Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0415
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0415
Ikke kritik af Sjællandske for omtale af Facebook-opslag
I artikler bragt i november 2019 omtalte Sjællandske repressalier mod et medlem af et ældreråd som følge af en ytring i et opslag på Facebook.
Formanden for det pågældende ældreråd klagede til Pressenævnet over Sjællandskes omtale og henviste til, at Sjællandske havde udeladt at oplyse, at artiklerne tog udgangspunkt i et Facebook-opslag, der senere var blevet redigeret.
Nævnet fandt, at det tydeligt fremgik af de påklagede artikler, hvilket Facebook-opslag de gengivne oplysninger kom fra, og at oplysningerne fra Facebook-opslaget var loyalt gengivet.
Nævnet udtalte derfor ikke kritik.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ”Ældrerådsmedlem straffet for at være skuffet over hospice-nej”, ”Straffesag kræves undersøgt”, ”Byrådsmedlem kræver ældrerådsformand undskylder og går” og ”Blot to ud af ti går imod ældrerådsformand ”, som blev bragt i den trykte udgave af Sjællandske henholdsvis den 7., 12., 25. og 29. november 2019, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekte oplysninger, og at Sjællandske har udeladt væsentlige oplysninger.
1 Sagsfremstilling
Forud for offentliggørelsen
Sjællandske bragte i november 2019 i den trykte udgave en række artikler vedrørende et Facebook-opslag skrevet af [Person A], som er medlem af [Ældrerådet].
[Person A] skrev den 3. oktober 2019 et Facebook-opslag, som han efterfølgende redigerede i.
Af det oprindelige Facebook-opslag fremgik følgende
”At et flertal i [Ældrerådet] er negativt indstillet over for [Hospicet], forstår jeg ikke.
Hvad er det for en holdning?
Jeg håber, og forventer, at byrådet har en anden holdning til dette gode projekt.
”
[Person A] fjernede herefter seks ord fra sit opslag, og i de påklagede artikler tog Sjællandske udgangspunkt i det redigerede Facebook-opslag.
De seks manglende ord var ”Hvad er det for en holdning?
”.
De påklagede artikler
Sjællandske bragte den 7. november 2019 artiklen ”Ældrerådsmedlem straffet for at være skuffet over hospice-nej” i den trykte udgave i sektion 1, side 9 .
Artiklen har følgende underrubrik
”YTRINGSFRIHED: Ældrerådsmedlem [Person A] frataget alle sine tillidsposter for ytring bestående af 30 ord skrevet på Facebook om ældrerådets nej til et hospice i Korsør.
”
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”Den 3. oktober skrev ældrerådsmedlem [Person A] følgende på Facebook: · » At et flertal i [Ældrerådet] er negativt indstillet over for [Hospicet], forstår jeg ikke.
Jeg håber, og forventer, at byrådet har en anden holdning til dette gode projekt.
« Den 29. oktober var der et lukket punkt 16 på ældrerådets dagsorden med overskriften » Ældrerådsmedlemmers loyalitet overfor beslutninger «.
Sjællandske erfarer, at punktet blev behandlet uden nogen form for debat med det resultat, at [Person A] fik frataget sine to tillidsposter i ældrerådet som straf for det, han havde skrevet på Facebook.
Frataget fik han sin observatørpost på bruger-og pårørenderådsmøder på [Plejecentret]og hans rolle som medlem af og tovholder for ældrerådets miljø, plan og teknik-udvalg.
-Jeg ønsker ikke at kommentere sagen, da det var et lukket punkt og en personsag, siger [Klager], der er formand for Ældrerådet.
¬ Ytringsfrihed?
Sjællandske ville ellers gerne høre ældrerådsformanden, om de ti medlemmer af ældrerådet i lighed med medlemmer af andre politiske udvalg ikke har ytringsfrihed til at oplyse om deres holdninger til konkrete sager.
Heller ikke hovedpersonen [Person A] ønsker at kommentere på den noget usædvanlige sag.
Ifølge flere af Sjællandskes kilder er det angiveligt første gang, at en personsag om et ældrerådsmedlem er en del af ældrerådets arbejde, hvis funktion først og fremmest er, at byrådet har pligt til at høre ældrerådet om alle forslag, som angår ældre.
