Legislator Case Law & Legislation
W20200909825 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0389

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2020 9098 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0389

KEN#LOKDOK23 2020 9098 Valid

Berlingske får kritik for brug af billede på Facebook

Berlingske bragte i oktober 2019 omtale af antallet af sigtede unge i udsatte boligområder.

Artiklen blev bragt på Berlingskes netavis og Facebook-side under overskriften ”Det er trist og overraskende: Her er flest unge i København blevet sigtet af politiet”.

I tilknytning til artiklen blev der bragt et billede af en 16-årig dreng, som også udtalte sig i artiklen.

På Berlingskes Facebook-side var billedet af drengen sammen med overskriften de bærende elementer.

Drengen klagede til Pressenævnet over, at billedet af ham i sammenhæng med overskriften gav det indtryk, at han er kriminel.

Nævnet udtalte kritik af Berlingske for at have bragt billedet i sammenhæng med overskriften, da opsætningen kunne efterlade det indtryk, at drengen er en del af det kriminelle miljø, som omtales i artiklen.

KEN#LOKDOK23 2020 9098 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over et billede indsat til artiklen ”»Det er trist og overraskende«: Her er flest unge i København blevet sigtet af politiet” , som blev bragt af Berlingske den 17. oktober 2019 på Berlingskes Facebook-side og netavis berlingske.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder et billede af ham, som er indsat i en misvisende sammenhæng.

1 Sagsfremstilling

Den påklagede artikel

Berlingske bragte den 17. oktober 2019 artiklen ”»Det er trist og overraskende«: Her er flest unge i København blevet sigtet af politiet” på Berlingskes Facebook-side og netavis berlingske.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Der er stor forskel på antallet af sigtede blandt de 15-25-årige i de forskellige boligområder i København.

”

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”»Der har været problemer, men der er meget stille og roligt nu.«

16-årige [Klager] bor i det udsatte boligområde Lundtoftegade på Nørrebro, der ifølge nye tal fra kommunen er det boligområde i København med flest unge i alderen 15-25 år, der er blevet sigtet af politiet.

Således er hele 14 procent af de 15-25-årige i Lundtoftegade blevet sigtet af politiet inden for de seneste to år.

Det fremgår af en analyse af beboerne i Lundtoftegade og de seks andre boligområder i Københavns Kommune på den såkaldte ghettoliste.

En analyse, der skal være med til at »kvalificere de indsatser, der indgår i arbejdet med de udsatte boligområder«, som det hedder.

I et alment boligbyggeri som Lundtoftegade har omkring 55 procent af de cirka 1.500 beboere ikkevestlig baggrund, ligesom mange af dem står uden for arbejdsmarkedet, mens flere end 60 procent ikke har mere end en grundskoleuddannelse.

I gennemsnit er 10,21 procent af de 15-25-årige blevet sigtet i løbet af de seneste to år i de syv områder, mens snittet i de øvrige almene boligområder i København er 7,5.

I resten af kommunen er snittet i denne aldersgruppe 2,51 procent.

Analysen siger ikke noget om, hvor og for præcist hvad de unge er sigtet.

Kun, at de »har været sigtet for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer«.

Derfor er de pågældende unge i Lundtoftegade heller ikke nødvendigvis kommet på kant med loven i deres eget hood.

Gymnasieeleven [Klager] kan da heller ikke genkende tallene.

Det samme gælder [Person A] på 15 år, der som [Klager] spiller bold med en flok jævnaldrende i et stort boldbur, da Berlingske kigger forbi Lundtoftegade en hverdag i efterårsferien.

»Politiet kommer nogle gange forbi.

Men det er mange måneder siden, jeg sidst har set dem her,« siger [Person A], der går i 9. klasse.

[Klager] oplever heller ikke ballade.

Han ærgrer sig i stedet over, at Lundtoftegade er på ghettolisten.

»Måske den skulle være det før, men ikke nu synes jeg,« siger han.

»Bange anelser«

Lundtoftegade har de senere år været tæt forbundet med bl.a. bandekonflikten på Nørrebro.

Flere gange har der været skyderier, og i 2016 overtog medlemmer af banden Loyal to Familia (LTF) klublokaler beregnet til boligområdets unge.

Bandemedlemmerne er dog væk fra lokalerne i dag.

Der er dog stadig historier og rygter om kriminalitet blandt børn og unge.

Om at der bliver pushet, om børn der transporterer stoffer, ja sågar våben for pushere og bandemedlemmer.

Der er også en erkendelse af, at flere af ikke mindst de unge over 18 år bevæger sig på kanten af loven og har et anstrengt eller blandet forhold til politi, myndigheder og offentlige institutioner.

Tallene i den ny analyse er baseret på ghettolisten for 2018, og de ærgrer beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

»Når man zoomer ind på de her områder og kigger på tallene, må man bare sige, der er noget om snakken.

Tallene for sigtelser, erhvervsfrekvens og meget mere bekræfter, at de her områder skiller sig ud fra resten af byen.

Også i forhold til andre almene boligområder,« siger hun.

»Sigtelserne bekræfter desværre bare de bange anelser.

Vi vidste godt, det så slemt ud i Mjølnerparken, der har været arnested for en del af bandekonflikten, men at det samme ser ud til at gøre sig gældende i de andre udsatte boligområder, det er trist og overraskende.«

[…]”

Til artiklen er indsat et billede af [Klager], der ses stående i et fodboldmål på en boldbane i et grønt område ved et boligbyggeri.

[Klager] ses at binde sit ene snørebånd og er iført sorte bukser, en sort jakke og en sort hue.

Billedet er ledsaget af følgende tekst

”[Klager] på 17 år spiller fodbold med sine venner på boldbanen i Lundtoftegade.

”

Billedet af [Klager] er i Facebook-opslaget placeret over artiklens overskrift »Det er trist og overraskende«: Her er flest unge i København blevet sigtet af politiet” , mens billedet af [Klager] i artiklen er placeret ved interviewet af ham.

Efter offentliggørelsen

Efter offentliggørelsen af den påklagede artikel var [Klager] i korrespondance med Berlingske om sine indsigelser mod artiklen, herunder placeringen af billedet af ham i Facebook-opslaget.

Den 21. oktober 2019 udskiftede Berlingske billedet af [Klager], som fremgik af Facebook-opslaget.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 30. oktober 2019.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Hensyn til mindreårige

[Klager] har anført, at artiklen indeholder et billede af ham, som er indsat i en misvisende sammenhæng.

Billedet af [Klager] er i Facebook-opslaget indsat ved overskriften om de mange sigtede i Lundtoftegade, hvilket giver indtryk af, at [Klager] er en af de sigtede.

[Klager] har endvidere anført, at han som kilde ikke blev grundigt oplyst om, hvad billedet af ham skulle anvendes til, og om hvad artiklen skulle omhandle.

Konsekvensen heraf er, at [Klager] er blevet kontaktet af sine venner, familie og sin tidligere arbejdsgiver om, hvorvidt han er blevet en del af bandemiljøet på Nørrebro, samt at hans forældre ligeledes er blevet kontaktet herom.

[Klager] passer sin skole og sit arbejde, hvorfor det er frustrerende, at hans ansigt bliver forbundet med noget, som han ikke har noget med at gøre.

Mandag den 14. oktober 2019 henvendte Berlingskes journalist sig til [Klager] og hans venner, mens de spillede fodbold i gården, hvor journalisten spurgte, om han måtte afbryde dem i to minutter og stille et par spørgsmål.

[Klager] spurgte til, hvad det drejede sig om, hvortil journalisten svarede, at det handlede om ghettoen om de 14 procent sigtede.

Journalisten spurgte herefter, om [Klager] havde lyst til at være med i artiklen, hvortil [Klager] svarede ja.

Journalisten og [Klager] gik herefter ud foran boldbanen til bænken, hvor han blev spurgt om, hvad han synes om Lundtoftegade, og om han oplevede, at der kom politi.

Hertil svarede [Klager], at han ikke oplevede det.

Journalisten spurgte endvidere om, hvorvidt [Klager]s forældre ville have noget imod, at der blev bragt en artikel om ham, idet [Klager] var 16 år, og journalisten ikke havde tid til at vente på, at forældrene kom hjem for at skrive under på en forældregodkendelse.

[Klager] svarede, at så længe der ikke blev skrevet noget dårligt om ham, så ville hans forældre ikke have noget imod det.

[Klager] talte herefter med journalisten og indvilligede i, at fotografen tog et billede af ham.

Journalisten oplyste [Klager] om, at billedet og interviewet alene ville fylde en lille del af artiklen.

Journalisten oplyste ikke om, at billedet af [Klager] ville blive indsat med overskriften, ligesom journalisten ikke oplyste, at artiklen ville blive bragt på Facebook.

Efter korrespondance med Berlingske har [Klager] modtaget en mundtlig undskyldning fra journalisten, hvorefter billedet af [Klager] i Facebook-opslaget blev erstattet af et andet billede.

[Klager] har endvidere bedt journalisten om at bringe et skriv om, at [Klager] ikke har noget at gøre med bandekonflikten på Nørrebro, men at han alene bor i et område, hvor der fra tid til anden er visitationszone og deraf flere sigtede end et område uden visitationszone.

2.2 Berlingskes synspunkter

Hensyn til mindreårige

Berlingske har anført, at Berlingskes journalist kan bekræfte forløbet, som [Klager] har beskrevet over for Pressenævnet.

Det er korrekt, at billedet af [Klager] i forbindelse med et Facebook-opslag, der linkede til artiklen, kom frem i opslaget sammen med artiklens overskrift.

Sammenhængen kunne give anledning til misforståelser.

Så snart det gik op for Berlingskes journalist, at [Klager] følte sig uheldigt fremstillet i Facebook-opslaget, blev billedet udskiftet.

I artiklen er billedet af [Klager] dog placeret ved interviewet af ham længere nede i teksten.

Berlingske har bemærket, at det er gængs praksis, at artikler deles på Facebook, og det er derfor sjældent genstand for diskussioner med kilder undervejs i en histories tilblivelse.

Det er endvidere korrekt, at [Klager] ikke blev informeret om, præcis hvordan billedet ville blive bragt i artiklen, ligesom [Klager] heller ikke specifikt blev oplyst om, at artiklen ville blive distribueret på Facebook.

Berlingske har afvist, at [Klager] ikke er blevet informeret om, hvad artiklen skulle handle om.

[Klager] og de øvrige kilder, der optræder i artiklen, blev af Berlingskes journalist grundigt oplyst om den sammenhæng, hvori deres udtalelser indgik, samt om præmissen for artiklen.

[Klager] blev endvidere ikke sat i personlig forbindelse med sigtelser på nogen måde [Klager] og en anden kilde fortalte alene om deres egne oplevelser.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag.

God presseskik

Hensyn til mindreårige

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder et billede af ham, som er indsat i en misvisende sammenhæng.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Der bør udvises særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser.

Ved offentliggørelse af interview eller lignende bør forældresamtykke indhentes, når emnets karakter og den mindreåriges alder taler herfor, jf. punkt B.

1 og B.

5.

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”»Der har været problemer, men der er meget stille og roligt nu.«

16-årige [Klager] bor i det udsatte boligområde Lundtoftegade på Nørrebro, der ifølge nye tal fra kommunen er det boligområde i København med flest unge i alderen 15-25 år, der er blevet sigtet af politiet.

Således er hele 14 procent af de 15-25-årige i Lundtoftegade blevet sigtet af politiet inden for de seneste to år.

Det fremgår af en analyse af beboerne i Lundtoftegade og de seks andre boligområder i Københavns Kommune på den såkaldte ghettoliste.

En analyse, der skal være med til at »kvalificere de indsatser, der indgår i arbejdet med de udsatte boligområder«, som det hedder.

I et alment boligbyggeri som Lundtoftegade har omkring 55 procent af de cirka 1.500 beboere ikkevestlig baggrund, ligesom mange af dem står uden for arbejdsmarkedet, mens flere end 60 procent ikke har mere end en grundskoleuddannelse.

I gennemsnit er 10,21 procent af de 15-25-årige blevet sigtet i løbet af de seneste to år i de syv områder, mens snittet i de øvrige almene boligområder i København er 7,5.

I resten af kommunen er snittet i denne aldersgruppe 2,51 procent.

Analysen siger ikke noget om, hvor og for præcist hvad de unge er sigtet.

Kun, at de »har været sigtet for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer«.

Derfor er de pågældende unge i Lundtoftegade heller ikke nødvendigvis kommet på kant med loven i deres eget hood.

Gymnasieeleven [Klager] kan da heller ikke genkende tallene.

Det samme gælder [Person A] på 15 år, der som [Klager] spiller bold med en flok jævnaldrende i et stort boldbur, da Berlingske kigger forbi Lundtoftegade en hverdag i efterårsferien.

»Politiet kommer nogle gange forbi.

Men det er mange måneder siden, jeg sidst har set dem her,« siger [Person A], der går i 9. klasse.

[Klager] oplever heller ikke ballade.

Han ærgrer sig i stedet over, at Lundtoftegade er på ghettolisten.

»Måske den skulle være det før, men ikke nu synes jeg,« siger han.

[…]”

Til artiklen er indsat et billede af [Klager], der ses stående i et fodboldmål på en boldbane i et grønt område ved et boligbyggeri.

[Klager] ses at binde sit ene snørebånd og er iført sorte bukser, en sort jakke og en sort hue.

Billedet er ledsaget af følgende tekst

”[Klager] på 17 år spiller fodbold med sine venner på boldbanen i Lundtoftegade.

”

Billedet af [Klager] var i Facebook-opslaget placeret over artiklens overskrift »Det er trist og overraskende«: Her er flest unge i København blevet sigtet af politiet” , mens billedet af [Klager] i artiklen er placeret ved interviewet af ham.

Pressenævnet lægger til grund, at [Klager] frivilligt har stillet op til interview samt givet samtykke til at lade sig fotografere til artiklen.

Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] på tidspunktet for interviewet og fotograferingen var 16 år, og at forældremyndighedsindehavernes samtykke ikke var indhentet.

Nævnet lægger desuden til grund, at Berlingske den 21. oktober 2019 udskiftede billedet af [Klager] i Facebook-opslaget.

Pressenævnet finder, at omtale af antallet af sigtede unge i udsatte boligområder er et emne af offentlig interesse.

Pressenævnet finder samtidig, at der generelt skal udvises varsomhed, når børn gøres til genstand for medieomtale.

Dette gælder også, når der er tale om brug af billeder.

Det er således generelt Pressenævnets opfattelse, at det må anses for at være udtryk for god presseskik, at et medie, når det vælger at beskæftige sig med børn og unge, indhenter tilladelse fra forældremyndighedsindehaverne til de medvirkende.

Nævnet finder dog i det konkrete tilfælde, at billedet af [Klager] og citaterne fra interviewet af ham ikke er af belastende karakter for ham, således at journalisten havde grund til at indhente forældremyndighedsindehaverens tilladelse til at offentligøre billedet og interviewet af [Klager].

Det er nævnets opfattelse, at emnets karakter (ungdomskriminalitet) gør, at der påhviler mediet en særlig forpligtigelse til at sikre, at kilden [Klager] ikke bliver eksponeret som kriminel.

Det forhold, at journalisten ikke indhentede forældremyndighedsindehaverens tilladelse til at offentliggøre billedet af og interviewet med [Klager], skærper denne forpligtelse.

Selv om billedet af [Klager] og citaterne fra interviewet med ham isoleret set ikke er af belastende karakter for ham, så kan kombinationen af overskrift og billede i Facebook-opslaget give det indtryk, at [Klager] er kriminel.

Pressenævnet udtaler derfor kritik af Berlingske.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Berlingske at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration

”[rubrik]

Pressenævnet kritiserer Berlingske

[underrubrik]

Berlingskes brug af et billede kunne give det indtryk, at den afbillede dreng er kriminel

[tekst]

I en artikel bragt i oktober 2019 omtalte Berlingske antallet af sigtede unge i udsatte boligområder.

Artiklen blev bragt på Berlingskes netavis og Facebook-side under overskriften »Det er trist og overraskende: Her er flest unge i København blevet sigtet af politiet« .

I tilknytning til artiklen blev der bragt et billede af en 16-årig dreng, som også udtalte sig i artiklen.

På Berlingskes Facebook-side var billedet af drengen sammen med overskriften de bærende elementer.

Drengen har klaget til Pressenævnet over, at billedet af ham i sammenhæng med overskriften giver det indtryk, at han er kriminel.

Pressenævnet kritiserer Berlingske for at have bragt billedet i sammenhæng med overskriften, som kan efterlade det indtryk, at drengen er en del af det kriminelle miljø, som omtales i artiklen.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.

Offentliggørelse skal ske som en selvstændig artikel, der prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse.

Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.

Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.

Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” til nævnets kendelse ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes af mediet.

Afgjort den 18. februar 2020

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →