Legislator Case Law & Legislation
W20200931425 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0455

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2020 9314 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0455

KEN#LOKDOK23 2020 9314 Valid

Ikke kritik af DR for omtale af forskers kronik

I en artiklen bragt i december 2019 omtalte DR en forskers kronik, herunder hvorvidt det er en myte, at lavere ydelser får flere i job.

Den omtalte forsker klagede til Pressenævnet blandt andet over den måde, som DR havde inddraget hendes kronik i artiklen, samt over, at hun ikke havde fået tilstrækkelig mulighed for at svare på den kritik, der i artiklen blev rettet mod hendes kronik og forskning.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at DR loyalt havde oplyst personen om artiklens indhold inden offentliggørelsen og gengivet hendes svar herpå i artiklen.

KEN#LOKDOK23 2020 9314 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Detektor: Er det en myte, at lavere ydelser får flere i job?

Nej, siger tre økonomer” , som blev bragt den 9. december 2019 på DRs netavis dr.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har navnlig klaget over artiklens vinkling samt over utilstrækkelig forelæggelse.

1 Sagsfremstilling

Forud for offentliggørelsen

Altinget bragte den 19. november 2019 [Klager]s kronik: ”Forsker: ”Det skal kunne betale sig at arbejde” mangler forskningsbelæg” på Altingets netavis altinget.dk.

Kronikken har følgende underrubrik

”KRONIK: Myten om de fattige antager, at lave sociale ydelser øger jobsøgning.

Der er ikke meget forskningsbelæg for, at arbejdsløse og fattige over en bred kam er mindre motiverede for at arbejde eller er dårligere rollemodeller for deres børn, skriver forsker [Klager].

”

Af kronikken fremgår blandt andet følgende

”Den 1. oktober 2016 trådte det såkaldte kontanthjælpsloft i kraft.

Kontanthjælpsloftet er et af de seneste skud på stammen i en lang række af

beskæftigelsesreformer, der alle på forskellig vis har reduceret det beløb, som

borgere, der står langvarigt uden for arbejdsmarkedet, kan modtage – altså det,

der over en bred kam kaldes sociale ydelser.

[…]

Uanset om vi kigger på helbred, uddannelse og skolegang, social deltagelse og arbejdsmarkedsdeltagelse i voksenlivet, har en opvækst i fattigdom store negative konsekvenser, og konsekvenserne ser ud til at være irreversible.

Vi kan altså med andre ord ikke gøre skaden god igen, når først fattigdommen har påvirket børns helbred, sociale liv og skolegang.

Konsekvenserne af børnefattigdom er på den lange bane dyre både økonomisk og menneskeligt.

Argument er langt fra uden problemer

Men hvorfor gennemfører vi som samfund så alligevel så omfattende reformer af det sociale sikkerhedsnet, når vi samtidig godt ved, at børn lider materielle, sociale og helbredsmæssige afsavn, når forældrenes økonomiske situation tilspidses?

Det helt centrale argument for at reducere sociale ydelser er, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at man ved at reducere de sociale ydelser sikrer, at arbejdsløse er motiverede for at søge arbejde.

Argumentet stammer fra en neoliberal økonomisk teori og baserer sig på en antagelse om, at når de sociale ydelser reduceres, vil de arbejdsløse søge flere jobs og derved hurtigere finde arbejde.

Argumentet er dog langtfra uden problemer.

For det første er der ikke skyggen af evidens for, at arbejdsløse faktisk søger flere jobs, når ydelserne reduceres, eller for, at øget søgeintensitet i sig selv øger sandsynligheden for at få et arbejde.

Slet ikke, når vi ser på langvarigt arbejdsløse.

Dette skyldes sandsynligvis, at de allerede søger de jobs, som der er, og at andre forhold – for eksempel mangel på efterspurgte kompetencer eller helbredsproblemer – afholder arbejdsgiverne fra at ansætte dem.

Antages for at være dårlige rollemodeller for børn

For det andet baserer argumentet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, sig også på et syn på de langvarigt arbejdsløse som nogle, der ikke ønsker at arbejde, hvis ikke de bliver tvunget til det.

Det er med andre ord en antagelse om, at der er nogle særlige personlige eller moralske karakteristika ved de mennesker, som står langvarigt uden for arbejdsmarkedet, og som gør, at de vælger at modtage sociale ydelser fremfor at finde et arbejde.

Antagelsen er, at de arbejdsløse står tydeligt frem, når de beskrives som dårlige rollemodeller for deres børn, som nogle, der ikke har noget at stå op til om morgenen, eller som nogle, der ikke gider stå op om morgenen.

Den står tydeligt frem, når kontanthjælpsmodtagere over en bred kam beskrives som en gruppe af mennesker, der mangler arbejdsidentitet, eller som har en lang række af sociale og adfærdsmæssige problemer, der skal løses, før de kan opføre sig som ansvarlige voksne og finde et arbejde.

Myten om de fattige

I forskningen kender vi denne antagelse som "myten om de fattige" – altså en fortælling om, at mennesker ender i fattigdom eller for den sags skyld på sociale ydelser, fordi de grundlæggende ikke er i stand til at træffe de rigtige og ansvarlige valg for deres eget liv på grund af moralske, psykologiske eller sociale problemer.

Det er en myte, for præcis som med antagelsen om, at meget lave sociale ydelser øger jobsøgningen, så er der heller ikke meget forskningsmæssigt belæg for, at arbejdsløse og fattige over en bred kam er mindre motiverede for at arbejde eller på anden vis er dårligere rollemodeller for deres børn.

Ikke desto mindre lever myten i bedste velgående.

Den stikker eksempelvis hovedet frem, når vi reducerer børnefattigdom til at handle om, at mor og far bare kan finde et arbejde.

Eller i hvert fald som minimum at holde op med at bruge penge på cigaretter og kattemad, når nu familiens økonomi er trængt.

På den måde gør vi både fattigdom og arbejdsløshed til et valg, som den enkelte er fuldt ud herre over at træffe.

Myten bliver særlig problematisk

Myten underkender fuldstændig, at såvel arbejdsløshed som fattigdom i høj grad også afhænger af forhold, som den enkelte ikke har fuld kontrol over.

Eksempelvis efterspørgslen på arbejdskraft, helbred, kompetencer og uddannelse – forhold, der i høj grad påvirkes af de samfundsmæssige rammer og muligheder, der er rundt om den enkelte, og de forskellige opvækstvilkår og helbredsmæssige forudsætninger, som den enkelte har og har haft.

Myten bliver særlig problematisk, fordi den på den måde har været styrende for, hvilke politiske løsninger der tages i brug over for arbejdsløshed, og samtidig også i høj grad har vist sig at styre, hvordan der arbejdes med udsatte familier i praksis.

Fagprofessionelle får ikke øje på fattigdom

Mit eget netop afsluttede forskningsprojekt viser på linje med anden forskning blandt andet, at de fagprofessionelle, der arbejder med udsatte familier, og de, som møder børnene i dagligdagen, slet ikke får øje på fattigdommen eller er bevidste om, at fattigdom i sig selv kan gøre børn og familier udsatte.

[…]

Det er en dyr pris – økonomisk såvel som menneskeligt – at betale for et først og fremmest teoretisk argument om, at det skal kunne betale sig at arbejde.

”

Korrespondance forud for offentliggørelsen

[Klager] var forud for offentliggørelsen af den påklagede artikel i korrespondance med DR via mail.

Pressenævnet har modtaget kopi af mailkorrespondancen.

Den 25. november 2019 skrev DR følgende til [Klager]

”Kære [Klager]

Jeg har netop forsøgt at ringe til dig, desværre uden held.

Jeg er journalist på Detektor på DR og i gang med research til en artikel om effekten af lavere ydelser til arbejdsløse.

Jeg kan se, at du har skrevet et debatindlæg i Altinget ifm.

en serie om børnefattigdom, men hvor du berør emnet.

Du skriver bl.a. at der ikke er ”skyggen af evidens for, at arbejdsløse faktisk søger flere jobs, når ydelserne reduceres, eller for, at øget søgeintensitet i sig selv øger sandsynligheden for at få et arbejde.

”

Den del af indlægget er bl.a. blevet tweetet af [Fagforening A], som skriver, at det er en myte, at lavere ydelser øger jobsøgningen, og Dekan [Dekanen] skriver, at forskning fra Samf-AAU viser, at der ikke er skyggen af evidens for, at arbejdsløse søger flere jobs, når ydelserne reduceres, eller at øget jobsøgning giver bedre sandsynlighed for job.

Så vidt jeg lige kan se, afhænger det imidlertid af, hvilken gruppe af arbejdsløse, man ser på, altså hvor tæt tilknytning, de har til arbejdsmarkedet.

Jeg vil derfor gerne spørge dig, om du kan opklare disse to spørgsmål

* Gælder ovenstående citat fra dit indlæg for alle grupper af arbejdsløse, eller kun for dem, du nævner i indlæggets indledning - borgere, der står langvarigt uden for arbejdsmarkedet?

* Viser din forskning, som [Dekanen] skriver, at der ikke er skyggen af evidens for, at arbejdsløse søger flere job, når ydelserne reduceres?

På forhånd tak.

Dbh.

[Praktikanten]

Praktikant, DR Perspektiv og Fakta”

Samme dag svarede [Klager] følgende til DR

”Kære [Praktikanten]

Jeg er i øjeblikket sygemeldt, men svarer gerne kort på dine spørgsmål.

1) citatet gælder kontanthjælpsmodtagere der er langvarigt arbejdsløse.

Det er dem artiklen handler om.

For andre grupper (fx dagpengemodtagere med høj uddannelse) er billedet lidt mere blandet afhængig af, hvilke studier og subgrupper man kigger på.

For at tale om høj evidens (i den videnskabelige forståelse af ordet) skal der dog være en samlet tendens på tværs af studier af høj kvalitet.

Det er ikke nok med enkelte studier eller en række studier, der viser modsatrettede eller blandede resultater.

Men billedet er mere blandet når man kigger på de stærkeste ledige.

2) [Dekanen]s' tweet står for hans egen regning.

Enten har han misforstået kronikkens indhold eller også referer han til anden forskning end min.

Det kan må du hellere afklare med ham selv.

Kronikken er skrevet pba af litteraturstudier af den eksisterende forskning og for den sidste del af kronikkens vedkommende mit eget forskningsprojekt.

Det fremgår tydeligt hvornår jeg referer til egen forskning.

Håber det er tilstrækkeligt svar.

Dbh

[Klager]

Associate Professor, Ph.d.

Department of Sociology and Social Work

Aalborg University”

Senere samme dag svarede DR følgende

”Kære [Klager]

Mange tak for svaret.

Hvis vi går videre med historien og taler med [Dekanen], må vi så citere dig for, at han enten har misforstået kronikkens indhold eller også referer til anden forskning end din?

Dbh

[Praktikanten]

Praktikant, DR Perspektiv og Fakta”

Hertil svarede [Klager]

”Kære [Praktikanten]

Som skrevet fremgår det helt tydeligt i min kronik, hvad der taget fra min egen empiriske forskning og hvad der trækker på den forskningsbaserede viden vi generelt har.

Jeg synes helt ærligt du skal spørge [Dekanen] selv om hans tweet.

Jeg har intet haft med det at gøre og så det først efterfølgende.

Så jeg aner hvad han har af grundlag for at skrive som han gør.

Det ved han helt sikkert bedst selv.

Men handler det faktisk om min forskning, så har han misforstået kronikkens indhold.

Og det må du selvfølgelig gerne gøre ham opmærksom på.

Jeg havde selv tænkt mig at gøre netop det, da jeg synes det er træls at det fremstår som om, han referer til min forskning.

Men jeg var sygemeldt, da kronikken blev bragt og er det fortsat.

Hvis der er spørgsmål til indholdet i min kronik eller til min forskning vil jeg selvfølgelig rigtig gerne tale med dig om det, når jeg er raskmeldt igen.

Og du må selvfølgelig også altid gerne henvende jer med andre spørgsmål.

Men jeg vil sætte stor pris på ikke at blive blandet yderligere ind i, hvad min dekan eller andre foretager sig på sociale medier.

Det håber jeg du kan sætte dig ind i.

Dbh

[Klager]

Associate Professor, Ph.d.

Department of Sociology and Social Work

Aalborg University”

Den 3. december 2019 skrev DR videre til [Klager]

”Kære [Klager]

Jeg beklager at forstyrre dig igen, når du er sygemeldt.

Imidlertid refererer vi til dit indlæg i Altinget i vores artikel, og jeg har derfor to korte spørgsmål til indlægget, som jeg håber, du vil svare på.

Grunden til, at vi refererer til indlægget, er, at flere politiske aktører henviser til det på Twitter i debatten om effekterne af lave ydelser til arbejdsløse.

De to spørgsmål er

1.

Vi har talt med tre andre forskere inden for området.

De siger alle tre, at der er ingen eller begrænset evidens for, at lave ydelser har en effekt på de svageste grupper af arbejdsløse, men at der er god evidens for, at lavere ydelser øger beskæftigelsen hos nogle grupper af arbejdsløse.

Anerkender du, at der er evidens for, at beskæftigelsen øges for nogle grupper arbejdsløse, når ydelserne sænkes?

2.

I dit indlæg skriver du: ”For det første er der ikke skyggen af evidens for, at arbejdsløse faktisk søger flere jobs, når ydelserne reduceres, eller for, at øget søgeintensitet i sig selv øger sandsynligheden for at få et arbejde.

Slet ikke, når vi ser på langvarigt arbejdsløse.

” Mener du, det er tydeligt nok, at udsagnet kun gælder de svageste arbejdsløse, der er længst fra arbejdsmarkedet?

På forhånd tak.

Dbh

[Praktikanten]

Praktikant, DR Perspektiv og Fakta”

Samme dag svarede [Klager] følgende

”Kære [Praktikanten]

Hermed svar

1) ja, som skrevet i mine tidligere svar, handler kronikken om langvarige kontanthjælpsmodtagere.

Her er der, som du selv skriver, ikke evidens for at lave ydelser medfører øget jobsøgning eller beskæftigelse.

Som jeg allerede har svaret dig et par gange er billedet lidt mere blandet, når man kigger på andre grupper.

Effekterne er dog generelt små og studierne er ikke over en bred kam entydige.

Men der er undergrupper, hvor der er studier som peger på en effekt.

Mit forskningsområde er kontanthjælp og ydelser til udsatte borgere og her har jeg naturligvis lavet omfattende studier af den eksisterende forskning.

Men jeg kan ikke med sikkerhed sige, om der findes generelle tendenser på tværs af studier for specifikke undergrupper af andre grupper af ledige eller om studierne er så entydige at der er tale om stærk, moderat, svag eller ingen evidens.

For at der er tale om evidens skal der være tale om generelle tendenser på tværs af mange (kvantitative) studier af høj kvalitet.

Du kan evt.

tjekke evidenshierakiet som også benyttes af bl.a. Beskæftigelsesministeriet, hvis du har brug for en oversigt over, hvornår noget er evidens.

Men ellers er der andre forskere som har ressourcestærke ledige, indvandrere mv som deres område og som er langt bedre til at uddybe forskningen på dette felt, end jeg er.

Det handler - stadig - ikke om manglende anerkendelse, men om at min kronik ikke handler om disse grupper.

2) kronikken er en del af en debatserie om udsatte familier og børnefattigdom.

Den er derfor skrevet ind i den konkrete debat og med afsæt i de indlæg i debatserien, som allerede var udgivet.

Men læser man kronikken ude af konteksten, og læser den enkelte sætning uden at læse hele kronikken, kan alt selvfølgelig læses mere bombastisk end det reelt er skrevet.

Havde kronikken ikke været en del af en allerede veldefineret og igangværende debatserie havde jeg formentlig præciseret udsagnet yderligere.

Det samme gælder, hvis jeg havde forventet at enkeltsætninger skulle læses alene og uden det, der kom før og efter i teksten.

Spørgsmålet er selvfølgelig om det er rimeligt på den måde at læse udsagn dekoblet fra konteksten?

Det spørgsmål vil jeg ikke kaste mig over at besvare her.

Nu tjekkede jeg tilfældigvis min mail idag fordi jeg har noget undervisning, der skal aflyses.

Men jeg vil herfra gerne bede om at du respekterer at jeg er sygemeldt og at jeg selvfølgelig ikke kan tale med pressen i arbejdssammenhæng samtidig med at min arbejdsgiver modtager sygedagpenge.

Mvh.

[Klager]

Associate Professor, Ph.d.

Department of Sociology and Social Work

Aalborg University”

Den påklagede artikel

DR bragte den 9. december 2019 artiklen ”Detektor: Er det en myte, at lavere ydelser får flere i job?

Nej, siger tre økonomer” på DRs netavis dr.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Men effekten er størst for dem, der er tæt på arbejdsmarkedet.

”

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”Kommer arbejdsløse hurtigere ud af jobkøen, hvis man sætter deres dagpenge og kontanthjælp ned?

Det er en af de evige diskussioner på - og uden for - Christiansborg.

Men for nylig kunne dekanen fra [Fakultetet] på Aalborg Universitet feje al tvivl af bordet

- Forskning fra SAMF-AAU viser, at der ikke er skyggen af evidens for, at arbejdsløse faktisk søger flere jobs, når ydelserne reduceres, eller at øget jobsøgning højner sandsynligheden for beskæftigelse, skrev dekan [Dekanen] på Twitter, hvor han også fik opbakning fra flere fagforeninger.

Detektor har spurgt en overvismand, en økonomiprofessor og en forskningsleder, om det nu også kan passe?

Det korte svar er: Nej.

Det lidt længere svar følger herunder.

En gang til for prins Knud

Dekan [Dekanen] underbyggede sit tweet med et link til et debatindlæg i Altinget, som en forsker fra Aalborg Universitet havde skrevet.

Samme indlæg delte blandt andre næstformanden i [Fagforening B], [Næstformanden], og fagforeningen [Fagforening A].

Til artiklen er indsat et skærmbillede af et tweet fra Twitterbrugeren [Næstformanden], som er delt den 19. november 2019.

Af tweetet fremgår følgende

”Endnu engang: Lave ydelser bidrager ikke til større beskæftigelse og folk på overførselsindkomst har ikke dårligere arbejdsmoral.

Til gengæld har det store konsekvenser og vi som fagfolk skal være skarpe på de særlige sociale problemer det skaber #dkpolaltinget.dk/arbejdsmarked/artikel/forsker-det-skal-kunne-betale-sig-at-arbejde-mangler-forskningsbelaeg#.

XdRC9EA3hvc.

twitter”

Artiklen fortsætter herefter

¬”- Endnu engang: Lave ydelser bidrager ikke til højere beskæftigelse, og folk på overførselsindkomst har ikke dårligere arbejdsmoral, skrev [Næstformanden], mens beskeden fra [Fagforening A] lød sådan her

- Så tager vi den en gang til for prins Knud.

Det er en myte, at lavere ydelser øger jobsøgning”.

Til artiklen er endvidere indsat et skærmbillede af et tweet fra Twitterbrugeren [Fagforening A], som er delt den 20. november 2019.

Af tweetet fremgår følgende

”Og så tager vi den én gang til for Prins Knud: Det er en myte, at lave ydelser øger jobsøgning.

Tværtimod.

Lavere ydelser presser børn ud i fattigdom, med livslange negative konsekvenser til følge.

Stop klapjagten på de svageste.

#dkpol#dksocial#dkøkoaltinget.dk/artikel/forsker-det-skal-kunne-betale-sig-at-arbejde-mangler-forskningsbelaeg”

Artiklen fortsætter herefter

Det har Detektor fundet ud af

Detektor har talt med tre eksperter i økonomi og arbejdsmarkedsforskning.

[Professoren] er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og økonomisk overvismand.

Han var i 2015 med til at gennemgå den eksisterende forskning på området og er derfor ikke i tvivl

- Der er ret stor grad af evidens for, at hvis man for eksempel sætter ydelsen ned, så er ledighedsperioden også kortere, siger han og bakkes op af [Forskningslederen], forskningsleder i [Fonden].

- Den påstand holder ikke, for der er ganske god evidens for, at lavere ydelser fører til, at flere kommer i job, siger [Forskningslederen], som i 2015 gennemgik forskningen for KORA.

Begge henviser til, at forskningen tydeligt viser, at lavere ydelser især får nogle grupper af arbejdsløse hurtigere i job.

Det gælder blandt andet dagpengemodtagere og nogle grupper af indvandrere.

Til gengæld understreger de, at effekten af lavere ydelser er størst for de arbejdsløse, der er tæt på arbejdsmarkedet.

Mindre eller helt fraværende kan effekten være, når det gælder de svageste arbejdsløse, herunder langtidsledige på kontanthjælp og personer med nedsat arbejdsevne.

[Forskningslederen] mener derfor også, det er relevant at have øje for de utilsigtede konsekvenser, som lavere ydelser kan have.

Det gælder for eksempel børn, der vokser op i fattigdom.

- Faren ved at sige, om det er rigtigt eller forkert, at nedsatte ydelser får flere i job, er, at vi fokuserer lidt entydigt på det udsagn og ikke den bredere diskussion af, om det er en god ide, siger han.

Lektor: Alt kan læses mere bombasitisk

Detektor har også kontaktet [Klager], der står bag det debatindlæg i Altinget, som påstanden stammer fra.

Hun er lektor på [Instituttet] ved Aalborg Universitet.

I indlægget skriver [Klager] rigtigt nok, at der ikke er ”skyggen af evidens for, at arbejdsløse faktisk søger flere jobs, når ydelserne reduceres, eller for, at øget søgeintensitet i sig selv øger sandsynligheden for at få et arbejde”.

Men [Klager] skriver i en mail til Detektor, at indlægget kun handler om konsekvenserne af kontanthjælpsloftet for langtidsledige kontanthjælpsmodtagere.

Hun henviser til, at indlægget er en del af en debatserie om udsatte familier og børnefattigdom.

- Læser man kronikken ude af konteksten og læser den enkelte sætning uden at læse hele kronikken, kan alt selvfølgelig læses mere bombastisk, end det reelt er skrevet, skriver hun til Detektor.

- Havde kronikken ikke været en del af en allerede veldefineret og igangværende debatserie, havde jeg formentlig præciseret udsagnet yderligere.

Dekan: Jeg lod mig rive med

Detektor har også kontaktet dekan [Dekanen] fra [Fakultetet] på Aalborg Universitet.

Han kalder nu sin udlægning af forskningen for ”en stramning”

- I mit tweet skriver jeg, at der ikke er skyggen af evidens for, at arbejdsløse faktisk søger flere jobs, når ydelserne reduceres, eller at øget jobsøgning højner sandsynligheden for beskæftigelse.

Her burde der være skrevet langvarigt arbejdsløse.

Uden denne præcisering er der tale om en stramning, skriver han i en mail til Detektor.

- Set i bakspejlet lod jeg mig rive med af Altingets noget bombastiske rubrik.

[Fagforening A]: Det er stadig en myte

Hos [Fagforening A] mener formand [Formanden], at de økonomiske eksperter tager fejl.

- Jeg vil komme med den påstand, at selvom jeg ikke er forsker, har vi et erfaringsgrundlag og en viden om i hvert fald [Fagforening A]s medlemmer, som er blevet ledige, som viser, at det er ikke lave ydelser, der får folk til at søge job, siger hun til Detektor.

I skriver, at det er en myte, at lavere ydelser øger jobsøgning.

Det lyder jo som en helt generel påstand og ikke som en, der drejer sig om en enkelt gruppe?

- Når vi snakker lavere ydelser, er det f.eks. folk på kontanthjælp og folk, der er parkeret på ressourceforløbsydelsen.

Er det ikke en relevant nuance at have med, at det er den gruppe, I taler om, og ikke arbejdsløse generelt?

- Ej, må jeg ikke lige bede om en lille smule professionalisme?

I kan gå ind og finde tonsvis i [Fagforening A] Fagbladet, hvor vi har plads til at skrive mere nuanceret.

Vi kan jo ikke i et tweet forklare, at man skal se bort fra den og den gruppe.

Alene i [Fagforening A] har vi 52 forskellige faggrupper, og alle faggrupper har forskellige udfordringer, og vi håndterer det forskelligt.

Vil det sige, at du anerkender, at der er nogle grupper, hvor lave ydelser kan øge jobsøgningen og beskæftigelsen?

- Nej.

Det gør du ikke?

- Nej, det gør jeg ikke.

Hele vores system bygger på, at man får en ydelse, hvis man er aktivt jobsøgende.

Det er det system, der er med til at motivere til, at man søger job.

Og langt de fleste mennesker har i udpræget grad lyst til at forsørge sig selv.

Men det er jo ikke det, vi diskuterer.

Vi diskuterer, om det er korrekt, at det er en myte, at lave ydelser ikke øger jobsøgningen.

- Ja, og du får det samme svar.

Jeg mener, det er en myte, at lave ydelser øger jobsøgningen.

Også selvom der er forskning, som viser, at for nogle grupper øger det faktisk beskæftigelsen?

- Ja, fordi det er spørgsmålet om, hvordan man har undersøgt det.

Det tør jeg godt stille spørgsmålstegn ved.

Mener du stadig, at jeres tweet er retvisende?

- Ja, jeg mener stadig, at vores tweet er retvisende.

Socialrådgivere: Vil ikke benægte fakta

Hos [Fagforening B] anerkender næstformand [Næstformanden], at lavere ydelser kan have en effekt.

Hun mener dog, man bør fokusere mere på de sociale konsekvenser.

- Når jeg skriver lave ydelser, mener jeg kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen.

Jeg baserer det på, at Beskæftigelsesministeriets seneste tal var meget lave for, hvor mange der var kommet i arbejde.

Samtidig kan vi se, at der er meget store konsekvenser af det.

Kan du forstå, hvis man får det indtryk, når man læser dit opslag, at din påstand gælder arbejdsløse generelt og ikke kun nogle bestemte grupper arbejdsløse?

- Ja, til dels, men hvis man klikker ind i artiklen, kan man jo se, at det er de her grupper, det handler om.

Anerkender du, at det virker for nogle grupper af arbejdsløse at sænke ydelserne?

- Jeg vil ikke benægte fakta om andre grupper af arbejdsløse.

Men [Fonden] lavede en undersøgelse i sommer, som viste, at dagpengereformen ikke gjorde så stor en forskel, som man måske havde regnet med.

Men du anerkender, at der er nogle grupper, hvor man kan sige, at det her rent faktisk har en effekt?

- Ja.

Vil du holde fast i, at lave ydelser ikke bidrager til større beskæftigelse, som du skriver i dit tweet?

- Ja, det vil jeg, fordi der er så få, der kommer i beskæftigelse af lave ydelser, men til gengæld har det meget store sociale konsekvenser.

Det, synes jeg, er rigtig vigtigt at holde fast i.

”

Efter offentliggørelsen

[Klager] var efter offentliggørelsen af den påklagede artikel i videre korrespondance med DR om sine indsigelser mod artiklen.

DR bragte i den forbindelse den 17. januar 2020 offentliggørelsen af Lytternes, Seernes og Brugernes Redaktørs afgørelse i [Klager]s klage under overskriften ”Forskers kritik af ’Detektor’ afvist: Artiklen om ledige var ikke misvisende og fejlagtig ” på dr.dk på siden ”Etik og rettelser”.

[Klager] klagede den 10. december 2019 til DR, som den 14. januar 2020 afviste klagen.

[Klager]s klage over DRs afvisning er modtaget i Pressenævnet den 20. januar 2020.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Korrekt information og overskrifters dækning

[Klager] har anført, at artiklens vinkling, herunder overskriften og underrubrikken er misvisende og efterlader læserne med det ukorrekte indtryk, at hendes forskning ikke er korrekt.

[Klager] har henvist til, at hendes kronik omhandler langvarigt arbejdsløse, og indholdet i kronikken er fuldt dækkende for denne gruppe af borgere, men ikke nødvendigvis for andre grupper.

Overskriften ”Er det en myte at lavere ydelser får flere i job?

Nej siger tre økonomer” ikke har dækning.

En korrekt overskrift havde været ”Er det en myte at lave ydelser får flere i job?

Ja, når man ser på langvarige kontanthjælpsmodtager og sygemeldte.

Nej når man ser de stærkeste dagpengemodtagere og visse grupper af indvandrere.

For de resterende grupper er der ikke et entydigt svar.

” Denne overskrift virker dog næppe lige så godt som ”clickbait”, men den havde modsat den bragte overskrift været korrekt, hvilket bør tælle for et medie, der afslører løgn, spin og halve sandheder.

Underrubrikken ”Men effekten er størst for dem, der er tættest på arbejdsmarkedet” giver læseren et indtryk af, at der også er effekter for de resterende grupper, men at effekterne blot er mindre, hvilket ikke er tilfældet.

[Klager] har endvidere anført, at DR har gengivet citaterne fra de økonomiske eksperter på en måde, hvor det ikke fremgår tydeligt, at udtalelserne handler om bestemte grupper (dagpengemodtagere og visse grupper af indvandrere).

Forskningen kan ikke stilles så simpelt op, som DR har gjort det i artiklen.

En inklusion af andre typer af studier og studier af andre grupper af borgere ville have ført til en anden konklusion i forhold til langvarigt arbejdsløse end den, der er i artiklen.

Diskussionen om sociale ydelser og effekter i forhold til beskæftigelse er kompleks, og der er videnskabelig uenighed på tværs af fagfelter.

Der er således andre relevante aspekter, som DR skulle have inddraget.

[Klager] har henvist til, at DR har delt artiklen på Facebook med kommentaren

”Der er ret stor evidens for at hvis man for eksempel sætter ydelsen ned, så er ledighedsperioden kortere.

”

Der er ikke nogen evidens for, at lavere ydelser fører til øget beskæftigelse.

DR har i artiklen skrevet, at

”Mindre eller helt fraværende kan effekten være, når det gælder de svageste arbejdsløse, herunder langtidsledige på kontanthjælp og personer med nedsat arbejdsevne.

”

Det havde været korrekt af DR at skrive, at effekterne er fraværende, og at der på tværs af forskningen på området ikke påvises nogen evidens for, at lavere ydelser fører til øget beskæftigelse.

Afsnittet er det eneste sted i artiklen, hvor DR har nævnt, at der ikke er belæg for, at lavere ydelser fører til øget beskæftigelse for de grupper, som [Klager]s kronik handler om.

Det er dog meget vagt, og DR har altså mindst fire gange understreget, at evidensen varierer.

DR har nævnt det én gang og endda på en måde, der stadig efterlader læserne med indtrykket, at der faktisk er nogen (om end lille) effekt for de grupper, som [Klager] har skrevet om.

Et mere nuanceret blik på området ville også have afsløret, at forskningen ikke kan stilles helt så simpelt op.

Nogle undersøgelser måler, om folk forlader den konkrete ydelse eller offentlige ydelser generelt.

Dette er bestemt ikke det samme som, at folk kommer i beskæftigelse.

Andre måler reel beskæftigelse.

Nogle undersøgelser er longitudinelle studier, der er følsomme over for konjunkturer, politiske tiltag mv., og en del undersøgelser er lavet i lande, hvor arbejdsmarkedet og ydelsessystemerne ikke er generaliserbare til Danmark.

Andre er randomiserede kontrollerede forsøg – nogle på større populationer, andre på ganske små populationer, hvilket naturligvis betyder en del for sikkerheden i resultaterne.

Nogle studier finder også, at risikoen for at borgeren helt forlader arbejdsstyrken, stiger, når ydelser bortfalder eller bliver meget lave, hvilket også havde været relevante perspektiver at inddrage.

Som spørger får man svar, og det bærer artiklen også præg af.

Forelæggelse

[Klager] har anført, at hun ikke har fået en reel mulighed for at svare på den kritik, der er rettet mod hendes forskning i artiklen, idet DR i den forudgående korrespondance gav det indtryk, at der var tale om en generel artikel om emnet og gengivelserne af [Klager]s forskning på Twitter og ikke selve indholdet af hendes kronik.

Artiklen er i ligeså høj grad en kritik af [Klager]s forskning, som den er en kritik af en række tweets på Twitter.

Såfremt [Klager] havde været klar over, at dette var formålet med artiklen, ville hun have bedt DR om at få lov til at svare på kritikken og fremlægge dokumentationen for indholdet af hendes kronik.

[Klager] har dermed ikke fået en reel mulighed for at forsvare og dokumentere kronikken og sin forskning fyldestgørende.

Privatlivets fred

[Klager] har anført, at hun ikke forud for offentliggørelsen af afgørelsen i hendes klagesag ved DRs Lytternes, Seernes og Brugernes Redaktør blev gjort opmærksom på, at hun ikke ville blive anonymiseret, og at DR i den forbindelse har offentliggjort hendes mails, der ikke var en del af hendes klage, som omhandler hendes kronik og med vilje ikke var vedlagt klagen.

2.2 DRs synspunkter

Korrekt information og overskrifters dækning

DR har indledningsvis oplyst, at Detektor blandt andet er en samling af artikler, der udkommer i digitalt format på dr.dk.

Detektors formål er at undersøge, om politikere, institutioner, meningsdannere og andre i den offentlige debat kan dokumentere deres påstande.

Detektors artikler tager derfor udgangspunkt i en konkret påstand og konkluderer på baggrund af grundig research og interviews med ekspertkilder, om påstanden kan dokumenteres eller ej.

Denne konklusion udgør også grundlaget for overskrift og underrubrik på Detektors artikler.

Dette gælder også i det konkrete tilfælde, hvor overskriften lyder: ”Detektor: Er det en myte, at lavere ydelser får flere i job?

Nej, siger tre økonomer” , og underrubrikken ”Men effekten er størst for dem, der er tæt på arbejdsmarkedet” .

Artiklen tager udgangspunkt i tre tweets på Twitter, der har det tilfælles, at det hævdes, at lavere ydelser ikke øger beskæftigelsen.

De omtalte tweets er afsendt af henholdsvis [Dekanen], der er dekan ved [Fakultetet] på Aalborg Universitet, [Næstformanden], der er næstformand i [Fagforening B], og fagforeningen [Fagforening A].

I de tre tweets er et link til [Klager]s kronik.

DR har dog bemærket, at de omtalte tweets – heller ikke efter DRs opfattelse – nødvendigvis er en korrekt udlægning af [Klager]s kronik.

Detektor har bedt tre økonomer forholde sig til, om der er videnskabeligt belæg for den påstand, som fremføres i de tre tweets.

De tre økonomer afviser alle, at påstanden er korrekt.

Det gør de med henvisning til den videnskabelige litteratur på området, som ifølge økonomerne viser, at lavere ydelser har en effekt for nogle grupper af arbejdsløse, mens den har eller kan have mindre eller ingen effekt for andre grupper.

De tre økonomer er udvalgt på baggrund af deres indsigt i den eksisterende videnskabelige litteratur på det konkrete område.

De har alle haft tekststykket under mellemrubrikken ”Det har Detektor fundet ud af” til gennemsyn med henblik på at rette faktuelle fejl og misforståelser i udlægningen af den eksisterende viden.

Detektor har ud over de tre økonomer og [Klager] været i kontakt med afsendere af de tre tweets, som undersøges.

DR har afvist, at artiklens vinkling, herunder overskriften og underrubrikken er misvisende og efterlader læserne med det ukorrekte indtryk, at [Klager]s forskning ikke er korrekt.

DR har anført, at det fremgår af den samlede artikel, at såvel overskriften og underrubrikken som økonomernes udsagn er rettet mod de tre tweets og ikke [Klager]s kronik – uanset at der i de tre tweets linkes til kronikken.

