Legislator Case Law & Legislation
W20200921725 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - genoptagelse - ej medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2020 9217 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - genoptagelse - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2020 9217 Valid

J.nr. 20-4692

En virksomhed anmodede om genoptagelse af Ligebehandlingsnævnets afgørelse i sagsnr.

18-59567.

I sagen havde nævnet vurderet, at det var udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, at virksomheden havde afskediget en marketingsassistent under hendes graviditet.

Marketingsassistenten var blevet tilkendt en godtgørelse på 140.000 kr. svarende til omkring 6 måneders løn.

Nævnet vurderede, at der i virksomhedens anmodning om genoptagelse ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og at der heller ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der kunne føre til, at sagen skulle genoptages.

Efter nævnets faste praksis var der derfor ikke grundlag for at genoptage sagen.

Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

KEN#LOKDOK23 2020 9217 Valid

Sagen angår, om der efter anmodning fra indklagede er grundlag for at genoptage sagen om forskelsbehandling på grund af køn.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet genoptager ikke sagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

En marketingsassistent indgav den 4. oktober 2018 en klage til Ligebehandlingsnævnet.

Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at marketingsassistenten blev afskediget fra sin stilling hos indklagede, mens hun var gravid.

Ligebehandlingsnævnet traf den 18. december 2019 afgørelse.

Nævnet gav klager medhold og tilkendte hende en godtgørelse på 140.000 kr. svarende til omkring 6 måneders løn.

Det fremgår af nævnets bemærkninger og konklusion

”Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Klager blev afskediget i september 2017.

På dette tidspunkt var klager gravid.

Indklagede har herefter bevisbyrden for, at klagers graviditet ikke blev tillagt betydning ved beslutningen om at afskedige hende.

Klager oplyste indklagede om sin graviditet i august 2017.

Klager blev afskediget en måned senere.

Klager blev ifølge afskedigelsesbrevet afskediget på grund af manglende markedsføringsresultater.

Indklagede har ikke redegjort for eller dokumenteret, at det forud for afskedigelsen var blevet drøftet internt eller tilkendegivet over for klager, at markedsføringsaktiviteterne ikke skabte et tilfredsstillende salg.

Det fremgår af afskedigelsesbrevet, at indklagede ikke så nogen mulighed for at omplacere eller overføre klager til andre funktioner i virksomheden.

Klagers arbejdsopgaver blev under ansættelsesforholdet løst i samarbejde med indklagedes designafdeling.

Endvidere var designafdelingen ansvarlige for markedsføringsaktiviteterne før klagers ansættelse og efter klagers afskedigelse.

Efter klagers afskedigelse ansatte indklagede en vikar i virksomhedens designafdeling.

Indklagedes direktør bad ved mail af 6. februar 2018 klager om at tilbageføre adgangen til virksomhedens konti på de sociale medier.

Klager blev her oplyst, at hun kunne ringe til vikaren, hvis hun havde spørgsmål, eller at hun kunne komme forbi kontoret, således at vikaren og klager kunne løse det sammen.

Der blev efter klagers afskedigelse fortsat annonceret på de sociale medier.

Det lægges til grund, at den nyansatte vikar overtog flere af klagers opgaver vedrørende markedsføring på de sociale medier.

Der var således stadig et behov for markedsføring på de digitale platforme efter klagers afskedigelse.

Klager bidrog under sin ansættelse ligeledes til generelle funktioner hos indklagede på lige vilkår med øvrige medarbejdere.

Når dette sammenholdes med den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem klagers oplysning om sin graviditet og afskedigelsen af klager, er det nævnets vurdering, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet ikke blev tillagt betydning ved beslutningen om at afskedige hende.

Klager får derfor medhold i klagen.

”

Indklagede har ved brev af 2. januar 2020 til sekretariatet anført, at indklagede er af den opfattelse, at dele af afgørelsens begrundelse ikke stemmer overens med de faktiske forhold.

Sekretariatet sendte den 7. januar 2020 et brev til indklagede, hvori sekretariatet vejledte indklagede om betingelserne for genoptagelse.

Indklagede har ved brev af 17. januar 2020 anmodet nævnet om at genoptage sagen.

Ligebehandlingsnævnet har ikke foretaget høring af klager i forbindelse med indklagedes anmodning om genoptagelse af sagen.

Indklagedes bemærkninger

Indklagede har anmodet om, at sagen genoptages.

Indklagede har til støtte for anmodningen anført, at Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion i afgørelsen bygger på en tilsyneladende misforståelse af de i forbindelse med parternes sagsfremstilling givne faktuelle oplysninger.

Indklagede vil sikre, at Ligebehandlingsnævnet er fuldt ud oplyst om nogle nærmere angivne forhold.

Klager havde under sin ansættelse, men forventelig efter den meddelte afskedigelse, tilegnet sig adgangskoder til indklagedes platforme på de sociale medier og overført disse til hendes privatejede PC.

De sociale medier blev indtil klagers afskedigelse anvendt til almen passiv markedsføring af indklagedes kollektion.

Dette blev forestået af indklagedes designafdeling.

Koderne til de sociale medier kunne således anvendes af både designafdelingens medarbejdere og klager.

Klagers opgave var at foretage aktivt salgsarbejde via de sociale medier og ikke blot salg af de designs, som designerne viste som nyheder.

Det er denne funktion, der blev opgivet i forbindelse med klagers afskedigelse.

Henvendelsen til klager om at få udleveret indklagedes koder blev foretaget af en designer, der på daværende tidspunkt var vikar for en designer i designafdelingen og ikke en vikar for klagers arbejdsfunktioner.

Vikaren skulle således ikke bruge koderne for at fortsætte klagers arbejde, men for at fortsætte det arbejde, som designafdelingen selv havde forestået, nemlig at lægge nye designs ud.

Aktive salgsbestræbelser via nettet ophørte således ved klagers afskedigelse.

Det kan ikke lægges til grund, at der er nogen, der har fortsat eller overtaget klagers opgaver.

Det blev besluttet, at klagers opgaver skulle ophøre - i hvilken forbindelse afskedigelsen fulgte.

Antallet af medarbejdere før klagers ansættelse svarer til antallet af medarbejdere efter klagers afskedigelse.

Klager har ikke haft andre opgaver, hverken specifikke eller generelle.

De tilfælde, hvor der henvises til, at klager har hjulpet, er udtryk for akutte problemer, hvor alle - uanset stillingsbetegnelse og opgaver - har hjulpet med at sikre plads på lager og bjerge varer i hus ved pludselige leverancer til virksomheden.

Dette kan ikke føre til en konklusion om, at klager har forestået eller fået anvist andre generelle arbejdsopgaver, som klager kunne overflyttes til eller varetage i stedet for at gennemføre den foretagne

afskedigelse.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.

En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.

Det kan i den forbindelse tillægges vægt, hvis disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.

Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.

Nævnet vurderer, at der ikke er fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Da nævnet den 18. december 2019 traf afgørelse i sagen, var nævnet bekendt med de oplysninger, som indklagede har henvist til i anmodningen om genoptagelse.

Det fremgår af nævnets afgørelse, at indklagedes direktør bad klager om at tilbageføre adgangen til virksomhedens konti på de sociale medier, og at klager her blev oplyst, at hun kunne ringe til den nyansatte vikar, hvis hun havde spørgsmål, eller at hun kunne komme forbi kontoret, således at hun kunne løse det sammen med vikaren.

Det fremgår i den forbindelse af nævnets afgørelse, at der efter klagers afskedigelse fortsat blev annonceret på de sociale medier.

Nævnet lagde derfor til grund, at den nyansatte vikar overtog flere af klagers opgaver vedrørende markedsføring på de sociale medier, og at der stadig var et behov for markedsføring på de digitale platforme efter klagers afskedigelse.

Det fremgår endvidere af nævnets afgørelse, at klager under sin ansættelse bidrog til generelle funktioner hos indklagede på lige vilkår med øvrige medarbejdere.

At klager bidrog hertil er udledt af oplysningerne i sagen, herunder klagers og indklagedes bemærkninger til sagen.

Der er ikke fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og der foreligger heller ikke i øvrigt særlige grunde, der kan føre til, at sagen skal genoptages.

Efter nævnets faste praksis er der herefter ikke grundlag for at genoptage sagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

- § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

- § 6, stk. 3, om formandsafgørelser

- § 9, stk. 1, om klagebehandling

- § 10, om genoptagelse

- § 12, stk. 1-2, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

- § 1, stk. 2, om lovens anvendelsesområde

- § 9, om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

- § 16, stk. 2 og stk. 3, om godtgørelse

- § 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde

<20-4692>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →