Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0429
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0429
DR får ikke kritik for satirisk indslag
DR bragte i november 2019 et indslag i et ugeaktuelt satireprogram, der omhandlede, at flere medlemmer af et politisk parti følte sig krænket over brugen af ordet ”vinter ” i stedet for ordet ”jul” i forskellige sammenhænge – blandt andet benævnelsen af ”vinterbolle” i stedet for ”julebolle”.
En person, der havde skrevet et opslag på Facebook om dette, klagede til Pressenævnet over blandt andet den måde Facebook-opslaget blev omtalt af værten i indslaget, herunder at værten kommenterede, at der var grammatiske fejl i Facebook-opslaget.
Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.
Nævnet lagde blandt andet vægt på, at programværtens udtalelser fremstod som satiriske kommentarer, og at de vide rammer for satiriske kommentarer ikke var overskredet.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over et indslag i tv-udsendelsen ” Ugen plus det løse med [Værten]”, som blev bragt den 24. november 2019 på DR2, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at DR har bragt skadelige og krænkende oplysninger om ham, samt at DR har udeladt væsentlige oplysninger.
1 Sagsfremstilling
Forud for offentliggørelsen
[Klager], der er byrådsmedlem og lokalformand for [Parti A] i Horsens, skrev i starten af november 2019 et opslag på sin offentlige Facebook-profil.
Pressenævnet har modtaget et skærmbillede af Facebook-opslaget fra DR, hvor følgende fremgår
”Man bliver bare så træt og faktisk også lidt sur over denne leflen for islam.
Først var det IKEA og nu Føtex, der udskifter ordet jul med vinter.
Hvor langt er virksomhederne parate til, at gå i ussel mammon?
Jeg siger, lad dem brænde inde med alle deres vinter boller, vinter glas og hvad de ellers har lavet af vinter produkter, i forsøget op at gøre muslimerne glade.
”
Efterfølgende skrev [Klager] den 9. november 2019 følgende opslag på sin Facebook-profil
”I mit tidligere opslag, var jeg desværre måske for hurtig på tasterne, ud fra de oplysninger jeg var kommet i besiddelse af.
En ansat ved Føtex, har efterfølgende skrevet at man faktisk har både jule og vinterboller i Føtex sortiment.
Selvom der tegnet sig en kedelig tendens, hvor virksomheder bevist udelader visse ord, ligesom forlag og sangskriver ændre på div.
Politisk ukorrekte tekster, for at opnå mere profit, så lader jeg altså tvivlen komme Føtex til gode i denne sag.
Det gør jeg ved, at sletter det oprindelig opslag”
Den 20. november 2019 skrev [Klager] følgende opslag på sin Facebook-profil
”For tiden kører der en masse falske historier omhandlende butikker, der skifter jul ud med vinter.
I sidste uge faldt jeg selv i den fælde i et opslag omkring Føtex.
Nu kører der så en historie, om Fakta og den er også falsk.
Jeg har været i kontakt med fakta og fået nedenstående svar.
Man kan spekulere i, hvem der laver disse manipuleret historier og hvad de får ud af det.
Jeg bestræber mig altid på, at være kritisk over hvad jeg lægger op på min side.
Føtex opslaget var dog også første gang, jeg har måtte slette et opslag.
Tingene går til tider rigtig stærkt og jeg vil ikke udelukke, at der kan ske fejl en anden gang, men jeg gør mit bedste.
Hej Michael.
Tak for din henvendelse.
Jeg kan garantere dig for, at vores butikker bugner af julevarer og juleslik.
Hvis du går ned i din lokale fakta, vil du finde chokolade julemænd på hylderne.
Det billede som du har vedhæftet er manipuleret.
Det skulle eftersigende være fra fakta i Slagelse, men vi har snakket med butikschefen, som kunne fortælle, at der står chokolade julemænd på deres prisskilte.
🙂 Du kan se det vedhæftede billede, som han har sendt til os, Du må have en dejlig jul.