¬ Forretningsorden
I § 5 i forretningsordenen for ældrerådet står, hvem der udtaler sig og hvilke rettigheder medlemmerne af ældrerådet har.
Kun formanden eller i dennes fravær næstformanden må på rådets vegne udtale sig til pressen.
Medlemmerne tillades dog også at ytre sig om arbejdet i ældrerådet med følgende formuleringer: » Rådets medlemmer kan udtale sig om arbejdet i rådet med loyalitet over for de beslutninger, der er truffet i ældrerådet.
Alle medlemmer kan udtale sig om personlige synspunkter, men kan ikke tegne hele ældrerådet.
« .
¬ Loyalitet
Ældrerådets straffeekspedition mod [Person A] må med andre ord tage udgangspunkt i og være en tolkning af reglerne i forretningsordenen, så hans 30 ord lange sætning på Facebook er udlagt som en så illoyal optræden, at det var nødvendigt at reagere med et lukket dagsordenpunkt og fratage ham alle tillidsposter.
[…]
Ældrerådets formand [Klager] ønsker ikke at udtale sig om sagen med henvisning til, at det er en lukket personsag.
[Person A] har ikke ønsket at kommentere sagen, hvor han er frataget alle sine tillidsposter i ældrerådet grundet 30 ord på Facebook.
”
Sjællandske bragte den 12. november 2019 artiklen ”Straffesag kræves undersøgt” i den trykte udgave i sektion 1, side 9 .
Artiklen har følgende underrubrik
”YTRINGSFRIHED: [Parti A]s byrådsmedlem [Person B] kalder straf af ældrerådsmedlem [Person A] udemokratisk og ulovlig.
Han vil have sagen undersøgt af tilsynsråd eller byråd.
[Person B] mangler troværdighed i svar fra ældrerådet, når formanden hedder [Klager].
”
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”Det kommunale tilsyn eller byrådet skal se på ældrerådets ageren i en lukket sag, hvor ældrerådsmedlem [Person A] den 29. oktober under et lukket punkt angiveligt uden debat fik frataget alle sine tillidsposter som straf for, at han den 3. oktober skrev følgende 30 ord på Facebook
» At et flertal i [Ældrerådet] er negativt indstillet over for [Hospicet], forstår jeg ikke.
Jeg håber, og forventer, at byrådet har en anden holdning til dette gode projekt.«
Det mener byrådsmedlem for [Parti A] [Person B], der i et debatindlæg i dagens Sjællandske slår fast, at han nu vil søge rådgivning hos kommunens embedsmænd for at få straffesagen fra ældrerådet behandlet i tilsynsrådet eller byrådet.
[Person B] føler sig hensat til DDR-regimet for 30 år siden og skriver
»På den måde ytringsfriheden er tilsidesat på udemokratisk og ulovlig vis, skal der handles, reageres, og det skal have konsekvenser.
Vi kan ikke med sindsro have en formand siddende i så vigtig et råd med en sådan manglende viden, forståelse og indsigt.
Det vil ikke give troværdighed i de høringssvar, byrådet modtager fra ældrerådet«.
Formand for ældrerådet [Klager], der sammen med de øvrige ni medlemmer af rådet er valgt frem til 2021, ønskede tidligere, med henvisning til at der er tale om en lukket sag, ikke at udtale sig.
Men Sjællandske kontakter ham igen grundet den nye udvikling.
Resultatet er det samme.
Dog tilføjet ordet »spændende« og »en af vennerne«, da Sjællandske svarer ældrerådsformanden på, hvilket byrådsmedlem det er, der vil gå videre med sagen.
[Klager] er tidligere lokalformand for [Parti B].
Det kommunale tilsyn fører tilsyn med, at kommuner og regioner overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.
Tilsynet kan tage sager op af egen drift på baggrund af generel omtale af et forhold eksempelvis i medierne.
I § 5 i forretningsordenen for ældrerådet står, hvem der udtaler sig og hvilke rettigheder medlemmerne af ældrerådet har.
Kun formanden eller i dennes fravær næstformanden må på rådets vegne udtale sig til pressen.
Medlemmerne tillades dog også at ytre sig om arbejdet i ældrerådet med følgende formuleringer: »Rådets medlemmer kan udtale sig om arbejdet i rådet med loyalitet over for de beslutninger, der er truffet i ældrerådet.
Alle medlemmer kan udtale sig om personlige synspunkter, men kan ikke tegne hele ældrerådet.«
[…]”
Sjællandske bragte den 25. november 2019 artiklen ”Byrådsmedlem kræver ældrerådsformand undskylder og går af” i den trykte udgave i sektion 1, side 9 .
Artiklen har følgende underrubrik
”YTRINGSFRIHED: Hverken byråd eller Tilsynet kan se på afstraffelsen af ældrerådsmedlem [Person A] for ytring på Facebook, skriver centerchef til byrådets medlemmer.
Ældrerådsformand [Klager] kalder Sjællandskes journalistik useriøs og afbryder samtalen.
”
Af artiklen fremgår følgende
”[Parti A]s byrådsmedlem [Person B] fortsætter sin kamp for at give oprejsning til ældrerådsmedlem [Person A], der fik frataget alle sine tillidsposter, fordi han ytrede følgende 30 ord på Facebook - »At et flertal i [Ældrerådet] er negativt indstillet over for [Hospicet] forstår jeg ikke.
Jeg håber, og forventer, at byrådet har en anden holdning til dette gode projekt.«
Hører DDR-tiden til
Jørn Ole Didriksen havde håbet, at byrådet eller Tilsynet kunne se på afstraffelsen af [Person A], som ifølge Didriksen hører DDR-tiden til.
Men det kan ifølge centerchef for sundhed og ældre [Centerchefen] ikke lade sig gøre.
I en orientering til alle byrådets medlemmer skriver hun, at »et byrådsmedlem ikke kan indbringe sagen til Tilsynet eller til byrådet.
Den eneste mulighed er social- og indenrigsministeriet, hvor retssikkerhedsloven hører ind under«.
- Jeg har bedt en jurist se på, om centerchefens tolkning er korrekt.
At gå videre til ministeriet udløser en sagsbehandlingstid på flere år, så det gør jeg ikke, siger [Person B].
Hans mål er at få ældrerådsformand [Klager] til at gå af, fordi der med afstraffelsen af [Person A] og knægtelsen af hans ytringsfrihed ifølge [Person B] ikke længere kan være tillid til de høringssvar, som byrådet modtager fra ældrerådet.
- Jeg ønsker, at ældrerådsformand [Klager] siger officielt undskyld, giver [Person A] sine poster tilbage og selv trækker sig fra formandsposten, siger Jørn Ole Didriksen.
Eksklusion?
Sagen om ældrerådsmedlemmets ytringer på Facebook har måske været eller vil udvikle sig langt mere alvorligt.
For i centerchef [Centerchefen]s orientering står, at hun har lovet a give en tilbagemelding på spørgsmål vedrørende - »Ældrerådets kompetence til at ekskludere et medlem«.
Svaret fra [Centerchefen] om eksklusion at et medlem lyder, »at der ikke er specielle afstemningsregler andet end flertalsbeslutninger.
Det betyder, at ældrerådets beslutninger skal være flertalsbeslutninger.
Ældrerådet har på den måde handlet korrekt ved at have en afstemning om situationen.«
Ytringsfrihed for alle
Samtidig understreges ytringsfriheden af centerchef [Centerchefen] med følgende formulering - »alle medlemmer (af ældrerådet, red,) har ytringsfrihed.
Det betyder, at hvert medlem har ret til at fortælle offentligt, hvad de mener.
Det gælder også i forhold til lukkede punkter.
Ved lukkede punkter må man gerne fortælle, hvad den endelige beslutning blev, og hvordan man selv stemte.
Man må altså ikke fortælle offentligt, hvordan andre medlemmer i rådet stemte.
Dette fortæller jeg, så ikke situationen opstår igen«.
Vred ældrerådsformand
Det er en meget vred ældrerådsformand [Klager], der besvarer opkaldet fra Sjællandske.