Dette fremgår efter DRs opfattelse også af opbygningen af artiklen, der først behandler de tre tweets, derefter en vurdering foretaget af de tre økonomer, og endelig afsnittet ”Lektor: Alt kan læses mere bombastisk” , hvoraf det fremgår, at [Klager]s kronik, herunder et citat herfra, kun handler om langtidsledige kontanthjælpsmodtagere.

Det er desuden DRs opfattelse, at det netop fremgår af artiklen, at de tre tweets er udtryk for en unuanceret udlægning af [Klager]s kronik, hvorfor de adspurgte økonomers kritik af påstanden i de tre tweets ikke udgør en kritik af [Klager] og heller ikke er egnet til at blive opfattet som en kritik heraf.

DR har bemærket, at det i artiklen netop understreges, at [Klager]s kronik er en del af en debatserie om udsatte familier og børnefattigdom og kun omhandler langvarige kontanthjælpsmodtagere.

[Klager] citeres for, at det konkrete citat ude af kontekst kan læses mere bombastisk, og at hun formentlig ville præcisere udsagnet yderligere, hvis det ikke var en del af en allerede veldefineret og igangværende debatserie.

DR har anført, at det fremgår flere steder af artiklen, at effekten for ”de svageste arbejdsløse” er mindre eller helt fraværende.

Det er også DRs klare opfattelse, at det tydeligt fremgår af artiklen, at de adspurgte eksperters udtalelser om at lavere ydelser fører til øget beskæftigelse, kun gælder for bestemte grupper.

DR har henvist til følgende fra artiklen

”Lavere ydelser får nogle grupper af arbejdsløse hurtigere i job, men har ingen effekt på de svageste arbejdsløse, siger eksperter.

” (billedteksten)

[…]

”Begge henviser til, at forskningen tydeligt viser, at lavere ydelser især får nogle grupper af arbejdsløse hurtigere i job.

Det gælder blandt andet dagpengemodtagere og nogle grupper af indvandrere.

Til gengæld understreger de, at effekten af lavere ydelser er størst for de arbejdsløse, der er tæt på arbejdsmarkedet.

Mindre eller helt fraværende kan effekten være, når det gælder de svageste arbejdsløse, herunder langtidsledige på kontanthjælp og personer med nedsat arbejdsevne.

”

[…]

”I indlægget skriver [Klager] rigtigt nok, at der ikke er "skyggen af evidens for, at arbejdsløse faktisk søger flere jobs, når ydelserne reduceres, eller for, at øget søgeintensitet i sig selv øger sandsynligheden for at få et arbejde".

Men [Klager] skriver i en mail til Detektor, at indlægget kun handler om konsekvenserne af kontanthjælpsloftet for langtidsledige kontanthjælpsmodtagere.

”

Ovenstående har dækning i de adspurgte økonomers udsagn.

Tekststykket har været til gennemsyn hos de tre økonomer, der påpegede, at ”kan være” er mere præcist, fordi der er studier, der viser, at der også er effekter for langtidsledige, men at disse studier primært er udenlandske.

DR har bemærket, at det tydeligt fremgår, at udsagnet stammer fra de adspurgte økonomer.

[Klager] har flere gange i sin korrespondance med DR både før og efter offentliggørelsen af artiklen understreget, at hendes kronik kun handler om langvarige kontanthjælpsmodtagere.

DR har henvist til [Klager]s mail af 3. december 2019 hvor hun svarer på spørgsmålet om, hvorvidt hun anerkender, at der er effekt for nogle arbejdsløse.

DR har med henvisning til ovenstående anført, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at lægge vægt på de adspurgte økonomers udsagn om effekterne for dagpengemodtagere og visse grupper af indvandrere.

DR har endvidere anført, at overskriften og underrubrikken er en retvisende sammenfatning af den samlede artikel, særligt de adspurgte økonomers udsagn.

Underrubrikken indikerer, at effekten er mindre eller fraværende for dem, der er længere fra arbejdsmarkedet.

En overskrift og en underrubrik er netop en sammenfatning af en artikels indhold og kan således ikke tage højde for alle nuancer og aspekter af det emne, der behandles i en artikels brødtekst.

I artiklens brødtekst nuanceres overskriften og underrubrikken netop.

Forelæggelse

DR har anført, at artiklen ikke rejser kritik af [Klager]s kronik.

Der er i stedet tale om, at det er udlægningen af [Klager]s kronik i de tre omtalte tweets, som der rejses kritik af.

Det fremgår således af korrespondancen med [Klager], at hun blandt andet fik forelagt [Dekanen] og [Fagforening A]s tweets, samt udsnit fra hendes egen kronik, som hun fik mulighed for at præcisere.

[Klager] fik dermed mulighed for at kommentere ikke blot på de omtalte tweets, men også på spørgsmålet om, hvorvidt hendes kronik – efter hendes opfattelse – var formuleret på en sådan måde, at hun selv havde givet anledning til udlægningen i de omtalte tweets.

Det er DRs opfattelse, at DR loyalt har oplyst [Klager] om den sammenhæng, oplysningerne ville blive bragt i.

Det fremgår blandt andet af DRs mails til [Klager], at der er tale om en artikel om effekten af lavere ydelser til arbejdsløse, at DR i artiklen refererer til [Klager]s kronik og de omtalte tweets, ligesom [Klager] bliver spurgt ind til indholdet af sin kronik og sin forskning.

På baggrund af [Klager]s svar på forelæggelsen fremgår det af artiklen, at hendes kronik er en del af en debatserie om udsatte familier og børnefattigdom og handler om langvarige kontanthjælpsmodtagere.

[Klager] citeres i artiklen for, at det udsnit af hendes kronik, som har dannet grundlag for de omtalte tweets, ude af kontekst kan læses mere bombastisk, og at hun formentlig ville præcisere udsagnet, hvis det ikke var en del af denne debatserie.

Der er efter DRs opfattelse tale om en loyal gengivelse af de af [Klager]s bemærkninger, som var relevante for artiklen, nemlig om, hvorvidt påstanden i de tre tweets var en korrekt udlægning af [Klager]s kronik.

Privatlivets fred

DR har anført, at klagepunktet relateret til Lytternes, Seernes og Brugernes Redaktør bør afvises, da det falder uden for Pressenævnets kompetence.

Lytternes, Seernes og Brugernes Redaktør varetager klagebehandlingen i andet led i DRs klagesystem, og Lytternes, Seernes og Brugernes Redaktørs afgørelser mv. adskiller sig fra indholdet af DRs artikler og udsendelser (det redaktionelle stof).

Spørgsmål om anonymisering i forbindelse med offentliggørelse af Lytternes, Seernes og Brugernes Redaktørs afgørelser og offentliggørelse af [Klager]s mails i den anledning er ikke spørgsmål, der vedrører god presseskik.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

Kompetence

[Klager] har klaget over, at hun ikke forud for offentliggørelsen af afgørelsen i hendes klagesag ved DRs Lytternes, Seernes og Brugernes Redaktør blev gjort opmærksom på, at hun ikke ville blive anonymiseret, og at DR i den forbindelse har offentliggjort hendes mails, der ikke var en del af hendes klage, som omhandler hendes kronik og med vilje ikke var vedlagt klagen.

Pressenævnet bemærker, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmålet om, hvorvidt mediers interne klageorganer har handlet i overensstemmelse med deres instrukser, falder uden for Pressenævnets kompetence.

Dette forhold behandles derfor ikke.

God presseskik

Korrekt information og overskrifters dækning

[Klager] har klaget over, at artiklens vinkling, herunder overskriften ”Er det en myte at lavere ydelser får flere i job?

Nej siger tre økonomer” og underrubrikken ”Men effekten er størst for dem, der er tættest på arbejdsmarkedet” er misvisende og efterlader læserne med det ukorrekte indtryk, at hendes forskning ikke er korrekt.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.

1 og A.

6.

Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Artiklen omhandler, hvorvidt det er en myte, at lavere ydelser får flere i job.

I artiklen er refereret til [Klager]s kronik.

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”[…]

- Der er ret stor grad af evidens for, at hvis man for eksempel sætter ydelsen ned, så er ledighedsperioden også kortere, siger han og bakkes op af [Forskningslederen], forskningsleder i [Fonden].

- Den påstand holder ikke, for der er ganske god evidens for, at lavere ydelser fører til, at flere kommer i job, siger [Forskningslederen], som i 2015 gennemgik forskningen for KORA.

Begge henviser til, at forskningen tydeligt viser, at lavere ydelser især får nogle grupper af arbejdsløse hurtigere i job.

Det gælder blandt andet dagpengemodtagere og nogle grupper af indvandrere.

Til gengæld understreger de, at effekten af lavere ydelser er størst for de arbejdsløse, der er tæt på arbejdsmarkedet.

Mindre eller helt fraværende kan effekten være, når det gælder de svageste arbejdsløse, herunder langtidsledige på kontanthjælp og personer med nedsat arbejdsevne.

[Forskningslederen] mener derfor også, det er relevant at have øje for de utilsigtede konsekvenser, som lavere ydelser kan have.

Det gælder for eksempel børn, der vokser op i fattigdom.

- Faren ved at sige, om det er rigtigt eller forkert, at nedsatte ydelser får flere i job, er, at vi fokuserer lidt entydigt på det udsagn og ikke den bredere diskussion af, om det er en god ide, siger han.

[…]

Lektor: Alt kan læses mere bombasitisk

Detektor har også kontaktet [Klager], der står bag det debatindlæg i Altinget, som påstanden stammer fra.

Hun er lektor på [Instituttet] ved Aalborg Universitet.

I indlægget skriver [Klager] rigtigt nok, at der ikke er ”skyggen af evidens for, at arbejdsløse faktisk søger flere jobs, når ydelserne reduceres, eller for, at øget søgeintensitet i sig selv øger sandsynligheden for at få et arbejde”.

Men [Klager] skriver i en mail til Detektor, at indlægget kun handler om konsekvenserne af kontanthjælpsloftet for langtidsledige kontanthjælpsmodtagere.

Hun henviser til, at indlægget er en del af en debatserie om udsatte familier og børnefattigdom.

- Læser man kronikken ude af konteksten og læser den enkelte sætning uden at læse hele kronikken, kan alt selvfølgelig læses mere bombastisk, end det reelt er skrevet, skriver hun til Detektor.

- Havde kronikken ikke været en del af en allerede veldefineret og igangværende debatserie, havde jeg formentlig præciseret udsagnet yderligere.

”

Pressenævnet finder, at DR ikke har overskredet de vide rammer for redaktørens redigeringsret ved at have medtaget kildernes udsagn, der fremtræder som generelle udsagn, og idet det tydeligt fremgår, at der er tale om en gengivelse af kildernes vurderinger.

Nævnet finder endvidere, at artiklens overskrift og underskrift har dækning i artiklens brødtekst.

Nævnet udtaler derfor ikke kritik af DR for at bringe udsagnene i sammenhæng med omtalen af [Klager]s kronik eller af overskriftens og underrubrikkens formulering.

Forelæggelse

[Klager] har klaget over, at hun ikke har fået en reel mulighed for at svare på den kritik, der er rettet mod hendes forskning i artiklen, idet DR i den forudgående korrespondance gav det indtryk, at der var tale om en generel artikel om emnet og gengivelserne af [Klager]s forskning på Twitter og ikke selve indholdet af hendes kronik.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.

3.

På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at DR den 25. november 2019 via mail fremsendte to spørgsmål til [Klager], og at [Klager] samme dag sendte sit svar til DR.

DR fremsendte den 3. december 2019 to opfølgende spørgsmål til [Klager], hvortil [Klager] sendte sit svar samme dag.

Nævnet har endvidere lagt til grund, at DR under mailkorrespondancen forud for offentliggørelsen loyalt oplyste [Klager] om indholdet af den påklagede artikel.

Da [Klager] var bekendt med artiklens emne og var loyalt oplyst om indholdet af artiklen, og da [Klager]s svar på mediets henvendelser er gengivet i artiklen, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik.

Afgjort den 26. maj 2020

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →