Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0413
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0413
Person får ikke afindekseret sit navn
I en artikel bragt i november 2019 omtalte lokalavisen Havnefronten et debatmøde arrangeret af en arbejdsgruppe i en politisk organisation om nedsættelse af arbejdstiden til en 30-timers arbejdsuge, hvor klager i den forbindelse var nævnt som en af initiativtagerne til debatmødet.
Klager klagede til Pressenævnet over, at Havnefronten havde afvist at afindeksere hendes navn fra artiklen.
Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.
Nævnet lagde vægt på, at artiklen ikke indeholdt oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for klager.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Medieselskabet Havnefronten ApS har afvist hendes anmodning om at få afindekseret sit navn fra artiklen ”Christianshavnermøde om 30 timers arbejdsuge i Københavns kommune” , som blev bragt den 25. november 2019 i Havnefrontens e-avis, idet hun mener, at god presseskik derved er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Forud for offentliggørelsen
[Klager] var forud for offentliggørelsen af den påklagede artikel i korrespondance med Medieselskabet Havnefronten ApS (Havnefronten) via mail.
Pressenævnet har modtaget kopi af mailkorrespondancen.
Den 19. november 2019 skrev [Klager] følgende til Havnefronten
”Hej.
Kunne I være interesserede i at omtale arrangementet om en 30-timers arbejdsuge i dag, beskrevet nedenfor - enten før eller efter, det løber af stablen den 13. januar 2020 i Christianshavns beboerhus?
Det kunne være på jeres arrangementsoversigt - eller som en lille artikel?
Det kunne her f.eks. relateres til at en række Københavnske fagforeninger ved lokalvalget 2017 sammen opfordrede til en test af 30-timers arbejdsuger i Københavns kommune.
Bl.a. fordi man har haft rigtig gode erfaringer med det i Göteborgs kommune.
Læs evt.
mere om forslaget her: https://www.lfs.dk/12847 og her https://www.dr.dk/nyheder/penge/fagforeninger-indfoer-30-timersarbejdsuge-i-koebenhavn .
Og her beskrives at flere Københavnske politikere kan være interesseret i emnet: https://www.foa.dk/afdelinger/foakls/nyheder/global/news/afdelingsnyheder/kls/2017/forsoeg-med-30-timers-arbejdsuge-i-kbh
Her er også et link til vores Facebookbegivenhed: https://www.facebook.com/events/486135345582471/
På Facebook kunne arrangementet f.eks. deles med følgende tekst
”Hvad ville der ske, hvis vi arbejdede mindre og brugte flere timer på sociale relationer, restitution og demokrati?
En arbejdsgruppe i [Den politiske organisation] inviterer den 13. januar kl.
19:30 til et historisk oplæg fra Arbejdermuseet og en efterfølgende debat om mulighederne for at nytænke hverdagens tid i dag.
Alle er velkomne.
”
Venlig hilsen,
[Klager]”
Til mailen var vedhæftet følgende tekst
”Kampen om tiden - historisk og i dag
100 år efter at arbejderbevægelsen kæmpede sig til retten til 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers fri tid, foreslår nu københavnske fagforeninger og politiske partier, at vi i dag igen nedjusterer mængden af tid, vi arbejder.
Det sker af så forskellige hensyn som til lige fordeling af arbejdet, mental og fysisk sundhed, klima og ønsket om mere tid til omsorg, rekreation og demokratisk deltagelse.
En arbejdsgruppe i [Den politiske organisation] inviterer til oplæg og debat om ønsker om at nytænke hverdagslivets tid.
Det sker mandag den 13. januar klokken 19.30 til 21.30 i Christianshavn Beboerhus.
19:30-20:15: Historien om politisk kamp og sejr
En dygtig formidler fra Arbejdermuseet vil levende berette om arbejdslivets kampe for 100 år siden.
Der vil være god tid til at stille spørgsmål, herunder til den historiske sejr i kampen for en 8-timers arbejdsdag.
20:30-21:30: Hvad vil vi i dag med vores tid?
Workshop og åben diskussion af drømme og tanker om mulige perspektiver og faldgruber ved at kæmpe for bedre hverdagsliv og samfund gennem en nedjustering til en 30-timers arbejdsuge i dag.
Alle er velkomne til hele arrangementet eller til at deltage i blot én af arrangementets to dele.
Der er fri adgang, og i pausen er der fri kage og fri varme drikke.
Tilmelding er ikke nødvendig, men sikrer rigeligt kage til alle.
Skriv til [Mailadressen]”
Den påklagede artikel
Havnefronten bragte den 25. november 2019 artiklen ”Christianshavnermøde om 30 timers arbejdsuge i Københavns kommune” i Havnefrontens e-avis i sektion 1, side 5.
Af artiklen fremgår følgende
”Skal arbejdstiden ned i Københavns Kommune?
Det spørgsmål sætter [Den politiske organisation] til debat når de i starten af det nye år – den 13. januar 2020 – byder inden for til møde i Christianshavns beboerhus.
Ifølge [Klager], der er blandt initiativtagerne, er det ved at være på tide, at vi her 100 år efter, at arbejderbevægelsen kæmpede sig til retten til 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers fri tid, igen diskuterer hvor meget vi skal arbejde.
”Det sker af så forskellige hensyn som lige fordeling af arbejdet, mental og fysisk sundhed, klima og ønsket om mere tid til omsorg, rekreation og demokratisk deltagelse.
Det er derfor, en arbejdsgruppe i [Den politiske organisation] inviterer til oplæg og debat om ønsker om at nytænke hverdagslivets tid”, fortæller [Klager].
Mødet starter med historien bag den politisk kamp og sejr for derefter at fortsætte med workshop om ”drømme og tanker om mulige perspektiver og faldgruber ved at kæmpe for bedre hverdagsliv og samfund gennem en nedjustering til en 30-timers arbejdsuge i dag.
”
Den 29. november 2019 rettede [Klager] henvendelse til Havnefronten med anmodning om afindeksering af sit navn
”Hej,
Jeg er blevet citeret på s.
5 i Lokalavisen Havnefronten 26.-27. november 2019 i en artikel, der er signeret af ansvarshavende redaktør [Redaktøren].
Jf. https://issuu.com/havnefronten/docs/havnefronten_20191126_merged/4
Artiklen må være blevet til på baggrund af nedenstående henvendelse, som jeg sendte til Havnefrontens redaktion den 19. november 2019.
Jeg ser det imidlertid som en fejllæsning af min email-henvendelse, at mit private navn skulle kunne sættes som afsender på de udtalelser, jeg er blevet citeret for i artiklen.
I min email-formulering, skriver jeg at en ”arbejdsgruppe i [Den politiske organisation]” er afsender på den tekst, jeg er blevet citeret for.
Samtidig har jeg netop et ønske om, at mit private navn ikke sættes i forbindelse med partipolitisk arbejde.
På baggrund af dette, vil jeg anmode avisen om at afindexere den online version af teksten, hvor mit navn nævnes, sådan at artiklen ikke længere kan dukke op som et søgeresultat ved en internetsøgning på mit navn.
Denne min anmodning henviser til Pressenævnets 'Vejledning om god presseskik' afsnit B om 'Adfærd i strid med god presseskik' punkt 8, der lyder: ”8.
Meddelelser offentliggjort i digitale medier vil ofte være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt.
”.
Jf.: https://www.pressenaevnet.dk/god-presseskik/
Venlig hilsen [Klager]”
Havnefronten afviste den 29. november 2019 [Klager]s anmodning.
[Klager]s klage over Havnefrontens afvisning er modtaget i Pressenævnet den 1. december 2019.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Afindeksering – punkt B.
8
[Klager] har anført, at Havnefronten har afvist hendes anmodning om at få afindekseret sit navn fra den påklagede artikel, sådan at artiklen ikke dukker som et søgeresultat ved en internetsøgning på hendes navn.
[Klager] har endvidere anført, at hun er fejlciteret i artiklen, idet hendes private navn ikke skulle sættes som afsender på de udtalelser, som hun er blevet citeret for.
[Klager] har henvist sin mail af 19. november 2019 til Havnefronten, hvoraf det fremgår, at det er en ”arbejdsgruppe i [Den politiske organisation]”, som er afsender på den tekst, som hun er blevet citeret for i artiklen.
Det er yderligere problematisk, at Havnefronten – imod [Klager]s ønske – har sat hendes navn i forbindelse med et politisk parti.
2.2 Havnefrontens synspunkter
Afindeksering – punkt B.
8
Havnefronten har afvist, at [Klager] fra [Den politiske organisation] i sin henvendelse til Havnefronten har oplyst, at hun er blevet fejlciteret, sådan som hun har anført i sin klage til Pressenævnet.
Som det fremgår af [Klager]s henvendelse til Havnefronten, så mener [Klager], at der derimod er tale om en ”fejllæsning” (ikke fejlcitering) af hendes egen pressehenvendelse på vegne af [Den politiske organisation].
[Klager] har angivet, at det burde være den mere anonyme ”arbejdsgruppe i [Den politiske organisation]” – som hun skriver som talsmand for – der burde være citeret i forbindelse med den pressehenvendelse, hun selv har fremsendt.
Havnefronten har anført, at [Klager] hverken på skrift eller telefonisk har angivet nogen årsag til, at hendes navn ikke skulle kunne sættes i forbindelse med partipolitisk arbejde.
Havnefronten er således hverken bekendt med, at [Klager] skulle være særligt udsat for trusler, have en særlig følsom arbejdsmæssig position, der udgjorde hindringer eller andet, der skulle godtgøre dette.
Havnefronten er heller ikke af [Klager] blevet gjort opmærksom på, at der skulle være sådanne forhold.
Det forhold, at [Klager] har fremsendt en tekst på vegne af [Den politiske organisation], taler også imod, at [Klager] på daværende tidspunkt skulle have haft en forventning om andet.
Efterfølgende interne diskussioner i [Den politiske organisation] om, hvem der måtte skulle citeres for hvad, forekommer ikke som værende et anliggende for redaktionen.
Havnefronten har endvidere anført, at der ved angivelsen af [Klager] som kilde i [Den politiske organisation] skulle være foretaget en offentliggørelse af private eller følsomme oplysninger, der skulle berettige en afindeksering.
Havnefronten har bemærket, at alle udgaver af Havnefronten uploades via platformen Issue.com, og at det med den version, som Havnefronten anvender, ikke er muligt af afindeksere enkelte artikler.
Artiklerne uploades ikke til Havnefrontens hjemmeside i et andet format.
Alternativet er at fjerne hele e-avisen, men det forekommer uproportionalt at censurere en hel avis.
Hertil kommer, at e-avisen også findes på print og er distribueret i knap 21.000 eksemplarer.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik.
Spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen, henhører under domstolene og Datatilsynet og falder uden for Pressenævnets kompetence.
God presseskik
Afindeksering – punkt B.
8
[Klager] har klaget over, at Havnefronten har afvist hendes anmodning om at få afindekseret sit navn fra den påklagede artikel.
Generelt om punkt B.
8
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.
8.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.
8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Artiklen omtaler et debatmøde arrangeret af en arbejdsgruppe i [Den politiske organisation] om nedsættelse af arbejdstiden til en 30-timers arbejdsuge i Københavns Kommune, hvor [Klager] i den forbindelse nævnes som en af initiativtagerne til debatmødet.
Pressenævnet lægger til grund, at [Klager] selv har rettet henvendelse til Havnefronten med ønske om omtale af debatmødet.
Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen med omtale af et debatmøde arrangeret af [Den politiske organisation], hvor [Klager] nævnes som en af initiativtagerne hertil, ikke, som sagen er oplyst, indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for [Klager].
Det er heller ikke oplyst, at offentliggørelse af oplysningerne af andre grunde kan anses for at skade [Klager].
På denne baggrund udtaler nævnet ikke kritik af Havnefonten for at afvise [Klager]s anmodning om afindeksering.
Afgjort den 27. marts 2020