- Jeg har ikke noget at tale med dig om.
Du bedriver useriøs og usand journalistik, og det vil jeg gå videre med, siger [Klager].
Inden han afbryder samtalen, når han at svare nej til spørgsmålet om, hvorvidt det har været eller er planen at ekskludere [Person A].
Som eksempel på den useriøse journalistik lyder det vredt fra ældrerådsformanden, at der mangler seks vigtige ord i den ytring, som Sjællandske har kopieret fra [Person A]s opslag på Facebook, hvorefter »samtalen « slutter brat.
Fire ord mangler
Sjællandske kontakter [Person A] for at høre, om der før har været en anden udgave af hans opslag med flere ord i.
- Det er rigtigt, at jeg fjernede ordene »Jeg fatter det ikke« fra opslaget, siger [Person A].
Han tilføjer, at sagen har påvirket ham så meget, at han sover dårligt om natten.
Trods centerchef [Centerchefen]s understregning af ytringsfrihed for ældrerådets medlemmer, så har rådets straffeekspedition mod [Person A] altså været begrundet i nedenstående 30 ord tilføjet »Jeg fatter det ikke«.
»At et flertal i [Ældrerådet] er negativt indstillet over for [Hospicet], forstår jeg ikke.
Jeg håber, og forventer, at byrådet har en anden holdning til dette gode projekt.«”
Sjællandske bragte den 29. november 2019 artiklen ”Blot to ud af ti går imod ældrerådsformand” i den trykte udgave i sektion 1, side 12 .
Artiklen har følgende underrubrik
”YTRINGSFRIHED : Ældrerådsformand stillede sit mandat til rådighed.
Kun [Person C] og [Person A] stemte imod ham.
Byrådsmedlem [Person B] går videre med sagen om ældrerådsmedlem [Person A], der er frataget sine tillidsposter grundet hospice-ytring på Facebook.
”
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”Formand for ældrerådet [Klager] har stor opbakning blandt rådets ti medlemmer.
På det seneste møde i ældrerådet stillede han sit mandat som formand til rådighed som følge af »den seneste tids negative omtale af rådet i pressen«, som det formuleres i en udsendt meddelelse med [Klager] som afsender.
Da sedlerne ved den skriftlige afstemning blev gået igennem, var otte for [Klager] som formand og to imod.
Medlemmerne af ældrerådet [Person C] og [Person A] bekræfter begge over for Sjællandske, at de stemte i mod [Klager].
- Jeg er personligt chokeret over den behandling, som [Person A] har fået.
Der er tale om en overreaktion i forhold til hans ytring om hospice i Korsør, siger [Person C] til Sjællandske.
Han tilføjer, at han i hele sit lange politiske liv som tidligere byrådsmedlem aldrig har oplevet noget lignende.
[Person C] er i dag formand for [Hospicet] Støtteforening.
30 ord på Facebook
Straffeekspeditionen med ældrerådsformand [Klager] i spidsen om at fratage [Person A] hans tillidsposter i ældrerådet tog afsæt i disse 30 ord på Facebook - »At et flertal i [Ældrerådet] er negativt indstillet over for [Hospicet], forstår jeg ikke.
Jeg håber, og forventer, at byrådet har en anden holdning til dette gode projekt.«
Fortsat ingen tillid
Sjællandske har kontaktet byrådsmedlem [Person B] [Parti A], der har kaldt behandlingen af [Person A] for DDR-metoder, hvorfor han ikke længere har tillid til ældrerådets meldinger, når [Klager] er formand.
- Ældrerådet bakker deres formand op - har du så nu tillid til ældrerådet?
- På ingen måde så længe han ([Klager], red.) sidder for bordenden og skriver under på de meldinger, vi som byråd modtager fra ældrerådet, siger [Person B].
Han mener fortsat, at [Klager] skal sige undskyld, give [Person A] tillidsposterne tilbage og selv gå af som formand.
- Jeg går videre med sagen.
Jeg er fortsat i gang med en udredning, der skal vise, ad hvilke kanaler det skal ske, siger [Person B].
Kan ikke blande sig
Ældrechef [Centerchefen] har i en redegørelse slået fast, at hverken byråd eller Tilsynet kan blande sig i ældrerådets arbejde, hvis beslutninger sker ved flertal blandt de fremmødte af rådets ti medlemmer.
[Centerchefen] understregede samtidig ytringsfriheden med følgende formulering - »alle medlemmer (af ældrerådet, red,) har ytringsfrihed.
Det betyder, at hvert medlem har ret til at fortælle offentligt, hvad de mener.
Det gælder også i forhold til lukkede punkter.
Ved lukkede punkter må man gerne fortælle, hvad den endelige beslutning blev, og hvordan man selv stemte.
Man må altså ikke fortælle offentligt, hvordan andre medlemmer i rådet stemte.
Fjern opslag og undskyld
Sjællandske erfarer, at ældrerådskræfter har søgt at få [Person A] til at fjerne de 30 ord fra Facebook samt at give en undskyldning.
Ældrerådsformand [Klager] har senest beskyldt Sjællandske for i denne sag at bedrive useriøs og usand journalistik, ligesom han sidst afbrød »samtalen «, efter at blandt andet at have sagt - »jeg har ikke noget at tale med dig om«.
Ældrerådsformanden er på den baggrund derfor ikke kontaktet på ny.
[…]”
Efter offentliggørelsen
Sjællandske bragte den 6. december 2019 artiklen ”Seks manglende ord og klage over Sjællandske” i den trykte udgave i sektion 1, side 10 .
Artiklen har følgende underrubrik
”YTRINGSFRIHED: Ældrerådsformand [Klager] har som privatperson klaget over, at Sjællandske ikke oplyser sandheden i sagen om straf af ældrerådsmedlem [Person A] for ytring på Facebook.
”
Af artiklen fremgår følgende
”Der manglede seks og ikke fire ord i det oprindelige opslag på Facebook fra ældrerådsmedlem [Person A], der den 3. oktober udtrykte sin skuffelse over, at et flertal i ældrerådet sagde nej til hospiceplanere i Korsør.
Et nej behandlet og besluttet på ældrerådets møde den 24. september.
De seks manglende ord var »Hvad er det for en holdning «, så den samlede ytring fra [Person A] hed: »At et flertal i [Ældrerådet] er negativt indstillet over for [Hospicet], forstår jeg ikke.
Hvad er det for en holdning?
Jeg håber, og forventer, at byrådet har en anden holdning til dette gode projekt.«
Illoyal optræden
Opslaget fik lov at stå fra 3. oktober uændret til dagen efter ældrerådsmødet den 29. oktober, hvor [Person A] fjernede de seks ord, efter på ældrerådsmødet under det lukkede punkt 16 med overskriften »Ældrerådsmedlemmers loyalitet overfor beslutninger« at være frataget alle sine tillidsposter.
Hans ytring på Facebook blev af ældrerådet betragtet som værende illoyal over for flertalsbeslutningen om nej til [Hospicet].
Klage over Sjællandske
Ældrerådsformand [Klager] har som privatperson klaget med påstand om, at Sjællandske ikke har ønsket at bringe sandheden.
Ved Sjællandskes første kontakt til [Klager] - ikke som privatperson men som ældrerådsformand - ønskede han slet ikke at kommentere straffesagen mod [Person A] for hans hospice-ytring med henvisning til, at der var tale om et lukket punkt.
Den 23. november ringede Sjællandske igen op til [Klager], der særdeles vred afbrød samtalen efter beskyldninger om useriøs og usand journalistik, fordi der manglede seks ord i den ytring, som Sjællandske havde kopieret og bragt ordret fra Facebook.
[Person A] forklarede samme dag, at det var fire ord, han havde fjernet for næsten en måned siden - nemlig ordene »Jeg fatter det ikke«.
Huskede forkert
- Du fjernede seks og ikke fire ord fra dit opslag, hvorfor sagde du ikke det?
- Jeg huskede simpelthen forkert, da du ringede – det må du meget undskylde, men sagen har presset mig en del, siger [Person A].
Når Sjællandske først i dag den 6. december kan bringe den oprindelige ytring skyldes det, at det først var med [Klager]s klage, at der var adgang til opslaget.
Han havde vedhæftet det som bilag til klagen, men har altså siden 3. oktober haft mulighed for at sende det til Sjællandske som dokumentation for, hvad angiveligt han og et flertal i ældrerådet tolker som en illoyal ytring, der derfor ikke er omfattet af de enkelte ældrerådsmedlemmers ytringsfrihed til at oplyse om deres egne holdninger.
”
Yderligere oplysninger
[Klager] har løbende været i korrespondance med Sjællandske via mail.
Pressenævnet har modtaget kopi af korrespondancen.
[Klager] skrev den 25. november 2019 følgende til Sjællandske
”Jeg har nu læst dagens avis, da Helge ringede i lørdags forklarede jeg ham at han ud fra mit synspunkt, er en ualmindelig dårlig journalist, idet han ikke faktatjekker.
Han bruger og har sat en lavine i gang med ordene 30 ord på facebook, hvilket hans kilde formodentligt [Person A] har oplyst ham.
Klagen er, at han ikke faktatjekker, for der er skrevet 36 ord, jeg vedhæfter kopi af det oprindelige opslag.
[…]”
Samme dag svarede Sjællandske
”Tak for din mail.
Har du tid til at vi to mødes i formiddag og lige taler sagen igennem?
Gerne så vi kan få din forklaring med i morgendagens avis (med rette opslag)
[…]”
Den 29. november 2019 skrev [Klager] følgende til Sjællandske
”[…]Jeg forstår ikke at avisen bliver ved med at skrive om 30 ord.
Jeg har tilsendt Dig det originale opslag på 36 ord.
Hvorfor bliver I ved med at fordreje sandheden.
Derudover, ingen beslutninger træffes uden et flertal i ældrerådet, som skrevet i pressemeddelelse.
[…]”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 1. december 2019.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Korrekt information
[Klager] har oplyst, at han er formand for [Ældrerådet].
[Klager] har anført, at Sjællandske i en række artikler om straf af ældrerådsmedlem [Person A] for en ytring i et opslag på Facebook har bragt ukorrekte oplysninger.
[Klager] har henvist til, at Sjællandske har gengivet den redigerede version af [Person A]s Facebook-opslag frem for at bringe det originale.
Sjællandske er derfor ikke er fremkommet med hele sandheden i de påklagede artikler.
Det er det redigerede Facebook-opslag, der er omtalt i artiklerne, hvor der således mangler seks ord fra det oprindelige Facebook-opslag.
[Klager] har oplyst, at han har kontaktet Sjællandskes redaktør og sendt en kopi af det oprindelige Facebook-opslag til journalisten fra Sjællandske for at vise, at avisen har bragt ukorrekte oplysninger.
Journalisten har på trods heraf fortsat med at bringe det redigerede Facebook-opslag i artiklerne.
[Klager] har bemærket, at journalisten i kraft af sit Facebook-venskab med ældrerådsmedlem [Person A] har kunne se det oprindelige Facebook-opslag.
Journalisten burde derfor have faktatjekket og undersøgt sagen grundigere.
Udeladelse af oplysninger
[Klager] anført, at Sjællandske ikke har bragt den pressemeddelelse, som han har fremsendt på vegne af [Ældrerådet], idet pressemeddelelsen viser, at det kun er et flertal i Ældrerådet, der kan tage beslutninger.
Af pressemeddelelsen fremgår blandt andet følgende
”PRESSEMEDDELSE.
[Ældrerådet] 27 november 2019.
[Ældrerådet] har på sit møde den 26. november 2019 drøftet den seneste tids negative omtale af rådet i pressen.
Ældrerådet konkluderer, at der synes at være behov for oplysning om rammerne for det lovbestemte, folkevalgte ældreråds virke.
Ældrerådet arbejder inden for de rammer, der er fastsat i
[…]
Det skal fremhæves, at alle beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte, rådets medlemmer kan udtale sig om arbejdet i rådet med loyalitet over for de beslutninger, der er truffet i Ældrerådet, alle medlemmer kan udtale sig om personlige synspunkter, men kan ikke tegne hele Ældrerådet.
Det kan oplyses at formanden for Ældrerådet på mødet den 26. november stillede sit mandat til rådighed, og at han blev genvalgt med stemmerne 8-2.
På ældrerådets vegne [Klager] Formand”
2.2 Sjællandskes synspunkter
Korrekt information
Sjællandske har afvist at have tilsidesat de vejledende regler for god presseskik.
Sjællandske har anført, at de seks ord, der ifølge [Klager] er blevet fjernet fra Facebook-opslaget, blev fjernet, inden Sjællandskes journalist så det, hvilket er grunden til, at det er det redigerede Facebook-opslag, som Sjællandske valgte at bringe artiklen ud fra.
Sjællandske har oplyst, at det originale opslag blev vedhæftet i en mail fra [Klager] til redaktionen den 25. november 2019, hvilket var 18 dage efter første artikel om sagen.
Grunden til, at det originale Facebook-opslag ikke er blevet bragt, er, at redaktøren beklageligvis ikke har fået videregivet opslaget til journalisten, som derfor først blev opmærksom på det, da Sjællandske modtog klagen fra Pressenævnet den 3. december 2019.
Herefter bragte Sjællandske en artikel med den fulde ordlyd fra det oprindelige opslag.
Udeladelse af oplysninger
Sjællandske har anført, at de har sikret, at samtlige af de oplysninger, som [Klager] efterlyser i sin klage, er omtalt i de offentliggjorte artikler, og at [Klager] flere gange er blevet kontaktet for en kommentar, hvilket han ikke har ønsket.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.
God presseskik
Korrekt information
[Klager] har klaget over, at Sjællandske i en række artikler om repressalier mod ældrerådsmedlem [Person A] for en ytring i et opslag på Facebook har bragt ukorrekte oplysninger.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.
1.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.
Som sagen er oplyst for Pressenævnet, har nævnet lagt til grund, at [Person A]s oprindelige Facebook-opslag af 3. oktober 2019 havde følgende ordlyd
”At et flertal i [Ældrerådet] er negativt indstillet over for [Hospicet], forstår jeg ikke.
Hvad er det for en holdning?
Jeg håber, og forventer, at byrådet har en anden holdning til dette gode projekt.
”
Af artiklen ”Ældrerådsmedlem straffet for at være skuffet over hospice-nej” fremgår blandt andet
”[…]
Årsagen er 30 ord på Facebook, hvor han gjorde opmærksom på, at
han ikke forstod, hvorfor et flertal ud af ældrerådets ti medlemmer var negativt indstillet over for planerne om et hospice på det tidligere sygehus i Korsør.
En ytring som efter alt at dømme er tolket som en illoyal optræden.
”
[…]”
Facebook-opslaget var indsat i flere af de påklagede artikler med følgende ordlyd
”At et flertal i [Ældrerådet] er negativt indstillet over for [Hospicet], forstår jeg ikke.
Jeg håber, og forventer, at byrådet har en anden holdning til dette gode projekt.
”
Pressenævnet finder, at det tydeligt fremgår af de påklagede artikler, at de gengivne oplysninger stammer fra det omtalte Facebook-opslag.
Nævnet finder endvidere, at oplysningerne fra Facebook-opslaget er loyalt gengivet i artiklen, og der er derfor ikke grundlag for at kritisere, at Sjællandske har gengivet det af [Person A] redigerede Facebook-opslag.
Udeladelse af oplysninger
[Klager] klaget over, at Sjællandske ikke har bragt den pressemeddelelse, som han på vegne af [Ældrerådet]et sendte til avisen den 27. november 2019.
Pressenævnet finder, at det ligger inden for den almindelige redigeringsret, at Sjællandske ikke har valgt at bringe pressemeddelelsen, som [Klager] fremsendte på vegne af [Ældrerådet].
Pressenævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik af Sjællandske.
Nævnet bemærker i øvrigt, at Sjællandske efter [Klager]s klage til Pressenævnet den 6. december 2019 bragte en ny artikel med overskriften ”Seks manglende ord og klage over Sjællandske ”, hvor Sjællandske gengav ordlyden af det oprindelige Facebook-opslag.
Afgjort den 21. april 2020