De bedste hilsner [Person A] // fakta”
Det påklagede indslag
DR bragte den 24. november 2019 på DR2 udsendelsen ”Ugen plus det løse med [Værten]” .
Programmet har følgende generelle programtekst
”Hver søndag runder [Værten] skarpe, satiriske hjørner i ugen du netop har kæmpet dig igennem.
Han stikker kniven dybt ind et af de steder, hvor det gør rigtigt ondt, og kører en fjer henover der, hvor det kilder allermest.
I det der fylder i medierne, og i det der fylder i dit hoved.
Du får det store overblik, set fra [Værten]s helikopter, og de helt små detaljer du har overset i nyhedsstrømmen.
Ugen rundes af med en gæst, der sætter musik til og ord på.
Det er ugen ifølge [Værten].
Plus det løse.
”
Udsendelsen varer ca. 29 minutter og er fortsat tilgængelig på hjemmesiden dr.dk .
Udsendelsen er ledsaget af følgende programtest
”Danmark er et curling-land, når det kommer til skattesvindlere.
Vi tager dem med på sightseeing og betaler deres bøder.
En lidt bitter [Person B] blev hyldet på [Parti B]s landsmøde sidste weekend.
Ugen plus det løse supplerer med mere hyldest.
Og så er julen under angreb.
Skal alting nu bare til at hedde noget med "vinter"?
Er fremmede kræfter ved at tage over?
Blir' det overhovedet jul i år?
”
Udsendelsen indeholder blandt andet et indslag om, at flere medlemmer af [Parti A], herunder [Klager], føler sig krænket over brugen af ordet ”vinter ” i stedet for ordet ”jul” i forskellige sammenhænge.
Eksempelvis ordene vintermedister (i stedet for julemedister) og vinterbolle (i stedet for julebolle).
Af indslaget fremgår blandt andet følgende
”[Tidskode 15:11-17:02]
[Værten]: Nu skal det handle om jul.
For julen er under angreb, eller det er den overhovedet ikke på nogen som helst måde, men det er der nogle, der tror.
Så nu bruger vi lige et kvarter på at se på det, og så lader julefreden sænke sig, og så kan vi komme videre.
Se, det startede med en bolle i Føtex – en såkaldt vinterbolle.
Eller som [Parti A] kalder den ”leflen for islam”.
[Parti A]s [Klager] skrev for eksempel på Facebook
Der vises et skærmbillede med uddrag af [Klager]s Facebook-opslag, der oplæses af værten.
Billedet vises i ca. 23 sekunder, mens værten speaker det følgende
[Værten]: ”Man bliver så træt og faktisk også lidt sur over denne leflen for islam […] lad dem brænde inde med alle deres vinter boller, vinter glas og hvad de ellers har lavet af vinter produkter i forsøget op, at gøre muslimerne glade.
”
Ja, og man bliver jo også træt af manglende brug af sammensatte ord og manglende kendskab til forskel på ordene ”op” og ”på” – men lad det ligge.
Jamen lad det ligge, fordi [Klager]s pointe er, at det er leflen for islam, fordi han tror, at Føtex har omdøbt deres julebolle til vinterbolle, for at tækkes muslimske kunder.
Problemet er bare, at han tager fejl.
100 procent fejl.
Føtex har en vinterbolle, ja.
Men de har også en julebolle – og det har de haft i mere end 10 år.
Det har de også fortalt på Facebook.
Føtexs SoMe-ansvarlige uddybede endda i kommentarfeltet til deres eget opslag, at der er forskel på de to boller.
”Julebollen er en bolle med rosin, sukat og orangetern, og vinterbollen er en bløddejsbolle med remonce, kardemomme og rosiner.
”
Så hvis det er noget, så er det en leflen for kardemomme og rosiner i bagværk, hvilket jeg personligt mener er en dødssynd – men lad nu det ligge.
Vinterbolle-gate afblæst!
”
[Klager] klagede den 30. november 2019 over indslaget til DR, der afviste klagen den 4. december 2019.
Klagen over DR’s afvisning er modtaget i Pressenævnet den 18. december 2019.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Korrekt information og udeladelse af væsentlige oplysninger
[Klager] har anført, at DR i det påklagede indslag har udstillet ham i et krænkende lys på baggrund af stavefejl i hans Facebook-opslag, hvorved han udstilles som analfabet.
[Klager] har oplyst, at han godt kan tåle satire og er klar over, at man som offentlig person må tåle at blive udstillet i satire, men at han har noget imod, at man som offentlig person skal udstilles til hån, spot og latterliggørelse på grund af nogle grammatiske fejl.
Det er unødvendigt for DR at bruge sendetid på.
Dette kan medføre, at ordblinde, personer med indlæringsvanskeligheder, eller personer, som på anden vis ikke mestrer den danske grammatik til perfektion, afholder sig fra at blande sig i den offentlige debat.
[Klager] har oplyst, at han aldrig har fået konstateret ordblindhed, ej heller indlæringsvanskeligheder, men at han grundet nogle uansvarlige forældre er gået på 11 forskellige folkeskoler.
Mange skoleskift tager lysten til at gå i skole fra ethvert barn, og trods ekstraundervisning lærte [Klager] desværre ikke det helt store i sin skolegang.
Det meste af det [Klager] kan er selvlært, og trods diverse stavefejl og grammatiske fejl kan han da skrive, så det kan forstås.
[Klager] har også formået at komme i byrådet i Horsens samt at blive folketingskandidat i Østjylland.
[Klager] har endvidere anført, at DR bevidst har udeladt oplysningen om, at han efterfølgende slettede det Facebook-opslag, som der gøres grin med i udsendelsen, og delte et nyt opslag på sin Facebook-profil, hvori han beklagede det første opslag og advarede andre om at hoppe på de falske historier.
[Klager] har henvist til et skærmbillede fra en korrespondance mellem ham og programmets vært [Værten], hvor det fremgår, at [Værten] har skrevet følgende til ham
”Kære [Klager].
Kan du se ironien her?
Du beskylder os for voksenmobning og et angreb på ordblinde – hvilket er helt i skoven – mens du selv går til angreb på Føtex og Fakta (og fakta!
) med et opslag, som muslimer med rette kan tolke som et angreb på deres ret til at deltage i den offentlige debat.
Må muslimer ikke deltage i dansk bagværk?
”
[Klager] har hertil anført, at dette viser, at der ikke er tvivl om, at [Værten] har fordrejet tingene i udsendelsen.
Det er en ukorrekt oplysning, at [Klager] på noget tidspunkt skulle have angrebet Fakta, idet han alene har rettet henvendelse til Fakta, der bekræftede, at det var ukorrekt oplysning.
[Klager] har bemærket, at han den 11. november 2019 blev kontaktet af DR’s journalist [Journalisten] med en interviewforespørgsel til udsendelsen, som [Klager] afslog.
DR har derfor haft rigeligt med tid til at se de beklagelser og advarsler, som han har skrevet.
2.2 DRs synspunkter
Korrekt information og udeladelse af væsentlige oplysninger
DR har afvist at have tilsidesat god presseskik i forbindelse med indslaget.
DR har oplyst, at programmet ikke er et nyhedsprogram, som skal fremstå objektivt.
Der er derimod tale om et ugeaktuelt satireprogram set fra værtens personlige og satiriske synsvinkel.
DR har i den forbindelse henvist til, at dette også fremgår af programmets generelle programtekst.
[Klager]s klage knytter sig til følgende udtalelse i indslaget
”Ja, og man bliver jo også træt af manglende brug af sammensatte ord og manglende kendskab til forskel på ordene ”op” og ”på” – men lad det ligge.
”
DR har anført, at kommentaren er udtryk for satire og derfor skal vurderes i en satirisk kontekst.
Indslaget og udtalelserne vedrørende [Klager] hører under de vide rammer for satire, der indrømmes medierne.
DR har bemærket, at politikeres spredning af falske eller udokumenterede påstande på Facebook er et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse, samt at politikere må tåle en mere vidtgående omtale af sin person og sine handlinger end andre.
Dertil kommer, at politikere generelt må tåle mere nærgående og kritisk omtale af sin person og sine handlinger end andre.
DR har bemærket, at det på intet tidspunkt i indslaget nævnes, at [Klager] er ordblind.
DR har endvidere anført, at udeladelsen af oplysningen om, at [Klager] efterfølgende slettede det omtalte Facebook-opslag og beklagede sin deling af en falsk historie i et nyt Facebook-opslag, ligger inden for DR’s redigeringsret.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Martin Lavesen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
God presseskik
Korrekt information og udeladelse af væsentlige oplysninger
[Klager] har klaget over, at DR har udstillet ham i et krænkende lys på baggrund af stavefejl i hans Facebook-opslag, hvorved han udstilles som analfabet.
[Klager] har desuden klaget over, at DR har udeladt oplysningen om, at han efterfølgende slettede det i udsendelsen omtalte Facebook-opslag.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, jf. punkt A.
1.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.
På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at det Facebook-opslag, der omtales i indslaget, var skrevet af [Klager] og delt på hans offentlige Facebook-profil.
Af opslaget fremgik følgende
”Man bliver bare så træt og faktisk også lidt sur over denne leflen for islam.
Først var det IKEA og nu Føtex, der udskifter ordet jul med vinter.
Hvor langt er virksomhederne parate til, at gå i ussel mammon?
Jeg siger, lad dem brænde inde med alle deres vinter boller, vinter glas og hvad de ellers har lavet af vinter produkter, i forsøget op at gøre muslimerne glade.
”
Det påklagede indslag omhandler, at flere medlemmer af [Parti A], herunder [Klager], føler sig krænket over brugen af ordet ”vinter ” i stedet for ordet ”jul” i forskellige sammenhænge – blandt andet benævnelsen af ’vinterbolle’ i stedet for ’julebolle’.
I det påklagede indslag oplæser programmets vært Facebook-opslaget, der er skrevet af [Klager].
Værten kommenterer herefter Facebook-opslaget på følgende måde
”Ja, og man bliver jo også træt af manglende brug af sammensatte ord og manglende kendskab til forskel på ordene op og på – men lad det ligge.
”
Pressenævnet finder, at programmet ” Ugen plus det løse med [Værten]” både i form og indhold, hvor værten kommenterer forskellige begivenheder, klart fremstår som et satirisk program, ligesom programmet præsenteres som satire i programomtalen på DR’s hjemmeside.
[Klager] har oplyst, at han ”godt kan tåle satire”, og det må derfor antages, at han er bekendt med programmets satiriske præmis.
Det er Pressenævnets opfattelse, at der må indrømmes medierne vide rammer med hensyn til satiriske gengivelser eller kommentarer i forhold til personer eller begivenheder.
Det bemærkes endvidere, at det generelt er nævnets opfattelse, at offentlige personer i højere grad end privatpersoner må acceptere at være genstand for en kritisk medieomtale.
Pressenævnet finder, at programværtens udtalelser i indslaget fremstår som satiriske kommentarer til [Klager]s opslag på Facebook, og ikke som faktuelle oplysninger eller reelle beskyldninger mod [Klager] om, at han skulle være ordblind eller analfabet.
Nævnet finder endvidere, at de påklagede udtalelser ikke overskrider de vide rammer for satiriske kommentarer.
Nævnet bemærker hertil, at [Klager]s Facebook-opslag, ud fra det oplyste, er korrekt gengivet i indslaget.
Derfor finder nævnet, at det ligger inden for redaktørens redigeringsret, at DR ikke har omtalt, at [Klager] efterfølgende slettede det omtalte Facebook-opslag og delte et nyt, hvori han beklagede det tidligere.
På den baggrund finder nævnet ikke anledning til at udtale kritik af DR.
Afgjort den 26. maj 2020