Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0486

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0486

Klage afvises på grund af manglende retlig interesse

Politiken bragte en leder med omtale af forholdene i forbindelse med besættelsen af Danmark i 1940 og tiden efter.

En gruppe bestående af et bestyrelsesmedlem i 3F sømændene, et medlem af Sømændene og forhenværende søfartspolitisk ordfører samt en tidligere formand for Sømændenes Forbund klagede til Pressenævnet og henviste til, at omtalen var en hån mod de danske sømænd, der sejlede i tjeneste under 2. verdenskrig.

Pressenævnet afviste at behandle klagen, da klagerne ikke er omtalt i lederen og derfor ikke har retlig interesse.

[Klager 1], [Klager 2] og [Klager 3] har klaget til Pressenævnet over lederen ” Er coronaen vor tids 9. april?

Nej, nazismen lod sig ikke bekæmpe fra sofaen ”, som blev bragt af Politiken den 9. april 2020, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Politiken bragte den 9. april 2020 lederen ”Er coronaen vor tids 9. april?

Nej, nazismen lod sig ikke bekæmpe fra sofaen” .

Af lederen fremgår følgende

”For 80 år siden reagerede vi også ved ikke at reagere.

Vi samarbejdede med Hitlers nazistiske regime.

Vi lever i mørke tider, men vi har været der før.

I dag for 80 år siden blev Danmark besat.

Aldrig har vores generation haft bedre mulighed for at forstå vores forældre og bedsteforældre, når de fortæller om 9. april 1940.

Forårsdagen, hvor Hitlers kampvogne kørte over den dansk-tyske grænse, og flyvebladene med »Oprop« dalede ned over det besatte land.

Med undtagelse af spredte kampe i Sønderjylland og ved Amalienborg lod Danmark sig invadere af Hitlers styrker.

Bortset fra at fjenden i dag ikke er en morderisk nazistisk ideologi, men en modbydelig virus, er parallellerne mange.

Frygten for den ydre fjende.

Udgangsbegrænsningernes ufrihed.

Uvisheden.

Angsten.

Afmagten.

Vi synger håbet frem i fællessang.

Som en moderne udgave af besættelsestidens alsang.

For vores generation vil coronakrisen bore sig ind i vores bevidsthed og være den historie, vi kommer til at fortælle vores endnu ufødte slægtninge.

Akkurat som vi ynder at fortælle om Danmarks modstandskamp.

Jernbanesabotagen og skruetrækkerne i industrimaskinerne.

Ofte glemmer vi, at det var de få, der gik op mod den nazistiske overmagt.

For 80 år siden reagerede vi nemlig også ved ikke at reagere.

Vi samarbejdede med Hitlers nazistiske regime, mens millioner af mennesker mistede livet i kampen mod Hitlers styrker eller i holocausts ubegribelige massemyrderi.

I en radiotale i 1942 kaldte statsminister Vilhelm Buhl sabotage for »en af de alvorligste forbrydelser«, og dele af erhvervslivet indgik samarbejde med nazisterne langt ud over samarbejdsregeringens ellers udstrakte handelsaftaler.

Først da besættelsesmagten i august 1943 krævede decideret undtagelsestilstand, sagde regeringen fra.

Krigslykken var på det tidspunkt for længst vendt for Hitler.

Ikke mindst takket være jødeaktionen over Øresund i oktober 1943 samt Danmarks centrale geografiske placering reddede vi os ud på den anden side som allieret nation.

Om den danske samarbejdspolitik var et moralsk rigtigt valg, bliver vi som nation aldrig færdig med at diskutere.

Men netop på 80-årsdagen for besættelsen bør vi hylde de få modige mænd og kvinder – typisk helt unge – der på et tidligt tidspunkt sagde fra og kæmpede mod overmagten med livet som indsats.

For alle lighederne med corona til trods: Nazismen lod sig ikke bekæmpe fra sofaen.

”

Det fremgår af klagen, at [Klager 1] er bestyrelsesmedlem i 3F sømændene og i Modstandskampens Mindefond, [Klager 2] er medlem af Sømændene og forhenværende søfartspolitisk ordfører for [Partiet], mens [Klager 3] er forhenværende medlem af Folketinget og tidligere formand for Sømændenes Forbund.

Klagerne har til støtte for klagen anført følgende

”Det er ikke mindre en hån mod de 6500 danske søfolk der sejlede i allieret tjeneste under 2 verdenskrig og hvoraf 1087 omkom under sejlads for de allierede under hele krigen, når Politikens chefredaktør, Christian Jensen i en leder på 80 årsdagen for Danmarks besættelse – endda for anden gang inden for et år – postulerer at Danmark blev anerkendt af de allierede “Ikke mindst takket være jødeaktionerne over Øresund i Oktober 1943 samt Danmarks centrale geografiske placering reddede os ud på den anden side som allieret nation”.

Vi har naturligvis stor respekt for de fiskere der sejlede jøder til Sverige, især dem der gjorde det af idealistiske grunde, men at underkende de mange søfartsfamilier der på denne dag for 80 år siden pludselig stod i den situation at de var adskilt fra deres koner, børn og familie i 5 år – for mange af dem 6 år – må være manglende kendskab til historien om de 5 forbandede år.

6500 danske søfolk sejlede som bekendt ombord i 250 danske skibe der befandt sig på verdenshavene og i havne rundt om på kloden, 1087 af dem omkom.

De fleste af dem traf et valg den 9. april og dagene efter.

De førte skibene til engelske kontrollerede havne og meldte sig til allieret tjeneste.

De trodse den danske regering og de danske redere der forlangte at skibene skulle sejle til dansk eller neutral havn.

De forsatte i engelske tjeneste og på engelske betingelser og hjalp med at opretholde de allierede forsyningslinjer.

Det var konvoysejlads over Atlanten, til Arghangelsk i Rusland og andre steder.

32 danske skibe heraf 26 der sejlede med dannebrog i agterstavnen, var med ved landgangen ved Normandiet med 600-800 søfolk ombord, når nogen af dem havde Dannebrog i agterstavnen var det fordi at Englænderne havde anerkendt de dansk søfolks indsats og Juledag 1943 gav man igen skibene lov til at føre dansk flag agter – de 150 dansk skibe der anløb engelsk kontrollerede havne efter 9.

April fik frataget vores flag med baggrund i den tyskervenlige politik som den dansk regering førte i de første besættelsesår.

Ca. 28 danske skibe lå d. 9ende April i havne i USA og kom under den amerikanske kystvagt.

I Jacksonville i USA lå Skoleskibet Danmark med 120 elever og 16 officerer lå også i USA og skoleskibet blev brugt til officeruddannelse af USA’s marine, hvor der blev uddannet 3000 officerer til deres flåde under krigen.

I Newcastle i England, som blev søfolkenes hjemby og hvor mange af de danske søfolk mønstrede ud fra under krigen og hvor der var et forhyringskontor, findes der adskillige mindetavler i Sct.

Nicholas Church om den indsats de danske søfolk udførte i kampen for Danmarks frihed– vi nedlagde kranse sidste år i maj sammen med medlemmer af Senior Sailor’s og ”Netværket af pårørende til Krigssejlerne”.

De danske søfolks indsat blev nævnt specifikt af den engelske konge i en tale til det Britiske Underhus i november 1944.

Det er nok i den tale man bl.a skal finde grunden til at Danmark efter krigen fik status som Allie[rede]”

Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler

Klagen angår en leder med omtale af forholdene i forbindelse med besættelsen af Danmark den 9. april 1940 og tiden efter.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.

Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.

Klagerne er ikke selv omtalt eller afbildet i artiklen.

Selv om klagerne som henholdsvis bestyrelsesmedlem i 3F sømændene, medlem af Sømændene og forhenværende søfartspolitisk ordfører for [Partiet] samt tidligere formand for Sømændenes Forbund måtte have en generel interesse i omtalen, har de ikke en sådan direkte og individuel retlig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen i forhold til dem.

Klagen afvises herefter, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2.

Afgjort den 29. april 2020