kameraholdet befandt sig højest et par meter væk fra [Person 2] og [Klager] under samtalen.

Det var således åbenbart for [Klager] i situationen, at samtalen blev filmet, og at optagelserne var til brug for et TV-program.

Af optagelserne fremgår det, at [Person 2] bærer synlig mikrofon, hvor [Klager] også må have været klar over, at der også blev optaget lyd.

[Klager] gav på intet tidspunkt udtryk for, at han ikke ønskede at medvirke i programmet.

[Klager] har blandt andet anført, at han indgår i programmet ”på en dramatiseret måde, som er leveret helt uden kontekst”, og at han ”ufrivilligt [kommer] til at blive en central medvirkende i en hel scene om at ”finde kærligheden på Folkemødet””.

DR har hertil anført, at optagelserne fra Folkemødet er berettiget både i henhold til straffeloven og de presseetiske regler.

DR bemærker, at de konkrete optagelser af [Klager] blev foretaget på frit tilgængeligt sted, og at [Klager] medvirkede frivilligt foran et synligt og tydeligt rullende kamera.

Der er ikke tale om optagelser, der efter deres indhold er krænkende for [Klager].

DR bemærker desuden, at [Klager] er til stede som repræsentant for [Organisationen].

DR har anført, at DR heller ikke ved vinkling eller redigering i øvrigt har handlet i strid med god presseskik.

Det er tydeligt, at [Person 2]s udtalelser i forbindelse med episoden omhandler hendes egne tanker om sit kærlighedsliv og sit selvbillede generelt.

[Person 2] kommenterer ikke på den konkrete episode, hvori [Klager] indgår, hverken i forhold til sig selv eller i forhold til ham.

Optagelserne, hvori [Klager] indgår, tjener som illustration af [Person 2]s generelle tanker om at turde være tydelig i sin kommunikation med mænd med videre.

DR har hverken ved redigeringen eller vinklingen lagt op til at fremkalde et ”trekantsdrama” eller lignende dramatisering som anført af [Klager], ligesom DR heller ikke ved sin vinkling eller redigering giver et misvisende billede af episoden på optagelserne.

Optagelserne med [Klager] viser en uskyldig samtale mellem unge mennesker på Folkemødet, og DR kan ikke genkende [Klager]s udlægning af optagelserne og den sammenhæng, de indgår i.

Der er heller ikke tale om, at [Klager] ved DRs redigering kommer til at indtage en central rolle i programmet.

DR finder derfor ikke, at DR har overtrådt de i øvrigt vide rammer for redigering.

Samlet er det DRs opfattelse, at anvendelsen af optagelserne i programmet er i overensstemmelse med god presseskik, og DR finder derfor ikke anledning til at ændre i programmet.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen

Kompetence

Interne retningslinjer

[Klager] har klaget over, at DR ikke har levet op til sine egne etiske retningslinjer.

Pressenævnet bemærker, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, hvorvidt DRs egne etiske retningslinjer er overholdt.

Dette forhold behandles derfor ikke.

God presseskik

Privatlivets fred og redigering

[Klager] har klaget over, at DR ved at bringe optagelser af ham i udsendelsen ”Mor, han er dansker” har krænket hans privatliv, uden at han har givet samtykke hertil.

[Klager] har desuden klaget over, den måde udsendelsen er redigeret på.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.

1.

Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at be-slutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktø-rens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekom-mer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Det er som udgangspunkt ikke i strid med god presseskik, at medier fotograferer eller filmer personer eller virksomheder, der befinder sig på offentligt tilgængelige steder, og offentliggør billeder af denne art, selvom de pågældende ikke har samtykket hertil.

Der skal dog udvises varsomhed af hensyn til de implicerede, herunder til de sammenhænge, hvori de indgår.

[Klager] har bestridt, at han skulle have medvirket frivilligt, idet [Klager] har oplyst, at han ikke var opmærksom på, at det påklagede klip blev filmet, og at klippet skulle anvendes i en dokumentar.

Da DR ikke over for Pressenævnet har dokumentet, at [Klager] skulle have givet samtykke til offentliggørelsen af optagelsen, lægger nævnet til grund, at [Klager] ikke har givet samtykke til offentliggørelsen.

Nævnet lægger desuden til grund, at optagelserne er foretaget i Enhedslistens telt på Folkemødet på Bornholm, hvor [Klager] var til stede som repræsentant for sin arbejdsplads, [Organisationen].

Optagelserne viser [Klager], der taler med en af de muslimske kvinder, man følger i udsendelsen – [Person 2] – og hendes veninde.

I udsendelsen ses [Klager] ikke udtale sig direkte til kamera eller håndholdt mikrofon.

Mikrofonen ses siddende på [Person 2]s bluse.

Ved vurderingen af, hvorvidt DR var berettiget til at bringe optagelserne af [Klager], må det tillægges betydning, at udsendelsen med fokus på integration og mønsterbrydere om unge muslimske kvinder, der dater danske mænd, har klar almen interesse, men at de konkrete optagelser af [Klager] har begrænset nyheds- og informationsværdi.

Hertil kommer, at optagelserne blev foretaget på Folkemødet, som må anses for at været et offentligt tilgængeligt sted.

Pressenævnet finder, at det påklagede klip fra udsendelsen, hvor der er zoomet ind på [Klager], og hvoraf [Klager]s samtale med [Person 2] og hendes veninde fremgår, indgår i en fortælling og ramme, der er skabt af DR, og som [Klager] ikke var bekendt med, hvilket er krænkende for [Klager].

Hertil kommer, at [Klager] ikke udtaler sig direkte til kamera og håndholdt mikrofon, men der er tale en mindre synlig mikrofon på [Person 2]s bluse.

Nævnet finder på den baggrund, at oplysningerne i det påklagede klip ikke er af en sådan karakter, at DR var berettiget til at bringe dem uden samtykke.

Nævnet udtaler på den baggrund kritik af DR.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR at offentliggøre et resumé af nævnets kendelse.

- Tv-kanalen

Offentliggørelse af nævnets kendelse på DR skal ske snarest på et tidspunkt tæt på samme tidspunkt, som den kritiserede udsendelse og bringes i følgende udformning

En speaker oplyser til et stillbillede af Pressenævnets logo

”Pressenævnet har udtalt kritik af episode 3 af programserien ”Mor, han er dansker” sendt på DR3 i december 2019”.

Billedet skifter til stillbilleder eller levende billeder fra den kritiserede udsendelse, der hjælper seerne med at identificere, hvad det er for en udsendelse, der kritiseres, hvad der klages over, og hvori Pressenævnets kritik består, idet billederne dog ikke må indebære en krænkelse af klager.

Herunder oplæses

”Pressenævnet kritiserer DR for ikke at have indhentet [Klager]s samtykke til at medvirke i episode 3 af programmet ”Mor, han er dansker”, der blev sendt på DR3 i december 2019, og som fortsat er tilgængeligt på dr.dk.

I udsendelsen følger man blandt andet [Person 2], der tager på Folkemødet for at tale om negativ social kontrol, men som også fortæller, at Folkemødet er et godt sted at møde en dansk mand, der er feminist.

[Klager], der er optaget på Folkemødet, hvor han taler med [Person 2] og hendes veninde, så sekvensen indgår både med lyd og billede i udsendelsen, har klaget til Pressenævnet over udsendelsen.

[Klager] mener, at klippet er krænkende for ham, og at DR burde have indhentet hans samtykke til at medvirke i det påklagede klip.

Pressenævnet er enig med [Klager] i, at DR burde have indhentet hans samtykke til at medvirke i klippet.

”

Under et billede af Pressenævnets logo afsluttes oplæsningen

”Pressenævnet har derfor udtalt kritik af DR for ikke at have indhentet samtykke fra klager til at medvirke i udsendelsen.

Hele Pressenævnets kendelse kan ses på Pressenævnets hjemmeside, www.pressenaevnet.dk ”.

Den sidste sætning understøttes af en grafik med Pressenævnets webadresse.

Er udsendelsen fortsat tilgængelig via en internetside eller lignende, skal det beskrevne ind-slag om offentliggørelse af nævnets kendelse vises som en indledning til den pågældende udsendelse.

Endvidere skal der ved udsendelsen være et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af udsendelsen” til nævnets kendelse.

Afgjort den 26. maj 2020

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →