Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - kommuner - sagsbehandling - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - kommuner - sagsbehandling - ej medhold
J.nr. 19-59760
En kvinde klagede til Ligebehandlingsnævnet over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kommunens behandling af kvindens sager efter den sociale lovgivning.
Nævnet kunne ikke behandle den del af klagen, der angik spørgsmål om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kommunens afgørelser i medfør af den sociale lovgivning.
Der var ikke oplysninger, der gav anledning til at formode, at kvinden i forbindelse med det beskrevne forløb i kommunen og/eller i forbindelse med kommunens behandling af kvinden havde været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det på baggrund af nævnets faste praksis var åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med den indklagede kommunes behandling af klagers sager efter den sociale lovgivning.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.
Sagsfremstilling
Klager indbragte den 3. december 2019 en klage til Ligebehandlingsnævnet over sin bopælskommune.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kommunens behandling af klagers sager efter den sociale lovgivning.
Klager modtager førtidspension.
Som svar på klagers henvendelse oplyste borgmesteren i den indklagede kommune i en mail til klager af 5. juli 2019 om kommunens sagsbehandling i en konkret sag
”…
Jeg har drøftet din henvendelse med den ansvarlig ledelse, og på baggrund af den dialog kan jeg se, at sagsbehandlingen har været for længe undervejs.
Det vil jeg gerne beklage, og jeg har aftalt med ledelsen, at der vil ske en opprioritering af din sag.
Du vil derfor blive kontaktet af rådgiver [navn], hvis det ikke allerede er sket.
.
.
.
”
Kommunen traf den 12. juli 2019 afgørelse om, at klager ikke var berettiget til ansøgt ledsagerordning i medfør af serviceloven § 97.
Kommunen traf den 15. august 2019 afgørelse om, at klager var berettiget til ansøgt tilbud af behandlingsmæssig karakter i medfør af serviceloven § 102.
Klager blev ved afgørelse af 22. august 2019 bevilget kørsel i forbindelse med behandlingen.
Den 26. august 2019 traf kommunen afgørelse på baggrund af klagers anmodning om aktindsigt i sine sager.
Kommunen traf den 10. september 2019 afgørelse om, at klager ikke var berettiget til transport i medfør af serviceloven § 117.
Den 18. september 2019 traf kommunen afgørelse på baggrund af klagers anmodning om egenaccess efter offentlighedsloven § 8.
Den 6. november 2019 traf kommunen afgørelse på baggrund af anmodning om aktindsigt fra klager.
Kommunen traf den 17. januar 2020 afgørelse om hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter i medfør af lov om aktiv socialpolitik § 81 og hjælp til flytning i medfør af lov om aktiv socialpolitik § 85.
Klager var ifølge afgørelsen berettiget til økonomisk indskud i forbindelse med flytning til ny bolig samt enkeltydelse til flytning af indbo og til en enkeltseng.
Klager var ikke berettiget til økonomisk støtte til fraflytningsstedet, enkeltydelse til malerarbejde i den nye bolig, enkeltydelse til vaskemaskine og tørretumbler samt enkeltydelse til diverse indbo.
Klager har over for nævnet oplyst, at hun ud over klagen til Ligebehandlingsnævnet desuden har indgivet en klage til Folketingets Ombudsmand.
Efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen har nævnet ikke fundet anledning til at foretage partshøring af den indklagede kommune.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende blandt andet, at hun ikke har samme muligheder som personer uden et handicap, idet kommunen har givet hende afslag på transport/kørsler, merudgifter samt afslag på at blive ledsaget af sin samlever.
Klager har disse behov på grund af sit handicap.
Klager er blevet misvejledt og fejlrådgivet af flere medarbejdere i kommunen.
Klager har også oplevet ikke at blive rådgivet, vejledt, hjulpet og støttet.
Klager er flere gange blevet diskrimineret som handicappet af to medarbejdere i kommunens social service, handicapområdet for voksne.
Hun er blevet krænket på grund af sin person samt sine handicaps og udfordringer.
Klager har flere gange oplevet, at hendes ansøgninger efter lov om social service ikke er blevet sagsbehandlet korrekt og fyldestgørende.
Hun har oplevet, at sagsbehandlingsfristerne ikke er blevet overholdt.
Hun har også oplevet, at hendes ansøgninger ikke er blevet afgjort korrekt i henhold til lovgivningen på området.
Klager har bedt kommunen om aktindsigt i sin sag.
Det modtagne materiale er imidlertid fyldt med fejl, mangler og løgne.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kommunens afgørelser
Det følger af § 4, stk. 1, i lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet ikke kan behandle klager, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne har truffet afgørelse i sagen.
Kommunen er i henhold til § 66 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. § 166 i lov om social service, forpligtet til at genvurdere sagen, når en afgørelse påklages.
I det tilfælde, at kommunen ikke giver klageren medhold, sendes klagen med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til Ankestyrelsen.
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår spørgsmål om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kommunens afgørelser i medfør af den sociale lovgivning, før Ankestyrelsen har truffet endelig afgørelse i sagerne.
Ligebehandlingsnævnet bemærker i øvrigt, at handicapdiskriminationsloven efter forarbejderne til loven ikke finder anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.
Det vil sige, at nævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kommunens behandling af klager
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Der er ikke i klagen af 3. december 2019 eller i klagers efterfølgende bemærkninger oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med det beskrevne forløb i kommunen og/eller i forbindelse med kommunens behandling af hende har været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
<19-59760>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence
-
§ 4, stk. 1, om klager der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed
-
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
-
§ 8, stk. 2, nævnets afvisning af klagen
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 2, om lovens anvendelsesområde
-
§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 10, om delt bevisbyrde