Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - arbejdsvilkår - ej medhold
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - arbejdsvilkår - ej medhold
J.nr. 18-61766
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun på sin arbejdsplads blev omplaceret efter fravær efter barselsloven.
Kvinden var ansat som medlemskonsulent i en a-kasse og var forinden sin orlov placeret i et sagsbehandlingsteam.
Da kvinden vendte tilbage efter endt orlov, blev hun placeret i a-kassens callcenter.
Nævnet vurderede, at arbejdsgiveren ikke havde tilsidesat kvindens ret til efter barsel at vende tilbage til et tilsvarende arbejde med arbejdsvilkår, som ikke var mindre gunstige.
Nævnet lagde herved vægt på vilkårene i kvindens ansættelseskontrakt og oplysningerne om opgaverne i de to afdelinger.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at arbejdsgiveren havde oplyst, at baggrunden for omplaceringen af kvinden var, at a-kassen havde foretaget en omstrukturering, og flere af a-kassens opgaver derefter kunne løses i callcenteret.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en medlemskonsulent i en a-kasse efter fravær efter barselsloven blev placeret i en anden afdeling.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev placeret i en anden afdeling efter fravær efter barselsloven.
Sagsfremstilling
Klager blev med virkning fra den 1. februar 2015 ansat hos indklagede a-kasse som medlemskonsulent.
Det fremgår af ansættelseskontrakten, at arbejdsstedet var på indklagedes adresse, og at arbejdstiden gennemsnitligt var 37 timer mandag til fredag inklusiv frokostpause.
Det fremgår videre, at overarbejde kunne forekomme, og at reglerne herom fremgår af den for ansættelsen gældende overenskomst mellem indklagede og Forsikringsforbundet, som klager som medarbejder hos indklagede var omfattet af.
Indklagede har i en mail til klagers fagforening af 12. juni 2018 redegjort nærmere for overenskomstens bestemmelser om arbejdstid, hvilke klager ikke har bestridt.
Heraf fremgår blandt andet
”Det fremgår af overenskomstens aftale om arbejdstid og timebank, § 2, at arbejdstiden normalt er
7.24 time pr. dag, mandag til fredag, inkl.
29 minutters frokostpause.
Efter aftale med nærmeste
leder kan den daglige arbejdstid placeres inden for tidsrummet 7.30 til 18.00 i fire dage og én dag
om ugen til kl.
20.15.
Såfremt der ikke kan indgås en sådan aftale, kan arbejdstidens placering varsles over for medarbejderen med 4 ugers varsel.
Den enkelte medarbejder kan pålægges to vagter indtil kl.
20.15 om måneden, men ikke i samme uge.
Udgangspunktet for placeringen af arbejdstiden er, at det skal ske efter frivillighedsprincippet.
Såfremt der ikke er tilstrækkeligt med frivillige, vil et rotationsprincip blive anvendt, hvor [indklagede] skal varsle med 4 uger.
”
Indklagede har oplyst, at stillingen som medlemskonsulent omfatter arbejde, der udføres i flere forskellige af indklagedes afdelinger, herunder i sagsbehandlingsteamet og i indklagedes callcenter, Medlemsservice.
Indklagede har ligeledes oplyst, at aflønningsniveauet er det samme for en medlemskonsulent i de forskellige afdelinger.
Klager har oplyst, at hun ikke bestrider indklagedes beskrivelse heraf.
Af jobopslaget, som klager søgte stillingen og blev ansat på baggrund af, fremgår blandt andet
” Jobbet
Du vil indgå i et team med kollegaer der løser opgaver inden for alle områder af arbejdsløshedslovgivningen.
Vi arbejder på tværs af faglige og geografiske grænser inden for organisationen.
Jobbet indeholder en høj grad af personlig kontakt, det kan være per telefon, via mail eller det personlige møde.
Dine kerneopgaver vil være digital sagsbehandling og administration inden for arbejdsløshedslovgivningen med fokus på komplicerede sager og sagsområder.
Herunder
indkomstkontrolsager, tilbagebetalings-/svigsager og tilsynssager samt vejledning og afgørelser i sager om selvstændig virksomhed.
”
Spørgsmål til stillingen kunne ifølge annoncen rettes til to navngivne teamledere, som ifølge indklagede var teamledere for Backoffice og A Team.
Klager var placeret i afdelingen sagsbehandlingsteamet, hvor klagers opgaver blandt andet var sagsbehandling af medlemmernes ansættelsesretlige sager og besvarelse af medlemshenvendelser.
Klager var placeret i t ”A Team”.
Klager har en uddannelse inden for offentlig administration og er uddannet fra en kommune.
I 2016 påbegyndte klager oplæring inden for et nyt arbejdsområde.
Klager underrettede i sommeren 2016 sin leder om, at hun var gravid.
Klager skulle herefter starte sin orlov i januar 2017.
Lederen for klagers team sendte den 16. februar 2017 en mail til teamet om vikar for klager.
Heraf fremgår
”Kære team
Så blev det endelig afgjort: Vi har fået lov til at besætte [klager]s barselsvikariat som en fast stilling, og jeg har straks sat gang i rekrutteringsprocessen [smiley].
Baggrunden for at det bliver en fast stilling er, at vi gerne vil tiltrække nogle kompetencer til selvstændig
området, så det bliver mindre sårbart.
Det mener vi, at vi vil have bedst mulighed for, når det er en fast stilling.
Rent praktisk har vi dermed "lånt" en fast stilling, så den næste ledige stilling i [A Team], er således besat på forhånd.
Har I spørgsmål, fyrer I bare løs.
KH [teamleder]”
Klagers teamleder sendte den 6. april 2017 en mail til teamet om nye kolleger.
Heraf fremgår
”Kære team
Nu kan jeg heldigvis sige noget mere om vores kommende nye kolleager [smiley].
Vi har ansat to unge (under 30 år), kvindelige jurister
har tidligere været i [offentlig myndighed].
Glæd jer og tag godt imod dem [smiley]
KH [teamleder]”
Der er til sagen fremlagt to stillingsopslag, hvori indklagede søgte efter medlemskonsulenter til ansættelse henholdsvis den 1. februar 2017 og den 1. maj 2017.
Det fremgår af annoncen om ansættelse til den 1. maj 2017, at indklagede søgte en medarbejder med uddannelsesbaggrund som for eksempel jurist eller socialrådgiver til at træffe afgørelser i dagpengesager i A Team.
Indklagede ansatte to medarbejdere, der begge var jurister.
På et møde i indklagedes ledergruppe den 16. maj 2018 blev det drøftet, om der internt skulle opslås stillinger op til sagsbehandlingsteamet.
Af referatet fra mødet fremgår blandt andet
”Vi har fået lov til at forlænge 3 vikarer til 31/10 og må ansætte 2 nye vikarer frem til 31/10.
Desuden er [navn] blevet fastansat i [team].
Der var på mødet forslag om at slå de to nye vikariater op som internt opslag, da der kunne sidde potentielle kandidater i Medlemsservice, hvor man nemmere ville kunne rekrutterer nye vikarer.
Tilbageholdenheden i forhold til fastansættelser, skyldes en forventning om automatiseringer, når udviklingen af [IT-system] er gennemført.
”
Klagers orlov sluttede medio maj 2018.
Hun skulle afholde ferie i forlængelse af sin orlov og starte på arbejde igen d. 4. juli 2018.
Klagers leder sendte den 22. maj 2018 en mail til klager.
Heraf fremgår
”Hej [klager]
Som du ønsker, får du lidt på skrift, om din tilbagevenden til [indklagede] efter endt barselsorlov.
Når du vender tilbage efter orlov og efterfølgende ferie, vil din arbejdsplads være placeret i Medlemsservice (tidligere Callcenter) under [teamleder] [ny teamleder].
Du skal stadig arbejde med a-kasselovgivning, men med fokus på medlemsvejledning.
Din løn vil være uændret, og din arbejdstid vil stadig være indenfor rammerne af den overenskomst, som du også er omfattet af i dag.
Til din orientering vedhæfter jeg overenskomsten.
Afsnittet om arbejdstider starter på s.
22.
Den praktiske udmøntning af arbejdstidsaftalen er lidt anderledes i Medlemsservice, hvilket [ny teamleder] vil informere dig om mere detaljeret.
Jeg har også orienteret [ny teamleder], om den aftale vi lavede pr. mail i september, der handler om, at du de første måneder efter endt barsel og ferie kan gå på nedsat tid og få fri kl.
14 hver dag.
Den mail har jeg også
vedhæftet.
Indenfor de næste par dage vil [ny teamleder] kontakte dig, så du kan få mere detaljeret information om opgaverne og arbejdstilrettelæggelsen i Medlemsservice.
Har du nogle spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.
KH [teamleder]”
Kort tid før klager skulle starte op igen efter sin orlov, blev der fastansat endnu en medarbejder i sagsbehandlingsteamet.
Af stillingsopslaget fremgår, at indklagede søgte en medlemskonsulent med relevant uddannelse som for eksempel socialrådgiver eller jurist.
Klagers fagforening og indklagede havde i perioden fra den 30. maj 2018 til den 10. august 2018 korrespondance vedrørende ændringen af klagers arbejdsvilkår.
Indklagedes ledelse sendte den 11. juni 2018 en meddelelse om ressourcerne i Forsikringsafdelingen.
Heraf fremgår blandt andet
”Vi er ikke helt klar med de sidste ansættelser, men indtil videre er det lykkedes os, at
• fastansætte [navn] i [Forsikringsteam]
• forlænge [navn] og [navn]s vikariater i [Forsikringsteam] til den 31. oktober
• fange [navn] I Medlemsservice til et vikariat i [Forsikringsteam] til den 31. oktober
• flugtskyde (forklaring senere) [navn] til et vikariat i [Forsikringsteam] til den 31. oktober
• fastansætte [navn] i Medlemsservice fra 1. august.
Tidligere vikar i samme team
• fange [navn] til et vikariat i Medlemsservice fra 1. september til 31. oktober
• få [navn] til at færdiggøre studiet, så han kan vikariere i
Medlemsservice indtil 31. januar 2019
• få [navn] til at framelde sig studiet i en periode, så han kan vikariere i Medlemsservice indtil 31. januar 2019”
Klager opsagde sin stilling den 31. juli 2018.
Hun oplyste, at hun betragtede sine arbejdsopgaver som så væsentligt ændrede, at det kunne ligestilles med en afskedigelse.
Klager har til illustration af, hvilke arbejdsopgaver som løses i Medlemsservice, fremlagt et udateret stillingsopslag.
Heraf fremgår blandt andet
" Om jobbet
Din primære opgave vil være at vejlede vores spørgelystne medlemmer pr. telefon.
Vi rådgiver om vores ydelser og forhold inden for a-kasselovgivningen samt yder IT support
og service ift.
vores selvbetjeningsunivers.
Du vil have ansvaret for, at medlemmerne oplever god service og får klart svar, uanset hvad de kommer med af spørgsmål – med stor tålmodighed og empati."
Klager har ligeledes til illustration fremlagt et nyhedsbrev til medlemmerne af marts 2017.
Heraf fremgå blandt andet
"Hvert år ringer telefonen 180.000 gange i vores Callcenter.
Men ved du egentlig, hvem du taler med, når du ringer eller skriver til os på chatten?
Et stort team sidder klar til at
svare på dine spørgsmål lige fra lønsikring og efterløn til supplerende dagpenge og atypiske arbejdsforhold.
De er nemlig generalisterne hos [indklagede].
Her møder du to af dem: [navn] og [navn].
Til sammen har de arbejdet i [indklagede] i knap syv år.
Hvad spørger medlemmerne jer oftest om, når de ringer?
[Navn]: ”Jeg løfter røret ca. 60 gange om dagen, og jeg kan godt opleve at få 60 forskellige spørgsmål.
Men ofte spørger medlemmerne ind til deres dagpengeret, eller hvis de har
fået en indkaldelse og er i tvivl om, hvordan de booker samtalen.
”
[Navn]: ”Mange ringer også ind og spørger til, hvad de kan gøre for at komme hurtigt i job.
”
Hvornår har det været en god dag i Callcenteret?
[Navn]: ”Det kan være rigtig hårdt for de medlemmer, der fornylig har mistet sit job.
Når de ringer, er det en god oplevelse, når jeg kan hjælpe et frustreret medlem og mærke, at de er motiverede og håbefulde, når vi lægger røret.
”
[Navn]: ”Det er virkelig givende, når vi får medlemmerne godt videre.
Fx når jeg kan give dem svar på deres spørgsmål med det samme eller give dem et svar, som de kan gå videre med.
Det kan også være, når jeg sørger for at henvise dem til en anden instans, hvis det ikke er
a-kassens område."
Vi sidder klar til at hjælpe dig på chat og telefon kl.
8-18 alle hverdage.
Kontakt os endelig,
hvis du har spørgsmål eller bare er nysgerrig på, hvad vi kan gøre for dig.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. oktober 2018.
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 381.909,60 kr., svarende til 9 måneders løn, med procesrente fra indgivelsen af klagen til betaling sker.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at afskedigelsen af hende var i strid med ligebehandlingslovens § 9.
Klager var inden sin orlov påbegyndt oplæring i et nyt arbejdsområde.
Baseret på de udmeldinger, som klager fik fra sin overordnede, var det efter klagers opfattelse aftalt, at hun efter endt orlov skulle vende tilbage til sagsbehandlingsteamet og her fortsætte med arbejdet med det nye arbejdsområde.
Det nye arbejdsområde var komplekst, henset til et stort regelsæt.
Området krævede erfaring og specialviden hos de pågældende medarbejdere.
Inden klager påbegyndte sin orlov, blev hun oplyst om, at hun ikke havde ret til at komme tilbage til samme team.
Klager meddelte i den forbindelse, at så længe det var ligestillet arbejde i andet team, så var det i orden med hende, men at hun ikke ville i Medlemsservice, idet hun ikke vurderede dette som ligestillet arbejde med hendes daværende arbejdsopgaver og ansvarsområde
Indklagede var således allerede før klagers orlov klar over, at hun ikke ønskede at overgå til ansættelse i afdelingen Medlemsservice, som klager betragtede som en "degradering" i forhold til hendes daværende arbejdsopgaver og ansvarsområder.
Indklagede besluttede dog alligevel at flytte klager, selvom der under og efter orloven var ledige stillinger i sagsbehandlingsteamet.
Under en telefonsamtale med den kommende leder for Medlemsservice, blev klager oplyst om, at hendes arbejdsopgaver ville bestå af vejledning af medlemmerne på telefon og chat, men ingen sagsbehandling eller administrativt arbejde, idet det i samme samtale blev gjort klart, at der ikke skulle træffes nogen form for afgørelser i Medlemsservice.
Når henvendelser fra medlemmer krævede egentlig sagsbehandling, skulle henvendelsen oversendes til afdelingerne, hvor klager netop var placeret forud for sin orlov.
Yderligere blev det oplyst i telefonsamtalen, at arbejdstiderne ville være væsentligt ændrede fra klagers daværende arbejdstider.
I Medlemsservice ville der forekomme sene vagter efter kl.
15.30 i henhold til overenskomstens regler om mødetider.
Klagers faktiske arbejdstider forud for orloven var kl.
7.30–15.00.
Enkelte dage arbejdede klager til kl.
15.30.
Afdelingen Medlemsservice har væsentlig andre arbejdsopgaver end sagsbehandlingsteamet, og ifølge indklagedes egne nyhedsbreve og stillingsopslag er afdelingen ment som en indledende visitatorfunktion i forhold til medlemmernes henvendelser.
Klager ville som sagsbehandler således få ændret sine arbejdsopgaver og ansvarsområder ganske væsentligt ved en tilbagevenden til Medlemsservice frem for sagsbehandlingsteamet.
Der er væsensforskel på funktionen i indklages callcenter, Medlemsservice, hvor viden om dagpengeregler med videre formidles og videregives, og den funktion, som klager de facto bestred forud for sin orlov, hvor klager traf afgørelser i konkrete sager om blandt andet dagpenge.
Arbejdstiderne i henholdsvis sagsbehandlingsteamet og Medlemsservice var også væsentligt forskellige og krævede væsentlig større fleksibilitet hos de ansatte, idet der i Medlemsservice var vagter til senere end "sædvanlig kontortid".
En sådan ændring af klagers arbejdsopgaver er i strid med ligebehandlingslovens § 8 a, ligesom ændringerne samlet set må betegnes som en væsentlig stillingsændring, som klager er berettiget til at tilegne sig som en afskedigelse.
Ændringerne i klagers arbejdsforhold var direkte foranlediget af hendes orlov, som medførte fravær fra arbejdspladsen.
Indklagedes ændringer i klagers arbejdsforhold er i strid med ligebehandlingslovens § 9, uagtet at klager efterfølgende selv opsagde sin stilling grundet den væsentlige stillingsændring.
Indklagedes meddelelse til klager om den væsentlige stillingsændring var
"først i tid" i forhold til klagers efterfølgende opsigelse.
Indklagede skal løfte bevisbyrden for, at ændringerne i klagers
arbejdsforhold ikke var helt eller delvist begrundet i klagers graviditet og efterfølgende orlov, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, idet disse beslutninger blev truffet under klagers graviditet og/eller orlov efter barselsloven.
Klager accepterede på intet tidspunkt stillingsændringen.
Klagers tilbagevenden efter endt orlov udgjorde ikke en form for stiltiende accept af stillingsændringen som anført af indklagede.
De tidligere flytninger af medarbejdere til andre afdelinger skete frivilligt.
Klagers teamleder opfordrede ikke klager til at påtage sig vanskelige arbejdsopgaver, som klager skulle have afslået som påstået af indklagede.
Klager bad tværtimod om flere udfordringer.
I perioden, hvor klager var på orlov, blev der opslået to faste stillinger og efterfølgende ansat to medarbejdere, hvor arbejdsopgaverne for disse nye ansatte var ligestillet med det, som klager beskæftigede sig med forud for orloven.
Der var ikke tale om barselsvikarer.
Indklagede gør gældende, at sagen skal afvises, idet sagens behandling
kræver mundtlige forklaringer i forhold til belysningen af klagers arbejdsopgaver og nærmere stillingsindhold.
Der ville i den forbindelse også skulle afgives supplerende oplysninger om blandt andet implementering af nyt IT-system.
Vurderingen af, om der er tale om en væsentlig stillingsændring, kræver en forståelse af overenskomsten, der ikke er egnet til behandling i nævnet på skriftligt grundlag.
Indklagede gør videre gældende, at der ikke er sket ændringer i hverken arbejdsopgaver, løn eller arbejdstider.
Klager var i stillingen som medlemskonsulent i henhold til ansættelseskontrakten ikke placeret i en bestemt afdeling, og det fremgår heller ikke af ansættelseskontrakten, at klager specifikt var ansat til at udføre sagsbehandling.
Klager var ansat til at udføre de arbejdsopgaver, der henhører under stillingsbetegnelsen "medlemskonsulent".
Klager har ikke taget supplerende uddannelse som socialrådgiver eller jurist.
Det fremgår heller ikke af stillingsannoncen, at klager var rekrutteret specifikt til at arbejde i A Team.
Stillingsbetegnelsen medlemskonsulent omfatter arbejde, der udføres i flere forskellige afdelinger, herunder også i Medlemsservice, og aflønningsniveauet er det samme.
Ved stillingsopslaget fra februar 2017 efterspurgte indklagede kompetencer som socialrådgiver eller jurist.
Forud for stillingsopslaget blev det internt drøftet, at der var behov for at rekruttere en medarbejder til A Team med akademiske kompetencer, og hermed kompetencer, som klager ikke var i besiddelse af.
De ansatte jurister overtog således ikke klagers stilling.
Udmeldingen til medarbejderne i mails fra henholdsvis 16. februar 2017 og 6. april 2017 om, at der nu blev opslået en fast stilling som vikar for klager, skal ses i den kontekst.
Disse e-mails var derfor ikke helt retvisende i forhold til den faktiske situation, idet der ikke var tale om en vikar men tilførsel af supplerende ressourcer med andre kompetencer.
Af stillingsopslaget opslået kort før klagers tilbagevenden søgte indklagede ligeledes efter en medarbejder med relevant uddannelse som for eksempel socialrådgiver eller jurist.
Medarbejderen blev desuden ikke søgt til A Team, hvilket kan ses på den angivne kontaktperson, som er teamleder i en anden afdeling.
I Medlemsservice skulle klager fortsat arbejde med a-kasselovgivning, herunder med fokus på medlemsvejledning.
Sagerne visiteres i forhold til, hvilken type medarbejder, der er tale om.
Medarbejdere som klager løser de mest komplekse arbejdsopgaver i Medlemsservice, som kræver overblik over relevante regelsæt og tilbud.
Der er i øvrigt ansat adskillige akademikere i Medlemsservice, ligesom teamet også tæller en række erfarne sagsbehandlere.
Organisationsdiagram for indklagede viser, at klager var placeret i Forsikringsafdelingen og med den nærmeste tilknytning til Medlemsservice.
Det var samme type medlemmer, som klager skulle betjene, da hun vendte tilbage til arbejdspladsen, som før hun gik
på orlov og ferie.
Det var også den samme lovgivning, hun skulle rådgive om.
Indklagede havde gennem det seneste år været i gang med en driftsmæssigt begrundet omstrukturering, som blandt andet skyldtes implementering af et nyt IT-system.
Arbejdet ændrede karakter i flere afdelinger som følge af, at IT-systemet herefter kunne varetage flere simple funktioner, som tidligere var blevet varetaget af medarbejderne.
Indklagede forudser, at der vil ske en opgaveglidning i retning af, at flere og flere opgaver kan løses i Medlemsservice.
Dette omfatter også rådgivning til den type medlemmer, som klager beskæftigede sig med i A Team.
Medarbejderne i Medlemsservice er ofte den første kontakt, som mange medlemmer har med indklagede, og langt de fleste af medlemmernes henvendelser bliver også afsluttet der.
Medarbejdere i Medlemsservice skal blandt andet rådgive om dagpengeregler, efterløn, kontingent samt optagelse i a-kasse.
Der er således tale om en stilling, hvor medarbejderen skal have et bredt kendskab til de forskellige regler og de ydelser, der er omfattet af a-kasselovgivningen.
Klager har tidligere rådgivet både mundtligt og skriftligt om ledighed,
supplerende dagpenge og selvstændig bibeskæftigelse.
Klager havde, mens hun arbejdede som medlemskonsulent i A Team, primært behandlet ledighedserklæringer, kørt ydelseskort samt besvaret medlemshenvendelser.
Klager løste sjældent mere komplicerede opgaver.
I 2016 påbegyndte klager oplæring inden for et nyt arbejdsområde, og kom efterfølgende i gang med at behandle nogle af disse sager.
Det var oplevelsen fra de medarbejdere, der stod for sidemandsoplæringen, at oplæringen gik trægt.
Indklagede og klager var i løbende dialog om, hvordan og i hvilket omfang, sidemandsoplæringen skulle foregå, men klager virkede passiv og opgivende.
Det var også tilbagemeldingen fra de medarbejdere, der stod for oplæringen af klager.
Klagers læringskurve var flad, og kompetenceudviklingen på dette område gik i stå.
Klagers leder opfordrede i forbindelse med kompetenceudviklingssamtaler klager til at tage nogle af de mere vanskelige sager.
Det var lederens oplevelse, at klager ikke ønskede yderligere udfordringer, men var tilpas med de mere rutineprægede opgaver.
Klager ville være omfattet af præcis de samme regler om arbejdstid som medarbejder i Medlemsservice, som før hun gik på orlov, i henhold til overenskomsten.
Klager havde forespurgt, om hun kunne gå kl.
14 hver dag i den første tid, efter at hun kom tilbage på arbejde efter sin orlov.
Dette havde indklagede accepteret, og det ville fortsat være muligt i Medlemsservice.
Da klager fik meddelelse om ændringen af sine arbejdsopgaver, rettede hun henvendelse til sin fagforening, som gjorde indsigelser imod, at hun skulle arbejde i Medlemsservice.
Klager tog ikke kontakt til tillidsrepræsentanten hos indklagede, og tillidsrepræsentanten er heller ikke efterfølgende blevet inddraget i sagen.
Tillidsrepræsentanten har ikke af egen drift taget sagen op, og der er ikke rejst spørgsmål om, hvorvidt det er inden for overenskomsten at flytte en medarbejder fra et team til et andet.
Indklagede genvurderede efter klagers indsigelser omplaceringen og nåede frem til, at omplaceringen ikke udgjorde en væsentlig vilkårsændring.
På klagers første arbejdsdag efter endt orlov og ferie meldte hun sig syg samme morgen og kom ikke på arbejde.
Klager sygemeldte sig også den efterfølgende dag.
Klager havde efterfølgende omfattende fravær på grund af sygdom i form af enkeltdage eller kortere perioder.
Fra slutningen af 2017 til sommeren 2018 blev der flyttet 6 medarbejdere fra og til andre afdelinger.
Flytningerne var ikke frivillige, selvom indklagede efter bedste evne forsøgte at inddrage medarbejdernes ønsker i omstruktureringen.
Der er 12 fastansatte årsværk, 2 vikarer samt 10 studerende, som
udgør 3-4 årsværk, i Medlemsservice og 9 årsværk i A Team.
Der sker løbende flytning mellem teams, og det er hensigten, at 90 % af henvendelserne kan startes og afsluttes i Medlemsservice, således at den største koncentration af arbejde ligger i dette team.
Indklagede havde ikke havde noget ønske om, at klager skulle fratræde sin stilling.
Indklagede har gennem hele forløbet forsøgt at fastholde klager i en passende stilling som sagsbehandler.
Indklagede strakte sig langt i forhold til at imødekomme klagers ønsker til arbejdstidens placering, og orienterede løbende klager om udviklingen på arbejdspladsen i de 1,5 år, hvor hun var væk på orlov.
Flytningen af klager skete efter en konkret vurdering af behovet i de enkelte afdelinger, hvor særligt Medlemsservice havde været under pres, idet det havde været nødvendigt at flytte en række medarbejdere fra Medlemsservice til IT-afdelingen og Forsikringsafdelingen, fordi de pågældende medarbejdere havde særlige kompetencer.
Der blev ikke flyttet medarbejdere til A Team.
Klager havde ikke tilstrækkelige kompetencer til mere komplicerede opgaver, og i den periode, hvor hun var tilknyttet A Team, trivedes hun med mere rutineprægede opgaver.
Indklagedes vurdering var derfor, at klager passede godt ind i Medlemsservice, hvor der var behov for tilførsel af ressourcer.
Klager var den medarbejder i A Team, som bedst kunne undværes, idet hendes kompetencer ikke lå på samme niveau som de øvriges.
Det er en del af arbejdsgiverens ledelsesret, at denne kan lede og fordele arbejdet.
Klager er ikke blevet behandlet ringere eller anderledes end sine kollegaer.
Flytningen af klager til en anden afdeling var ikke begrundet i afholdelsen af orlov.
Beslutningen blev foretaget ud fra saglige kriterier, hvorved der ikke blev lagt vægt på klagers afholdelse af orlov efter barselsloven.
Klager er derfor ikke berettiget til en godtgørelse.
Klager valgte selv at opsige sin stilling, fordi hun ikke ønskede at arbejde i Medlemsservice, efter hun ellers havde genoptaget arbejdet efter orloven.
Indklagede har henvist til Østre Landsrets dom af 1. marts 2005 i sag B-1787-03.
Såfremt nævnet giver klager medhold, er der ikke hjemmel til, at nævnet kan tilkende renter.
Beløbet i sagen kan således ikke forrentes som anført af klager.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).
Som sagen er oplyst for Ligebehandlingsnævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at forældre, der har udnyttet retten til fravær efter barselslovens §§ 6-14, har ret til at vende tilbage til det
samme eller et tilsvarende arbejde med arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige for dem.
Det fremgår også af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi denne har været fraværende efter barselslovens §§ 6-14.
En væsentlig ændring af et stillingsindhold kan sidestilles med en afskedigelse.
Klager blev pr. 1. februar 2015 ansat som medlemskonsulent hos indklagede med arbejdssted på indklagedes adresse og med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer fordelt mandag til fredag inklusiv frokostpause.
Det fremgår videre af ansættelseskontrakten, at overarbejde kunne forekomme, og at reglerne herom fremgår af den for ansættelsen gældende overenskomst mellem indklagede og Forsikringsforbundet.
Nævnet lægger til grund, at det af overenskomstens bestemmelser om arbejdstid fremgår, at arbejdstiden placeres inden for tidsrummet kl.
7.30 til kl.
18.00 i fire dage og én dag om ugen til kl.
20.15.
Da klager gik på orlov efter barselsloven, var hun placeret i sagsbehandlingsteamet A Team.
I forbindelse med afslutningen af klagers orlov blev klager den 22. maj 2018 oplyst om, at hun efter sin tilbagevenden efter orlov og ferie ikke længere skulle være placeret i sagsbehandlingsteamet.
Hun skulle i stedet arbejde i indklagedes callcenter, Medlemsservice.
Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at indklagede ved at flytte klager til Medlemsservice ikke har tilsidesat klagers ret til efter barsel at vende tilbage til et tilsvarende arbejde med arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige.
Der er ved denne vurdering blandt andet lagt vægt på vilkårene i klagers ansættelseskontrakt og oplysningerne om opgaverne i henholdsvis A Team og Medlemsservice samt baggrunden for flytningen af klager.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsloven
<18-61766>
-
[Navn] er uddannet i 2014.
Hun kommer fra en stilling som skadesbehandler i [forsikringsselskab] og
-
[Navn] er helt nyuddannet.
Hun har haft studiejob i [a-kasse] og har vejledt medlemmer pr. tlf.
og mail.
-
§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
-
§ 8 a, om ret til at vende tilbage til samme eller tilsvarende arbejde
-
§ 9, om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov