Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0408
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0408
Redox skal ikke slette artikler om nazistbevægelsen
En person klagede til Pressenævnet over, at Redox havde afvist at slette en række artikler fra henholdsvis maj 2018 og november 2019.
Personen havde anført, at artiklerne indeholder ukorrekt information samt er skadelige for ham og hans familie.
Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Redox for at have afvist personens anmodning om sletning og lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at personen har haft en fremtrædende rolle i nazistbevægelsen, hvilket også fremgik af blandt andet bevægelsens egen hjemmeside.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ”Svensk terrororganisation etablerer sig i Danmark” , ”Så rabiate er NMB-medlemmerne: Voldsfantasier og jødehad” og ”Dansk NMR-leder trækker sig: Tilbyder at kaste organisationen ud i “intern kaos og svækkelse” , bragt henholdsvis den 9. maj 2018, 14. maj 2018 og 22. november 2019 på Researchkollektivet Redox’ hjemmeside redox.dk, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at Researchkollektivet Redox i artiklen ”Dansk NMR-leder trækker sig: Tilbyder at kaste organisationen ud i “intern kaos og svækkelse” har bragt ukorrekte oplysninger om ham.
[Klager] har desuden klaget over, at Researchkollektivet Redox ikke har imødekommet hans anmodning om sletning eller anonymisering af artiklerne ”Svensk terrororganisation etablerer sig i Danmark” , ”Så rabiate er NMB-medlemmerne: Voldsfantasier og jødehad” og ”Dansk NMR-leder trækker sig: Tilbyder at kaste organisationen ud i “intern kaos og svækkelse”.
1 Sagsfremstilling
Researchkollektivet Redox (herefter Redox) bragte den 9. maj 2018 artiklen ”Svensk terrororganisation etablerer sig i Danmark” på Redox’ hjemmeside redox.dk, med følgende underrubrik
”Bomber, drab og våbenlagre.
Den nazistiske organisation Nordiska Motståndsrörelsen holder sig ikke tilbage i kampen for et forenet, nationalsocialistisk Norden.
Nu har de fået fodfæste i Danmark.
”
Af artiklen fremgår følgende
”De har prøvet før, men fejlet.
Denne gang er det gået anderledes.
Nordiska Motståndsrörelsen har det seneste halve år etableret sig i Danmark og har nu tre aktive lokalafdelinger.
Opstartsprocessen har dog haft bump på vejen og flere udskiftninger i ledelseslaget.
Vi tegner et portræt af den danske afdeling, hvis svenske moderorganisation af eksperter beskrives som terrorister.
Vi starter dog med at skrue tiden tilbage til 2013.
Efter [Person 1] i 2010 havde forladt formandsposten i DNSB, og [Person 2] kort efter skred med de fleste aktive medlemmer, var DNSB en skygge af sig selv.
I stedet voksede Danskernes Parti, der havde gemt hagekorset væk under jakkesættene.
Det efterlod et tomrum for dem, der var på jagt efter åben, traditionel nationalsocialisme.
Det forsøgte [Person 3] at gøre noget ved.
Som mangeårigt medlem af DNSB havde han haft kontakt med Svenska Motståndsrörelsen (SMR), som den svenske afdeling dengang hed.
I en overgang havde DNSB og SMR nemlig samarbejdet, f.eks. i forbindelse med DNSB’s Hess-march i Kolding i 2007.
[Person 3] havde sidenhen besøgt flere af SMR’s aktiviteter.
Forbindelsen havde altså eksisteret i en årrække.
[Person 3] gik derfor forrest i forsøget på at opstarte en dansk afdeling af SMR.
Udover opsætning af klistermærker og oversættelse af svenske artikler til dansk blev det dog ved forsøget.
Projektet gled ud i sandet til den svenske ledelses store irritation.
Tilliden til [Person 3] forsvandt, og i 2015 blev forsøget officielt droppet.
Den svenske ledelse i Nordiska Motståndsrörelsen (NMR), som organisationen skiftede navn til i 2016, var derfor mere forsigtige, da der der sidste år kom optræk til en ny dansk afdeling
Youtube-fænomener og politivold
Den 6. september 2017 annoncerede NMR, at de ville genstarte den danske afdeling og relancerede hjemmesiden, der siden 2015 havde været inaktiv.
I annonceringen lød det blandt andet, at “vi nu aktivt søger stolte danske mænd og kvinder som vil hjælpe til i kampen for at redde vort folk”.
Den svenske ledelse opfordrede sympatisører til at søge om medlemskab i organisationen.
Genstarten skete ifølge Redox’ oplysninger efter et møde i Sverige, hvor en lille gruppe unge danske nynazister mødte den svenske NMR-leder [Person 4].
Danskerne kom fra Youtube-kanalen ‘Guardians of Scandinavia’, der blev drevet af fire unge mænd fra Fyn, Nordsjælland og Vestjylland.
Ingen af dem har tidligere været aktive på den yderste højrefløj, men en af dem har en fortid i Konservativ Ungdom.
Det lykkedes dem at overbevise [Person 4] om, at de var kompetente til at drive en dansk aflægger af NMR under navnet Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMB).
De var dog ikke alene.
Fra København blev flere tidligere medlemmer af Dansk Front involveret, og fra Lolland blev [Person 5], en mand i trediverne, udpeget til en central rolle i gruppen.
Sympatisører, der tog kontakt til organisationen med henblik på medlemsskab, fik besked om, at der i løbet af efteråret 2017 ville blive afholdt et informations- og rekrutteringsmøde.
Forud for det møde skulle den danske inderkerne til Göteborg i Sverige for at deltage i NMR’s stort anlagte march mod “landsforrædere” lørdag den 30. september.
Trods ambitioner om 1.000 deltagere samlede marchen kun 3-400 personer.
Omkring 20 nazister, herunder lederen [Person 4], blev anholdt efter et voldeligt sammenstød med politiet.
Bedre gik det ikke for de danskere, der havde tænkt sig at deltage i demonstrationen.
Om morgenen krydsede en dansk bil Øresundsbroen, hvor den blev stoppet af de svenske myndigheder, der ville undersøge bilens pasagerer.
Det forløb dog ikke fredeligt.
I bilen sad blandt andet [Person 5], der blev anholdt og sigtet for at have sparket en betjent i hovedet.
Han har selv forklaret, at det var politiet, der anholdte ham på grund af en misforståelse og derefter udsatte ham for vold.
Han har ifølge Redox’ oplysninger været indlagt på et hospital i Skåne til behandling for de skader, han fik under anholdelsen, der bl.a. skal have kostet ham tre brækkede ribben, et brækket ben og en punkteret lunge.
De andre danskere droppede efter anholdelsen planen om at køre til Göteborg.
Tre lokalafdelinger
Episoden på broen var dog ikke den eneste, der svækkede opstartsprocessen.
I december 2017 gik flere af de unge nynazister fra kredsen omkring Guardians of Scandinavia-kanalen ud med en hård kritik af NMR’s svenske ledelse i en video på Youtube.
De oplyste ved samme lejlighed, at de havde forladt organisationen.
I videoen kaldte de flere af de andre danske aktivister for dovne, fortalte at [Person 5] havde forladt organisationen og kritiserede også de svenske NMR-medlemmer.
Måneden inden havde flere af svenskerne været i Danmark for at gennemføre opstartsmødet med de sympatisører, der var interesserede i at blive aktive.
Selvom de unge Youtube-aktivister skred og smækkede med døren, så resulterede mødet alligevel i at etableringsfasen rykkede et stort skridt fremad.
I december begyndte den danske afdeling for alvor at lave aktioner, hvor de f.eks. opsatte plakater og klistermærker eller uddelte løbesedler i postkasser.
Den første større aktion var et bannerdrop med grønne røggranater, NMR’s farve, henover en motorvejsbro ved Århus.
I januar i år var inderkernen i Sverige, hvor NMR afholdt de såkaldte ”aktivistdage”.
