Legislator Case Law & Legislation
W20200906925 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0423

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2020 9069 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0423

KEN#LOKDOK23 2020 9069 Valid

En persons anmodning om genoptagelse afvist

Pressenævnet udtalte ikke kritik af Berlingske i en sag, hvor en person havde klaget over omtale i en artikel med interview af en advokat, der fortalte om en chikanesag, samt afvisning på sletning.

Personen anmodede efterfølgende om genoptagelse og uddybede sine synspunkter.

Pressenævnet afviste anmodningen.

KEN#LOKDOK23 2020 9069 Valid

[Klager] har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sag nr. 2019-80-0351, [Klager] mod Berlingske, som nævnet traf afgørelse i den 12. december 2019.

Sagen vedrørte [Klager]s klage over artiklen ”Advokat: Hun truede med at kidnappe og slå mine børn ihjel” , som blev bragt i Berlingskes netavis, b.dk, den 7. marts 2019 og i den trykte avis den 8. marts 2019.

Ved kendelsen afviste Pressenævnet at behandle den del af klagen, der vedrørte tilsidesættelse af god presseskik, idet klagen var indgivet efter 12-ugers klagefristen.

I forhold til klagen over Berlingskes afvisning af at slette de påklagede artikler udtalte Pressenævnet ikke kritik af Berlingske for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om sletning.

[Klager] har anmodet Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sagen, fordi hun mener, at artiklerne er ukorrekte, hvorfor det er urimeligt, at artiklerne fortsat er tilgængelige.

1 Sagsfremstilling

Af begrundelsen i Pressenævnets kendelse af 12. december 2019 fremgår blandt andet

”Kompetence mv.

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 2, at klager over overtrædelse af god presseskik kan rettes til det pågældende massemedie selv eller direkte til Pressenævnet.

I begge tilfælde er klagefristen 12 uger efter offentliggørelsen.

En anmodning om sletning af en artikel i medfør af punkt B.

8 i de vejledende presseetiske regler kan rettes til mediet også efter udløbet af den lovbestemte klagefrist.

Den påklagede artikel blev offentliggjort den 7. og 8. marts 2019, og [Klager]s klage er således indgivet mere end 12 uger efter artiklens offentliggørelse.

Pressenævnet kan derfor alene tage stilling til klagen for så vidt angår [Klager]s anmodning om sletning af artiklen i medfør af punkt B.

8.

[…]

Sletning, anonymisering og afindeksering – punkt B.

8

[Klager] har klaget over, at Berlingske har afvist at slette artiklen.

Generelt om punkt B.

8

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.

Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.

8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.

8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Artiklen indeholder et interview med advokat [Advokaten], som fortæller om, hvordan hun er blevet udsat for chikane af en kvinde, da [Advokaten] var beskikket advokat for kvindens tidligere partner under en forældremyndighedssag.

[Klager] er ikke nævnt ved navn i artiklen.

Pressenævnet finder, at oplysninger om, at en person er blevet dømt for chikane i forbindelse med en forældremyndighedssag, som udgangspunkt må betragtes som værende særligt belastende for den omtalte person.

Som anført ovenfor er [Klager] imidlertid ikke navngivet eller på anden vis identificeret i artiklen.

Det er således ikke muligt ud fra oplysningerne i artiklen at identificere klager, medmindre man på forhånd har kendskab til, at hun er den dømte person.

På den baggrund finder Pressenævnet efter en samlet vurdering ikke anledning til at udtale kritik af Berlingske for at afvise [Klager]s anmodning om sletning af artiklen.

”

[Klager] anmodede den 19. december 2019 Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sagen.

[Klager] har til støtte for anmodningen blandt andet anført, at artiklerne omtaler hendes forhold med ukorrekte fakta, og at artiklerne er censureret, idet hendes version af sagen ikke er gengivet.

[Klager] har fremhævet, at det er umenneskeligt, at det fremgår af omtalen, at hun har mistet sin søn, når hun har været alene med ham i otte år og har mange vurderinger på, at hun altid har været en god mor, ligesom hun i to år har afventet en samværsaftale.

Den omtalte straffesag, hvor hun er blevet dømt på falske vidneforklaringer, beror nu på Den Særlige Klageret, da hun har anmodet om genoptagelse med henblik på frifindelse.

Der er anvendt urigtige erklæringer ved by- og landsret, og mange fagfolk har vurderet, at hun har været udsat for chikane.

[Klager] mener således, at der bør ske sletning af artiklerne af humanitære hensyn, så hun og hendes søn har en mulighed for at blive resocialiseret, da det er forfærdeligt som mor at læse, at man har fået fjernet sit barn, når man faktisk har afventet en samværsaftale.

2 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

[Klager] har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets kendelse af 12. december 2019 i sag nr. 2019-80-0351, [Klager] (nu [Nuværende efternavn]) mod Berlingske.

Nævnets kendelse af 12. december 2019 er afsagt af følgende nævnsmedlemmer: Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen.

Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de nævnsmedlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmål om eventuel genoptagelse af sagen.

Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen træffer derfor også afgørelse i spørgsmålet om genoptagelse.

Spørgsmålet om genoptagelse

Pressenævnet bemærker generelt, at nævnet kan genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Efter omstændighederne må det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i forhold til parten undskyldeligt forhold.

Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl.

Pressenævnet fandt ved kendelse af 12. december 2019 i sag nr. 2019-80-0351 ikke anledning til at behandle klagen for så vidt angår tilsidesættelse af god presseskik, idet klagen var indgivet efter klagefristens udløb.

Pressenævnet fandt endvidere ikke anledning til at kritisere Berlingske for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om sletning af artiklerne efter de vejledende presseetiske reglers punkt B.

8.

[Klager] er ikke fremkommet med nye faktiske oplysninger, som kan anses for at have betydning i forhold til sagens afgørelse om henholdsvis afvisning af klagen vedrørende tilsidesættelse af god presseskik og ikke at udtale kritik af Berlingskes afvisning af at slette de påklagede artikler.

Da der heller ikke er påvist sagsbehandlingsfejl, afvises anmodningen om genoptagelse.

Afgjort den 29. januar 2020

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →