Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - medhold

J.

nr. 19-4508

En mand, der er døv, blev ringet op af et vikarbureau vedrørende et vikariat.

Efter vikarbureauets ubesvarede opkald til manden modtog vikarbureauet senere samme dag en SMS-besked fra ham med oplysning om, at han er døv.

Vikarbureauet ringede til manden igen dagen efter vedrørende et vikariat.

Da manden ikke kunne besvare telefonopkaldene mundtligt kom han ikke i betragtning til de aktuelle vikariater.

Nævnet lagde efter oplysningerne fra vikarbureauet til grund, at vikarbureauets praksis er således, at vikarbureauet ringer til mulige vikarer, indtil én besvarer opkaldet og påtager sig ordren.

Nævnet lagde til grund, at vikarbureauet kunne have kontaktet manden skriftligt f.eks. via SMS.

Nævnet vurderede, at det ikke var bevist, at det ville have udgjort en uforholdsmæssig stor byrde for vikarbureauet at fravige sin sædvanlige praksis for at give manden mulighed for at komme i betragtning til beskæftigelse som vikar i de omhandlede stillinger.

Klager fik medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 12.500 kr.

Klager fik derfor medhold.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en person med hørehandicap ikke kom i betragtning til beskæftigelse som vikar gennem et vikarbureau.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke kom i betragtning til beskæftigelse som vikar gennem indklagede vikarbureau.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 12.500 kr.

Sagsfremstilling

Klager har oplyst, at han er døv (svært hørehæmmet).

Den 7. januar 2019 blev klager ringet op af en medarbejder fra det indklagede vikarbureau.

Klager trykkede på et autosvar, hvorefter indklagede fik tilsendt en SMS-besked kl.

15:24 med følgende tekst

”Hej.

Du har forsøgt at ringe til en person som er døv?

”

Klager og det indklagede vikarbureau havde herefter en SMS-korrespondance samme dag

Indklagede: ”Vi har fået dine oplysninger af jobcentret.

Hvis du er døv skal jeg give jobcentret en meget stor reprimande i morgen.

Vi vil ikke finde os i, at oplysninger fra Jobcentret ikke

er etisk korrekte.

Mvh [navn] [indklagede]”

Klager: ”Hej [navn].

Men hvad gik jeres henvendelse egentligt ud på?

Mvh [klager]”

Indklagede: ”Hej [klager]

Vi mangler murer i [by]

Mvh [navn] [indklagede]”

Klager: ”Hej.

Jeg er skam også murer, fastlads lastbilschauffør (snart

med hænger), samt asfaltør”

Den 8. januar 2019 ringede det indklagede vikarbureau igen til klager.

Klager skrev derefter en SMS-besked med følgende tekst til indklagede

”Hej nu ringer i fra [telefonnummer]?

”

Klager og det indklagede vikarbureau havde senere yderligere SMS-korrespondance.

Klager har oplyst, at korrespondancen fandt sted den 9. januar 2019, mens indklagede har oplyst, at korrespondancen fandt sted den 16. januar 2019.

Af korrespondancen fremgår

Klager: ”Hej [navn]

Vil bare have det afklaret: Er jeg frasorteret jobbet, på grund af at jeg er døv?

Mvh [klager]”

Indklagede: ”Hej [klager]

Vi [frasorterer] [ikke] nogen i vores virksomhed.

Vi kunne ikke få kontakt på din telefon selv om vi ringede flere

gange.

Der står ikke noget om at du er døv på de papirer fra jobcentret, og når vi ikke får respons på vores henvendelser må vi gå videre.

Stillingen er nu besat til anden side.

Mvh [navn] [indklagede]”

Klager: ”Hej [navn], men selvom jeg var døv, skrev jeg også at jeg var murer, lastbilschauffør og asfaltør og efter dette hørte jeg ikke mere fra jer.

Derfor min ekstra henvendelse, og det gør mig da trist at jeg blev frasorteret pga døvheden.

”

Indklagede: ”Hej igen [klager]

Vi frasorterede ikke dig, men får vi ikke kontakt til en ny medarbejder går vi omgående videre.

Vi får muligvis et murer job i [by] og jeg vil skrive til dig

omgående.

Der er tale om renoverings arbejde på en del

boligblokker

Mvh [navn] [indklagede]”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 22. januar 2019.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Klager har under sagen fremlagt dokumentation for sit høretab i form af et audiogram foretaget den 8. januar 2019.

Det indklagede vikarbureau har til sagen fremlagt klagers CV.

Klager har ifølge sit CV flere uddannelser inden for håndværk.

Han har i CV’et oplyst, at han for mange år siden måtte afbryde et grundforløb som automekaniker, da skolens ledelse mente, at hans høretab gjorde, at han ikke burde fortsætte.

Det fremgår af klagers CV, at han er flydende i tegnsprog og tegnstøttet kommunikation, at han er rutineret i mund-hånd-system og taktilt tegnsprog, og at han som ”mediemand” i en forening har arbejdet med mediedækning af diverse idrætsbegivenheder for døve.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han blev fravalgt til stillingen udelukkende på grund af sit hørehandicap.

Klager blev ignoreret af det indklagede vikarbureau, efter han havde oplyst, at han er murer, lastbilschauffør og asfaltør.

Klager gav i en SMS-besked til indklagede udtryk for, at han var skuffet over at blive vraget.

Indklagede læste beskeden, men ignorerede den.

Det er klagers opfattelse, at det indklagede vikarbureau forskelsbehandlede ham allerede inden, at spørgsmålet om hjælpemidler blev nævnt.

Indklagede har dermed forskelsbehandlet ham bevidst, uanset spørgsmålet om hjælpemidler.

Det indklagede vikarbureau gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede fik i januar 2019 en ordre på en murer.

Indklagedes fremgangsmåde er blandt andet at ringe til de murere, der står ledige på Jobnet.

Hvis den pågældende murer ikke tager telefonen, ringer indklagede hurtigt videre til den næste.

Indklagede kan nå op på 30-40 opkald på en dag.

Hvis indklagede i mellemtiden modtager en SMS-besked, er det ikke sikkert, at indklagede ser denne eller får svaret på denne, før indklagede har løst kundens behov.

Den pågældende stilling som murer udgjorde et kort vikariat, som blev besat af en vikar, som kunden kendte i forvejen.

Stillingen blev besat af den anden vikar, allerede inden indklagede blev opmærksom på, at klager er døv.

Hvis det havde stået på Jobnet, at klager er døv, havde indklagede kontaktet ham på anden vis, for eksempel via SMS eller mail, ligesom indklagede havde givet ham tid til at svare.

Det var ikke oplyst på Jobnet, at klager er døv, og indklagede fortsatte derfor med at ringe videre til andre murere, da klager ikke tog telefonen.

Det er ikke korrekt, at indklagede læste klagers sidste SMS-besked af 16. januar 2019 og ignorerede den.

Indklagede skrev – efter at have læst klagers SMS-besked – en yderligere SMS-besked til klager om et andet muligt murerjob.

Denne SMS-besked læste klager samme dag, men svarede aldrig.

Indklagede fik desværre ikke den omtalte mulige ordre.

Indklagede har tidligere haft medarbejdere, der ikke kunne tale dansk, og som havde brug for tolk pr. telefon for at kunne begå sig.

En af disse medarbejdere er i dag fastansat af en af indklagedes kunder.

Indklagede har ligeledes haft flere ansatte på ”paragraf 56”.

Hos indklagede fravælger de ikke nogen.

Tværtimod giver indklagede gerne folk en chance.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Klager har oplyst, at han er døv (svært hørehæmmet), og han har til dokumentation for sit hørehandicap fremlagt et audiogram med kommentarer.

På baggrund af de foreliggende oplysninger vurderer nævnet, at klager har et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet lægger efter oplysningerne fra det indklagede vikarbureau til grund, at vikarbureauets praksis er således, at vikarbureauet ringer til mulige vikarer, indtil én besvarer opkaldet og påtager sig ordren.

Nævnet vurderer, at denne praksis kan stille personer med hørehandicap ringere end andre personer, da personer med hørehandicap ikke vil kunne besvare vikarbureauets telefonopkald mundtligt og derfor ikke straks vil kunne påtage sig ordren.

Klager modtog telefonopkald både den 7. og 8. januar 2019 fra vikarbureauet, og da han ikke kunne besvare telefonopkaldene mundtligt kom han ikke i betragtning til de aktuelle vikariater.

Klager har på denne baggrund påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sit handicap.

Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

En arbejdsgiver skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.

Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på tidspunktet for forskelsbehandlingen vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Efter indklagedes ubesvarede opkald til klager den 7. januar 2019 modtog indklagede senere samme dag en SMS-besked fra klager med oplysning om, at klager er døv.

Parterne havde herefter samme dag en SMS-korrespondance vedrørende indklagedes opkald.

Nævnet vurderer, at indklagede i hvert fald fra dette tidspunkt vidste eller burde vide, at klager har et handicap i lovens forstand.

Indklagede kontaktede på ny klager telefonisk den 8. januar 2019.

Det fremgår af indklagedes efterfølgende SMS-besked til klager, at indklagede ikke kunne få kontakt med klager pr. telefon, selvom indklagede ringede flere gange.

Klager kom heller ikke denne dag i betragtning til aktuelle vikariater.

Nævnet lægger til grund, at indklagede, der som nævnt den 7. januar 2019 var blevet oplyst om klagers hørehandicap, kunne have kontaktet klager skriftligt f.eks. via SMS.

Ligeledes kunne indklagede skriftligt have afklaret, om klager, eventuelt med relevante tilpasningsforanstaltninger, ville kunne varetage det eller de vikariater, der søgtes besat.

Det indklagede vikarbureau skrev da også senere i januar 2019 – efter yderligere korrespondance med klager – en SMS-besked til klager vedrørende en anden mulig vikarstilling som murer.

Efter de foreliggende oplysninger er det herefter ikke bevist, at det ville have udgjort en uforholdsmæssig stor byrde for det indklagede vikarbureau at fravige sin sædvanlige praksis for at give klager mulighed for at komme i betragtning til beskæftigelse som vikar i de omhandlede stillinger.

På denne baggrund har indklagede ikke bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 12.500 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Nævnet har herved lagt til grund, at der var tale om korte vikariater.

Indklagede skal herefter betale 12.500 kr. til klager.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<19-4508>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1-2, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2 a, om tilpasning

-

§ 7, stk. 1, om godtgørelse

-

§ 7 a, om delt bevisbyrde