Fra København deltog f.eks. [Person 6], der har været aktiv i både Dansk Front, Danmarks Nationale Front og Blood & Honour.
Fra Jylland deltog blandt andre [Person 7], der tilhører inderkernen i den danske afdeling.
Siden bruddet med Guardians of Scandinavia og [Person 5] er organisationen vokset støt.
Adskillige gange ugentligt offentliggøres nye ‘kamprapporter’, hvor aktivister har været ude med klistermærke eller løbesedler.
Det skyldes blandt andet, at mange, der søger om medlemskab, skal gennemføre propagandaomdelinger, før de kan komme i betragtning til et medlemskab.
I skrivende stund har NMR tre lokalafdelinger i Danmark, der i deres egen terminologi kaldes ”reder”.
Rede 1 dækker København og Østdanmark, og den tæller blandt andre de ledende figurer [Person 6] og [Klager].
Rede 2 dækker område Fyn samt Jylland syd for Århus, mens Rede 3 er Jylland nord for Århus.
Aktiviteterne stopper dog ikke ved propagandaspredning.
I forbindelse med årsdagen for besættelsen af Danmark 9. april samledes NMR og besøgte blandt andet Mindelunden i Kongensbro.
Mindelunden er oprettet til minde om de danskere, der kæmpede på tysk side under Anden Verdenskrig.
Den danske afdeling deltog også i NMR’s 1. maj-demonstration i Ludvika i Sverige i år.
Vold og terror
NMR er stadig en ny gruppe i Danmark og har først og fremmest været aktive med løbesedler og klistermærker.
Men ser man på den anden side af sundet, er det tydeligt, at værktøjerne kan være meget voldsomme.
Medlemmer af NMR har stået bag drab og drabsforsøg, våbenlagre, angreb på antiracistiske demonstrationer, brandattentater og bombeangreb mod politiske modstandere og flygtninge.
“Det er definitivt en terrorgruppe.
Dels hvad gælder ideologien;
at de vil styrte demokratiet og indføre et nationalsocialistisk styre, dels at de har paramilitære aktiviteter og våbenlagre.
Det bliver mest tydeligt efter hændelserne i Göteborg, hvor tre personer med koblinger til NMR ville sprænge en flygtningelejr.
De lever op til kravene for at være en terrorgruppe,” har [Person 8] fra den svenske Försvarshögskolan tidligere sagt til magasinet ETC.
Hverken [Person 6], [Person 9], [Klager] eller [Person 7] har ønsket at udtale sig til Redox.
Du kan læse mere om NMR’s mange voldelige angreb i Redox’ portrætartikel af organisationen fra sidste sommer.
Til artiklen er der indsat en række billeder af blandt andet NMRs medlemmer, herunder også [Klager].
Redox bragte den 14. maj 2018 artiklen ”Så rabiate er NMB-medlemmerne: Voldsfantasier og jødehad” på Redox’ hjemmeside redox.dk med følgende underrubrik
”Den Nordiske Modstandsbevægelse er erklærede nationalsocialister.
Det afspejler sig i især på de sociale medier, hvor de jævnligt poster dødsfantasier om dem, der ikke passer ind i deres verdensbillede.
”
Af artiklen fremgår følgende
”Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMB) betegner sig selv som en “revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation”.
NMB ser det som en af sine vigtigste opgaver at sprede propaganda, for at skabe et positivt billede af bevægelsen og nationalsocialismen.
Dette sker blandt andet gennem løbeseddelsuddeling, klistermærke- og plakatopsætning, samt gennem deres hjemmeside Nordfront.
For eksempel opsatte bevægelsen hyldestplakater til Adolf Hitler mange steder i landet i forbindelse med den nazistiske førers fødselsdato i april.
Internettet som slagmark
Bevægelsens medlemmer er dog også særdeles aktive propagandister på diverse sociale medier og her fylder især volds- og drabfantasierne meget.
Gennemgående er også en fascination af tysk nazistisk symbolik.
Her følger et udpluk.
Få dage efter Anders Breiviks terrorangreb i Norge i 2011 jokede en række danske nazister med begivenheden.
