Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0470
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0470
Kritik af Jyllands-Posten for at afvise anonymisering af artikel fra 2007
En person klagede til Pressenævnet over Jyllands-Postens afvisning af at afindeksere, anonymisere eller slette en artikel fra 2007.
Af artiklen fremgik, at klager som 18-årig blev idømt 3 års fængsel for narkotikakriminalitet, efter han som en tjeneste havde forsøgt at smugle narkotika mod at få en rejse med alt betalt til Sunny Beach.
Personen henviste i klagen navnlig til, at artiklen påvirkede hans mulighed for at få et arbejde og starte egen virksomhed, ligesom hans nærmeste var påvirkede af, at artiklen fortsat var tilgængelig.
Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten for at afvise anmodningen om sletning.
Nævnet fandt imidlertid efter en samlet vurdering, at det ville have været rimeligt at hindre tilgængeligheden ved at foretage anonymisering af klagers navn i artiklen.
Nævnet lagde i den forbindelse vægt på klagers unge alder, da han i 2007 blev dømt for et forhold, der efter de foreliggende oplysninger måtte anses for enkeltstående, at der var gået mere end 12 år, siden der faldt dom i sagen, samt at klager ikke indtog en betroet eller fremtrædende stilling i samfundet.
Nævnet udtalte på den baggrund kritik af Jyllands-Posten.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, Jyllands-Posten har afvist at slette artiklen ”Kort nyt indland: 18-årige udnyttet til at smugle heroin”, bragt på Jyllands-Postens netavis jyllands-posten.dk og i den trykte avis den 19. december 2007, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Jyllands-Posten bragte den 19. december 2007 artiklen: ”Kort nyt indland: 18-årige udnyttet til at smugle heroin” på Jyllands-Postens netavis jyllands-posten.dk og i den trykte avis.
Af artiklen, er gengiver et Ritzau-telegram, fremgår
”Dom: En rejse til Sunny Beach i Bulgarien skulle have været belønningen for at smugle tre kilo heroin til Danmark.
I stedet endte det tirsdag med tre års fængsel for to 18-årige mænd fra Odense.
De to, [Person 1] og [Klager], blev gennem en ven introduceret til nogle udenlandske mænd og fik at vide, at de ville få en tur med alt betalt til det populære ungdomsferiemål i Sunny Beach, hvis de gjorde mændene en tjeneste og smuglede narko for dem.
Det gjorde de, men turen med narkoen til Danmark endte i lufthavnen i Berlin, hvor de to blev anholdt.
”
[Klager] anmodede den 24. februar 2020 Jyllands-Posten om afindeksering af artiklen.
Jyllands-Posten afviste den 25. februar 2020 at afindeksere, anonymisere eller slette artiklen.
[Klager]s klage over Jyllands-Postens afslag er modtaget i Pressenævnet den 25. februar 2020.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har anført, at den påklagede artikel er mere end 12 år gammel og dermed ikke er relevant mere.
Artiklen fremkommer fortsat ved en søgning på nettet, hvilket påvirker ham negativt.
[Klager] har anført, at han ønsker at få artiklen slettet fra Jyllands-Postens netavis jyllands-posten.dk.
[Klager] har navnlig henvist til, at der er tale om et ældre forhold, og at artiklen påvirker hans mulighed for at få et arbejde, særligt fordi han ønsker at starte sit eget firma.
Endvidere påvirker det hans nærmeste, at artiklen stadig findes på nettet.
Han har endvidere over for Jyllands-Posten oplyst, at Berlingske og Fyens Stiftstidende har imødekommet en tilsvarende henvendelse fra ham ved at afindeksere lignende artikler.
2.2 Jyllands-Postens synspunkter
Jyllands-Posten har afvist, at der er grundlag for at fjerne artiklen.
Jyllands-Posten har begrundet og fastholdt sin afvisning af ønsket om sletning med henvisning til de vejledende presseetiske regler, punkt B.
8. og følgende formulering i Danske Medier og Dansk Journalistforbunds fortolkningspapir
”Derimod er det ikke oplagt, at mediet skal følge en dømt persons ønske om at få fjernet artikler om vedkommende langvarige fængselsstraf for alvorlig kriminalitet”
Jyllands-Posten har anført, at de følger denne vejledning i sin administration vedrørende punkt B.
8., og at afslaget er givet i overensstemmelse med punkt B.
8. og især organisationernes fortolkningspapir samt bladets sædvanlige praksis i tilsvarende sager.
Jyllands-Posten har foretaget en konkret vurdering, hvor de betragter narkosmugling som alvorlig kriminalitet og tre års fængsel som langvarig straf.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.
[Klager] har klaget over, at Jyllands-Posten har afvist at slette artiklen ”Kort nyt indland: 18-årige udnyttet til at smugle heroin” , som blev bragt på Jyllands-Postens netavis jyllands-posten.dk og i den trykte avis den 19. december 2007.
Generelt om punkt B.
8
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.
8.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.
8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Artiklen indeholder omtale af en straffesag, hvor to personer på 18 år, herunder [Klager], der blev idømt tre års fængsel for forsøg på indsmugling af tre kilo heroin fra udlandet til Danmark.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i december 2007 som 18-årig blev idømt tre års fængsel for narkotikakriminalitet.
Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen fra 2007 med omtale af domfældelsen af [Klager] indeholder oplysninger af personfølsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særlig belastende for [Klager].
På baggrund af sagens karakter og alvor finder nævnet ikke anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten for at afvise [Klager]s anmodning om sletning af artiklen.
Henset til [Klager]s unge alder, da han i 2007 blev dømt for et forhold, der efter de foreliggende oplysninger må anses for enkeltstående, sammenholdt med der er gået mere end 12 år, siden der faldt dom i sagen, finder nævnet imidlertid efter en samlet vurdering, at det ville have været rimeligt at hindre tilgængeligheden ved at foretage anonymisering af [Klager]s navn i artiklen.
Nævnet har i den forbindelse blandt andet også lagt vægt på, at [Klager] ikke indtog en særlig betroet eller fremtrædende stilling i samfundet.
Nævnet udtaler på den baggrund kritik af Jyllands-Posten.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Jyllands-Posten at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration
”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer Jyllands-Posten
[underrubrik]
Jyllands-Posten får kritik for at afvise anonymisering af artikel fra 2007
[tekst]
Jyllands-Posten bragte på jyllands-posten.dk i 2007 en artikel, der omtalte, at to 18-årige var idømt 3 års fængsel for narkotikakriminalitet, efter de som en tjeneste havde forsøgt at smugle narkotika mod at få en rejse med alt betalt til Sunny Beach.
En af de dømte har klaget til Pressenævnet over Jyllands-Postens afvisning af at afindeksere, anonymisere eller slette artiklen fra 2007 med henvisning til, at artiklen ikke længere er relevant, og den påvirker hans arbejdsliv og hans nærmeste.
Pressenævnet finder det rimeligt at hindre tilgængeligheden i forhold til klager og kritiserer derfor Jyllands-Posten for ikke at imødekomme klagerens anmodning om at blive anonymiseret i artiklen.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.
Offentliggørelse skal ske som en selvstændig artikel, der prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse.
Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.
Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.
Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” til nævnets kendelse ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes af mediet.
Afgjort den 21. april 2020