En af dem var [Person 6], der under dæknavnet “[Person 6]” gav sit besyv med.
[Person 6] er en gammel kending i den danske nazibevægelse.
Han har været aktiv og har haft ledende roller i Dansk Front, Danmarks Nationale Front og Blood & Honour.
I dag spiller han en ledende rolle i NMR’s afdeling i København.
Jødehadet stortrives i NMB
Nazisterne i NMB er meget udtalte i deres had til jøder, og de ligger ikke fingrene imellem, når de spreder antisemitiske budskaber på internettet.
Ofte indgår et element af konspirationsteori, når jøderne lægges for had.
Ingen vil udtale sig
Det har ikke været muligt for Redox at få udtalelser fra [Person 10], [Person 7], [Person 11], [Person 12] eller [Person 13], da de ikke har besvaret vores gentagne henvendelser.
Hverken [Klager], [Person 6], [Person 9] eller [Person 14] har ønsket at udtale sig til Redox.
[Person 14] siger til Redox’ journalist: “Dig må jeg ikke tale med”.
Hvem der har forbudt ham at udtale sig til Redox, ønsker han ikke at udtale sig om.
Redox har ligeledes forsøgt at få et interview med en repræsentant for Den Nordiske Modstandsbevægelse, hvilket NMB har afvist.
Bevægelsen skriver i en email til Redox’ journalist: “Ingen i Den Nordiske Modstandsbevægelse har lyst til at tale med dig eller andre fra Redox.
”
Den eneste, der har ønsket at udtale sig til Redox, er [Person 15].
Hun afviser at være engageret i NMB, men bekræfter, at hun deler deres propagandamateriale på internettet: “Jeg synes de er nogle søde fyre og piger.
De laver nogle gode podcasts”.
Hun har ikke et problem med deres ideologiske platform: “Nej, det er vel ikke værre end socialister.
De er jo ikke nazister, de er nationalsocialister”.
[Person 15], udtaler at hun ikke ved hvad antisemitisme er og at hun har delt Tors Vrede-sangen fordi det “god musik”.
Til artiklen er der indsat en række forskellige skærmprint, herunder et, der viser et opslag på det sociale netværk vk.com af [Klager], hvor han skriver ”nigger duty” som kommentar til følgende nyhedshistorie ”Breaking News: Man dies after killing himself.
A man in California died after he committed suicide in his own apartment.
” Til skærmprintet er der indsat følgende tekst
”Den centrale københavnske aktivist [Klager] skriver her på det sociale medie VK, hvor han bl.a. også hylder Adolf Hitler.
Han var aktiv i det nynazistiske netværk Dansk Front tilbage i 00’erne.
(Foto: screenshot fra vk.com)”
Den 22. november 2019 bragte Redox artiklen ”Dansk NMR-leder trækker sig: Tilbyder at kaste organisationen ud i “intern kaos og svækkelse” på Redox’ hjemmeside redox.dk, med følgende underrubrik
”Efter fængslingen af [Person 7] for antisemitisk hærværk er Den Nordiske Modstandsbevægelse kommet under pres.
Nu trækker den øverste leder sig og smækker med døren.
”
Af artiklen fremgår følgende
”[Klager], der er den øverste leder af Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR) i Danmark, trækker sig nu fra den nazistiske organisation.
Samtidig tilbyder han Redox at sende NMR ud i “intern kaos og svækkelse”.
Det sker som direkte konsekvens af fængslingen af [Person 7] efter forrige weekends omfattende aktioner mod jøder i Danmark.
Der kom en email Torsdag aften skrev [Klager] en email til Redox.
I den lød det blandt andet
“Jeg skriver til jer, da jeg har et forslag der kunne gavne os begge.
I lyset af de seneste hændelser, så kan jeg ikke længere lægge navn til den nordske modstandsbevægelse.
Derfor ønsker jeg at i fjerner mit navn i jeres artikler, og kan til gengæld tilbyde min fulde tilbagetrækning.
Med hvad det medfører af intern kaos og svækkelse her samtidig med [Person 7]s anholdelse.
Jeg vil med et holde mig 100% fra den nationale scene for bestandig.
Artiklerne er gamle og ubetydelige.
Jeg fjerner selv mit navn fra alle andre steder privat og inde for organisationen.
”
Slettede sit navn Fredag formiddag kunne Redox konstatere, at [Klager] allerede havde været i sving på NMR’s hjemmeside.
I flere artikler, hvor han oprindelig var omtalt med navn, er hans navn nu fjernet.
I en artikel fra 2. juni lød det oprindeligt
“Det var nu blevet tid til dagens højdepunkt, hvor Den Nordiske Modstandsbevægelses danske grens nationale chef, [Klager], skulle tale.
“
Fredag lyder teksten i stedet
“Det var nu blevet tid til dagens højdepunkt, hvor Den Nordiske Modstandsbevægelses danske grens nationale chef skulle tale.
”
Den oprindelige artikel kan ses på internetarkivet archive.org.
Redox har fundet flere lignende eksempler, hvor [Klager] nu har fjernet sit eget navn fra hjemmesiden på en organisation, som han officielt stadig står i spidsen for.
En organisation i knæ.
I april gennemførte NMR sin hidtil største magtdemonstration i Danmark, da de sammen med en stor gruppe svenske nazister marcherede igennem København.
Selvom langt hovedparten af de mere end 80 demonstranter var svenskere, så var der ingen tvivl om, at den danske NMR-afdeling oplevede dagen som en stor sejr.
Siden da er det gået stærkt nedad.
I august forlod [Person 9] organisationen.
Han var leder af den nordjyske ‘rede’, som NMR kalder sine lokalafdelinger.
Det skete samtidig med at det svenske medie Expo kunne afsløre, at en stor gruppe NMR-medlemmer var brudt ud af organisationen og i stedet havde dannet Nordisk Styrke, en angiveligt endnu mere voldsberedt organisation.
Om [Person 9] er gået ind i Nordisk Styrke er uklart, men en dansker, der ihvertfald har tilsluttet sig dem er [Person 16].
Den unge fynbo har igennem det seneste år ellers været en af de mest aktive NMR-medlemmer, men har altså forladt organisationen nu.
For to uger siden skete de antisemitiske propaganda- og hærværksaktioner så og få dage senere blev [Person 7] fængslet.
Efter [Person 9]s afgang var [Person 7] den ene af kun to tilbageværende redeledere i NMR og er nu sat ud af spil indtil han bliver løsladt.
Med ovenstående in mente er [Klager] således den eneste fungerende redeleder – han styrer de københavnske tropper – samtidig med at han er den øverste landsleder af den danske afdeling.
Indtil nu.
Med mailen til Redox og den hastige sletteaktivitet på NMR’s hjemmeside vil [Klager] skrive sig selv ud af NMR’s historie.
[Klager] efterlader sig en organisation, der på kort tid er imploderet fuldstændigt: Tre ud af tre redeledere, den ene tillige landsleder, er væk.
Flere medlemmer står overfor retssager og offentlighedens søgelys hviler ubønhørligt på organisationen.
Drømmen om de store nazimarcher er parkeret for en rum tid fremover.
Redox har været i telefonisk kontakt med [Person 16].
Han lagde på.
[Person 9] ønskede ikke at svare på Redox’ spørgsmål.
Redox har haft en længere telefonsamtale med [Klager] om sagen.
Han bekræfter, at han trækker sig fra NMR, men han ønsker ikke at stille op til interview.
”
Til artiklen er der indsat en boks med følgende indhold
”Hvorfor efterkommer Redox ikke [Klager]s ønske?
Det sker fra tid til anden, at tidligere højreekstremister kontakter os, fordi de gerne vil have fjernet et billede eller deres navn fra en artikel.
Det er vi som udgangspunkt åbne overfor, for vi synes det er positivt, når personer lægger de racistiske og nynazistiske miljøer bag sig.
Sådan en forespørgsel behandles seriøst og vi vurderer en lang række faktorer, blandt andet vedkommendes alder og anciennitet i det nazistiske miljø samt hvor længe vedkommende har været ude af miljøet.
En ung person, der var aktiv i en kortere periode, og som har lagt bevægelsen bag sig, vil vi være meget tilbøjelige til at fjerne.
Men vi kan, vil og skal ikke omskrive historien.
Hvis man har været nøglefigur på højrefløjen, så får man som udgangspunkt ikke fjernet sit navn fra vores artikler.
Det er tilfældet med [Klager].
Alt andet ville være historierevisionisme.
Når lederen af en nazistisk bevægelse, der er i offentlighedens søgelys på grund af antisemitisk hærværk, tilbyder at kaste organisationen ud i ”intern kaos og svækkelse” for til gengæld selv at slippe for opmærksom hed, så er det en vigtig historie.
Det kan vi ikke sidde overhørigt og derfor har vi skrevet historien om [Klager]s mail i stedet for at fjerne ham fra artiklerne.
”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 24. november 2019.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
God Presseskik
Korrekt information og sletning B.
8
[Klager] har anført, at han har kontaktet Redox med henblik på at få sit navn fjernet fra artiklerne ”Svensk terrororganisation etablerer sig i Danmark” , ”Så rabiate er NMB-medlemmerne: Voldsfantasier og jødehad” og ”Dansk NMR-leder trækker sig: Tilbyder at kaste organisationen ud i “intern kaos og svækkelse” på redox.dk, da hans teenagedatter er blevet utroligt ked af, at deres fælles efternavn fremgår af artiklerne.
Redox’ eneste mål er at hetze og lukke munden på meningsmodstandere, hvilket ikke har meget med god presseskik at gøre.
[Klager] har anført, at han finder det i orden, at billeder fra offentligheden samt information og nyheder deles, men at Redox på ingen måde har ret til at bruge hans fulde navn.
[Klager] har sendt Redox en mail med anmodning om, at Redox fjerner hans navn fra de to artikler, hvilket de har afvist, og Redox har i stedet lavet endnu en løgnagtig artikel om ham.
I en telefonsamtale med Redox’ redaktør oplyste [Klager], at han ikke ønskede at medvirke i en artikel, at han ikke er eller har været leder af nogen organisation, men havde titlen som ”redechef”.
Redox har fundet en ud af mange artikler på nordfront.dk, hvor [Klager] ved en fejl var omtalt som national chef for Nordiska Motståndsrörelsen (NMR) og ikke ”redechef”.
Organisationens leder er svensk og hedder [Person 4].
[Klager] har oplyst, at han har vendt ryggen til miljøet for hans datters skyld og ønsker blot at få fjernet sit navn fra artiklerne.
[Klager] har selv fjernet sit navn fra nordfront.dk
2.2 Redox’ synspunkter God Presseskik
Korrekt information og sletning B.
8
Redox har anført, at Redox hverken kan slette eller fjerne navne fra artikler med stor samfundsmæssig relevans.
De to påklagede artikler er fra 2018 og omtaler en organisation (Den Nordiske Modstandsbevægelse, også kendt som NMR eller Nordfront), som [Klager] indtil for få uger siden var leder af.
At organisationen har fået negativ medieopmærksomhed i forbindelse med antisemitiske hærværks- og chikaneepisoder, giver ikke [Klager] ret til at skrive sig selv ud af historien.
Tværtimod er artiklerne blevet dagsaktuelle endnu en gang, og vigtigheden af at kunne fortælle historien om organisationen er ikke blevet mindre.
[Klager] selv er stået frem med navn, billede og titel i adskillige artikler på organisationens hjemmeside.
Redox modtog torsdag den 21. november 2019 kl 23.27 en mail fra [Klager], hvoraf følgende fremgik
”Subject: Gensidig aftale og forståelse
From: [Klager] <[Klagers mailadresse]>
Date: 11/21/19, 11:27 PM
To: "redox@redox.dk" <redox@redox.dk>
Hej redox
[Redaktøren]
Jeg skriver til jer, da jeg har et forslag der kunne gavne os begge.
I lyset af de seneste hændelser, så kan jeg ikke længere lægge navn til den nordiske modstandsbevægelse.
Derfor ønsker jeg at i fjerner mit navn i jeres artikler, og kan til gengæld tilbyde min fulde tilbagetrækning.
Med hvad det medfører af intern kaos og svækkelse her samtidig med [Person 7]s anholdelse.
Jeg vil med et holde mig 100% fra den nationale scene for bestandig.
Artiklerne er gamle og ubetydelige.
Jeg fjerner selv mit navn fra alle andre steder privat og inde for organisationen.
At få fjernet mit navn er ikke for min egen skyld, men for en jeg har kært, da du nok ikke vil gøre dette blot for at glæde mig, så tror dette kan gavne os begge.
Med venlig hilsen
[Klager]”
Redaktør [Redaktøren], ringede derfor til [Klager] fredag den 22. november kl.
10.59 for at få bekræftet ægtheden af e-mailen samt for at få uddybet, hvad den handlede om.
samtalen bekræftede [Klager], at han havde afsendt e-mailen og forklarede, at han ønskede sit navn slettet fra Redox.dk.
[Klager] fik oplyst af Redox’ redaktør, at spørgsmålet skulle drøftes med resten af redaktionen.
[Klager] blev under samtalen spurgt, om han ville stille op til et interview, hvilket han afviste, også selvom han fik tilbud om at gøre det anonymt.
Senere samme dag, klokken 14.21 kontaktede Redox’ redaktør på ny [Klager] telefonisk.
[Klager] fik oplyst, at redaktionen havde besluttet ikke at efterkomme hans ønske om at slette hans navn.
[Klager] fik oplyst, at Redox agtede at skrive en artikel om hans henvendelse, og Redox’ redaktør spurgte derfor [Klager], om han måtte stille ham nogle spørgsmål, hvilket [Klager] afviste og afbrød opkaldet.
I artiklen ”Dansk NMR-leder trækker sig: Tilbyder at kaste organisationen ud i ”intern kaos og svækkelse”” , bragt på Redox.dk den 22. november 2019 citerer Redox [Klager]s e-mail til Redox.
Redox valgte at bringe omtale af [Klager]s e-mail, da det har stor samfundsmæssig interesse, at lederen af en nazistisk organisation, [Klager], der på det tidspunkt var meget omtalt, fordi den blev koblet sammen med en række antisemitiske hærværks- og chikaneaktioner, vælger at forlade organisationen, mens den står i sit hidtil største krise.
Hærværket var en af de mest omtalte hændelser i november, alle landsdækkende medier har beskæftiget sig med sagen, og både Justitsministeren og Statsministeren har udtalt sig om emnet.
I den første samtale bestred [Klager], at han på daværende tidspunkt var nationale leder for NMR i Danmark, på trods af at det fremgik af hjemmesiden Nordfront.dk, indtil [Klager] selv fjernede det.
Det fremgik desuden af organisationens norske, svenske og engelske hjemmesider.
Redox har oplyst, at [Klager] omtales i to artikler på Nordfront.se som ”Chefen [Klager]” og ”Motståndsrörelsens chef i Danmark, [Klager]” .
I de samme artikler i engelsk udgave på nordicresistancemovement.org, omtales han som ”The leader of the movement in Denmark, [Klager]” og ”Leader of the branch [Klager]” .
På norsk er det de samme to artikler ”Motstandsbevegelsens sjef i Danmark, [Klager]” og ”sjefen over Den nordiske motstandsbevegelsens danske gren, [Klager]” , hvilket fremgår af hjemmesiden frihetskamp.net.
Da [Klager] i den første samtale oplyste, at han ikke ville medvirke i artiklen, betyder det, at Redox i sagens natur ikke kunne citere hans udtalelse om, at han ikke var leder af NMR i Danmark.
Såfremt han havde sagt ja til at medvirke, havde Redox selvfølgelig bragt citatet.
[Klager] fik desuden gentaget tilbuddet om et interview, da han blev kontakte telefonisk anden gang af Redox’ redaktør.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen.
Artiklen ”Dansk NMR-leder trækker sig: Tilbyder at kaste organisationen ud i ”intern kaos og svækkelse””
God presseskik
Korrekt information
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger om ham, idet han aldrig har været leder af NMR, men alene været ”redechef”.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.
1.
Af artiklen fremgår det blandt andet, at
”[Klager], der er den øverste leder af Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR) i Danmark, trækker sig nu fra den nazistiske organisation.
Samtidig tilbyder han Redox at sende NMR ud i “intern kaos og svækkelse”.
Og
”Med ovenstående in mente er [Klager] således den eneste fungerende redeleder – han styrer de københavnske tropper – samtidig med at han er den øverste landsleder af den danske afdeling.
Indtil nu.
”
Det er ubestridt, at [Klager] har været aktivt medlem af Nordiska Motståndsrörelsen (NMR) danske afdeling (Den Nordiske Modstandsbevægelse) og ”redechef” i organisationen, der består af i alt tre ”reder”.
Det er desuden ubestridt, at [Klager] har været omtalt på Den Nordiske Modstandsbevægelses hjemmeside nordfront.dk som den nationale leder af NMR i Danmark, men at [Klager] har fjernet denne oplysning.
[Klager] har bestridt, at han har været leder af NMR.
På den baggrund finder Pressenævnet i forhold til de af [Klager] bestridte oplysninger om, at han ikke har været leder af NMR, ikke tilstrækkelig anledning til at udtale kritik af Redox.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på [Klager]s oplysninger om, at han har været aktiv i NMR blandt andet som ”redechef”, samt at det har fremgået af nordfront.dk, at [Klager] har været leder af NMR i Danmark.
Artiklerne ”Svensk terrororganisation etablerer sig i Danmark”, ”Så rabiate er NMB-medlemmerne: Voldsfantasier og jødehad” og ”Dansk NMR-leder trækker sig: Tilbyder at kaste organisationen ud i “intern kaos og svækkelse”.
Sletning –B.
8
[Klager] har klaget over, at Redox har afvist at slette eller anonymisere artiklerne, hvoraf hans fulde navn fremgår.
[Klager] har anført, at oplysningerne er belastende for både ham selv, der ikke længere er aktiv i NMR, samt for hans datter, der bærer samme efternavn, som han gør.
Generelt om punkt B.
8
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.
8.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.
8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Artiklerne ”Svensk terrororganisation etablerer sig i Danmark”, ”Så rabiate er NMB-medlemmerne: Voldsfantasier og jødehad” og ”Dansk NMR-leder trækker sig: Tilbyder at kaste organisationen ud i “intern kaos og svækkelse” indeholder oplysninger om [Klager]s virke i NMR.
[Klager]s fulde navn fremgår af artiklerne.
Pressenævnet lægger til grund, at [Klager] har haft en ledende rolle i den danske afdeling af NMR, hvor han har været ”redechef” og blandt andet har deltaget i offentlige demonstrationer.
Pressenævnet finder, at oplysninger om politisk tilhørsforhold er følsomme oplysninger, der som udgangspunkt må betragtes som værende særligt belastende for den omtalte person.
Henset til at [Klager] har haft en ledende rolle i NMR og har optrådt offentligt i forbindelse hermed, finder nævnet ikke, at artiklerne på Redox’ hjemmeside indeholder oplysninger af en sådan karakter, at det i sig selv taler for sletning.
Det er desuden nævnets opfattelse, at omtalen fortsat kan anses at have almen interesse.
Efter en samlet afvejning finder nævnet, at der ikke er tungtvejende grunde, der taler for, at indholdet af artiklerne er af en sådan karakter, at det skønnes rimeligt at hindre tilgængeligheden heraf.
Pressenævnet udtaler således ikke kritik af Redox for at afvise [Klager]s anmodning om sletning eller anonymisering.
Afgjort den 27. marts 2020